Albatros Travel

Trinidad og Tobago 

Trinidad og Tobago – det lille caribiske land der har beriget verden med både calypsomusik og limbodans – kan byde på lidt af hvert. Her er kulturel indflydelse fra Afrika, Europa og Indien. Her er pulserende byer og langsomtgående landområder. Her er regnskove, kakaoplantager og et fugleliv af den anden verden. Og så er her et af Caribiens mest festlige karnevaler.

Aktuelle rejser

Kulturkrydstogt fra New York til Dansk Vestindien
11 dage - Afrejse: 18-10-12
Kr. 15.990,-
Charmerende Cuba
11 dage - Afrejse: 27-10-12
Kr. 16.990,-
Albatros' Dansk Vestindien
16 dage - Afrejse: 07-11-12
Kr. 17.990,-
Albatros' Dansk Vestindien
16 dage - Afrejse: 14-11-12
Kr. 16.990,-


Natur og klima i Trinidad og Tobago
Trinidad og Tobago er et ørige i Caribien, der består af de to hovedøer, som har givet landet navn, og 21 små øer. Østaten ligger lige nord for Venezuelas kyst, syd for Grenada og på grænsen mellem Atlanterhavet og Det Caribiske Hav. Landskabet er præget af sletter med lidt bakker og lave bjerge, især på Nordtrinidad og Tobago. Landets højeste punkt El Cerro del Aripo når dog op på 940 meter. Bakker og bjerge er klædt i frodige tropiske skove og gennemskåret af dybe kløfter, der får floderne til lejlighedsvist at forvandle sig til spektakulære vandfald. Mod syd er Trinidad mere flad med en del sumpe og muddergejsere. Disse to sydligste caribiske øer har et dyreliv bestående af vildsvin, bæltedyr, slanger, skildpadder og krokodiller samt et varieret fugleliv med den højrøde storkefugl ibisen som det mest iøjnefaldende eksemplar. Mere information: Klima og Vejr Trinidad og Tobago.

Trinidad og Tobagos historie
De oprindelige beboere på Trinidad var arawak-indianere, mens Tobago var ubeboet, da Columbus lagde til her i 1498. Vanen tro betød et besøg fra Columbus efterfølgende kolonisering, og Trinidad og Tobago begyndte sin karriere som europæisk koloni på spanske hænder. I slutningen af 1700-tallet måtte spanierne dog overlade de to caribiske øer til Storbritannien, og først da blev de samlet og styret som én samlet koloni. Da slaveriet kort herefter blev ophævet, måtte briterne invitere store grupper indere til at passe sukker- og kakaoplantagerne. Mange blev på øerne efter deres kontrakter udløb, og det er grunden til, at befolkningsgruppen med indiske aner er den største af nutidens Trinidad og Tobagos en million indbyggere. Til at fuldende befolkningsmikset kommer efterkommere af afrikanske slaver og selvfølgelig en stor portion af blandet herkomst med rødder i både Europa, Kina og Mellemøsten. Den kulturelle cocktail høres også på gader og stræder, idet der er omtrent lige så stor sandsynlighed for at høre engelsk som fransk, spansk, kinesisk og en speciel caribisk dialekt af hindi. Mens inderne i Trinidad og Tobago stort set har bevaret deres oprindelige indiske kultur, er den afrikanske kultur, som slaverne medbragte, blevet blandet mere sammen med den europæiske gennem kolonitiden. Dette ses blandt andet i calypsomusikken, der opstod på Trinidad, da slaverne var forbudt at tale sammen og derfor måtte kommunikere via sang tilsat trommerytmer medbragt fra Afrika. Også soca-musikken, der er en afart af calypso, og den særprægede dansestil limbo, hvor danserne bevæger sig tilbagelænet ind under en vandret stang uden at røre hverken den eller gulvet, stammer fra Trinidads afrikanske slaver. Da Trinidad og Tobago blev selvstændigt i 1962, begyndte landet at erstatte de efterhånden temmelig slunkne indtægter fra sukker- og kakaoplantagerne med mere tidssvarende indkomstmuligheder som olie, petroleum og naturgas. Dette har gjort det lille land til et af de mere velhavende caribiske lande.

Seværdigheder i Trinidad og Tobago
Trinidad og Tobago kan prale af at være indehaver af verdens største naturlige asfaltreservoir, nemlig i Pitch Lake på Trinidads sydvestlige kyst, der faktisk er en stor sø af flydende tjære. 90 meter når søen ned på det dybeste sted, og flere hundrede tons tjære bliver dagligt fisket op herfra. Selv om asfalten er flydende, er det muligt at gå på den størknede overflade uden at få sine sko smurt ind i flydende asfalt. Men man skal blot lette en smule på låget og stikke en pind ned i det sorte, klistrede stads for at forsikre sig om, at der ikke er tale om en helt almindelig parkeringsplads, hvilket søen ved første øjekast ellers godt kan ligne. Trinidad er også berømt for sin livlige musikscene, og calypsomusik, farvestrålende kostumer og generel fest og ballade finder man mest koncentreret ved det årlige karneval, som uden tvivl er årets begivenhed for beboerne på øen. Deltagerne forbereder deres udklædning og dansetrin måneder i forvejen, og det er umuligt ikke at lade sig rive med af musikken og den sprudlende stemning. Hvis ens rejse til Trinindad og Tobago falder i ugerne før selve karnevalet, er det (næsten) lige så interessant at overvære musikkerne øve sig på deres olietønder og kostumedesignerne klippe, sy og dekorere de overdådige kostumer til den store dag. En anden farverig attraktion i Trinidad og Tobago er fugle. Især de postkasserøde ibiser er svære at holde øjnene fra, og i ibis-sæsonen (august-februar) tilbydes sejlture i solnedgangen ved Caroni fuglereservat syd for hovedstaden Port of Spain. Selv for ikke-fugleentusiaster er synet af tusinder af højrøde fugle, der sætter sig til rette for natten i sumpens mangrovetræer uforglemmelig. Er man til strandliv, er der til gengæld ikke uendelige muligheder på Trinidad. Den lille og særdeles idylliske bugt Maracas Bay på øens nordkyst er eneste reelle bud. Derimod kan Tobago byde på flere fine strande og gode steder at snorkle eller sejle i både med glasbund og kig til det livlige undervandsliv. Især Pigeon Point på øens sydvestligste spids er konkurrencedygtig i hvide, postkortlignende sandstrande. Men de færreste rejser til Trinidad og Tobago alene for strandenes skyld, og på Tobago kan man finde landets mest velbevarede levn fra de engelske koloniherrer. Fort King George blev bygget sidst i 1700-tallet, og kanonerne, der langs murene udnytter den uhindrede udsigt over kilometer af krystalklart hav, er lige så gamle.

Læs mere om øerne:

Kort Trinidad og Tobago - Vaccinationer Trinidad og Tobago

Få mere information om Trinidad og Tobago her (engelsksproget).

Se et af vores flotte billeder af Trinidad og Tobago.

Rejser Trinidad og Tobago: Se en oversigt her. 

Vi tilbyder også rundrejser til andre spændende destinationer i Caribien:

Rejser Puerto Rico - Rejser Saint Kitts og Nevis - Rejser Saint Lucia - Rejser Saint Vincent og Grenadinerne



Har du været på Trinidad og Tobago, og har du nogle gode rejsetips derfra? Del dem gerne herunder:


Rejsemål

fakta om trinidad og tobago

Hovedstad: Port-of-Spain
Indbyggere: 1.2 mio.
Sprog: engelsk, caribisk hindustani, fransk, spansk
Religion: katolicisme, hinduisme, protestantisme
Valuta: trinidadisk dollar
Klima: tropisk, regntid (juni-december)

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00