Hent alle oplysninger i PDF-format: Værd at vide om New Zealand.
Før afrejsen
Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og -tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.
Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra afrejsedatoen fra Danmark. Indsend en kopi af fotosiden i dit pas til Albatros Travel. Der kræves ikke visum for rejser til New Zealand, hvis du er dansk statsborger, og opholdet i New Zealand er under 3 måneder. Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.
Vaccinationer
Der er ikke vaccinationskrav til indrejse til New Zealand. Der er dog alligevel være vaccinationer eller anden sygdomsforebyggende behandling, der anbefales ved rejser til New Zealand. Læs mere her: Vaccinationer New Zealand.
Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling på New Zealand, er det en forudsætning for deltagelse i rejsen, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.
Klima
Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i den del af verden, du skal rejse til. På Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Læs også videre her: Klima og Vejr New Zealand.
Facts om rejsen
Ankomstlufthavnen
Det er strengt forbudt at bringe nogen former for madvarer ind til New Zealand. På uddelte blanketter skal du oplyse om, om du medbringer madvarer, og myndighederne tager derefter stilling til, om varerne kan tages med ind i landet. Ved ankomst til New Zealand vil al bagage blive screenet for at tjekke de afgivne oplysninger. Det kan også være en god idé at vaske dine sko for jord inden afrejse, da de newzealandske myndigheder er særligt opmærksomme på bakterier og vira, der potentielt kan gemme sig der.
Håndbagage
Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Trafikstyrelsen: www.trafikstyrelsen.dk (under menupunktet ”Civil luftfart” og derefter ”Flypassager”).
Tidsforskel
Tidsforskellen mellem Danmark og New Zealand variere alt efter, om Danmark eller New Zealand har sommer- eller vintertid:
Newzealandsk sommertid (oktober – marts) + 12 timer
Dansk sommertid (marts – oktober) + 10 timer
Transport i New Zealand
Bus
Busser i New Zealand er af god standard og har aircondition – det kan være en god idé at medbringe en trøje/fleece til den nødvendige, men til tider lidt kølige luft.
Tog
Togene er af god standard, og mange gange en oplevelse i sig selv, da man ofte kommer endnu tættere på den pragtfulde natur, som New Zealand er så rig på.
Fly
På vores rundrejser til New Zealand vil vi somme tider flyve de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil rejselederen orientere om praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.
Økonomi
Prisniveauet i New Zealand afviger ikke meget fra det danske. Det er dog typisk noget billigere at spise ude, men som i Danmark kan man finde restauranter i alle priskategorier.
Mængden af lommepenge afhænger helt af dig selv, men man skal regne med ekstraudgifter til drikkevarer, eventuelt entré til museer, attraktioner og transport på dage uden program. Rejselederen vil orientere om dette på turen.
Drikkepenge
I New Zealand gives drikkepenge efter samme regler som i Danmark: Modtageren vil blive glad for at få dem, men det forventes ikke.
OBS! Ved krydstogter gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.
Valuta og kreditkort
Den lokale valuta hedder newzealandske dollar og skrives typisk NZ$ eller NZD. De kan såvel købes hjemme som hæves i hæveautomater (på New Zealand kaldet en ATM) – de findes i samme antal, som man typisk ser det i det danske bybillede. Det er dog altid en god idé at medbringe en mindre mængde kontanter hjemmefra, så man har til det mest nødvendige. Man kan overalt på New Zealand i større butikker og restauranter betale med internationale kreditkort.
Elektricitet
New Zealand har 220/240 volt, og der anvendes enten 3- eller 2-bens-stik. De fleste hoteller har et begrænset antal adapterer, man kan låne, men har man brug for meget strøm til opladning af kamera, hårtørrer eller barbermaskine, kan det være en god idé at købe en hjemmefra.
Telefon og internet
Den internationale telefonkode til New Zealand fra Danmark er + 64.
Får du brug for politi, brandvæsen eller ambulance, er nummeret 111.
I byområder er der god dækning til brug af mobiltelefonen, men turen kan gå gennem områder, hvor man ikke kan være sikker på at finde dækning. På New Zealand bruger man dual-band, som betyder, at danske mobiltelefoner virker her. Dit mobilselskab kan oplyse om priserne på at foretage og modtage opkald samt sms.
På de fleste hoteller er der internetadgang mod betaling. Der findes dertil internetcafeer i stort antal i byerne som et ofte billigere alternativ.
Hygiejne
Samme standard som i Danmark, og der er ikke behov for at tage særlige forholdsregler. Drikkevand kan med få undtagelser drikkes af hanen alle steder i New Zealand.
Takt og tone
Generelt er ”kiwierne” meget afslappede i deres tilgang til livet og mennesker omkring dem – det er derfor ikke udsædvanligt at se folk gå barfodet i supermarkedet. Når det er sagt, gælder samme regler for god opførsel som i Danmark. Danskere undres dog ofte over måden at hilse på med et ”How are you?” (”Hvordan har du det?) – i virkeligheden menes bare ’hej’, og der forventes ikke et længere svar om, hvorledes man har det lige den dag.
Rygning
Under al flyvning og transport er der rygeforbud. New Zealand værner utrolig meget om sin natur, og det er derfor ilde set, at man som ryger smider skoddet på jorden (eller andet affald i det hele taget). Medbring evt. en lille beholder til dine skodder, indtil de kan smides ud.
På New Zealand er al rygning indendørs på restauranter og andre offentlige steder forbudt.
Læs meget mere om New Zealand her:
Rejser New Zealand - Overblik New Zealand - Billeder og Film New Zealand - Kort New Zealand
Se også informationer om andre lande i regionen:
Fakta Australien