Hent alle oplysinger i PDF-format: Værd at vide om at rejse i Ecuador og Galapagos.
Før afrejsen
Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.
Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen fra Ecuador. Der kræves ikke visum til Ecuador for ophold under 90 dage, hvis du er dansk statsborger. Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.
På nogle af vores rejser til Ecuador skal du sende os en kopi af fotosiden i dit pas. Dette vil fremgå af din faktura.
Hvis flyvningen går via en amerikansk lufthavn, f.eks. Atlanta, skal passet ligeledes være af den maskinlæsbare type, og man skal opfylde kravene for indrejse til USA. Hør eventuelt den amerikanske ambassade, og læs mere om ESTA nedenfor i afsnittet Fakta om rejsen.
Vaccinationer
Læs mere om vaccinationer i forbindelse med rejser til Ecuador og Galapagos-øerne her: Vaccinationer Ecuador.
Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i Ecuador og Galapagos, er det en forudsætning for deltagelse i rejsen, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.
Klima
Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i Ecuador. På Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Læs også mere her: Klima og vejr Ecuador.
Fakta om rejsen
– Om USA og ESTA
Siden januar 2009 har de amerikanske myndigheder skærpet kravene til rejsende til og fra USA, hvilket betyder, at den rejsende skal afgive en række oplysninger inden afrejse. Registreringen af disse oplysninger skal foretages på https://esta.cbp.dhs.gov
På siden Hvis du skal rejse til USA kan du finde nærmere oplysninger om denne obligatoriske registrering. Afgivelse af oplysninger samt rigtigheden af disse påhviler alene dig som rejsende, og manglende eller mangelfuld afgivelse af oplysninger kan i værste fald føre til afvisning ved check-in og dermed tab af rejse.
– Vi gør opmærksom på, at det i Ecuador er påkrævet ved lov, altid at have gyldig identifikation på sig, og det vil for turisters vedkommende sige passet (en fotokopi er tilstrækkelig, men passet SKAL medbringes til Galápagos). I tilfælde af at man mister et vigtigt dokument, f.eks. passet, er det også rart at have en kopi af originalen, da dette letter eventuel genudstedelse på stedet. Hav kopierne liggende et andet sted end originalen.
Håndbagage
Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Statens Luftfartsvæsen: www.slv.dk (under menupunktet ”Flypassager”).
Tidsforskel
Tidsforskellen mellem Danmark og Ecuador/Galápagos kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:
Sommertid - 7 timer (Galápagos - 8 timer)
Vintertid - 6 timer (Galápagos - 7 timer)
Transport i Ecuador og Galápagos
Bus
Busser i Ecuador har ikke helt samme standard, som man kender fra Europa. Vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition, hvor det er muligt.
Kano
På floderne i Amazonregionen sejler vi i gode lokale kanoer, både motoriserede og ikke-motoriserede.
Krydstogtskib
Vort 16-personers krydstogtskib er godt og komfortabelt med indkvartering i dobbeltkahytter med senge i ét plan og privat bad. Kahytterne er ikke store, men til gengæld er der god plads på fællesarealer og soldæk. Transport til/fra land foregår i gummibåde, hvor brug af redningsvest er obligatorisk. Da den største del af sejladsen mellem øerne foregår om natten, kan det være en god ide at medbringe ørepropper, da maskinlyden kan være tilstrækkelig fremmed til at forstyrre nattesøvnen.
Økonomi
Hvad angår lommepenge er det vores erfaring, at man kan klare sig for cirka DKK 130-150 pr. dag. Et sådant beløb kan dække drikkevarer, mad og drikkepenge, når dette ikke er inkluderet i programmet.
Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.
Regn med at lægge 10-15 % i drikkepenge af den samlede regning, alt efter hvor tilfreds du har været.
Ved krydstogter gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.
Valuta og kreditkort
Ecuador har dollar-økonomi – møntfoden hedder US Dollars (USD) (1 dollar = 100 cent). 1 USD = cirka 5,4 DKK. Sørg gerne for at have vekslet hjemmefra.
MasterCard, Visa og American Express er anvendelige som betalingsmiddel på de store hoteller og i visse butikker i Quito, men udenfor hovedstaden er de kun brugbare i få tilfælde. Flere steder lægges op til 12 % oven i prisen, når man betaler med kort.
Det er relativt nemt at hæve penge med kreditkort i Quito, men vanskeligt i mindre byer.
OBS! Kreditkort kan ikke bruges til betaling af nationalparkafgifter ved indrejse til Galápagos.
Elektricitet
Ecuador har 110 volt og flade stik (som i USA). Sørg derfor for at have et adaptersæt med, hvis du ønsker at bruge dit medbragte elektroniske udstyr.
Telefon og internet
Den internationale landekode for Ecuador + 593. Internetcaféer bliver mere og mere udbredt, og det er nemt og billigt at benytte disse i eksempelvis Quito. Telefon over internet er også meget udbredt på disse internetcaféer og man kan normalt ringe til Danmark for under 1 DKK/min. Nogle hoteller tilbyder internetservice mod betaling.
Hygiejne
Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke intimservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.
Takt og tone
Ecuador har en stærkt stigende turistindustri, som i dag udgør en væsentlig del af landets samlede økonomi. Selvom vi således giver beskæftigelse til mange mennesker, skal vi altid huske på, at vi er gæster i et andet land og naturligvis respektere befolkningen og dens kultur. Der findes f.eks. stadig mange indianere, som ikke ønsker at blive fotograferet.
Det er også vigtigt at huske, at de naturområder, vi besøger, er totalfredede reservater, oprettet til beskyttelse af dyr, planter og økosystemer. Det er strengt forbudt at indsamle eller beskadige planter, at forstyrre dyrs adfærd, samt at færdes udenfor de afmærkede stier. Al form for affald skal indsamles og bringes med tilbage.
Når man skal på museums- eller kirkebesøg skal man sørge for at være tækkeligt klædt med dækkede arme og ben for at vise respekt.
Rygning
Under al flyvning og transport er der rygeforbud. Ecuador har ikke helt samme rygepolitik som i Danmark. På barer og klubber er det i orden at ryge. For det meste respekteres det, hvis en restaurant har et ikke-ryger skilt fremme.
Få mere information om Ecuador her:
Kort Ecuador - Rejser Ecuador - Overblik Ecuador - Foto/Film Ecuador - Vaccinationer Ecuador
Se flere fakta om nærliggende lande her:
Fakta Argentina - Fakta Brasilien - Fakta Chile - Fakta Colombia