Som medlem af Dansk Røde Kors' Klub 10 har jeg med stor fornøjelse deltaget i Røde Kors' indsamlingsarbejde. Albatros Travel har flere aftaler med Dansk Røde Kors om diverse indsamlingsprojekter, som vi glæder os til at gennemføre over de kommende år.
Diskussionen mellem Dansk Røde Kors og tidligere generalsekretær Jørgen Poulsen om, hvorvidt han havde krav på et gyldent håndtryk eller ej, gør ingen forskel for os. Behovet for hjælpearbejde er vist ikke blevet mindre af den grund. Tænk hvis medierne havde samme fokus på hjælpearbejde som på Jørgen Poulsens skallede 750.000 kr. Ville verden så ikke se en del anderledes ud?
Søren Rasmussen
adm. direktør
Albatros Travel samarbejder med Dansk Røde Kors med det formål:
- at indsamle penge til Dansk Røde Kors’ hjælpearbejde
- at udbrede kendskabet til Røde Kors’ arbejde blandt Albatros’ rejsende
- at afprøve og udvikle nye indsamlingsformer
Rejs med Røde Kors
”Rejs med Røde Kors” er et af elementerne i ovennævnte samarbejde, og konceptet tager udgangspunkt i nogle af Albatros’ eksisterende rejser. Ved salget af rejserne bliver der genereret penge til Røde Kors’ hjælpearbejde, uden at det fordyrer rejsen, eller der i øvrigt lægges pres på den enkelte rejsende. Overskuddet genereres gennem billigere markedsføring via Røde Kors-medier, Albatros’ hjemmeside, mailing og sponsorerede annoncer. Om muligt tilføres rejsen en ekstra dimension.
Røde Kors Big Five Marathon
Albatros har gennem årene opbygget et maratonkoncept under navnet Adventure Marathon® (omfatter The Great Wall Marathon®, The Great Tibetan Marathon®, The Polar Circle Marathon®, The Big Five Marathon®), der kombinerer ferie, familieferie og en herlig, men hård løbetur. I forbindelse med disse rejser har vi i reglen støttet forskellige projekter i lokalsamfundet – oftest skoler – på megen foranledning af deltagerne. Vi har besluttet at overdrage The Big Five Marathon® til Dansk Røde Kors, således at organisationen får alle rettigheder til sponsorindtægter og indsamlinger. Der opkræves et relativt stort beløb fra hver deltager, og deltagerne opfordres til at indsamle yderligere midler før og under arrangementet. Foreløbig gælder aftalen i 5 år og Albatros garanterer et minimumsbeløbb på 100.000.- pr. år, men vi håber naturligvis, at det bliver langt større.
Hvad går pengene til?
Alle de indsamlede midler fra The Big Five Marathon går til opbygningen af Sydafrikas Røde Kors. Den sydafrikanske organisation er meget lille og næsten uden midler, og vi har derfor i samarbejde med Dansk Røde Kors valgt at støtte opbygningen af denne organisation og dens hjælpearbejde, således at landets egen organisation bliver i stand til at yde den nødvendige indsats. Der er nok at tage fat på. Ud over de kontante midler vil såvel Dansk Røde Kors og Albatros’ organisationer i Afrika tillige bidrage med konsulentbistand i forbindelse med professionalisering af organisationen.
Læs mere om The Big Five Marathon på løbets engelsksprogede hjemmeside.
Hvorfor beskæftiger Albatros sig med nødhjælpsarbejde?
Vi gør det først og fremmest for vores egen skyld. Vores medarbejdere og rejseledere bliver simpelthen gladere mennesker af at være med i en engageret organisation. Det lille overskud til andre giver os selv mere overskud i hverdagen.
Vi tror også, at langt de fleste af vores rejsende er engagerede og ordentlige mennesker, der vil sætte pris på, at konfrontationen med nød og elendighed under mange rejser – for det er jo desværre ofte dagsordenen – ledsages af en mere optimistisk orientering om muligheder for at gøre noget selv.
Vi er hverken bedre eller ringere end andre, og den indsats, vi yder, er forsvindende lille, men virkningen er i reglen stor. Når det nu forholder sig sådan, er det jo lidt tosset at være passiv!