Albatros Travel

Albatros’ Storvildtsafari 2011 

Den ultimative safarirejse i Kenya og Tanzania
– med dansk rejseleder, 15 dage

Som det eneste rejseselskab i verden kan Albatros Travel præsentere denne helstøbte rejse gennem Kenya og Tanzanias verdensberømte safariparker. Rejsen er koncentreret om det bedste, Afrika kan tilbyde. Det er en rejse for dem, der har lyst til massevis af oplevelser og tårnhøj komfort undervejs.

Ruten, vi følger på denne safarirejse, er ofte blandt kendere betegnet som verdens bedste safarirute. Det skyldes både, at den følger vildtvandringens rute cirkulært, og at den dækker alle de bedste og mest vildtrige safariområder: Amboseli, Masai Mara, Serengeti, Ngorongoro og Manyara.

Vi krydser grænsen mellem Tanzania og Kenya ved Victoriasøen. På den måde følger man Serengeti-økosystemet, der forbinder de klassiske safariparker Serengeti og Masai Mara i en fortløbende, logisk rute uden unødvendig tilbagekørsel. Herved spares vi to transportdage, som vi i stedet bruger til en masse spændende safarikørsel og safarivandring.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Indkvarteringen på rejsen er konsekvent luksuriøs, og vi har tilrettelagt transporten således, at strækningerne mellem hvert safariområde er minimale, og overnatningerne samlet i portioner af to til tre nætter ad gangen. På den måde får man ro til at falde til og få det bedste ud af safarikørslerne.

Efter de oplevelsesrige uger med safarikørsel og -vandring har man mulighed for at fordøje indtrykkene på en eksotisk badeferie. Vi tilbyder en valgfri seks dages rejseforlængelse ved Det Indiske Ocean.

dagsprogram
Dag 1. Afrejse KBH/Billund – Nairobi, Kenya
Afrejse fra Danmark til Kenya. Ankomst først på aftenen. Der er flyskift undervejs i Europa. Umiddelbart efter ankomsten køres vi til Holiday Inn i Nairobi – et stemningsfuldt hotel bygget i kolonistil og beliggende i det hyggelige Parklands-kvarter tæt på Nairobis centrum.

Dag 2. Amboseli, Kenya
Efter morgenmaden går turen til Amboseli Nationalpark ved foden af Kilimanjaro. Selv om Afrikas største og prægtigste bjerg ligger i Tanzania, har man den flotteste udsigt til den snedækkede vulkankegle fra Kenya. Kilimanjaro er dog ofte indhyllet i skyer, men de tidlige morgentimer eller de sene eftermiddagstimer plejer at åbenbare det storslåede syn. Fra bjerget løber underjordiske kilder til Amboselis centrale dele og forvandler det ellers knastørre landskab til en grøn og frodig oase, der vrimler med vildt. Her findes alt typisk savannevildt inden for en radius af ganske få kilometer. Elefant, løve, bøffel, næsehorn, giraf, zebra og gnu er nogle af de arter, man får at se på næsten alle safarikørsler i området. Vi når frem til den smukt beliggende førsteklasses Serena Safari Lodge ved frokosttid og kører senere en eftermiddagssafari omkring Lake Amboseli, hvor vi nyder solnedgangen over Kilimanjaro.

Dag 3. Amboseli, Kenya
Hele dagen er sat af til safari i Amboseli, der ubetinget hører til blandt Afrikas smukkeste vildtområder. Det storslåede landskab krones med enorme vildtmængder, der næsten altid er nemme at finde på grund af de særlige vandforhold. Vi kører formentlig en tidlig morgensafari og senere en eftermiddagssafari og benytter de hede middagstimer til at slappe af ved poolen, hvor vi nyder lodgens eksotiske omgivelser.

Omgivelserne omkring Amboseli er såkaldt tør savanne, der oversvømmes af vandet fra Kilimanjaro i regntiderne. I de mellemliggende måneder tørrer jorden ud og dækkes af et lag hvidt salt, der tiltrækker store mængder vildt. Det er dog yderst sjældent, at alt vand forsvinder fra området, fordi underjordiske kilder leder vand fra bjerget til Lake Amboseli. Kombinationen af salt, frisk græs og vand er lige netop forudsætningen for en betydelig mængde vildt. I de senere år har nationalparken imidlertid været udsat for mere ekstremt vejr med både tørke og regn, der er gået hårdt ud over den sparsomme beplantning. I tørkeperioder æder elefanterne træernes bark, og ved langvarige oversvømmelser drukner træerne. Derfor er landskabet også præget af nøgne træer og stubbe, der står som egenartede, men smukke skulpturer mod den blå himmel.

Dag 4. Arusha/Karatu (Ngorongoro foothills), Tanzania
Efter en tidlig morgensafari fortsætter vi til grænseposten Namanga og kører ind i Tanzania. Formaliteterne ved grænsen går almindeligvis ganske gelinde, og turen går i første omgang til Arusha, hvor vi spiser frokost på Arusha Hotel. Herefter går turen videre ad gode veje til Ngorongoros regnskovsklædte skråninger ved Karatu, hvor vi indkvarteres på den eksklusive Plantation Lodge (eller lignende), der er vor base de næste par dage (se www.plantation-lodge.com ). Resten af dagen bliver tilbragt på den dejlige lodge, og vi burde være ankommet i tide til en lille vandretur i plantagelandskabet.

Dag 5. Lake Manyara, Tanzania
Lake Manyara blev udødeliggjort af Hemingway i »Afrikas grønne bjerge«. Søen var i mange år et relativt let tilgængeligt jagtområde fra de nærliggende bosættelser, og jagttrykket var i midten af 1900-tallet så stort, at elefantbestanden desværre blev næsten udryddet. Som nationalpark blev Lake Manyara oprindeligt meget berømt for sine trækravlende løver, som man ofte kunne se dasende højt i trækronerne med benene hængende slapt ud til siderne. I dag er det dog blevet ret sjældent at opleve denne specielle adfærd blandt parkens løver, men der er mange andre dyr, og den smukke landskabsmæssige kombination af sø, eng, tæt skov og Great Rift Valleys højderyg i baggrunden er i sig selv en stor og helt unik oplevelse.

Præcis hvordan denne dag kommer til at forløbe, vil vi afgøre på dagen. Vi kan køre på safari tidligt eller vente til efter morgenmaden. Det mest sandsynlige er en lang morgensafari i Lake Manyara Nationalpark, hvor morgenmaden medbringes, så vi ikke behøver at vende tilbage til lodgen før frokosttid, hvor det kan være meget varmt, og det begynder at blive småt med vildtoplevelserne. Vi kører antageligt først til søbredden for at kigge efter flodheste og nyde det enestående fugleliv, der netop her er særligt rigt. Efter et par timers safari finder vi et godt sted at spise morgenmad. Lake Manyara Nationalpark ligger ved foden af den ene af de stejle højderygge, som udgør siderne af den østafrikanske gravsænkning (Great Rift Valley). Mellem højderyggen og søbredden ligger en relativt smal landbræmme, der udgør parkens landdel. Området ligger godt beskyttet af de to vanskelige forhindringer: vand og klippe.

Selv om man ikke får set de berømte træklatrende løver, er Lake Manyara altid rig på oplevelser, og faktisk er sandsynligheden for at se den meget sky leopard relativt høj. Vi kører tilbage til lodgen for at spise frokost og slappe lidt af, inden programmet fortsætter med en vandresafari. Hen på eftermiddagen går vi sammen med en lokalguide langs søbredden og studerer vildtlivet på nærmeste hold, og der bliver måske også lejlighed til at se nærmere på en af de små lokale landsbyer med lerklinede hytter. Vi vil formentlig vægte at bruge nogle timer på et lokalt kulturprogram, hvor vi kigger på subsistenslandbrug, kollektivbrug og landsbyer.

Dag 6. Ngorongoro, Tanzania
Med fortsat udgangspunkt i Plantation Lodge tilbringes denne dag i Tanzanias verdensberømte vulkankrater Ngorongoro.

Efter en tidlig morgenmad kører vi ned i krateret, hvor hele dagen tilbringes. Ngorongoro-vulkanen nåede formentlig en højde på omkring seks kilometer, inden den øverste del af vulkanen kollapsede og med tiden eroderede til den nuværende caldera på 260 kvadratkilometer. Det store krater indeholder nærmest et lille mikrokosmisk økosystem med både skov- og sletteområder. Der er altid vand i dele af kraterbunden, og området er generelt temmelig fugtigt og frugtbart. Dette betyder, at Ngorongoro er en safarielskers paradis med en meget høj koncentration af dyr. Vildtet har ingen problemer med at vandre ind og ud af krateret, og derfor varierer vildtbestanden en del gennem året. Vi vil have gode chancer for at se næsehorn, løve, hyæne, elefant, bøffel, elandantiloper og mange andre antilopearter det meste af året. Selv om kraterbunden virker enorm, kan vi sagtens overskue det meste af den i løbet af en dag. Efter nogle timers safari spiser vi frokost. Men pas på – rovfuglen den sorte glente har specialiseret sig i at stjæle maden ud af hænderne på safarigæsterne, og deres kløer er meget skarpe. Vi fortsætter safarien til hen på eftermiddagen, hvorefter vi returnerer til Plantation Lodge (eller lignende).

Dag 7. Karatu – Olduvai Gorge – Serengeti, Tanzania
Det er tid til at flytte teltpælene – i bogstavelig forstand – til Serengeti, hvor vi skal indkvarteres i den eksklusive luksuscamp Mbalageti Tented Lodge (eller lignende) de næste par dage.

Turen hertil går langs Ngorongoros kraterkant, og vi medbringer madpakker og tager oplevelserne med undervejs. Snart har vi en strålende udsigt mod Mount Oldeani til venstre for kørselsretningen, og på skråningerne ses masaierne i gang med at drive deres kvæg til vandhullerne. Efter en halv times kørsel åbner Serengetis vidtstrakte sletter sig under os, og langt ude i horisonten på venstre hånd ses Gol Mountain, som den unge Michael Grzimek fløj ind i og blev dræbt under de dyretællinger, der senere blev verdensberømte med hans fars bog og film »Serengeti må ikke dø«. Grzimek-familiens arbejde var epokegørende og afgørende for, at de i dag eksisterende nationalparker blev udlagt efter vildtets adfærd og ikke stukket tilfældigt ud på et landkort.

Det område, vi kommer igennem, er gennemgående tørt, men dog velsignet med en smule regn (som regel i perioden november – maj), og man vil allerede her se en del vildt. En time længere fremme kommer vi til afkørslen til Olduvai Gorge, hvor Leakey-familien og mange andre forskere har gjort enestående fund efter vores klodes første menneskelige beboere. Tusindvis af stenredskaber, skeletter af tidlige hominider og dyreknogler er fundet her, og der er næppe tvivl om, at dette lige netop er stedet, der har givet os de hidtil største forudsætninger for at løse menneskets udviklingsgåde. Et lille museum viser nogle af de vigtigste fund, men ellers bør man kaste et blik ud over området og tænke sig to millioner år tilbage i tiden.

Herfra går turen videre hen over Serengeti til Naabi Hill, der er den formelle port til Serengeti. Her vil det formentlig være tid til en bid brød. Bemærk at fuglene er meget tamme og lette at fotografere. Men husk, at man ikke må fodre fugle og dyr i nationalparker.

Teoretisk set kan dagens rute køres på omkring fem timer, men vi forventer at bruge meget mere, da vi skal bruge tid på en række afstikkere, hvor vi spejder efter dyr og nyder de smukke landskaber. I perioden efter den korte regn i november vil vi formentlig koncentrere os om området i det sydlige Serengeti, og senere på sæsonen er området omkring Seronera det mest interessante. Vi vil også benytte lejligheden til at finde vildt omkring Seroneras berømte »kopjes« og måske tage en afstikker ned til Moru Kopjes. Kopjes er rester af det eroderede grundfjeld, der efter mange års erosion fremstår som små granitklipper, eller nærmere kæmpesten, midt på den ellers flade savanne. Kopjes samler ofte meget vildt omkring sig eller er hjemsted for en løvefamilie eller en leopard.

Efter en lang og spændende dag ankommer vi i tide til aftensmad på vores Lodge – Mbalageti Tented Lodge.

Dag 8. Serengeti, Tanzania
Der findes mange beskrivelser af Serengetis årlige cyklus af migrerende dyr, men man kan ikke være sikker på noget. Det hele handler først og fremmest om, hvor og hvornår der falder regn. Den vigtigste af de vandrende arter er den hvidskæggede gnu, hvis bestand periodevist kommer op imod halvanden million. Andre vigtige arter er zebra og thomsongazelle, der forekommer i et noget mere beskedent antal. At så mange dyr vandrer i en årlig cyklus spiller naturligvis en enorm rolle for hele økosystemet.

Regnen i det sydlige Serengeti falder i teorien fortrinsvis i perioden november til april. Den kommer sandsynligvis som korte, kraftige byger spredt over en lang periode. Regnen og det grønne græs får den migrerende bestand til at samles og kælve her. Hovedparten af kalvene fødes i løbet af få uger i februar. Det er et fantastisk syn, når disse enorme mængder af gnu og zebra er samlet, og tusindvis af kalve dagligt kommer til verden. I denne periode har alle former for kødædere – især løve, gepard, hyæne og sjakal – kronede dage og kommer til området fra nær og fjern. Når regnbygerne stopper, tørrer savannen hurtigt ud, og fødegrundlaget for gnuer og zebraer er væk. De migrerende arter vandrer nordpå mod Seronera, den vestlige korridor omkring Grumeti og Ikoma, hvor bestanden er tættest fra april til juni. Herefter begiver flokkene sig mod nord, hvor de første dyr krydser ind i Masai Mara omkring 1. juli. I Masai Mara er der normalt nedbør året rundt, og derfor er der sædvanligvis godt med føde frem til oktober/november, hvor vildtet igen sætter kursen sydpå.

Overalt i Serengeti findes faste (residente) vildtbestande, der ikke påvirkes nævneværdigt af den store vandringscyklus bortset fra konkurrencen om føden. Disse bestande har en tendens til at være koncentreret omkring vandhuller, og i de tørreste perioder får områder med meget permanent vand en særlig høj koncentration af vildt som bøffel, giraf, topi, resident gnu og elefant. Dette gælder specielt området omkring Seronera og Grumeti-floden, hvor der – ikke tilfældigt – findes nogle af verdens største krokodiller.

Vi har planlagt en heldagssafari, således at vi eksempelvis har mulighed for at køre helt ud i Serengetis vestlige korridor eller følge vandrende bestande helt op mod Masai Mara. En af de helt store og meget omtalte seværdigheder er gnuernes passage af de store floder. Vi har alle de bedste floder som Grumeti-, Sands- og Mara-floderne inden for rækkevidde. Dagens program vil naturligvis blive tilpasset de aktuelle forhold, og der er ingen grund til at køre en heldagstur, hvis vildtet holder til omkring vores lodge.

Dag 9. Serengeti – Victoriasøen, Tanzania
Vi begiver os ud på en fantastisk tur fra Tanzania til Victoriasøen. Egentlig er vi på vej til Kenya, men vi har
valgt at dele turen op og lægge en ekstra dag ind til en enestående oplevelse ved Victoriasøen, som normalt ikke er turister forundt. Turen går til Lukuba Island Lodge i Victoriasøen. En del af dagen vil vi bruge på safari i Serengeti. Vi ved ikke, hvordan dagen vil forme sig, men er vejret med os og vejene gode, vil der være tid til at stoppe ved et par af de flotteste og mest spændende landskaber og landsbyer. Efter ankomst til Victoriasøens bredder sejler vi ud til Lukuba-øen og lodgen. Vi ankommer til Lodgen om eftermiddagen, hvor resten af dagen bruges til afslapning. Man kan få eksempel nyde en gin og tonic med udsigt over Victoriasøen.
(se billeder og flere beskrivelser på www.lukuba.com ).

Dag 10.  Lukuba Island Lodge
Vi har valgt at bruge hele dagen på Lukuba-øen. Vi bruger dagen i de smukke omgivelser som en pause fra safarierne, hvor vi ikke skal køre, men opleve Afrika i et mere adstadigt temp. Her er masser af muligheder. Man kan vandre rundt på øen, kigge efter de  forskellige arter af fugle, måske snuppe en sejltur på Victoriasøen, fiske efter de herlige spisefisk tilapia og nilaborre eller blot nyde freden på sin veranda.

Dag 11. Victoriasøen – Masai Mara, Kenya
Efter morgenmaden sejler vi tilbage til fastlandet og fortsætter på vores tur til grænseovergangen. Grænseformaliteterne går almindeligvis glidende, og herefter er det tid til at få en bid brød og til at skifte køretøj til kenyansk indregistrerede landcruisere. Vi bliver formentlig tvunget til at køre en lille omvej til Masai Mara via byen Kilgoris, da den korteste vej via Lolgorien blev ødelagt af et uvejr i 1998. Efter et par timers kørsel gennem smukt, grønt og meget frodigt landskab ad ganske rædselsfulde veje kører vi ind i Masailand og op på Oloololo-højderyggen, der markerer Masai Maras vestlige grænse. Snart kan vi se Karen Blixen Camp, hvorfra de næste dages safarier udgår. Uanset hvor god vejenes aktuelle tilstand er, kan selve kørslen uden pauser ikke gøres på under syv timer – til gengæld er det umuligt at kede sig på denne smukke rute.

Dag 12-13. Masai Mara, Kenya
Vi vil formentlig tilrettelægge de næste dage med to safarikørsler om dagen, henholdsvis i de tidlige morgentimer og de sene eftermiddagstimer, hvor vildtet er mest aktivt. Hvis vildtet mod al forventning skulle opholde sig meget langt fra campen, vil vi drage på heldagssafari.

Vi bor på Albatros Travels nyopførte Karen Blixen Camp, som er en camp, hvor økologi, bæredygtighed og socialt ansvar udgør filosofien og fundamentet for stedet. Luksus går her hånd i hånd med beskyttelse af natur såvel som mennesker – vi kalder det økoturisme på første klasse. Campen består af rummelige luksus-safariværelser, beliggende ned til Mara-floden med en fantastisk og uforstyrret udsigt. Værelserne på Karen Blixen Camp har vægge af kraftigt kanvas opført på smukke mahogniplatforme. De 40 kvadratmeter store telte rummer eget badeværelse og udendørs bruser. Den smagfulde møblering er holdt i afrikansk stil med et strejf af Karen Blixen og 1920’erne. På den delvist overdækkede terrasse findes stole og en dejlig liggebriks. Der er naturligvis også en dejlig pool og såvel indendørs som udendørs restaurant, hvor der serveres særdeles lækre måltider. Efter middagen tændes der bål, og mens man sidder og reflekterer over dagens safarioplevelser, kan man måske høre løverne brøle i det fjerne. Campen byder med andre ord på en ægte bush- og naturoplevelse. Med sine 22 værelser er Karen Blixen Camp stor nok til at byde på maksimal komfort, og samtidig lille nok til at bevare den intimitet, der efterhånden er en sjælden luksus i Afrika. (se billeder og flere beskrivelser på www.karenblixencamp.com ).

Masai Mara
Masai Mara lever med sin store vildtbestand på de åbne græssletter med ensomme paraplyakacier fuldstændigt op til forestillingen om den afrikanske savanne. På den vildtsikre, grønne savanne oplever vi alt det klassiske savannevildt: giraf, bøffel, struds, elefant, løve, gepard og – hvis vi er heldige – det hvide næsehorn, foruden de enorme flokke af gnu, zebra og gazelle, der gør dette område til noget helt særligt.

Masai Mara udgør den nordvestlige del af Serengeti-Mara-økosystemet og har formentlig Afrikas tætteste vildtbestand og største variation i arter. Da Masai Mara får nedbør året rundt, er det under de omkringliggende områders lange tørtid fødekammer for enorme flokke af især gnuer og zebraer. Fra omkring 1. juli krydser over en million gnuer og zebraer Mara-floden for at æde det frodige græs i Masai Mara-området. I oktober/november vandrer dyrene atter mod Tanzania i syd, hvor regntiden er begyndt, og frisk græs venter.

Løvefamilier er spredt over hele Masai Mara, og store elefantflokke vandrer nær skov og vand, hvor de altid kan finde føde. Savannens hurtigste sprinter, geparden, finder dagligt sit bytte blandt især thomsongazellerne og kan ofte ses på lang afstand, fordi den holder til på de åbne græssletter og jager i dagslys. Masai Mara har gennem de sidste hundrede år ændret karakter fra åbent græsland til tæt ugæstfri, tsetsebefængt busksteppe og er nu igen forvandlet til åbent græsland. Nogle ser med stor bekymring på, at savannetræerne forsvinder med høj hastighed delvist som følge af elefanternes græsningstryk. Til vores formål er kombinationen af åbent græsland og galleriskov langs floder og sumpe ideel. Denne type varierede natur resulterer i en stor artsrigdom, som vi vil nyde på denne tur. I Masai Mara kan man være sikker på at få uforglemmelige naturoplevelser, uanset hvornår på året man kommer.

Dag 14-15. Returrejse til København/Billund
Efter morgenmaden kører vi til Masai Maras lokale start- og landingsbane og flyver til Wilson Lufthavn i Nairobi. I hovedstaden besøger vi Karen Blixen Coffee Garden til frokost, og herefter går turen til Karen Blixen-museet.

Vi slutter af på Restaurant Carnivore med den imponerende grill, der før i tiden var kendt for at servere vildt fra savannen, men på grund af reguleringer nu kun serverer opdrættet kød. Krokodille og kamel er derfor det mest eksotiske, vi får at smage. Efter middagen sent om aftenen kører vi til lufthavnen og flyver tilbage til Danmark efter to ugers safari-eventyr.

Mulighed for badeferieforlængelse ved Det Indiske Ocean
For dem, der skal videre til Det Indiske Ocean, er der afgang til lufthavnen sidst på eftermiddagen, hvorfra vi flyver til Mombasa på kysten.

Efter en kort flyvetur på cirka en time kører vi sydpå til det pragtfulde Leopard Beach Resort & Spa ved Det Indiske Oceans hvide strande. Hotellet hører til et af de bedste på kysten, og her er alle de faciliteter, som hører med til et 4-5-stjernet hotel. Værelserne findes i tre hovedkategorier (se prisinformationerne for opgradering). Standardværelserne er enkelt indrettet for kategorien, mens superior og Chui Class-værelserne fuldt ud lever op til kategoriseringen. Standard- og superiorværelserne ligger dejligt placeret i sektioner rundt i haven. Nogle af superiorværelserne har begrænset havudsigt. Dette kan man dog hverken booke eller forespørge om hjemmefra. Alle Chui Class-værelserne ligger med direkte og betagende udsigt til havet. Maden er glimrende på alle de fire restauranter. To af restauranterne er a la carte-restauranter, hvor bordbestilling er nødvendig, og hvor et mindre tillæg opkræves afhængigt af aftenens menu. En anden fungerer som buffetrestaurant, mens den sidste er en snack-café ved poolen. Hotellet ligger ned til en laguneagtig strand. Derudover bydes der på mange forskellige aktivitetsmuligheder, fx golf, fiskeri, snorkling, dykning og flere forskellige udflugtsmuligheder. Vi er fremme til en lidt sen aftensmad og kan glæde os til de næste dages afslapning i luksusomgivelser.

Dag 15-19. Det Indiske Ocean
Vi bliver på Leopard Beach Resort & Spa og nyder Det Indiske Ocean, poolen, de smukke omgivelser, den gode mad, det pragtfulde vejr og evt. nogle af de følgende spændende udflugter.

Uzuri Spa and Fitness Forest
Leopard Beach Resort & Spa har åbnet et lækkert wellness-center, Uzuri Spa and Fitness Forest. Hvis man rigtigt vil forkæle sig selv, skal man gå en tur ind i denne skovs smukke omgivelser, hvor der findes boblebad, sauna, dampbad og pool. Der er massage og skønhedssalon med internationalt kvalificerede kropsterapeuter tilknyttet. Behandlingerne foregår med brug af TheraVine og TheraNaka produkter. Derudover er der et fitnesscenter. Nærmere information om behandling, varighed og pris fås på resortet.

Byrundtur
Halvdagstur til Mombasa By, hvor vi besøger det gamle portugisiske fort, den gamle havn, de smalle gader i den arabiskprægede bydel, Akamba træskærerkooperativet med mere.

Shimoni
Heldagstur til den lille havneby Shimoni (en times kørsel), hvorfra vi sejler ud til de små koraløer i marinereservatet. Her kan man bade og snorkle i krystalklart vand, se smukke farvestrålende koraller og fisk og se lokalbefolkningen fiske i de åbne rev. Frokosten indtages enten om bord eller på en lille ø i nærheden.

Landsbytur
Her får man et indblik i, hvordan kystbefolkningen lever i dagligdagen. Vi besøger en skole, ser lokal dans, lærer at fange slanger, ser hvordan man henter kokosnødder i palmernes top, smager den friske kokosmælk og besøger en medicinmand, der arbejder efter gamle traditioner.

Revsafari
Sejltur i traditionel sejlbåd (dhow) eller båd med glasbund til koralrevene langs kysten. Ved ebbe er det muligt at gå på de åbne rev. En spændende oplevelse, hvor man kan se mange af revets farvestrålende fisk uden at dykke.

Øvrige udflugtsmuligheder
Natkrydstogt i Mombasabugten med middag. Besøg i den gamle arabiske ruinby Gedi, Marineparken i Malindi og eksklusive restauranter som Tamarind.

golf
Leisure Golf Club ligger fem minutters gang fra hotellet.

Dag 20. Retur til København eller Billund
Efter nogle pragtfulde afslappende dage ved kysten og to spændende uger i Kenya skal vi til at rejse hjemover. Der er afgang fra hotellet tidligt om eftermiddagen. Bemærk, at man skal tjekke ud fra sit værelse kl. 10.30. Inden afrejsen fra hotellet vil der være mulighed for at skifte tøj og tage et bad.

Dag 21. Hjemkomst
Vi ankommer til Danmark om morgenen.

 

 

Fakta om Østafrika

Areal: 1,8 mio. km2
Antal lande: 19
Indbyggere: ca. 310 mio.
Største by: Nairobi, Kenya
Højeste punkt: Kilimanjaro, Tanzania, 5896 meter
Laveste punkt: Assal-søen, Djibouti, 156 m under havet
Største sø: Victoriasøen, Tanzania/Uganda/Kenya, 68.880 km2

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00