Albatros Travel

Beijing De Luxe  

Luksuskulturrejse til Kinas hovedstad, Beijing
- med dansk rejseleder, 9 dage

Albatros Travel har lavet en luksusrejse til den kinesiske hovedstad, Beijing. Vi bor på et af byens absolut bedste femstjernede hoteller, Beijing Hotel. Det verdensberømte hotel har i et halvt århundrede dannet ramme om alle vigtige statsbesøg i Beijing. På den ene side af hotellet finder man Beijings mondæne gågade med bl.a. Kinas største shoppingcenter, og på den anden Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By.

På denne tur har vi ikke blot inkluderet alle de største attraktioner i Beijing og omegn, såsom Den Kinesiske Mur, Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads, Sommerpaladset, Himlens Tempel Park, Beijing Zoo, Den olympiske by, Lama-templet, Trommetårnet, teaterskole, Minggravene og meget, meget mere.

Vi har også valgt at kræse ekstra meget for smagssanserne. Hver dag er et nyt bekendtskab med køkkenet og madkulturen fra en af Kinas mange regioner. Fra det nordkinesiske hotpot og østkystens lækre maritime køkken til det søde, velkendte sydkinesiske og stærkt krydrede vestkinesiske køkken.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:
Kr. 13.990,-
9 dage
Gratis tilslutning fra Aalborg
Kr. 14.990,-
9 dage
Gratis tilslutning fra Aalborg

Med »Beijing De Luxe« er der garanti for intense oplevelser i den kinesiske hovedstad. Vi skal ikke kun stifte bekendtskab med de gigantiske seværdigheder i og uden for Beijing, vi skal også opleve dagligdagen i såvel byen som på landet.

I modsætning til mange andre har vi nemlig valgt at inkludere en frokost ved et danskejet hotel, som er det eneste sted ved Den Kinesiske Mur, hvor man fra stedets restaurant kan se direkte ud på dette fantastiske bygningsværk.

dagsprogram

Dag 1. Afrejse fra Danmark
Fra København flyver vi non-stop med SAS til Kinas hovedstad, Beijing. Inklusive forplejning på flyet.

Dag 2. Beijing. Ankomst til Beijing og afslapning
Efter ankomst til Beijings lufthavn og indrejseformaliteterne kører vi gennem Beijings myriader af biler, cykler, busser og lastbiler til en dejlig lokal restaurant.

Efter frokost kører vi til vores hotel, hvor der er mulighed for et par timers afslapning eller for de friske en lille rundtur i området omkring hotellet.

Om aftenen mødes vi til middag som indtages på en nærliggende restaurant.

Dag 3. Beijing. Den Himmelske Freds Plads, Maos Mausoleum, Byplanmuseet, Den Forbudte By, Kulhøjen og Tehus
Dagen står i kejsernes tegn, og vi begynder dagen midt i Beijing på Den Himmelske Freds Plads, hvor vi oplever hvordan kejsermagtens gamle symboler genbruges af den moderne kommunisme. De mange bygninger på og omkring pladsen, gamle såvel som nye, udstråler deres eget tvetydige budskab om uindskrænket magt.

Vi skal også ind og hilse på Kinas legendariske landsfader, Mao Zedong, der ligger balsameret og til skue i sin glaskiste i et stort mausoleum midt på pladsen. Vi er ikke de eneste besøgende; fra hele Kina strømmer folk stadig til for at få et glimt af den store befrier. Manden, der smed det sidste kejserdynasti på porten og grundlagde Den kinesiske Folkerepublik.

Ved Den Himmelske Freds Plads finder vi også Folkets Store Hal, kinesernes parlament. Det tog kun kineserne 10 måneder at opføre den enorme bygning, der samlet dækker et areal større end alle bygningerne i Den Forbudte By. Den kæmpemæssige parlamentssal kan rumme 10.000 mennesker – på én gang.

Det er ikke et kedeligt og støvet museum, vi præsenteres for, når vi besøger det splinternye byplanmuseum få hundrede meter fra Den Himmelske Freds Plads. Alt det nyeste inden for teknikken er taget i brug for på en spændende og overskuelig måde at give et godt overblik over Beijing. Her bliver vi præsenteret for Beijings historie, og for den rivende udvikling, byen gennemgår netop nu. De olympiske anlæg fra OL i 2008 præsenteres både som flotte modeller og via computer-animerede film. Museets egen biograf viser to spændende 3-dimensionelle film om historien og byen i forvandling. Besøget plejer at få selv de mest »museumstrætte« til at ønske mere tid til besøget, end den planlagte!

Fra Den Himmelske Freds Plads fortsætter vi mod nord til det enorme kejserpalads, Den Forbudte By. Hvor paladsets dybrøde mure engang var byens højeste, ligger de nu nærmest i skyggen af det voksende antal af hoteller og finanscentre. Inde bag de tykke mure omgav Kinas skiftende kejsere sig med hele deres hof af eunukker, konkubiner og tjenestepiger, og beskyttet af kejserens livgarde havde det store palads nærmest karakter af en lille by. Selvom Den Forbudte By i dag kun overvåges af billetkontrollører, er det stadig ikke helt let at komme indenfor, da der er mange besøgende fra hele Kina, og trængslen er stor.

Lige nord for Den Forbudte By ligger den menneskeskabte bakketop, Kulhøjen. Øverst oppe møder vi en imponerende udsigt over hele Den Forbudte By. Vi slutter eftermiddagen af med at besøge et traditionelt te-hus. Kineserne påstår at te er godt for fordøjelsen, men også at huden skulle blive mere glat og smidig.

Dag 4. Beijing. Tai-chi, Himlens Tempel, Trommetårnet, Hutong-besøg, teaterskole og akrobatik
I den tidlige morgenstund kører vi til den nærliggende tempelpark. Her kan man hver morgen se ældre kinesere dyrke den yndefulde tai-chi, og den yngre generation træne kung-fu. Det hele starter allerede kl. 6 om morgenen, så denne udflugt er for de absolut morgenfriske!

Byens varetegn er Himlens Tempel. Det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, der tidligere lå omkring det gamle Beijing. På en terrasse af hvid marmor hæver det cirkelrunde tempel sit blå-glaserede tegltag mod Beijings himmel som et unikt eksempel på Kinas traditionelle arkitektur. I templet findes mange af de forfædre-tavler, røgelseskar og musikinstrumenter, som blev brugt, når kejseren kom for at bede om en god høst.

Som optakt til aftenens tur i teatret skal vi ind og se en teaterskole. Her uddannes skuespillere i Peking Operaens mange discipliner. Selv om det ser legende let og ubesværet ud, når skuespillerne bevæger sig akrobatisk hen over scenen, ligger der mange års hård træning bag deres kunnen.

Herefter går turen til Trommetårnet, hvorfra vi har en god udsigt over hutongernes tage. Tårnet er fra 1420, og trommeslagene hjalp førhen byens borgere med at holde styr på tiden. Her findes ligeledes »verdens største« tromme, der har en diameter på 285 centimeter og vejer 625 kilo, og den blev lavet til en trommekonkurrence i 1996.

Vi begiver os ned ad de små snævre gader i Beijing for at besøge de berømte hutonger, som er traditionelle boligkvarterer, bygget dengang man stadig overholdt reglen om ikke at bygge højere end kejserpaladsets mure. Både her og i parkerne kommer man tæt på den enkelte kinesers hverdag.

Om aftenen står der akrobatik på programmet. Byens akrobatiktrop hører til blandt verdens allerbedste, og vi skal være vidner til et helt fantastisk show.

Dag 5. Beijing. Den Kinesiske Mur, Commune at The Great Wall og en lokal landsby
Dagen står i Den Kinesiske Murs tegn. Det er uden tvivl enhver Kina-rejsendes drøm at bestige Den Store Mur – en drøm, der virkeliggøres på dagens udflugt til bjergene nord for Beijing. Det ubegribelige ved dette fantastiske byggeri er ikke blot, at muren strækker sig over 6.300 kilometer – men at opførelsen af den samtidig er påbegyndt for mere end 2.000 år siden.

Fra oprindelig at have været en jordvold er den i dag en rigtig befæstet mur med skydeskår og vagttårne. Men selvom den skulle tjene som værn mod de vilde nomadestammer, der huserede nord for Kina, kom muren dog aldrig til at spille nogen større militær rolle. På andre områder var den imidlertid ganske brugbar. Man havde nemlig et system af røgsignaler, så man hurtigt kunne sende beskeder og advarsler fra vagttårn til vagttårn. Hvor de vigtige karavaneveje krydsede muren, fungerede den endvidere som kontrolpost.

Efter et par spændende timer på verdens mest imponerende bygningsværk fortsætter vi til det eneste sted ved muren, hvor man kan indtage frokost, samtidig med at man skuer ud over Den Kinesiske Mur. På stedets store åbne terrasse bliver dagens frokost en helt speciel oplevelse. 

Efter frokost besøger vi en af områdets landsbyer. Størstedelen af Kinas befolkning bor på landet, og selvom de økonomiske reformer i første omgang hjalp bønderne til en højere levestandard, er de økonomiske udsigter for befolkningen på landet nu igen dystre, og flere millioner mennesker bryder hvert år op for at drage til byen på jagt efter arbejde. Dagens besøg giver os et levende indblik i de nøjsomme forhold, der hersker på landet i Kina. Efter en begivenhedsrig dag begiver vi os tilbage mod Beijing.

Dag 6. Beijing. Beijing Zoo, det olympiske stadion og kunst 798
Tidlig om morgenen begiver vi os mod Beijing Zoo, der rummer en af de største bestande af den kinesiske kæmpepanda. Dette utrolige dyr er mest aktiv om formiddagen, hvor den forsøger at følge trit med den voldsomme appetit, der betyder at dyret skal fortære opmod 20 kilo friske bambusskud om dagen.

Ikke langt fra den zoologiske have ligger det olympiske område. De imponerende stadioner og den smukt indrettede olympiske landsby er det synlige bevis på kinesernes evne til at udrette arkitektoniske mirakler også i det 21.århundrede. Vi går rundt mellem de imponerende bygninger og kigger indenfor i Fuglereden, der kan rumme over 100.000 tilskuere.

Efter frokost fortsætter vi til Beijings nye spændende kunsthaller 798, hvor der bliver rig mulighed for at se, hvad der rør sig på den kinesiske kunstscene. Placeret i gamle fabrikshaller fremstår hele området som et levn fra Kina under Mao. Slogans og kampråb står uberørt på de gamle fabriksbygninger, men overalt syder det liv fra de mange atelier, der er skudt frem gennem de sidste par år.

Dag 7. Beijing. Cloisonné-fabrik, Minggravene og Sommerpaladset
Vi starter turen med at gøre vi holdt ved en fabrik, hvor vi ser, hvordan man laver cloisonné. Det er et tidkrævende stykke arbejde at belægge de mange vaser og fade med kobbertråd i fantastiske mønstre. Ikke mindst, da de komplicerede mønstre senere skal dekoreres med overdådige farver, og det hele til sidst brændes og poleres.

Senere skal vi opleve gravdalen, hvor 13 af Ming dynastiets kejsere ligger begravet. Engang var området omgivet af en 40 kilometer lang mur. I dag er muren forsvundet, men indgangsporten stadig bevaret. Lige bag ved denne begynder »Åndealléen«, hvor store frygtindgydende stenskulpturer vogter over gravfreden.

I lighed med tidligere kejseres begravelsesoptog bevæger vi os op ad »Åndealléen« til fods. Og ved foden af den nordlige bjergvæg – længst inde – når vi omsider Chang Ling-graven, hvor kejser Yong Le, der grundlagde Den Forbudte By, ligger begravet. Her får vi et indtryk af, hvordan de store gravkomplekser har taget sig ud, da de var nyanlagte. Hele Chang Ling-graven er nemlig restaureret.

Herfra begiver vi os til den vestlige del af Beijing. Her ligger Sommerpaladset som i århundreder fungerede som sommerbolig for Kinas skiftende kejsere. Ved bredden af den kølige Kunming-sø søgte de tilflugt for sommerens støv og hede inde i Beijing. Især den berømte enkekejserinde, Cixi, havde et nært forhold til paladset. Når som helst søgte hun herud for at nyde freden og den skønne natur.

Vi benytter os også af muligheden for at vandre stille og roligt af sted ad paladsets kosteligt udsmykkede gange. Dog er det så som så med freden i den nu offentligt tilgængelige park. Men skønheden og den tidløse atmosfære er stadig til stede.

Dag 8. Beijing. På egen hånd og pekingand-middag
På vores udflugter i Beijing har vi oplevet alt det, der er at se i Beijing – og lidt til. Derfor er denne dag afsat til, at man kan gå på opdagelse på egen hånd blandt Beijings mere end 14 millioner indbyggere.

For den, der tør vove sig ind i virvaret af små gyder omkring vores hotel, er der mulighed for et spændende kig ind i den menige kinesers hverdag. Man kan også vælge at leje en cykel og kaste sig ud i Beijings kaotiske trafik – cykle en tur over Den Himmelske Freds Plads eller besøge Beihai Park nord for Den Forbudte By. Eller hvad med en slentretur ned af den nyistandsatte Qianmen Dajie, der er opført præcis, som gaden så ud under kejsertiden?

Ønsker du at gøre de sidste indkøb, kan dagen bruges på et af byens mange private markeder, eller du kan besøge Beijings eksklusive butiksstrøg, Wangfujing. Får du nok af stormagasiner, kan du i stedet søge tilflugt på antikvitetsgaden, Liulichang. Engang lå her de fabrikker, der producerede glaserede tegl til Den Forbudte Bys tage. Senere fandt bogtrykkerne og boghandlerne på at slå sig ned her. I dag har man rekonstrueret og genopført husene langs gaden, hvor man finder den ene boghandel og kunstbutik efter den anden som bugner af malerier, kalligrafiske værker og antikviteter. Mulighederne er utallige. Om aftenen sætter vi punktum for vores spændende rejse med den nærmest rituelle pekingand. Mange timers forberedelse går forud, før det sprøde andeskind og -kød kan serveres med små tynde pandekager, hoisinsovs og forårsløg.

Dag 9. Beijing – København. Lamatemplet, hjemrejse og ankomst til Danmark
Vi forlader vores hotel og kører mod lufthavnen. Men inden vi siger farvel til Beijing og lægger de mange spændende indtryk bag os, sætter vi kursen mod det nordlige Beijing, for at besøger det spændende og interessante Lama-tempel.

Oprindelig blev bygningerne opført som residens for en prins, der senere avancerede til kejser. En særlig regel betød, at ingen kunne flytte ind i et palads, der havde været beboet af en kejser. Derfor blev stedet i 1744 omdannet til tempel for lamaismen, den særlige tibetanske udgave af buddhismen. Kun takket være en speciel indsats lykkedes det at redde bygningerne fra rødgardisternes hærgen under kulturrevolutionen og i dag kan vi glæde os over synet af de mange velbevarede statuer. Den 18 meter høje Maitreya Buddha, der er skåret ud af ét stykke sandeltræ, vil uden tvivl tage pusten fra de fleste.

Midt på dagen sætter vi os til rette i flyet mod København og onde tunger vil vide, at flyet ved afrejsen skal have et længere tilløb, på grund af de mange kufferter fyldt med håndfaste minder om en uforglemmelig rejse til »Riget i Midten«! Forventet ankomst til København først på aftenen.

 

 

Rejsemål
Beijing
Kina

Vidste du...

- at gaderne i Beijings gamle, traditionelle boligkvarterer, hutongerne, er orienteret i en øst-vestlig retning på grund af principperne i den 4000 år gamle kinesiske filosofi Feng Shui?

- at det tolkes som et dårligt varsel at efterlade to spisepinde stukket lodret ned i en skål ris?

- at øldrikningens kunst er relativt ny for kineserne? Helt op i 1970'erne blev den gyldne væske hånligt omtalt som maniào - "hestepis".

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00