Ved ankomsten til Málaga kører vi direkte til havnen, hvor vi går om bord på krydstogtskibet Adventure of the Seas og sætter kursen nordpå mod fransk farvand. Vi nyder en dejlig, afslappende dag på havet, inden vi har vores første franske stop på Korsika, Napoleons fødeø, der forud for franskmændene var koloniseret af henholdsvis grækerne og romerne. Vi lægger til i Ojaccio, Korsikas hyggelige hovedby, hvor der blandt andet er mulighed for at besøge Napoleons barndomshjem, der i dag er indrettet som museum. Fra Korsika sætter vi kursen videre mod Den Franske Riviera og byen Toulon, der blev indtaget af Napoleon i 1793. Herfra er der blandt andet mulighed for at tage på udflugt til nærliggende Aix-en-Provence, der blev grundlagt af romerne og er fødeby for store franske berømtheder som for eksempel maleren Paul Cézanne.
Det er nu blevet tid til at sætte kursen tilbage sydover mod Málaga, og undervejs har vi endnu en dejlig dag på havet med god tid til at nyde den udsøgte service om bord samt de mange spændende aktiviteter og underholdningstilbud.
Ved ankomsten til Málaga, hvor vi har tre overnatninger, tager vi på sightseeing til byens højdepunkter, der tæller lige fra Picassos fødehjem til en tyrefægterarena og det mauriske fæstningsværk Alcazaba. Det imponerende bygningsværk bestod tidligere af over 100 tårne og moskeer, og i dag kan man se små hyggelige patioer og smukke haveanlæg. Det er ikke uden grund, at Alcazaba kaldes ”Málagas Alhambra”.
Selve Alhambra, maurernes berømte, storslåede arkitektoniske bedrift i Granada, har vi på programmet den efterfølgende dag. Og endelig runder vi af i La Axarquía. Området er berømt for sine karakteristiske hvide huse og har været beboet af både romerne og maurerne, der boede her indtil for 400 år siden.
Fra Málaga flyver vi tilbage til København.
Dagsprogram
Dag 1. Ankomst til Málaga, Spanien. Afsejling
Afsejling kl. 17.00
Vi flyver fra København og lander i Andalusiens vigtigste kystby, Málaga.
Selvom Málaga ligger tæt på feriestederne ved Costa del Sol, er det ikke en udpræget turistby, og den har sin helt egen charme. Her er masser af fine pladser, smalle gyder og historiske bygninger at gå på opdagelse i. Langs gaden Calle Alameda finder man Alameda-parken med en meget anerkendt botanisk samling samt Málagas domkirke, La Catedral.
Málaga blev grundlagt i det 8. århundrede af fønikerne. Byen har en masse brede passager, som går på kryds og tværs af hinanden, en række spændende museer samt Gibralfaro-borgen, som er bygget i det 14. og 15. århundrede oven på nogle græske og fønikiske ruiner. Fra borgen er der en betagende udsigt over byen, bugten og bjergene.
Málagas domkirke blev bygget over en periode på to århundreder og ligger på pladsen, hvor byens tidligere største moske lå. Domkirken er blandt de lokale kendt som La Manquita (den enarmede), da det kun er det vestlige tårn, der er bygget færdigt. Domkirken har en facade i barokstil fra det 18. århundrede, mens interiøret er i både gotisk stil og renæssancestil. Højdepunktet er det udhuggede kor fra det 17. århundrede med fine billeder og de 103 individuelt udhuggede helgener.
Vi lander i Málaga og kører til havnen, hvor vores dejlige skib Adventure of the Seas venter. Vi går om bord, og sidst på eftermiddagen stævner vi ud på Middelhavet med kursen sat mod Korsika.
Dag 2. På havet mod Korsika
En dag på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt på. Du har tid til at lære skibet at kende, og meningen med et krydstogt er jo også selve opholdet på skibet med god tid til at nyde den afslappede rytme. Samtidig er det en dejlig afveksling til de store kulturseværdigheder.
Du kan slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret eller benytte de mange aktivitetsmuligheder om bord. Du kan også nyde en god bog eller deltage i nogle af de mange underholdningsprogrammer. Senere kan du se den internationale kabaret og måske slutte af i natklubben.
Rejselederen informerer løbende om alle mulighederne og holder sammen på selskabet, men det står naturligvis enhver frit for at få netop det ud af turen, man selv ønsker.
Dag 3. Korsika, Frankrig
Ankomst kl. 9.00, afgang kl. 18.00
160 kilometer syd for Den Franske Riviera og blot 12 kilometer nord for Sardinien ligger Korsika, i folkemunde
kaldet ”bjerget i havet” på grund af det massive, bjergrige landskab. Vi lægger til på Korsikas vestkyst i hovedbyen Ajaccio, der har cirka 50.000 indbyggere. Som bagtæppe til byen ligger en række smukke, høje bjerge, og ned mod vandet troner Ajaccio-fortet i al sin magt og vælde. Byggeriet af fortet blev påbegyndt i 1492, da man grundlagde byen, og det er stadig i dag i militær brug. Ajaccio har dog rødder, der går langt længere tilbage, nemlig til en romersk by lidt nord for Ajaccios nuværende beliggenhed. Ikke blot romerne, men stort set selv alle de sydeuropæiske folk har på skift gjort krav på øen. Før romerne var det grækerne, der dominerede Korsika, men i sidste ende blev det altså franskmændene, som i 1769 fik øen på deres hænder, og den dag i dag har Korsika status som fransk region.
Ajaccio er i dag først og fremmest kendt som Napoleon Bonapartes fødeby. Napoleons fødehjem rummer i dag Det Nationale Bonaparte-museum, og mange af byens torve og pladser er opkaldt efter Napoleon som en hyldest til dette berømte bysbarn, der aldrig vendte hjem igen. Spredt ud over byen finder man endvidere en række markante Napoleon-statuer og monumenter, hvoraf den nok mest imponerende nok er i Jardins de Casone. Her troner Napoleon majestætisk ud over landskabet på toppen af et højt trappeparti – og taler sit eget tydelige sprog om Napoleons kølige overblik og magtfulde position.
Selvom Napoleon altså fylder meget i byens bevidsthed, kommer Ajaccio bestemt også til sin ret, selvom man måske ikke nødvendigvis er Napoleon-fan. Ajaccio er nemlig en hyggelig by med masser af stilfuld, velbevaret arkitektur og klassiske sydlandske alleer flankeret af palmer. I den gamle bydel ved Place Marechal Foch emmer de smalle, hyggelige gader af middelalderhistorie, og det er netop i dette område, at Napolens fødehjem ligger. Domkirken Cathédrale Notre Dame de la Miséricorde, hvor Napoleon i øvrigt blev døbt, er også et besøg værd.
Dagen er på egen hånd. Du kan vælge selv at gå på opdagelse i byens skatkammer af hyggelige gader og stræder – og måske forkæle dig selv med en hyggelig, afslappet stund på en af byens mange cafeer og restauranter, der ofte byder på et stort, lækkert udvalg af alt godt fra havet, blandt andet friskfanget hummer. Du kan også tage med på en af skibets udflugter, der bestilles og betales om bord. Rejselederen er naturligvis gerne behjælpelig med at bestille udflugterne.
Dag 4. Toulon (Provence), Frankrig
Ankomst kl. 7.00, afgang kl. 18.00
I dag ankommer vi til Den Franske Riviera, hvor vi besøger Toulon – en klassisk havneby. Toulon har været vidne til adskillige søslag, og Napoleon blev blandt andet berømt for at have indtaget byen i 1793. Det var dog ikke sidste gang, byen skulle opleve et stort nederlag. Efter de allieredes landgang i Nordafrika under anden verdenskrig besatte den tyske hær det sydlige Frankrig, hvilket førte til, at den franske flåde blev sænket i netop Toulon den 27. november 1942. I dag har den franske middelhavsflåde til huse i byen.
Også i poetiske sammenhænge har Toulon gjort sig bemærket. Den franske forfatter Victor Hugo besluttede nemlig at lade sin helt Jean Valjean fra Les Misérables tilbringe 19 år af sit liv som straffefange netop på dette sted.
Du kan vælge at tilbringe dagen på egen hånd eller tilmelde dig skibets udflugt til nærliggende Aix-en-Provence, som blev grundlagt af romerne og er fødeby for store franske berømtheder som for eksempel maleren Paul Cézanne. Aix-en-Provence var tidligere hovedstad i Provence og har bevaret sit noble udseende. Her er elegante patriciervillaer fra det 17. og 18. århundrede samt yndefulde markedspladser, majestætiske avenuer og romerske springvand. Byens historiske centrum er i dag på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Skibets udflugter bestilles og betales om bord, og rejselederen er naturligvis gerne behjælpelig med at bestille udflugterne.
Dag 5. På havet mod Spanien
Vi vender atter stævnen mod den spanske kyst, slapper af om bord og nyder den fantastiske service.
Dag 6. Ankomst til Málaga, Spanien. Byrundtur
Ankomst kl. 6.00
Vi ankommer til Málaga tidligt om morgenen, og efter morgenmaden er det tid til at gå fra borde. Vi kører på byrundtur og får et grundigt indtryk af Andalusiens næststørste by. Byen har 560.000 indbyggere og ligger lige i hjertet af den berømte solrige kyststrækning Costa del Sol.
H.C. Andersen elskede Málaga, og der står i dag en statue af ham på hovedgaden. Efter sit besøg i byen i 1862 skrev han: ”I ingen af Spaniens Byer har jeg følt mig så glad, så hyggeligt hjemme som i Málaga; Folkelivet, Naturen, det åbne Hav, hver især så rig og uundværlig for mig, fandt jeg her, og dertil det mig endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige Mennesker.”
Denne søfartsby er en smeltedigel af forskellige folkeslag. Fønikerne kom fra havet og grundlagde Malaca, som de kaldte byen. Herfra sejlede man ud til hele Romerriget med fisk, silke, figner, rosiner og mandler. Senere, under det arabiske herredømme, blev Málaga forvandlet til en af de mest betydningsfulde byer i regionen. Da spanierne fandt Amerika, blev byen centrum for handlen mellem kolonierne og blev således et af de vigtigste handelscentre i Spanien. Senere var det tekstil- og jernindustrien, der holdt gang i hjulene, indtil slutningen af det 19. århundrede, hvor disse industrier oplevede nedgangstider. Byen døde hen, indtil turismen gjorde sit indtog og igen satte Costa del Sol på Europakortet.
Vores besøg i Málaga begynder i det flotte museum ved tyrefægter-arenaen. Her forsøger vi at komme lidt tættere på denne meget omdiskuterede og mærkværdige tradition, som i høj grad er en del af den spanske kultur, med som for de fleste af os nordeuropæere anses for at være dyrplageri.
En vandretur gennem det gamle Málaga er en rejse gennem flere århundreder. I et hjørnehus på Plaza de la Merced er byens store søn, maleren Pablo Ruiz Picasso, født. Her finder vi et lille, men interessant Picasso-museum, hvor både litografier, keramik og andre af Picassos værker kan ses. Vi passerer den smukke Santiago-kirke, hvor Picasso blev døbt, og lidt længere væk finder man Teatro Cervantes, et smukt palads, hvor en af vor tids store filmhelte – Antonio Banderas – begyndte sin karriere. Lige ved teateret ligger det mauriske fæstningsværk Alcazaba, som vi besøger. Det imponerende bygningsværk bestod tidligere af over 100 tårne og moskéer, og i dag kan man se små, hyggelige patioer og smukke haveanlæg. Ikke underligt, at Alcazaba kaldes ”Málagas Alhambra”.
Inden det bliver tid til frokost på egen hånd, nyder vi et glas af den lokale Málagavin på en af de små, hyggelige bodegas. Her serverer man vinen direkte fra fad, og der er høj stemning, allerede før frokosttiden og siestaen sætter ind. Herefter er der lidt tid på egen hånd, inden vi om eftermiddagen kører til hotellet i Nerja, som skal være vores hjem de næste tre nætter.
Den hyggelige kystby Nerja ligger øst for Malaga. Byen har på trods af de senere års vokseværk ved kysterne kun 15.000 indbyggere og har en fantastisk beliggenhed lige ned til Middelhavet, for foden af bjergkæden Sierra de Almijara.
Nerja blev grundlagt for over 3000 år siden, og der er fundet rester af en romersk bebyggelse. Maurerne byggede den gamle bydel, der er præget af hvidkalkede huse, smalle gader og frodige patioer.
I byens centrum finder man Balcón de Europa, Europas balkon, der er en rund udsigtsterrasse bygget på en høj klippeafsats. Stedet var tidligere en fæstning, som udgjorde en vigtig forsvarspost i kampen mod sørøverne.
Efter indkvarteringen på Hotel JimeSol bliver der tid til lidt afslapning, inden rejselederen tager os med på en lille gåtur rundt i byen, indtil vi nyder middagen på hotellet. Vi bor ikke langt fra stranden og efter vores lille gåtur er det let at finde rundt i den hyggelige by.
Dag 7. Málaga. Udflugt til Granada
Granada er en af Spaniens smukkeste byer og stedet, hvor den arabiske og den kristne kultur mødes. Det er også her, man finder det verdensberømte Alhambra. Dette fantastiske palads, som UNESCO har erklæret for verdens kulturarv, er dagens højdepunkt. Alhambra, som anses for at være et af verdens smukkeste monumenter, er et kompleks af paladser, fæstninger og fyrsteboliger og ligger majestætisk med de sneklædte Sierra Nevada-bjerge i baggrunden. Alhambra er bygget og udbygget af forskellige arabiske herskere, og måske har det tidligere ørkenfolk dristigt forsøgt at udfordre skønheden i det ventende evige paradis ved at skabe et lignende paradis på jord. Et sted, der hverken i harmoni eller skønhed stod tilbage for de hinsides ”Himmelske Haver”. Køreturen til Granada tager cirka 1 ½ time.
De forskellige herskere forsøgte at overgå hinandens byggerier, og hvorend man bevæger sig, er smukt udskåret marmor, rindende vand og smukke paladsbygninger med til at skabe en eventyrstemning.
Højere oppe på bjerget ligger sultanens sommerslot, Generalife, hvis haver om muligt er endnu skønnere end Alhambras. Høje cypresser viser vejen til det lille slot, hvor appelsintræer, timianbuske, lavendler, roser, laurbær og liljer udsender fortryllende dufte. Heroppe står tiden nærmest stille, inden det igen er tid til at forlade denne eventyrstemning og begive os videre i programmet.
Granada blev islams sidste bastion på Den Iberiske Halvø, indtil kongeparret Ferdinand og Isabella sendte de sidste arabere ud af landet i 1492. Kort tid herefter ændrede kongeparret verdenshistorien, da de sendte Christoffer Columbus på opdagelsesrejse. En færd, der kom til at ændre Spaniens fremtid drastisk.
Inden vi besøger Alhambra, skal vi se lidt nærmere på den dejlige by Granada. Vi går en tur i centrum og for dem, der har lyst, er der mulighed for at besøge Capilla Real, det kongelige kapel, hvor dronning Isabella og kong Ferdinand ligger begravet. Eller den majestætiske katedral, der er et mesterværk inden for spansk klassicistisk arkitektur. Byen har mange dejlige pladser og små butikker, og på det gamle silkemarked tilbydes alskens varer.
Efter besøget i Alhambra vender vi tilbage til hotellet og aftenens middag.
Dag 8. Málaga. Udflugt til La Axarquía – de hvide byer
Ikke langt fra kysten mod Málaga finder man det flotte bjergområde La Axarquía – kendt for ”de hvide byer”. Her lever man af landbrug, og det er som at komme ind i en helt anden verden, når man kommer herop fra kysten.
Området har været beboet af romerne og ikke mindst maurerne, som boede her indtil for 400 år siden. Først kører vi til den lille by Frigiliana. Byen er i dag fredet som nationalt monument, og man har nænsomt restaureret den mauriske bydel.
På vores tur gennem dette bakkede og grønne landskab møder vi de typiske hvide gårde. Her finder vi vinmarker og avocado- og oliventræer. De mange små landsbyer rummer elementer af arabisk arkitektur, og man finder spor efter den mauriske fortid i form af for eksempel minareter og andre anderledes levn som den runde kirkegård i Sayalonga.
Byen Cómpeta er kendt for produktionen af lyse málagavine. Vi har tid til at gå en tur i den lille by, inden vi nyder en typisk spansk tapasfrokost på byens plaza med udsigt til kirken Nuestra Señora de la Asunción.
På vores tur gennem disse små bjergbyer oplever vi den lokale hverdag tæt på. Vejen spærres af og til af en hyrde med en flok geder eller en bonde med et spand okser på vej på arbejde på en nærliggende mark. En ting er sikkert: Her kommer vi ind på livet af det lokale, landlige liv.
Vi er tilbage på hotellet i løbet af eftermiddagen, og der bliver tid til at nyde resten af dagen på egen hånd, inden vi spiser fælles middag om aftenen. Tag for eksempel en tur på stranden, nyd solen, tag et glas vin på en af de lokale bodegaer, eller kig nærmere på byens butikker.
Dag 9. Málaga. Hjemrejse og ankomst til København
I løbet af formiddagen begiver vi os til lufthavnen i Málaga for hjemrejse til Danmark.