Fra Shanghai flyver vi til det sydlige Kinas poetiske landskaber, nærmere bestemt Yangshuo, hvor Li-floden møder de smukke, karakteristiske kalkstensbjerge, der popper op som spidse sukkertoppe overalt i det ellers flade landskab. Området og de landlige omgivelser står i skærende kontrast til Shanghais hæsblæsende tempo, og vi befinder os her i et af Kinas vigtigste spisekamre. De lokale lever af landbrug og fiskeri i den berømte og smukke Li-flod, som vi i løbet af de næste fem dage skal lære nærmere at kende, blandt andet når vi tager på en sejltur på floden, og ser hvordan skarvfiskeriet finder sted. Her i Yangshuo og omegn oplever vi Kina, som det også kan være: idyllisk og nærværende. Vi skal cykle og gå ture, bestige det karakteristiske Månebjerg, sejle på Li-floden, lære at lave kinesisk mad, dyrke tai-chi og besøge lokale familier i området. Under hele opholdet i Yangshuo er der cykler til rådighed.
Vi flyver tilbage til Shanghai, hvor der er tid til at få lavet de sidste indkøb, inden vi om aftenen nyder en god kinesisk afskedsmiddag.
Dagsprogram
Dag 1. København – Shanghai
Afrejse fra København med kurs mod Kina.
Dag 2. Shanghai
Jin Mao-bygningen, Yuyuan-basaren og den gamle kinesiske bydel.
Vi ankommer til Shanghais lufthavn, Pudong Airport. Lufthavnen ligger cirka 45 minutters køretur fra centrum af byen. Selve bydelen Pudong blev for få år siden omdannet til en særlig økonomisk zone, hvilket de mange skyskrabere også vidner om. Noget vi ved selvsyn får at se, da turens første udflugt går netop hertil. Dette nye finans- og handelscenter er på under 15 år vokset til en millionby. Vi skal op på 88. etage i Jin Mao-bygningen, verdens tredjehøjeste bygning. Udsigten herfra viser med al tydelighed, at ordet metropol er en korrekt anvendt betegnelse for Shanghai.
Fra det nye og meget moderne Shanghai begiver vi os til byens gamle bydel og Yuyuan-basaren. Her er der mulighed for at stifte bekendtskab med et hav af kinesiske produkter – fra kunst og souvenirs til eksotisk tilberedte retter. Bag ved basaren ligger det gamle kinesiske kvarter med snævre handels- og beboelsesgader, der i disse år bliver fjernet. Det er derfor absolut sidste udkald, hvis du vil se dette stykke Shanghai-historie.
Dag 3. Shanghai
The Bund, Shanghai Museum og tid på egen hånd.
Efter ankomsten til Shanghai er der afsat tid til, at du på egen hånd kan opleve og indsnuse atmosfæren i en af verdens største og mest driftige byer. Shanghai byder på nogle af de bedste markeder i Kina med masser af muligheder for gode og billige indkøb. Vi går en tur ned ad det berømte hovedstrøg, Nanjing Road, eller tager på promenadetur på “The Bund” med udsigt til den imponerende Pudong-bydel med de mange flotte skyskrabere.
Vi fortsætter herefter til Folkets Plads og Shanghai Museum. Museets samling af bronze, porcelæn, kalligrafi, malerier, tekstiler og skulpturer er imponerende, og alting er overskueligt og pædagogisk præsenteret. Der er engelsk tekst sammen med den kinesiske ved de udstillede genstande. Det er det ypperste af kinesisk kunst og kunsthåndværk, der fremvises, og museet må karakteriseres som Kinas absolut bedste. Museets boghandel er et “must” for enhver, der er interesseret i kinesisk kunst, kunsthåndværk og arkitektur.
Efterfølgende er Folkets Plads et glimrende udgangspunkt for at gå på opdagelse i Shanghai centrum på egen hånd. Nanjing Road er Shanghais hovedstrøg og et rigtigt godt sted at shoppe. Nanjing Road ender ud i the Bund, så ønsker du endnu en spadseretur på den historiske havnefront kan dette lade sig gøre til fods. Metroen i Shanghai er særdeles velfungerende og kan blandt andet transportere dig til den franske bydel – til endnu et shoppeområde på Huaihai Road eller Xintiandi, som er et restaureret område fyldt med gallerier, cafeer, restauranter og barer.
Dag 4. Shanghai – Guilin – Yangshuo
Fly til Guilin, indkvartering i storslåede omgivelser og afslapning.
Vi forlader storbylivet i Shanghai til fordel for noget af den smukkeste natur, man kan finde i Kina. Med fly fortsætter vi til Guilin i det sydlige Kina og skal nu tilbringe de næste dage mellem områdets særprægede bjergformationer. Et par timers kørsel fra lufthavnen ligger den lille by Yangshuo, som er vores næste mål. Efter at have indlogeret os på et af byens bedste hoteller, begiver vi os på opdagelse i den spændende by.
Yangshuo blev i 1980’erne opdaget af rygsæksfolket, og da det på dette tidspunkt var uhyre besværligt at rejse i Kina blev steder som dette oaser, hvor man slappede af og planlagde det videre rejseforløb. Her kunne man få kaffe, pizza og tilmed frikadeller på et tidspunkt, hvor man i Beijing ikke kunne opdrive nogen former for vestlig mad – og dette endda til overordentlig gode priser. Sådan var det, og sådan er det stadig. Her kan man dase på cafeér, lytte til musik og dele rejseoplevelser med alle andre langnæser, som europæere ofte bliver kaldt blandt kinesere. Ud over cafeér og restauranter finder man butikker, der sælger alt fra tøj, antikviteter til cd'er og dvd’ere. Her kan man tilmed få syet tøj af lokale skræddere, mens man venter.
Fordelen ved netop Yangshuo er, at kan byen ses til fods, og for at give en lille introduktion går vi en tur ned til Li-floden og besøger det lokale marked. Efterfølgende gør vi vores cykler klar, som vi har til rådighed under hele opholdet i Yangshuo. Vi har nu tid på egen hånd, indtil vi mødes til en middag i Yangshuos svar på Champs-Éllysées – Xi Jie (Vestgaden).
Dag 5. Yangshuo
Tai chi, Sejlads på Li-floden og skarvfiskeri. Mulighed for kinesisk madlavningskursus.
Har du lyst, kan du denne morgen deltage i tai-chi i den smukke, lokale park. Tai-chi er en slags kinesisk skyggeboksning, som hovedsageligt bliver praktiseret af ældre mennesker. Tag ikke fejl af det, for det kræver god balance og kræfter at udøve de flydende og slow motion-agtige bevægelser. Når vi er færdige med dagens øvelser, bestiger vi pavillonen i Yangshuo Park. Efterfølgende skal vi om bord på en mindre båd, som skal sejle os ned ad Li-floden. Fra båden kan vi i ro og mag betragte livet langs floden og de smukke, idylliske omgivelser. Vi lægger til ved en lille fiskerlandsby og går en kort tur i landsbyen, inden vi hen på eftermiddagen kører retur til Yangshuo.
Om eftermiddagen er der mulighed for at deltage i et kinesisk madlavningskursus (ikke inkluderet i rejsens pris). Kurset begynder i reglen med, at man besøger det lokale marked og køber de vigtigste ingredienser, hvilket ender med en fælles middag. Kurset giver et grundigt indblik i basal kinesisk madlavning og er desuden en utrolig hyggelig oplevelse. Kurset bliver ledet af en kinesisk, engelsktalende kok.
Vi mødes senere til aftensmad. Herefter går vi ned til Li-floden, der deler Yangshuo i to, og stiger om bord på en af de lokale fiskerbåde. Vi sejler ud midt på floden, hvor vi på nærmeste hold kan følge, hvordan de dresserede skarvfugle fanger fisk i floden og siden må aflevere dem til deres herre, skarvfiskeren.
Dag 6. Yangshuo
Cykeltur, lokal landsby og slangemiddag.
Om formiddagen skal vi om muligt endnu tættere på den unikke natur omkring Yangshuo. Omgivet af bjerge og frodige rismarker kører vi på cykel rundt i det smukke landskab. Størstedelen af Kinas befolkning lever stadig af at dyrke deres små jordlodder, og ikke meget har ændret sig de sidste 2.000 år. Det tunge arbejde i rismarkerne foregår stadig ved håndkraft med hakker og skovle. Undervejs gør vi stop i en lokal landsby, der giver et levende indtryk af den store forskel mellem livet i byen og på landet. Efter en velfortjent lokal frokost tager vi bussen tilbage til Yangshuo, hvor resten af eftermiddagen er til fri disposition.
Aftenen byder på en noget anderledes kulinarisk oplevelse. Tiden er nu inde til at prøve en af de specialiteter, som det sydlige Kina er berømt kendt. Vi skal nemlig prøvesmage en lækker slangeret med dertilhørende slangevin.
Dag 7. Yangshuo
Månebjerget.
For de morgenfriske er der mulighed for en spændende cykeltur til Månebjerget, et af områdets mange kalkstensbjerge med drypstenshuler. Også i Månebjerget er der en hule. Men da hulens sider er styrtet sammen, fremstår den nu som et stort hul gennem bjerget. Turen derop er stejl, men besværet værd. Oppe fra det runde hul, der har givet bjerget sit navn, er der som belønning en fantastisk udsigt over det betagende landskab. Fra Månebjerget kan du for eksempel fortsætte på cykel ud i landskabet mellem rismarkerne eller vende tilbage til Yangshuo.
Dag 8. Yangshuo
På egen hånd.
Resten af dagen er afsat til på egen hånd at nyde de smukke omgivelser og den hyggelige by. For de interesserede er der mulighed for at overvære det store udendørs lys- og teatershow, som hver aften opføres på Li-floden. Showet er instrueret af den kendte kinesiske instruktør Zhang Yimou, som også stod bag afslutningsceremonien ved de Olympiske Lege i Beijing 2008. Billetter til denne forestilling er ikke inkluderet i prisen, men kan bestilles på stedet gennem den danske rejseleder.
Dag 9. Yangshuo – Guilin – Shanghai
På egen hånd og afskedsmiddag.
Efter morgenmaden på vores hotel begiver vi os med bus til Guilin, hvorfra vi flyver tilbage til rejsens udgangspunkt, millionbyen Shanghai. Vi spiser afskedsmiddag på en hyggelig lokalrestaurant, der serverer retter fra det berømte Shanghai-køkken. Inklusive morgenmad og middag.
Dag 10. Shanghai – Danmark
Hjemrejse og ankomst til Danmark.
Efter morgenmaden forlader vi hotellet og kører mod lufthavnen for at sætte os til rette i flyet mod København. Sidst på eftermiddagen lander vi i Københavns Lufthavn med kufferten fuld at håndfaste minder om en uforglemmelig rejse!