Som det fremgår, er her tale om en rejse i særklasse, hvor luksus, eksklusivitet og oplevelse går op i en højere enhed. Den slags rejser, der kun laves én af. Rejsen arrangeres i samarbejde med den australske familievirksomhed Coral Princess Cruises, der er kendt for sin høje kvalitet og service.
På rejsen deltager Albatros’ direktør, Søren Rasmussen, som tidligere har været på en del af øerne, og han vil undervejs supplere naturvejledernes foredrag om natur og mennesker. Det vil være muligt at kombinere denne rejse med tillægsarrangementer i eksempelvis New Zealand og Australien.
Gennem årene har Albatros Travel opbygget en stor erfaring i rejser med små, eksklusive krydstogtskibe overalt i verden, og dette togt er i bogstaveligste forstand et ”small ship adventure”, hvor omkring 70 gæster både føler sig som en del af en grupperejse og samtidig nyder godt af luksus og service i fuld skala. Her kan alle komme i land samtidigt og gå på opdagelse samlet. Vi kan lægge ind i verdens mindste havne og gøre landgange på spektakulære kyststrækninger. Fleksibiliteten er stor, og muligheden for at omlægge ruten er altid til stede, hvis der for eksempel meldes om en gruppe hvaler i nærheden. Sejlplanen kan desuden tilpasses de aktuelle forhold som for eksempel vejr og tidevand og andet, der kan påvirke manøvreringen af skibet. Det skal understreges, at beskrivelsen af de enkelte dage meget vel kan afvige fra virkeligheden, fordi vi undervejs vil tage nye beslutninger under hensyntagen til vejr og andre lokale forhold. Det er ikke muligt at være fuldt opdateret om alle lokale forhold på forhånd. Og det er netop en del af eventyret.
Dagsprogram
Dag 1-2. Afrejse fra Danmark mod Sydney, Australien
2.-3. marts
Se den endelige rejseplan. For rejsende med tillægsarrangementer kan der være tale om andre rejseruter og ekstra nætter i Nouméa.
Dag 3. Nouméa, Ny Kaledonien
4. marts
Vi lander i Sydney, skifter fly og rejser den sidste strækning over Det Tasmanske Hav mod Nouméa i Ny Kaledonien. Efter en velkomstmiddag overnatter vi på vores hotel i Nouméa.
Dag 4. Nouméa og Île de Casey, Ny Kaledonien
5. marts
Rejsen starter i Stillehavets Paris, Nouméa, hovedstaden i den franske Stillehavskoloni. Duften af Paris er umiskendelig; sproget, franske restauranter, smarte modebutikker og flotte strøg, men med de frodige bakketoppe og blå laguner i baggrunden er det klart, at vi befinder os langt fra byernes by.
Kaptajn Cook og hans mandskab var de første moderne eventyrere, der satte deres fod på disse øer i 1774. De opkaldte den 18.000 m2 store hovedø, Grande Terra, og de nærmeste mindre øer efter Skotland (Caledonia), efter Cooks skotske far. I fremtiden kan landet meget vel ende med at hedde Kanaky efter ordet kanaka, der betyder menneske og er ordet, hvormed den indfødte befolkning refererer til sig selv.
Den første indvandring i Ny Kaledonien skete for godt 3.000 år siden. Indvandrerne kaldte sig lapita og var meget dygtige navigatører og landbrugere. Landbruget har derfor rødder langt tilbage i tiden og er i dag et eksempel på et ekstremt veludviklet økologisk system, hvor kulturplanterne gensidigt støtter hinanden i komplekse vækstmønstre.
Polyneserne kom til et par tusinde år senere, da de begyndte at udforske ørigerne i Stillehavet. I dag er begge befolkningsgrupper fuldstændigt sammenblandet såvel genetisk som kulturelt, hvortil kommer en god portion nye indvandrere fra nær og fjern. Alt i alt udgør denne ”lokale” befolkningsgruppe omkring 45 procent af den samlede befolkning. Den næststørste befolkningsgruppe er europæere, der i dag udgør 36-38 procent af befolkningen.
De første europæere kom hertil i begyndelsen af 1800-tallet som hvalfangere, der supplerede indkomsten med det værdifulde sandeltræ. Sandeltræet forsvandt, handlen gik i stå, og befolkningen havde ikke megen glæde af de mere og mere provokerende europæere, der til sidst endte i maven på pouma-stammen. En god gammel tradition, der har levet i bedste velgående på mange af øerne langt ind i det 20. århundrede. Efter besætningen på det amerikanske skib Cutter blev ædt i 1849, erobrede Frankrig øerne og gjorde dem til officiel fransk koloni i 1853. Frankrig anvendte, på samme vis som England, de nye områder som straffekoloni. Lokalbefolkningen fik derimod lov til at tjene som slaver både på de lokale plantager og på Fiji og Vanuatu til langt op mod vor tid, hvor det egentlige slaveri blev afløst af en apartheid-lovgivning, der ikke stod tilbage for den tidligere sydafrikanske. Mange europæiske sygdomme var den sidste faktor i udligningen af befolkningsgruppernes størrelse.
I løbet af eftermiddagen går vi i land på den smukke ø Île de Casey, hvor man både kan nyde naturen, stranden og koralrevet alt efter ønske.
Dag 5. Lifou, Ny Kaledonien
6. marts
I naturmæssig forstand er Ny Kaledonien helt unik. Næsten alle øer i Stillehavet og Det Indiske Ocean er af relativt ny vulkansk oprindelse, hvilket også gælder atollerne, men ikke Ny Kaledonien (og Seychellerne), der er en del af det gamle urkontinent Gondwanaland, som er blevet adskilt fra de øvrige kontinenter for mere end 100 millioner år siden. Isoleret, som de har været midt i verdenshavet, har dyr og planter udviklet sig fuldstændig uafhængigt og (næsten) upåvirket af den øvrige verden. Opsplitningen skete før pattedyrenes oprindelse, og derfor er det eneste oprindelige pattedyr en frugtflagermus, der har fundet vej hertil på sin søgen efter egnede levesteder langs øerne. Øriget rummer verdens genetisk ældste træer, der formentlig er alle blomstrende planters ophav, og desuden finder man klodens største artsrigdom af nåletræer i forhold til arealet.
Lifou er en af de mange atoller i verdens næststørste koralrev, der i dag er en del af UNESCO’s verdensnaturarv under navnet: The Lagoons of New Caledonia, Reef Diversity and Associated Ecosystems (2008). Lifou var oprindeligt en atol omkring en nedsunket vulkan, der blev løftet op over overfladen af tektonisk aktivitet for omkring to millioner år siden. Koralrevet og øerne heri har ligeledes udviklet sig meget isoleret fra eksempelvis Great Barrier Reef 1.500 kilometer væk, og meget af det, vi ser, er derfor unikt. I området er der hvaler, dugong’er (søkøer), pelssæler og et rigt og endemisk fugleliv.
Der vil både være mulighed for at snorkle og gå en tur med skibets naturguide gennem den frodige skov.
Dag 6. Tanna, Vanuatu
7. marts
Vi har nu skiftet ørige til den lille, selvstændige Stillehavsstat Vanuatu, der tidligere hed Ny Hebriderne efter de stormomsuste øer nord for Skotland. Øriget ligger mellem New Zealand og Fiji og består af en halv snes større øer og et halvt hundrede mindre, som tilsammen udgør omkring 12.000 km2 eller godt en fjerdedel af Danmarks areal, når man altså ikke medregner alt vandet mellem de spredte øer.
I 1830 rummede øriget omkring en million mennesker fordelt på mere end hundrede forskellige sproggrupper. De levede et godt og rigt liv, hvor den frodige jord og det rige hav gav dem alt, hvad de behøvede. De var velforberedte på de hyppige cykloner og havde cyklonsikrede afgrøder, som kunne graves op efter selv det værste uvejr, når alt andet var ødelagt. De havde dog den frygtelige uvane at spise hinanden i tide og utide. En tradition, der i henhold til lokale missionærer har ligget dem i blodet – eller i kødet – helt op i vore dage. En missionær beretter om, hvordan han i mange døgn vogtede over sin hustrus grav for at hindre de lokale nambaer i at skænde graven og fortære hendes afsjælede legeme.
Det har utvivlsomt været en stor og vanskelig opgave at bringe kristendom og civilisation til disse øer, men det mest synlige resultat af europæernes indsats er den helt enorme dødelighed blandt lokalbefolkningen gennem koloniseringens første 100 år. Folketallet faldt fra mere end en million til 35.000 etniske beboere, inden man havde lært at leve med influenza, syfilis, dysenteri og lignende europæiske velsignelser. I dag har befolkningstallet sneget sig op på 150.000 ni-vanuatuer, som de kalder sig.
Besynderligt nok tror en ægte ni-vanuatu stadig, at man kun kan dø af alderdom. Når dette alligevel ikke altid er tilfældet, skyldes døden en forbandelse, og den formastelige udpeges ved medicinmandens mellemkomst og idømmes en betragtelig bøde på et antal svin samt særligt værdifulde svinetænder med mange snoninger.
Øen Tanna er helt speciel – præget af den aktive vulkan Mount Yasur, der ryger og spyr lava og sten med alt for korte mellemrum, men sådan er det foregået i mange generationer. Da vi sidst var på vulkanekspedition på Tanna, udspyede den store sten hvert andet minut. Man kunne tydeligt se og følge dem, men vi havde ikke lyst til at blive der efter mørkets frembrud for at se den røde corona omkring keglen. Øen bebos i øvrigt af et fantastisk stammefolk, der tilbringer meget tid i og omkring et stort, helligt kvælerfigentræ (banyantræ).
Dag 7. Pentecost Island, Vanuatu
8. marts
Stammefolkene kaldes fortrinsvist nambaer, navngivet efter den lokale model af en penisholder, hvor moden her er lidt mere beskeden end de meterlange kalabasser, man finder hos folkene på Ny Guinea. Vi kommer ikke til at møde de mest sky og mindst påvirkede af moderne tider, fordi disse grupper (der angiveligt spiste deres sidste menneskekød i 1970’erne), ikke har nogen interesse i at modtage os.
Nambaerne lever nemlig helt uden pengeøkonomi i henhold til de oprindelige traditioner, ifølge hvilke alle stammegrupper er helt isoleret fra hinanden, afsondret af uoverstigelige sprogbarrierer. På en enkelt ø på størrelse med Fyn finder man over 130 sprog. Vi må nøjes med de kystnære namba-stammer, som sikkert ærer os ved at smide Adidas-shorts og T-shirts til fordel for den traditionelle namba, der her fremstilles af foldede palmeblade og anbringes omkring penis, hvorefter hele molevitten snøres sammen mod maveskindet.
Nambaerne er generelt betragtet indstillet på at leve efter gamle traditioner og ser måske turismen som en mulighed for at styrke dem. I mange år har man ikke danset og moret sig på traditionel vis, men nu kommer turismen og giver anledning til fastholdelse af nogle kulturværdier, der var på vej ud.
I dag skal vi opleve en af øernes væsentligste og mest halsbrækkende traditioner, der menes at være bungeejumpets moder. Et elastikspring, hvor øens tapre unge mænd kaster sig ud fra et højt trætårn med et tov om benet. Vinderen er den, der springer fra det højeste punkt og kommer tættest på jorden uden at smadre hovedskallen. Ud over tapperhed betyder en heldigt gennemført konkurrence, at næste års høst af yamsrødder bliver særlig fremragende.
Dag 8. Champagne Bay, Espiritu Santo, Vanuatu
9. marts
Ifølge diverse bøger er denne ”champagnestrand” verdens ultimative vidunder i kategorien, og vi må da også medgive, at den er enestående. Vi skal også ud i naturen, i den frodige regnskov sammen med de lokale nambaer, der godt vil have lidt usselt mammon, selv om de har verdens bedste økologiske køkkenhave. Men hvad bruger de så pengene til? Såmænd til tøj og ris. Regeringen er nemlig i gang med at civilisere befolkningen, og hertil hører kunsten at spise ris. Polerede, importerede, næringsfattige ris!
Landet har så rigelige lokale fødevaremængder, at de ligger og rådner på grund af voldsom overproduktion. I sidste århundrede kunne man sagtens brødføde en million mennesker, så dagens 150.000 indbyggere behøver ikke at mangle mad.
På alle disse næringsrige vulkanøer gror kokospalmer, papaja, mango, avokado, vilde æbler, casuarina og en mængde andre nødder, grape og andre citrusfrugter, brødfrugter og figner i så overvældende mængder, at ingen bekymrer sig om at høste dem. Træerne er privat ejendom, men alle kan tage, hvad de skal bruge.
En specialist i etnobotanik har fastslået 1.024 genkendelige anvendelser af kystnære planter på Vanuatu. Eksempelvis 113 til medicinsk anvendelse, 21 til gødning, otte til insektmidler, ni til sæber og shampoo og fem som toiletpapir, for nu at nævne de mere kuriøse.
Vanuatu er det typiske idealbillede af et tropisk paradis, der er fuldstændigt selvforsynende og uden sult eller ernæringsproblemer, glad for sin kultur og sine traditioner, uden store truende sygdomme – man har lidt malaria, som man selv kan klare, og enhver ni-vanuatu kan bygge en orkansikker palmehytte, så også de lejlighedsvise orkaner er man verdensmestre i at håndtere.
Dag 9. Ureparapara, Vanuatu
10. marts
Dagen byder på en ny vulkanoplevelse af helt andre dimensioner. Vi sejler simpelthen ind i et vulkankrater, hvor siderne er delvist sammensunket og har dannet en åbning mod havet. Calderaens sider er omkring 300 meter høje og danner en imponerende port til øen, der ikke er tilgængelig på anden vis. Vi modtages af øens indfødte befolkning, der både viser os deres ritualer og tager de aktive med på en tur gennem junglen til toppen af vulkanen på denne flotteste af alle flotte øer i Vanuatu.
Dag 10. Nendo Island, Salomonøerne
11. marts
Salomonøerne er et kolossalt ørige bestående af over 1.000 øer, men med sine 28.000 km2 er den samlede landmasse langt mindre end Danmark. Som de fleste øriger består Salomon af en administrativ kerne, der er forbindelseslinjen til omverdenen og en masse fjerne småøer, beboede og ubeboede, med relativt lille kontakt til centraladministrationen. Befolkningen er indvandret ad mange omgange, men til forskel fra Vanuatu og Ny Kaledonien er de første folkeslag indvandret meget tidligere og fra den modsatte kant. Det er papuatalende aboriginere indvandret fra Papua Ny Guinea og Australien for omkring 30.000 år siden. Efterfølgende er de dygtige sejlere fra øst kommet til i udriggede kanoer og har blandet sig med de første beboere.
Første europæer var spanieren Alvaro de Mendana de Neira, som lagde til i 1568 på returrejse fra Peru. Salomonøernes beboere blev beskrevet som notoriske hovedjægere og kannibaler inden europæernes mere permanente ankomst, som reelt først blev indledt af missionærer omkring 1850. Herefter kender vi historien til hudløshed. Slavearbejde eller ”blackbirding”, som det kaldtes på europæernes sukkerplantager i Queensland og på Fiji, talrige sygdomme og racistisk undertrykkelse. I lighed med Vanuatu har der til gengæld ikke været så store naturrigdomme eller mulighed for anden kommerciel drift, at europæerne har taget styringen. Salomonøerne er i dag konstitutionelt monarki under Elisabeth II, men har derudover en selvstændig regering. Politisk uro har dog præget hovedøen Guadalcanal igennem en halv snes år, indtil politi og regulære tropper fra nabolandene Australien, New Zealand og de øvrige Stillehavsriger greb ind i 2003. Valg og politik ligner stadig en karikatur af en bananrepublik med kulørte bortførelser, bestikkelsessager og besynderlige politiske kontakter.
Vi starter besøget på Salomonøerne på Nendo, hvor vi får en god blanding af det bedste ved øerne: fantastiske bade- og snorklemuligheder i det azurblå hav, farvestrålende indfødte, der opfører traditionel sang og dans, og nogle af rejsens bedste muligheder for at købe lokalt kunsthåndværk.
Dag 11. Santa Ana, Salomonøerne
12. marts
I dag besøger vi den lille ø Santa Ana sydøst for San Cristóbal, hvor vi mødes af de lokale krigere i fuldt ornat med sværd og konkylietrompeter. De er udprægede fiskere, specialister i smukke og driftsikre fiskerflåder og fiskekroge lavet af ben. Vi skal blandt andet på en lille vandretur tværs over øen gennem regnskov med talrige farvestrålende orkideer. Øen ligger på skillelinjen mellem de to væsentlige økozoner, der deler Salomonøerne og Vanuatus skovregion, med talrige frugtbare områder af vulkansk oprindelse blandet med ret magre limstensområder, der samlet set giver en høj diversitet og ikke mindre end 230 orkidearter. Turens kommende øer hører til Salomons regnskovsregion, der oprindeligt var sammenhørende med Papua. I dag er regionen desværre præget af skovdrift, der er alt andet end bæredygtig.
Dag 12. Mangalonga, Salomonøerne
13. marts
Vejret er varmt med stor luftfugtighed året rundt, og de hyppigste byger falder fra december til marts. I marts-april vender vindforholdene fra vestenvind til den sydøstlige passatvind, med lange, stabile vindstille perioder. Byger vil stadig forekomme, ofte korte og kraftige, men de lokale nedbørsforhold er ekstremt varierede, fra næsten ingen regn på den ene side af øen og massiv nedbør på den modsatte. Vi er lige forbi orkansæsonen, men når disse opstår, drager de fortrinsvis mod syd.
Dagen i dag er ganske afslappet. Vi er i land hele dagen, med mulighed for snorkling, dykning, en sejltur i både med glasbund, som vi låner af det lokale resort, og/eller en vandretur i den smukke natur, hvor vi skal kigge på, hvad der skiller denne ø fra de foregående.
Dag 13. Arnavon Island Marinereservat, Salomonøerne
14. marts
Vi ved ikke helt præcist, hvordan disse dage former sig. Vi sejler gennem fantastiske naturskønne områder med atoller og farvestrålende koralrev omkring de små tropeøer. Vi vil forsøge at kombinere landsbybesøg med svømmeture i det klare, azurblå hav. Øerne her kender ikke meget til turisme, og der kan gå år imellem den slags besøg. Derfor må vi forvente, at vor blotte tilstedeværelse sætter meget i gang; skoler lukker, børnene synger, og der er fest i gaden. Man kan næsten fornemme, hvordan kaptajn Cook blev modtaget, når de europæiske skibe lagde til ved ukendte tropiske øer.
Arnavon rummer det eneste egentlige naturbeskyttelsesområde på Salomonøerne. Her er alt fiskeri forbudt, dog tillades de lokale fangst til privat brug. Det er også et af de store havskildpadders vigtigste yngleområder.
Dag 14. Ghizo og Kennedy Island, Salomonøerne
15. marts
En stor del af anden verdenskrig udspillede sig i dette område, hvor mange sikkert kan genkende navne fra krigshistoriens berømte slag. Japanerne og de allierede løb bogstaveligt talt ind i hinanden i denne øgruppe, som vi besejler. Efter Pearl Habour trak amerikanerne en ny forsvarslinje her nord for Australien, hvilket resulterede i nogle af Stillehavskrigens hårdeste kampe. Vi besøger i dag Kennedy Ø, der er opkaldt efter den senere amerikanske præsident John F. Kennedy, som havde kommandoen over motortorpedobåden PT-109, der blev sænket her af en japansk destroyer. Kennedy og mandskabet svømmede i land og kunne genoptage tjenesten.
Efter nogle timer i behagelige omgivelser på stranden besøger vi den lille provinshovedstad Ghizo og vandrer gennem det åbne marked, hvor vi igen får mulighed for at erhverve lokalt kunsthåndværk.
Dag 15. Buka Island og Bougainville, Papua Ny Guinea
16. marts
Østaten Papua Ny Guineas fjerneste øer ved Australiens nordkyst udgør rejsens sidste landgange. Den bjergrige jungleø Buka Island er beboet af verdens største antal nulevende naturfolk, der mere eller mindre lever helt uafhængigt af verdensudviklingen. Det er ikke ret mange år siden, at dette vilde jungleområde var fuldstændig lukket og utilgængeligt for besøgende, og for blot en snes år siden risikerede standhaftige eventyrere stadig at havne i suppegryden.
Ud over de enestående naturfolk finder vi her et væld af radikalt forskellige økologiske områder tæt op ad hinanden. Fra høje bjergtinder med evig sne dybt inde i hovedøens vildnis vandrer man ned gennem den alpine vegetation til ufremkommelig jungle, eukalyptus-savanne, sumpe med sagopalmer og mangrove. De forskellige økologiske zoner medfører naturligvis også en ganske interessant flora og fauna.
Her findes en af verdens rigeste plantekoncentrationer med langt over 100 endemiske arter, spændende og fremmedartede dyr som trækænguru, paradisfugl, kakadue og utallige andre papegøjer, kæmpekrokodiller og enorme varaner. De mere eksotiske ting kommer vi dog næppe til at se på denne rejse, men ligesom menneskene har vegetation og dyreliv spredt sig til de mindre øer, hvor de herefter har udviklet sig egenartet.
Dagens øer er en besynderlig stat i staten med et autonomt selvstyre. Buka er kun 40 kilometer lang og op til 10 kilometer bred, adskilt fra Bougainville af et 200 meter bredt stræde med stærk tidevandsstrøm. En lille bjergkæde på op til 458 meter strækker sig gennem hele øen, der i øvrigt er præget af kalkstensklipper på op til 100 meter i højden. Kalken stammer fra et forhistorisk rev, der med tiden er løftet højt op, hvorefter et nyt rev er vokset op hele vejen rundt om øen. Området omkring kanalen har bymæssig karakter, men derudover er øerne præget af små landsbyer med subsistensbrug, hovedsageligt søde kartofler, der er befolkningens væsentligste næringskilde. Små familiebrug supplerer driften med copra, vanilje og andre krydderier, uden de helt store resultater.
Dag 16. Lamassa, ogres-folket og Lambon Island, Papua Ny Guinea
17. marts
Ved landgangen på Lamassa møder vi de farvestrålende stammefolk, som mange forbinder med Papua Ny Guinea. Faretruende krigsmaling, knogleudsmykning og en masse spyd er i vente. Ogres-folkene hilser os på samme måde, som de hilste de første europæere, der gik i land her – det hævder de i det mindste selv, og med synet må man tro dem. Vi slutter dagen på Lambon, der igen er en af de ”klassiske” sydhavsøer med tæt jungle, palmekransede sandstrande med kridhvidt koralsand og dybblå laguner. Lige præcis den slags, man kun ser på film. Vi har alle muligheder åbne for badning, snorkling og en tur i junglen, hvor vi finder irgrønne firben og de smukke Barringtonia-blomster.
Dag 17. Rabaul, Papua Ny Guinea
18. marts
Oceanic Discoverer lægger til i Simpson Habour på Rabaul, hvor der er mulighed for at besøge spøgelsesbyen, der blev delvist begravet under asken fra vulkanen Mount Tavurvurs udbrud i 1994.
Efter en sightseeingtur tager vi til lufthavnen og flyver via Port Moresby, Papua Ny Guineas hovedstad, til Cairns i Australien. Her er der afskedsmiddag og overnatning på hotel.
Dag 18. Hjemrejse
19. marts
Vi flyver fra Cairns via Brisbane mod Danmark.
Dag 19. Hjemkomst
20. marts
Vi ankommer til København om formiddagen. Men der er også mulighed for forlængelse i Papua eller Australien.