Efter et stop i Cody, som blev grundlagt af Buffalo Bill, skal vi besøge de enorme præsidentportrætter, som er skåret ud i klipperne ved Mount Rushmore. Oven på vores præsidentvisit skal vi videre til de dramatiske og nærmest overjordiske landskaber i Badlands Nationalpark.
Vi aflægger derefter et besøg i Chicago, kendt for skyskrabere, gangstere og Barack Obama. De store søer heroppe i det nordlige USA munder ud i de mægtige vandfald Niagara Falls, som vi skal se på helt tæt hold. Nu trænger vi til en solid dosis by, kultur og historie – og vi tager til Washington, USA’s hovedstad, med Det Hvide Hus og et utal af museer. Vi skal også et smut til Philadelphia, hvor den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet, inden vi afslutter turen med et par dage i storbyen over dem alle, New York.
Transporten foregår i en komfortabel bus med aircondition. Der vil være flere lange dage med en del transport, men vejene er gode, og undervejs vil der også være en masse at se.
Dagsprogram
Dag 1. København – San Francisco
Vi ankommer til San Francisco og checker ind på vores hotel. Resten af dagen er til fri disposition, indtil vi mødes til aftensmad.
Dag 2. San Francisco
Selvom San Francisco er en typisk amerikansk storby fuld af kontraster, hvor prægtige bygninger og forretninger ligger side om side med forfaldne og fattige kvarterer, har byen formået at fastholde en lille bys hyggelige atmosfære. Åbne sporvogne slæber sig op ad byens stejle gader med palmer, lave bygninger og
forbavsende lidt trafik. I dag skal vi på byrundtur fra morgenstunden og få et grundigt indtryk af San Francisco.
Vi skal blandt andet se Golden Gate Bridge, downtown og forskellige kvarterer i byen såsom Little Italy og byens store Chinatown, der er som en lokal filial af Kinas mægtige havneby Shanghai. Men til forskel fra den moderne kinesiske moderby har man her bevaret den gamle kinesiske atmosfære med et mylder af små specialforretninger og restauranter mellem et hav af kulørte skilte med kinesiske skrifttegn.
Halvvejs mellem Chinatown og San Franciscos orangerøde varemærke, den 2.730 meter lange Golden Gate Bridge, ligger Fisherman's Wharf. Den hyggelige havnefront tiltrækker turister fra alle verdenshjørner, gøglere og tusindkunstnere. Det er også herfra, bådene til den berygtede fængselsø Alcatraz afgår.
Vi skal på en havnerundfart, hvor vi blandt andet sejler rundt om Alcatraz – dog uden landgang – og under Golden Gate Bridge.
Resten af eftermiddagen er afsat til, at du på egen hånd kan gå på opdagelse i San Franciscos gader, inden vi mødes til en kort aften-byrundtur gennem de spændende og charmerende kvarterer i centrum og afslutter dagen med en god middag.
Dag 3. San Francisco – Yosemite Nationalpark – Fresno
Dagens rute går gennem Central Valley, bedre kendt som USA’s spisekammer. På grund af
klimaet dyrkes her grøntsager året rundt, og frugten ender blandt den bedste og mest velsmagende i forretningernes kølediske. Senere kører vi ind i det klippefyldte bakkelandskab, der i slutningen af forrige århundrede var centrum for den berømte guldfeber, som blandt andet sikrede Californiens position som den folkerigeste stat i unionen. Først på eftermiddagen ankommer vi til Yosemite Nationalpark, der er berømt for sin dramatiske natur. Centralt i parken er en snæver dal omgivet af dramatiske klipper og smukke vandfald. Parkens dyreliv strækker sig fra pumaer over elge til frække og sjove vaskebjørne, som ikke går af vejen for et raskt tyveri af madvarer eller andre spændende ting, hvis lejligheden byder sig.
Vi kører videre sydpå til Fresno, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen. Efter check-in på vores hotel er resten af aftenen til fri disposition. Fresno er en by med omkring en halv million indbyggere, der begyndte sit liv sidst i 1800-tallet som en station i Southern Pacific Railroads jernbanenet. Her er en afdeling af Metropolitan-museerne, Fresno Metropolitan Museum of Art and Science, og et kunstmuseum.
Dag 4. Fresno – Los Angeles
Midt på dagen når vi Los Angeles og kører straks på en sightseeingtur. Vi skal gennem downtown og blandt andet tage en tur ned ad Hollywood Boulevard, hvor filmstjerner siden 1958 har sat deres håndaftryk på Hollywood Walk of Fame. Vi skal også se den klassiske biograf Graumann’s Chinese Theatre fra 1927 såvel som Kodak Theatre, hvor oscaruddelingen finder sted hvert år. Vi lægger også vejen forbi det rige Beverly Hills med den dyre shoppinggade Rodeo Drive.
Vi checker ind på vores hotel sidst på eftermiddagen, og herefter står det enhver frit for at kaste sig ud i L.A.’s velforsynede restaurant- og natteliv. Føler du dig draget af ægte Los Angeles-strandkultur, er Venice Beach et must. Her oplever man den mest excentriske del af lokalbefolkningen udøve sport, gøgl og mere eller mindre mærkværdige fritidssysler. Los Angeles har en flot, moderne og sikker metro, der tilmed er ganske billig. Alle stationer bevogtes, og alt foregår i ro og orden.
Dag 5. Los Angeles – Mojaveørkenen – Las Vegas
Vi fortsætter vores rejse gennem Mojaveørkenen, der dækker omkring 35.000 km2 og går ind over fire stater; vi nøjes dog med at køre i to af dem. Ørkenen er opkaldt efter mojaveindianerne, som har reservater i området. På trods af tørken (her falder sjældent mere end 250 milimeter regn om året), menes her at vokse et sted mellem 1.700 og 2.000 plantearter. Den mest kendte, som nærmest er blevet ørkenens signaturplante, er joshuatræet (Yucca brevifolia).
Der ligger flere naturreservater i Mojaveørkenen, og her lever en stor variation af firben og slanger, blandt andet boa og klapperslange. Mojaveørkenen kan bryste sig af en rekord: Her ligger Nordamerikas varmeste område med det sigende navn Death Valley. I Dødens Dal er der målt temperaturer på op til 56,7 grader celsius.
Men der bor jo også mennesker i ørkenen – vi krydser statsgrænsen til Nevada for at opleve en af turens store kontraster til den fredfyldte natur: Las Vegas. Om eftermiddagen ankommer vi til Crazy City USA (1,9 millioner indbyggere) med glimmer og neon overalt og bruger et par dage i hedonismens hovedstad.
Vi kører en orienterende tur ned ad hovedgaven The Strip, inden vi checker ind på vores hotel. Resten af dagen er til fri disposition. Om aftenen skal vi på en rundtur på hovedgaden The Strip, inden hotelværelset kalder.
Dag 6. Las Vegas. På egen hånd
Las Vegas, lastens hule, blev i 30’erne opført af mafiaen midt i ørkenen i den liberalt indstillede delstat Nevada, hvor de ekstremt tørre jorder ikke gav så mange andre indtægtsmuligheder end kasinoer og barer. Uanset eventuelle fordomme kan man næsten kun imponeres og begejstres over den surrealisme, byen udstråler. De store kasinoer er opført omkring forskellige temaer, fra middelalderen og det gamle Rom til sørøvere og cirkus. På Luxor er man hensat til det gamle Egypten, og ved Treasure Island befinder man sig pludselig midt i kampen mellem pirater og englændere. To krigsskibe i naturlig størrelse, eksplosioner, krudt og kugler samt rigeligt med stuntmen danner rammen om et vaskeægte søslag midt i ørkenen.
Las Vegas gør sig bedst i de mørke timer med al sin glimmer og glamour. Om dagen kan man udforske de utrolige kasinoers indre, hvor der både er vandfald, eksotiske haver, gondoler og pariserhjul. Der er også mulighed for at få afløb for shoppetrangen i byens lagersalg og outlets, hvor mærkevarer kan købes til nedsat pris.
Dag 7. Las Vegas – Grand Canyon Nationalpark
Vi forlader det menneskeskabte fænomen Las Vegas for at køre mod en af naturens store kreationer – Grand Canyon. Dette imponerende naturfænomen er verdens største kløft med helt ufattelige dimensioner. Dybde: 1,5 kilometer, bredde: 7-30 kilometer, længde: 3-400 kilometer. På gode dage rækker sigtbarheden på stedet over 300 kilometer.
På vejen kører vi forbi Seligman, en lille by ved den legendariske Route 66, hvor tiden synes at have stået stille siden 1960’erne. Seligman blev anlagt i 1880’erne som et stop på jernbanen mod vest. Da hovedvejen Route 66 kom til i 1920’erne, tog byen også imod rejsende på hjul, der kunne få benzin på bilen, mad i maven på en af de mange cafeer, og en seng på et af byens moteller. Mange af de gamle skilte ses endnu i gadebilledet, og du kan købe en lille Route 66-souvenir med på vejen i byens gavebutik.
Midt på eftermiddagen ankommer vi til Grand Canyon Nationalpark, hvor de mange udsigtspunkter ved South Rim byder på meget forskelligartede udsigter over det imponerende landskab. Udsigtspunkterne ligger på slugtens flade top, der oprindeligt har været en flodslette, indtil Coloradofloden begyndte at grave sig ned gennem de bløde klippeformationer og danne det utrolige netværk af slugter og floddale, der i dag udgør et af verdens mest betagende syn.
I dag har vi bevæget os ind i en anden tidszone, så vi skal stille urene en time frem. Først på aftenen checker vi ind på vores hotel tæt på nationalparken, og resten af aftenen er til fri disposition.
Dag 8. Grand Canyon Nationalpark – Lake Powell – Bryce Canyon Nationalpark
Fra morgenstunden går turen nordpå gennem navajo-indianernes land. På store dele af ruten gennem Painted Desert er vejsiderne dekoreret med reklamer for indianernes salgsboder med kunsthåndværk (som oftest lavet i
Mellemamerika). Vi kører til Lake Powell – den kunstige sø bag Glen Canyon-dæmningen på Colorado-floden. Vi stopper ved floden og ser det imponerende dæmningsværk.
Vi fortsætter ind i mormonstaten Utah og når sent på eftermiddagen at nyde de fantastiske scenerier i Bryce Canyon Nationalpark. Bryce er ikke så kendt som Grand Canyon, men er ikke desto mindre en lige så markant og betagende oplevelse.
Navnet Bryce stammer fra en skotsk mormon, der forsøgte at leve i dette tørre og ugæstfri, men naturskønne område. Her finder man verdens mærkeligste bjergformationer, hvis utrolige former og flammende farver lige fra morgenstunden spiller i sollyset og nærmest brænder ved solnedgang. I årevis har mennesker (med lidet held) prøvet at beskrive landskabet, og de har givet de mærkeligt formede klipper navn efter ligheden med tårne, spir, katedraler, gobeliner og eventyrslotte.
De lokale paitute-indianere kaldte det slet og ret ”Stedet, hvor røde klipper står oprejst som mennesker i en grydeformet slugt”. De knastørre omgivelser vidner ikke ligefrem om, at hele vidunderet faktisk er skabt af vand. Vi stopper ved flere udsigtspunkter undervejs, der lader os få det fulde udbytte af det mærkværdigt smukke landskab. Først på aftenen checker vi ind på vores hotel ikke langt derfra, og resten af aftenen er til fri disposition.
Dag 9. Bryce Canyon Nationalpark – Salt Lake City
Næste stop på vores rejse er Utahs – og mormonernes – hovedstad, Salt Lake City ved Rocky Mountains. hvortil vi ankommer om eftermiddagen. Vi lægger straks ud med en times sightseeing.
Salt Lake City har navn efter den store saltsø nordvest for byen, Great Salt Lake. Mormonkirken, også kaldet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har sit hovedsæde her i byen, og det kæmpe Salt Lake Temple fra 1894 ligger midt i byens centrum på det 40.000 m2 store torv Temple Square. Selve kirken er lukket for turistbesøg, men vi besøger Temple Square, inden vi fortsætter vores rundtur i byen.
Salt Lake City blev grundlagt i 1847 af mormonkirkens store historiske personlighed Brigham Young, som var kirkens 2. profet (præsident). Byen har i dag knap 190.000 indbyggere – omkring halvdelen mormoner – men med oplandet tikker indbyggerantallet op på cirka 1,6 millioner.
Vi kører forbi staten Utahs regeringsbygning, State Capitol med den flotte kuppel, og lægger derefter vejen forbi to af Brigham Youngs residenser, Beehive House fra 1854 og det tilstødende Lions House fra 1856, hvor en del af hans mange koner og børn boede. Flerkoneri var tilladt inden for mormonkirken, og det anslås, at Brigham Young i sit 76 år lange liv havde omkring 55 koner. Nogle af dem boede han dog aldrig sammen med, og sine 56 børn fik han da også ”kun” med 16 af sine koner.
Vi kører også forbi kongrescentret Salt Palace og koncerthuset Philharmonic Hall, inden vi først på aftenen checker ind på vores hotel. Resten af aftenen er til fri disposition.
Dag 10. Salt Lake City – Grand Teton Nationalpark/Yellowstone Nationalpark – West Yellowstone
Vi kører nu nordpå, dybere ind i Rocky Mountains. Grand Teton Nationalpark i staten Wyoming er opkaldt efter Grand Teton-bjerget på 4.197 meter, som er det højeste af nationalparkens bjerge. Dybt under Grand Tetons tinde ligger den vidtstrakte dal Jackson Hole. Her ligger også byen Jackson og Jackson Lake, som er en af USA’s største bjergsøer. Den er omkring 25 kilometer lang, 11 kilometer bred og 130 meter dyb. Vandet er iskoldt, selv om sommeren, og om vinteren kan søen fryse til med et næsten to meter tykt islag.
Søen har en del ørred-arter og laks, og til at spise dem er der både havørn, kongeørn og fiskeørn i området. På landjorden lever blandt andet brun og sort bjørn, ulv, puma, hjort og bison. Vi gør et holdt ved søen og stopper også ved Grand Teton-bjergkæden, så der kan tages billeder af udsigten.
Yellowstone Nationalpark ligger kun omkring 75 kilometer væk, så mange af dyrene bevæger sig mellem de to nationalparker. Vi tager også en lille forsmag på morgendagens oplevelser, når vi kører gennem parken på vej til vores hotel, og stopper ved gejseren Old Faithful. Vi kører videre til West Yellowstone og checker ind på vores hotel. Aftenen er til fri disposition.
Dag 11. West Yellowstone – Yellowstone Nationalpark – Cody
I dag skal vi se nærmere på Yellowstone Nationalpark, verdens første nationalpark. Parken blev oprettet i 1872, og de omkring 9.000 km2 domineres af et kraterbækken i 2.000-2.500 meters højde. Der er stadig geologisk aktivitet i området, som ligger over et hot spot, og det giver sig udslag i verdens største koncentration af varme kilder og gejsere. Den mest berømte gejser er Old Faithful – som vi kort så i går – der springer 30-40 meter op i luften hvert 30. til 120. minut. Man formoder, at Old Faithful har været aktiv i 200-300 år. Et andet fantastisk fænomen forårsaget af den termiske aktivitet er Mammoth Hot Springs, som er et landskab skabt af den aflejrede kalk fra de varme kilder. Vi gør også holdt her, så vi kan gå lidt rundt i landskabet, inden vi kører videre forbi Yellowstone-kløften og dens vandfald, som vi nyder udsigten over ved Artist’s Pointe.
Parken gennemskæres af Yellowstone River og den store Yellowstone Lake. Ved bredden af Yellowstone Lake vokser en af de to plantearter, der kun findes her i Yellowstone: sand-verbena (Abronia ammophila). Den anden af disse ekstremt sjældne planter er en art af hvenegræs (Agrostis rossie), som findes ved de varme kilder. Fire femtedele af nationalparken er dækket af nåleskov, men en tredjedel af træerne gik til ved en kæmpe skovbrand i 1988, så en del af skoven er af yngre dato. Der er dog garanti for smukke naturoplevelser, og med lidt held får vi også set nogle af de mere end 300 fuglearter og omkring 60 arter af pattedyr, der lever her i parken.
Fra Yellowstone kører vi vestpå til den lille by Cody, hvor vi skal overnatte. Byen er opkaldt efter William Frederick Cody, bedre kendt som Buffalo Bill, der var med til at grundlægge byen. Denne ældste del af det nuværende Cody findes stadig som Old Trail Town-museet, et lille bevaret stykke af Det Vilde Vesten. Aftenen er til fri disposition.
Dag 12. Cody – Black Hills – Mount Rushmore – Rapid City
Vi tager nu et godt stræk østpå til South Dakota. Undervejs passerer vi Bighorn Nationalskov i 3.200 meters højde. Vi kører gennem midten af den 48 kilometer brede nåleskov, som er hjem for bjørne, elge og hjorte, og vi stopper undervejs, så der kan tages billeder af den smukke udsigt. Om eftermiddagen når vi Black Hills, et stort naturområde med skovklædte bjerge, som lakota-indianerne gav navnet ”de sorte bjerge” på grund af den mørke farve, skovene gav bjergkæden på afstand.
Sidst på eftermiddagen skal vi se et af USA’s mest kendte nationalmonumenter, Mount Rushmore. Portrætter af fire af USA’s store præsidenter – George Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln – er hugget ud i bjergsiden. Kunstnerisk leder var Gutzon Borglum, som var af dansk afstamning, og sammen med 400 arbejdere skar han portrætterne ud i løbet af en periode på 14 år fra 1927-41. Oprindeligt skulle præsidenterne have været afbildet fra taljen og op, men pengene viste sig ikke at strække, og man måtte revidere planen. Thomas Jefferson skulle også have været på George Washingtons højre side, men klippen var ikke stærk nok, så man måtte sprænge ham væk og begynde forfra på Washingtons venstre side.
Vi overnatter i Rapid City, som blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af minearbejdere, der var kommet med guldfeberen, men ikke havde haft heldet med sig. Aftenen er til fri disposition.
Dag 13. Rapid City – Badlands Nationalpark – Sioux Falls
Vi tager nu videre til den nærliggende Badlands Nationalpark, som byder på en nærmest overjordisk naturoplevelse. Som navnet lyder, er det en barsk natur, vi møder herinde. Det var områdets indianere, der gav stedet navnet mako sica (dårligt land), og de forkrøblede bjerglandskaber med dybe klippesprækker er blevet sammenlignet med et hav, som nogen har brændt alt vandet ud af. Og det er ikke helt ved siden af – i forhistorisk tid var området dækket af hav, og der er rige forekomster af fossiler efter havdyr, der levede for millioner af år siden her i Badlands.
Ikke alt er dog knudrede bjergtoppe – Badlands har også vidtstrakte græssletter, som allerede for tusinder af år siden var jagtmarker for amerikanske indianere. På dagens tur kan det være, at vi får et glimt af indianernes bytte nummer et, græssende bisonokser.
Herefter tager vi videre til Sioux Falls, hvor vi skal overnatte. Sioux Falls er South Dakotas største by, med omkring 155.000 indbyggere. Byen er opkaldt efter vandfaldene i den nærliggende flod Big Sioux River, som blev dannet i sidste istid for omkring 14.000 år siden. Før europæerne kom til stedet, tiltrak floden og vandfaldene også forskellige indianske stammer, og langs bredden har man fundet gravsteder og andre arkæologiske vidnesbyrd om indiansk tilstedeværelse.
Vi har i dagens løb krydset endnu en tidszone og skal stille uret en time frem. Sidst på eftermiddagen checker vi ind på vores hotel, og resten af dagen er til fri disposition.
Dag 14. Sioux Falls – Chicago
Vi tager nu et godt ryk på landkortet og kører østpå mod Chicago. Vi tager vejen gennem Minnesota og Illinois, og først på aftenen når vi Chicago ved Lake Michigan. Chicago er byen, hvor Barack Obama har levet en stor del af sit liv, men Chicago er også kendt for at have bygget verdens første skyskraber og har stadig USA’s højderekord med Willis Tower (tidligere Sears Tower) på 108 etager og 527 meter. Den store brand i 1871 raserede Chicagos bymidte og gjorde omkring 90.000 mennesker hjemløse, og i den efterfølgende genopbygning byggede man i højden og brugte – klog af skade – stålkonstruktioner frem for træ. Efter check-in på vores hotel er resten af aftenen til fri disposition.
Chicago har mange kvarterer med hvert sit særpræg, blandt andet Andersonville, der engang var fyldt med svenske immigranter, samt andre etniske kvarterer som Chinatown, Greektown, Little Italy og Pilsen. Pilsen var oprindeligt beboet af tjekkiske immigranter, men nu er kvarterets beboere hovedsageligt af mexicansk herkomst.
Man kan ikke sige Chicago uden at nævne det gangstervælde, byen havde i første halvdel af det 20. århundrede, hvor Al Capone og andre gangstertyper styrede byens underverden. Hvis du vil indsnuse lidt af forbudstidens gangsterromantik, kan du i aftenens løb tage dig en martini på Al Capones yndlingsjazzclub, Green Mill. Her ligger smuglergangene under natklubben stadig intakte og vidner om dengang, de var fyldt med ulovlig sprut.
Dag 15. Chicago – Lansing
I dag skal vi på byrundtur i Chicago, hvor der bor omkring 2,9 millioner mennesker, hvilket gør byen til USA’s tredjestørste. Byen er ikke smuk i klassisk forstand, men har en rå charme med en stor musikscene for blues, jazz og rock og masser af spillesteder og restauranter. Her er selv hotdogsene lavet i en gourmetversion.
Vi skal blandt andet se Navy Pier, der er en godt en kilometer lang mole ud i søen Lake Michigan. Molen blev anlagt i 1916, og her ligger blandt andet et stort pariserhjul, et teater, små haver, butikker og restauranter. Vi fortsætter til den mondæne shoppinggade Magnificent Mile og slår derefter ind på Lakeshore Drive, der går langs Lake Michigan, som vi får et nærmere kig på undervejs. Vi stopper ved Grant Park og det store springvand Buckingham Fountain fra 1927, som hver time har et 20 minutter langt ”show”, hvor vand bliver sprøjtet op til 46 meter op i luften.
Vi kører ned i downtown, som i Chicago kaldes ”The Loop”, hvor bybilledet er præget af historiske bygninger og skyskrabere som det prisbelønnede Hancock Tower fra 1976. Den minimalistiske og modernistiske bygning rejser sig 241 meter op i luften, men den spejlblanke glasfacade er tonet let blå, så den fra visse vinkler falder i med himlen. Vi har et par timer på egen hånd, inden vi først på eftermiddagen forlader The Windy City og kører syd om Lake Michigan til Lansing, hvor vi skal overnatte. Efter check-in på vores hotel først på aftenen er resten af dagen til fri disposition.
Vi har igen krydset en tidszone, så urene skal stilles en time frem.
Dag 16. Lansing – Niagara Falls
Fra Lansing går turen videre til de storslåede vandfald Niagara Falls, som vi om eftermiddagen skal se fra både
den amerikanske og den canadiske side. Niagara Falls er navnet på to byer, én i USA og én i Canada, og på tre enorme vandfald, der adskiller de to byer. De tre fald, American Falls, Bridal Veil Falls samt Horseshoe Falls er i al deres vælde ubeskriveligt smukke. Vi skal på en sejltur med Maid of the Mist, som bringer os helt tæt på de enorme vandmasser (regntøj udleveres).
Vandfaldene blev dannet under sidste istid, da isen trak sig tilbage, og vand fra de nyligt dannede søer The Great Lakes (deriblandt Lake Michigan) pløjede sig vej gennem landskabets skråninger for at løbe ud i Atlanterhavet. Vandfaldene er ikke så høje, men utrolig brede, og omkring 168.000 kubikmeter vand falder hvert minut ud over kanten.
Sidst på eftermiddagen checker vi ind på vores hotel i nærheden, og resten af dagen er til fri disposition.
Dag 17. Niagara Falls – Washington
Vi kører mod syd gennem Pennsylvania og Appalacherne med retning mod Washington. Appalacherne er en meget gammel bjergkæde, som blev dannet under et pladesammenstød for omkring 680 millioner år siden. Dengang var Nordamerika landfast med Afrika, og det er fascinerende at tænke på, at Appalacherne er en del af den samme bjergkæde som Atlasbjergene i Marokko.
Vi når Washington sidst på eftermiddagen, og efter check-in på vores hotel er resten af dagen til fri disposition.
Dag 18. Washington
I dag skal vi se nærmere på Washington på en byrundtur, hvor vi blandt andet besøger militærkirkegården Arlington og John F. Kennedys gravsted med den evige ild. Ikke langt derfra ligger Lincoln Memorial, et marmortempel, der er båret af 36 marmorsøjler svarende til antallet af amerikanske stater på Lincolns tid. Ved Vietnam-muren kan man se de over 58.000 navne på amerikanske soldater, der mistede livet under Vietnam-
krigen. Samtlige navne er ridset ind i sort granit. Vi fortsætter til Capitol Hill, en lille bakketop med Capitols hvide kuppel, der rummer både den lovgivende og juridiske magt: Kongressen og Højesteret. Vi ser Det Hvide Hus udefra, inden vi fortsætter til nationalbiblioteket Library of Congress.
Foran Capitol Hill ligger The Mall og et væld af imponerende museer inden for naturhistorie, historie og kunst under det store Smithsonian Institutes altfavnende vinger. Vi slutter turen af på Air & Space Museum, hvor luftfartens historie er samlet fra Charles Lindberghs Spirit of St. Louis til Apollo 11’s kommandoenhed. Vi har et par timer på egen hånd, inden vi igen mødes til en aftentur, hvor vi blandt andet skal se nogle af de store bygninger og monumenter fra dagens byrundtur, som om aftenen står smukt oplyst i projektørlysets skær.
Dag 19. Washington – Philadelphia – New York
Vi forlader Washington i løbet af formiddagen og kører nordpå til Philadelphia. Byen er en af de ældste i USA og har været en af de mest fremtrædende i landets historie. Vi tager på opdagelse i byens centrum, der er omdannet til en historisk park, og stifter på den måde bekendtskab med både amerikansk historie og byen Philadelphia. Vi kører blandt andet forbi Liberty Bell Center, hvor den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet den 4. juli 1776. Vi fortsætter til New York, som vi tager hul på med en aftentur, inden hotelsengen kalder.
Dag 20. New York
Vi har hele dagen i New York, og vi begynder fra morgenstunden med en byrundtur i bus. Vi skal blandt andet se byens grønne lunge, Central Park, der fylder 3,4 km2 og årligt har omkring 25 millioner besøgende, der vil
nyde en tur i det grønne midt i storbyen. Vi kører ad den mondæne Fifth Avenue, der går langs parken og har en overflod af lækre butikker. Vi besøger også St. Patricks Cathedral, en imponerende gotisk domkirke, som er sæde for den katolske ærkebiskop i New York. Overfor ligger Rockefeller Center, en af New Yorks klassiske skyskrabere, bygget i 1939 i art deco-stil. Vi fortsætter til Times Square, et mylder af lysreklamer, billboards og trafik, og fortsætter til de mere rolige kvarterer Greenwich Village og Soho, hvor mindre gader og små, eksklusive butikker og gallerier giver en hyggelig stemning. Vi besøger Chinatown, den kinesiske bydel med alle dens butikker og travle restauranter og fortsætter ud i business-distriktet Wall Street og Battery Park ud til vandet på Manhattans sydspids.
Efter frokost (ikke inkluderet) skal vi se mere af Manhattan – nemlig på en sejltur rundt om New Yorks centrale ø. Her skal vi sejle gennem tre floder, under syv broer og undervejs se mere end 25 af byens berømte seværdigheder – heriblandt Frihedsgudinden. Den kæmpe statue blev doneret til USA af Frankrig i 1886 som tegn på landenes broderskab. Tæt ved Frihedsgudinden ligger Ellis Island, som var over 12 millioner europæiske immigranters første møde med ”Drømmelandet i vest”.
Aftenen er til fri disposition. Du får udleveret en adgangsbillet til Empire State Building, som du kan se, hvis du har lyst; heroppefra får man en fantastisk udsigt over Manhattan. Den 102 etager høje bygning stod færdig i 1931, og lobbyen er et fint stykke art deco-arkitektur i blankpudset marmor. Vil du i teatret, er der på Times Square mulighed for at købe teaterbilletter til nedsatte priser.
Dag 21. Afrejse fra New York
Vi tjekker ud af vores hotel og tager i lufthavnen.
Dag 22. Ankomst til Danmark