Albatros Travel

USA: Vestens nationalparker og storbyer  

Yellowstone Nationalpark, Grand Canyon, guldgraverbyer og San Francisco, Las Vegas og Los Angeles 
– med dansk rejseleder, 17 dage

Storslåede nationalparker, gamle guldgraverbyer med ægte westernstemning og nogle af USA’s mest spændende og sprudlende byer – San Francisco, Las Vegas og Los Angeles – er omdrejningspunktet for denne nye Albatrosrejse i det vestlige USA.

Netop i det vestlige USA finder man nogle af USA’s mest utrolige, vilde, varierede og farvestrålende landskaber, og en række af de smukkeste naturområder er på bedste vis blevet fredet og gjort til nationalparker – vi skal opleve hele syv af dem!

Den første nationalpark, vi besøger, er Yellowstone i staten Wyoming. Yellowstone er verdens ældste nationalpark og er navngivet efter de karakteristiske gule klipper. Parken er kendt for sit rige dyreliv – blandt andet er der en stor bestand af bisonokser, prærieulve, elge, bjørne, kronhjorte og antiloper på det 3.472 km² store område. Som nabo til Yellowstone ligger nationalparken Grand Teton, hvor vi nyder synet af de karakteristiske, savtakkede granitbjerge, der spejler sig i de spejlblanke søer.
 

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

 

Videre i mormonstaten Utah, der er forkælet med en naturrigdom af en anden verden, skal vi opleve ikke færre end fire nationalparker: i Arches Nationalpark troner mere end 1.500 rødlige sandstensbuer i landskabet – formet over tid af vind og vejr; i Canyonlands Nationalpark står den på vaskeægte westernstemning med kløfter, mesas (flade bjergplateauer) og floder; i Capitol Reef venter varmtrøde klippelandskaber, og i Bryce Canyon er det svært ikke at falde fuldstændig på halen over de røde, spirlignende klippeformationer – de såkaldte hoodoos, der er skabt af årtusinders erosion.

Som kronen på værket besøger vi kongen af de amerikanske nationalparker: Grand Canyon i Arizona. Her er der mulighed for at komme ud at flyve i helikopter hen over det imponerende kløftlandskab (ikke inkluderet i rejsens pris). 

Og når vi nu er på disse kanter, må vi naturligvis heller ikke gå glip af nogle af USA’s mest farverige og fascinerende storbyer: San Francisco, USA’s hyggeligste og smukkeste by; Los Angeles, hvor stjernedrømmene trives i bedste velgående; og Las Vegas, som med sit glitter, glimmer og gamblerliv udgør en surrealistisk, menneskeskabt oase midt ude i Nevadaørkenen.

Vi skal også på en lille tidsrejse tilbage til 1800-tallets store guldfeber, når vi lægger vejen forbi nogle af de gamle guldgraverbyer, som lykkeriddere i hobetal søgte til i jagten på det ædle metal.

Alt i alt en enestående rejse, hvor uforglemmelige naturoplevelser går hånd i hånd med spændende storby- og kulturtilbud.

Transporten foregår i komfortabel, moderne bus med aircondition.

Dagsprogram
Dag 1. Danmark – San Francisco
Tidligt om morgenen rejser vi fra København til San Francisco, hvor vi ankommer først på eftermiddagen lokal tid. Her kører vi direkte til vores centralt beliggende hotel og checker ind. Selvom det er fristende at tage sig en lur efter den lange flyvetur, er det vigtigt at forsøge at holde sig vågen og hurtigst muligt komme ind i den lokale døgnrytme. Har du lyst, er der mulighed for at tage med på en gåtur i lokalområdet. Måske hopper vi undervejs også på en cable car, byens verdensberømte og hyggelige kabelsporvogne, som slæber sig op ad de bakkede gader.

Dag 2. San Francisco. Byrundtur
San Francisco er kendt som USA’s smukkeste by, og mon ikke vi også efter i dag kan tilslutte os fanklubben? San Francisco har en helt særlig stemning, og man bliver ganske enkelt ikke træt af at suge til sig af de mange indtryk, byen byder på. Som de stemningsfuldt kører op og ned ad de hyggelige, stejle gader, spiller sporvognene en vigtig rolle i San Franciscos helt særlige stemning. Midt i byen ligger den store, livlige Chinatown som en lokal filial af Shanghai, Kinas mægtige havneby. Men til forskel fra den moderne kinesiske moderby har man her bevaret den gamle kinesiske atmosfære med et mylder af små specialforretninger og restauranter mellem et hav af kulørte skilte med kinesiske skrifttegn. Halvvejs mellem Chinatown og San Franciscos orangerøde varemærke, den smukke, 2.730 meter lange Golden Gate Bridge, ligger havneområdet Fisherman’s Wharf, hvor de mange små seafood-steder har krabbe og andet godt fra havet på menuen. Havnefronten tiltrækker turister fra alle verdenshjørner, gøglere og tusindkunstnere, og indtil for nylig var dette også hjemsted for en stor koloni af gøende søløver, som dog i dag mere eller mindre har forladt byen.

Vi tager på formiddagsrundtur i den bakkede by ved bugten, hvor vi skal opleve Golden Gate Bridge, livlige Chinatown, Downtowns 260 meter høje pyramideskyskraber og de to bakketoppe Twin Peaks, hvorfra vi har en fantastisk udsigt over San Francisco Bay, Oakland Bridge og selve byen. Vores rundtur slutter ved Fisherman’s Wharf, som ligger lige ud for den berygtede fængselsø Alcatraz, der har huset nogle af USA’s værste forbrydere gennem tiderne, blandt andre Al Capone. Fængslet blev brugt i perioden 1934-1963 og har lagt ramme og handling til en række spændingsfilm, ikke mindst den berømte ”Flugten fra Alcatraz” med Clint Eastwood i hovedrollen.

Eftermiddagen er afsat til, at du selv kan tage videre på opdagelse i San Francisco. Der er gode shoppingmuligheder i byen, ikke mindst i området omkring Union Square, hvor en lang række af de mest kendte amerikanske mærker har til huse. Om aftenen nyder vi en velkomstmiddag på en typisk amerikansk restaurant.

Dag 3. San Francisco – Sacramento – Lake Tahoe – Virginia City – Reno
Vi siger farvel til stemningsfulde San Francisco og lægger vejen nordøst over, hvor San Franciscos opland byder på masser af frodige, grønne områder.

Dagens første stop har vi i Sacramento, der er Californiens hovedby, selvom den kun rangerer som delstatens syvendestørste by. Sacramento ligger lunt i dalen Central Valley, der, som navnet antyder, udgør den centrale del af staten Californien. Central Valley er ikke blot Californiens kornkammer, men hele USA’s mest produktive landbrugsområde. På de cirka 110.000 km², som dalen strækker sig over, bliver der dyrket alt fra tomater til mandler, vindruer og abrikoser. 

Sacramento blev, under navnet Sutters’ Fort, grundlagt af den schweiziske nybygger John Sutter i 1848 – umiddelbart efter der var blevet opdaget guld i området af James Marshall, en af de ansatte på John Sutter Savværk. De to herrer forsøgte at holde guldfundet hemmeligt, men det varede ikke længe, før nyheden om det sensationelle fund bredte sig som en steppebrand hele vejen tværs hen over landet – og Californiens guldfeber var en realitet. Lynhurtigt blev Sacramento en vaskeægte guldgraverby, hvor lykkeriddere, drømmere og hårdtarbejdende guldgravere søgte til for at lede efter det gyldne metal.

Vi besøger den gamle, fredede bydel Old Sacramento, som fik en gennemgribende renovering i 1960’erne. Mest af alt føles det her, som om man befinder sig midt i kulissen til en god, gammeldags westernfilm: gamle træhuse med skyggefulde arkader, en vaskeægte gammel cowboysaloon, fortove bygget i træ – og som prikken over i’et på den vilde vest-stemning kører der små hestevogne rundt i gaderne.

Fra Sacramento fortsætter vi mod ørkenstaten Nevada. Undervejs passerer vi de smukke landskaber ved Lake Tahoe, USA’s andendybeste sø, der ligger lige på grænsen mellem Californien og Nevada. Søen ligger som en smuk, blågrøn perle midt i det bjerg- og skovrige landskab, og området er et slaraffenland for naturelskere og alle med hang til udendørs aktiviteter. Om vinteren er dette et af USA’s mest populære skisportsområder, og resten af året står den blandt andet på vandre- og mountainbiketure og kajakroning.

Fremme i Virginia City – endnu en af vestens store, historiske guldminebyer – står den på flere vilde vest-oplevelser. Da guldfeberen var på sit højeste, gik tingene virkelig stærkt her i byen, men byens kronede dage fik dog en brat ende i 1875, hvor en storbrand ødelagde mere end 2.000 bygninger. Byen blev genopbygget på mindre end et år, men genvandt aldrig sin storform fra før branden. Vi går en tur gennem byen og fornemmer stemningen fra de hektiske gulddage. 

Dagen runder vi af i kasinobyen Reno, også kendt under kælenavnet ”the biggest little city in the world”. Her går gamblere på jagt efter ”det moderne guld” på byens mange kasinoer, mens naturelskere kaster sig over de mange muligheder for udendørs aktiviteter.

Dag 4. Reno – Elko – Twin Falls
Vi siger farvel til Renos neon, glimmer og gevinstdrømme og kører østover igennem smukke, bjergrige landskaber mod byen Elko i det nordøstlige hjørne af Nevada. Med sine 34.000 indbyggere er Elko den største by i Nordøstnevada og ligger idyllisk smukt ved Humboldt-floden, omgivet af bjerge. Grundstenen til Elko blev lagt i 1860’erne, da man anlagde en togrute mellem delstaterne Californien og Utah, men togene er for længst holdt op med at køre gennem byen.

Vi befinder os her i et område med masser af kvægfarme, og cowboykulturen med alt, hvad dertil hører af cowboyhatte, cowboystøvle, rodeos og så videre, præger byen på rigtig mange fronter. Elko er ikke mindst kendt for festivalen ”National Cowboy Poetry Gathering”, der finder sted i januar måned hvert år. Her bliver sangtekster skrevet af cowboys fra hele landet opført af professionelle countrymusikere og sangere. De deltagende versemagere skal kunne dokumentere, at de er ægte cowboys, og festivalen er noget af et tilløbsstykke – også blandt ”ikke-cowboys”. 

Vi tager en rundtur igennem byen og fortsætter herefter videre nordøst på og krydser undervejs grænsen til delstaten Idaho, hvor vi har byen Twin Falls på programmet. Twin Falls er den største by i området Magic Valley, der er forkælet med storslåede landskaber af dybe kløfter, brusende floder og idylliske vandfald. Vi tager på opdagelse i naturen omkring Twin Falls og nyder det smukke landskab i kløften Snake River Canyon, som man mener blev dannet for 14.000 år siden i forbindelse med en oversvømmelse af søen Bonneville i nærheden.  

Dag 5. Twin Falls – Craters of the Moon – West Yellowstone
I dag skal vi en tur til månen. Eller det vil sige – i hvert fald noget, der ligner ... Vi besøger nemlig det mystiske og golde, størknede lavalandskab Craters of the Moon. Karakterfulde, kegleformede vulkankratere troner rundt omkring i området, og ved første øjekast virker det månelignende landskab til at være fuldstændig blottet for liv. Men rent faktisk er der mere end 660 slags planter og mere end 280 dyrearter i det 1.600 m² store fredede naturområde. 

Områdets lighed med månens overflade afstedkom, at adskillige astronauter fra Apollo 14 trænede i området i 1969 for at forberede sig på den ægte vare forud for deres måneekspedition.

Har du lyst, er der mulighed for en kortere vandretur i lavalandskabet, inden vi sætter kursen mod delstaten Wyoming, hvor vi slår os ned i den lille by West Yellowstone, der ligger i tilknytning til Yellowstone Nationalpark, verdens allerførste nationalpark.

Dag 6. West Yellowstone. Yellowstone Nationalpark
Med sin status som verdens ældste nationalpark og med sin beliggenhed i Rocky Mountains er Yellowstone Nationalpark i en liga helt for sig blandt de mere end 50 amerikanske nationalparker. Rocky Mountains er Nordamerikas største og mest værdifulde naturskatkammer, og bjergkæden strækker sig fra det nordøstlige Canada i provinsen British Columbia til delstaten New Mexico i USA og måler fra top til bund 4.800 kilometer i fugleflugtslinje. 

Yellowstone Nationalpark blev oprettet i 1872, og de omkring 9.000 km² domineres af et kraterbækken i 2.000-2.500 meters højde. Der er stadig geologisk aktivitet i området, der ligger over et hot spot, hvilket giver sig udslag i verdens største koncentration af varme kilder og gejsere. Den mest berømte gejser er Old Faithful, som springer 30-40 meter op i luften hvert 30. til 120. minut. Man antager, at Old Faihful har været aktiv i 200-300 år. Parken gennemskæres af Yellowstone River og den store Yellowstone Lake. Ved bredden af Yellowstone Lake vokser en af de to plantearter, der er endemiske for Yellowstone: sand-verbena (Abronia ammophila) og en art af hvenegræs (Agrostis rossie), som findes ved de varme kilder.

Fire femtedele af nationalparken er dækket af nåleskov, men da en tredjedel af træerne gik til ved en kæmpe skovbrand i 1988, er de ikke alle lige gamle. Der er dog garanti for smukke naturoplevelser, og med lidt held får vi også set nogle af de mere end 300 fuglearter og omkring 60 arter af pattedyr, der lever her i parken.

Dag 7. West Yellowstone. Grand Teton Nationalpark – Jackson – Salt Lake City
Syd for Yellowstone ligger nationalparken Grand Teton, der også er en del af bjergkæden Rocky Mountains. Majestætiske, savtakkede bjerge, spejlblanke søer og fossende vandløb er nationalparkens kendemærke. Og er man heldig, kan man også få et glimt af nationalparkens beboere, som blandt andet tæller bjørne, waipitihjorte og elge. Med sine 4.197 meter er Grand Teton parkens højeste bjerg, og der er otte andre bjerge over 3.600 meter. Teton-bjergene er cirka ti millioner år gamle, og det er en ung alder i Rocky Mountains- sammenhæng. Faktisk vokser Teton-bjergene stadig – med en hastighed af cirka 2,5 centimeter for hvert hundrede år …  

Vi nyder vidderne og den storslåede natur, og for dem, der har lyst, er der mulighed for en lille vandretur i området, inden vi sætter kursen mod Jackson, hovedby i Wyoming. Jackson ligger i dalen Jackson Hole mellem bjergkæderne Teton og Gros Ventre, og er således forkælet med yderst bjergtagende omgivelser. Byen har en hyggelig, tilbagelænet stemning, og gadebilledet byder både på vaskeægte moderne cowboys og kendisser, da en del jetsettere har købt hus i byen for at kunne nyde et helle fra rampelyset. Om vinteren er dette et af USA’s mest populære skisportsområder, og om sommeren indbyder naturen til vandreture med mere. 

Vi tager en gåtur gennem Jackson, som har en håndfuld hyggelige historiske huse. Det lille bytorv er også et sjovt indslag i bybilledet – der er fire meget iøjnefaldende små porte, blandt andet en port af gevirer fra waipitihjorte.

Herefter går turen mod mormonstaten Utah, der er forkælet med en naturrigdom af en anden verden. At der alene i denne delstat findes fem nationalparker, taler sit eget tydelige sprog. Vi besøger de fire af dem! 

Endemålet i dag er Salt Lake City, hovedby i Utah. Salt Lake City ligger i mere end 1.000 meters højde i en dal i Rocky Mountains. Som værtsby for Vinter OL i 2002 fik byen pludselig hele verdens spotlys på sig, men ellers har Salt Lake City mest været kendt som hovedsæde for ”Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige”, i daglig tale måske bedre kendt som mormoner.  Salt Lake City blev grundlagt af mormonlederen Brigham Young i 1847, og ifølge legenden udbrød han straks, da han så dette smukke sted: ”This is the place”.

Knap halvdelen af byens cirka 180.000 indbyggere er mormoner, men parallelt med det markante mormon-islæt er Salt Lake City en ganske almindelig, moderne storby med et blomstrende kulturliv, en række lækre gourmetrestauranter og et velrenommeret universitet.

Dag 8. Salt Lake City – Moab
Efter morgenmaden tager vi på byrundtur i Salt Lake City, hvor vi blandt andet ser Templet, mormonernes hovedkirke. Herefter kører vi til byen Moab i det sydøstlige hjørne af Utah, som er porten til flere af Utahs store nationalparker og et sandt paradis for naturelskere og aktive udendørsentusiaster. Byen ligger smukt omgivet af Utahs karakteristiske, orangerøde bjerge og kalder sig selv for Utahs rekreative hovedstad. Der er ikke mange hjørner af Utah, der ikke kandiderer til at komme på forsiden af et postkort, så selvom vi har en længere køretur foran os i dag, er det med masser af bjergtagende udsigter undervejs. Vi ankommer til Moab sidst på eftermiddagen.

Dag 9. Moab. Arches Nationalpark, Canyonlands Nationalpark
Dagens program inkluderer to af Utahs nationalparker: Arches og Canyonlands. I Arches Nationalpark troner mere end 1.500 rødlige sandstensporte i landskabet – formet over tid af vind og vejr – og i Canyonlands Nationalpark står den på vaskeægte westernstemning med kløfter, mesas (flade bjergtableauer) og floder. 

I Arches Nationalpark nyder vi det imponerende landskab med de smukke sandstensporte og ser blandt andet Balanced Rock og Delicate Arch, som er den ypperste af de mange porte, og som blandt andet er afbilledet på Utahs nummerplade og på frimærker. Da den olympiske ild var på vej til Salt Lake City forud for Vinter OL i 2002, gik ruten for OL-faklen blandt andet igennem Delicate Arch.

Vi fortsætter bagefter til Canyonlands Nationalpark, som er Utahs største og vildeste nationalpark, og her føler man virkelig naturens storhed og råhed krybe ind under huden på sig. Kløfter, sandstensporte, broer, spidse klipper, mesas, forblæste planter og varme røde farver så langt, øjet rækker. Vi oplever parken fra en række udkigspunkter, blandt andet det berømte Island in the Sky, hvorfra vi har første parket til det storslåede kløftlandskab.

Dag 10. Moab. Capitol Reef Nationalpark – Bryce Canyon Nationalpark
I dag venter nye naturoplevelser i endnu to af Utahs nationalparker: Capitol Reef og Bryce Canyon. Vi lægger ud med at besøge Capitol Reef Nationalpark, som er karakteriseret ved store sandstensformationer, klipper og kløfter. Ikke mindst skal vi også se den cirka 160 kilometer lange geologiske fold, ”Vandlomme-folden”, som foldede sig op af jorden for 65 millioner år siden. De mange forskellige geologiske lag viser sig som smukke, markante farveaftegninger op ad folden.

Som en arv fra en lille koloni af mormoner, der i sin tid boede i området, ligger der midt i nationalparken nogle frugtplantager, hvor man i sæsonen kan plukke kirsebær, ferskner og æbler.

Vi kører nu videre til Utahs mest berømte og markante nationalpark: Bryce Canyon, som er hjemsted for verdens vel nok mærkeligste bjergformationer, de såkaldte hoodoos.

De lokale paitute-indianere kaldte det ”stedet, hvor røde klipper står oprejst som mennesker i en grydeformet slugt”. Klipperne er nærmest lyserøde og søjleformede, og de knastørre omgivelser vidner ikke ligefrem om, at hele vidunderet faktisk er skabt af vand og mange års erosion. Mange finder Bryce Canyon mere interessant end selveste Grand Canyon, og det skyldes nok de utrolige former og de flammende farver, som lige fra morgenstunden spiller i sollyset og nærmest brænder ved solnedgang. I årevis har mennesker (med lidet held) prøvet at beskrive landskabet, og de har givet de mærkeligt formede klipper navn efter ligheden med tårne, spir, katedraler, gobeliner og eventyrslotte.

Navnet Bryce stammer fra en skotsk mormon, der forsøgte at leve i dette tørre og ugæstfrie, men naturskønne område.

Dag 11. Bryce Canyon – Lake Powell – Grand Canyon
Vi besøger Bryce Canyon igen fra morgenstunden og nyder synet af de tusindvis af hoodoos i morgenlyset. For dem, der har lyst, er der mulighed for at gå en lille tur mellem de mange klippeformationer. Bagefter sætter vi kursen mod nationalparken Grand Canyon. På vejen passerer vi den imponerende opdæmmede sø Lake Powell i Coloradofloden på grænsen mellem staterne Utah og Arozona. Lake Powell er USA’s andenstørste menneskeskabte vandreservoir og ligger i kløften Glen Canyon. Der er mulighed for at vandre over floden og se det imponerende dæmningsværk.

Hen på eftermiddagen er vi fremme ved verdens ottende vidunder, Grand Canyon. Dette imponerende naturfænomen er verdens største kløft med helt ufattelige dimensioner. Dybde: 1,5 kilometer, bredde: 7-30 kilometer, længde: 3-400 kilometer. På gode dage rækker sigtbarheden på stedet over 300 kilometer. Vi tilbringer eftermiddagen i Grand Canyon Nationalpark, hvor de mange udsigtspunkter på South Rim byder på meget forskelligartede udsigter over det imponerende landskab. Udsigtspunkterne ligger på slugtens flade top, der oprindeligt har været en flad flodslette, indtil Coloradofloden begyndte at grave sig ned gennem de bløde klippeformationer og danne det utrolige netværk af slugte og floddale, der i dag udgør et af verdens mest betagende syn.
 
Dag 12. Grand Canyon – Las Vegas
Vi har formiddagen i Grand Canyon, og der vil være mulighed for, for egen regning, at opleve slugten fra luften på en helikoptertur.

Herefter er vi klar til at fortsætte vores rejse, og vi skal nu over i en helt anden boldgade: kasinobyen Las Vegas, som er en fascinerende kontrast til den fredfyldte natur. Vi krydser statsgrænsen mellem Arizona og Nevada, og her midt i Nevadaørkenen møder vi Las Vegas’ overflod af glitter, glimmer og neon. Byen er intet mindre end dybt betagende, og uanset eventuelle fordomme kan man næsten kun imponeres og begejstres over den surrealisme, byen udstråler.

Las Vegas, lastens hule, blev opført af mafiaen i 1930’erne i den liberalt indstillede delstat Nevada, hvor de ekstremt tørre jorder ikke gav så mange andre indtægtsmuligheder end kasinoer og barer. De store kasinoer er i dag opført ud fra forskellige temaer: fra middelalder og det gamle Rom til sørøvere og cirkus. På Luxor er man hensat til det gamle Egypten, og ved Treasure Island befinder man sig pludselig midt i kampen mellem pirater og englændere. To krigsskibe i naturlig størrelse, eksplosioner, krudt og kugler samt rigeligt med stuntmen danner rammen om et vaskeægte søslag midt i ørkenen.

Las Vegas gør sig bedst i de mørke timer, hvor hovedgaden the Strip omdannes til et kæmpestort, farverigt neonlyshav. Om dagen kan man med fordel udforske de utrolige kasinohotellers indre. Her er der både vandfald, eksotiske haver, gondoler og parisere – og selvfølgelig ikke mindst selve kasinoerne, hvor luften er ladet med håbet om den helt store gevinst.

Dag 13. Las Vegas. På egen hånd
I dag er afsat til selv at tage på opdagelse i Las Vegas’ fascinerende vrimmel af kasinoer, spise- og shoppesteder. Selv i dagtimerne er der ofte godt gang i spillet på byens mange kasinoer.

Der er også rigtig gode shoppingmuligheder i og omkring Las Vegas. Hvis der er interesse for det, er rejselederen naturligvis gerne behjælpelig med at arrangere en fælles tur til et af de store outlet-indkøbscentre, der ligger tæt på byen, og hvor en lang række mærkevarer sælges til yderst favorable priser.

Måske ønsker du at slutte dagen af med at nyde et af byens berømte, spektakulære shows eller koncerter? Der er ikke mange aftener i Vegas, hvor der ikke som minimum er én berømt stjerne på plakaten og derudover et hav af farvestrålende kabaretshows. Du kan eventuelt undersøge på internettet hjemmefra, hvad der er på plakaten – og købe billetterne på et af de mange salgssteder i byen. Rejselederen hjælper naturligvis gerne med det praktiske i denne forbindelse. 

Dag 14. Las Vegas – Los Angeles
Fra USA’s spilleby nummer et skal vi besøge USA’s filmby nummer et: Los Angeles. På vores vej vestpå tilbage til delstaten Californien kører vi gennem billedskønne ørkenlandskaber og passerer undervejs et kæmpe område med mere end hundrede danske vindmøller. Los Angeles har 15 millioner indbyggere og er USA’s næststørste by. Med sit enorme areal og de mange forskellige bydele er Los Angeles en by, som kan være vanskelig at overskue. L.A., som byen kaldes i daglig tale, har længe haft status som verdens førende underholdningscentrum, specielt når det handler om film, tv og musik, men kan sandelig også være med, når det drejer sig om forlystelsesparker, kunst og kultur.

Los Angeles er kendt som byen, som alle med stjernedrømme søger til. Dog er det kun få, som ender i milliondollarvillaerne i Bel Air, Malibu og Beverly Hills, mens mange andre må forlade byen igen, uden at drømmen er gået i opfyldelse.

Ved ankomsten til Los Angeles tager vi på byrundtur og ser nogle af de berømte højdepunkter. I Hollywood ser vi Sid Grauman’s Chinese Theater, hvor man finder stjernernes hånd- og fodaftryk i fliserne udenfor. Vi ser Kodak Theatre, hjemstedet for den årlige Oscar-uddeling, og den berømte Walk of Fame langs Hollywood Boulevard, hvor mere end 2.500 bronzestjerner er nedlagt i fortovet med navnene på de største berømtheder. Vi skal naturligvis også se de berømte, kæmpestore hvide Hollywood-bogstaver, som troner på en høj bakketop bag bydelen, og som om noget er indbegrebet af denne bydel, der oser af film, penge og showbusiness.

Herefter kører vi gennem velhaverbydelen Beverly Hills, hvor et hav af filmkendisser bor, og vi tager en tur langs den berømte og eksklusive shoppinggade Rodeo Drive, hvor kendte som ukendte velhavere ynder at tage på indkøbstur.

Dag 15. Los Angeles. På egen hånd
Dagen er afsat til selv at tage på opdagelse i Los Angeles. Et forslag til en fantastisk dag her i USA’s store filmmekka er et besøg i de berømte filmstudier og forlystelsesparken Universal Studios. Her kan du opleve rigtige tv- eller filmoptagelser og komme på rundtur i kulisserne, hvor stuntmen kaster sig ud i drabelige scener. Universal Studios er en fantastisk indføring i filmens univers, og man sagtens kan bruge en hel dag her.

Er du Disneyfan, er Disneyland i Los Angeles-forstaden Anaheim en oplagt mulighed. Endelig er der masser at kigge på i selve byen. Los Angeles har en flot, moderne og sikker metro, som er let at komme rundt med, og som tilmed er ganske billig. Alle stationer bevogtes, og alt foregår i ro og orden. I downtown L.A. ligger den helt unikke koncertbygning Walt Disney Concert Hall, som er designet af Frank Gehry, der blandt andet også er manden bag det karakteristiske Guggenheim Kunstmuseum i Bilbao i Spanien. Koncertbygningen er normalt kun åben i forbindelse med koncerter, men det er værd at tage turen for at se den.

Har du lyst til at opleve Stillehavets brusen tæt på og snuse til en gang ægte Los Angeles-strandkultur, kunne legendariske Venice Beach være stedet at tage til i dag. Her hygger de lokale sig med sport og gøgl, og man kan stadig være heldig at se excentrikere udøve mere eller mindre mærkværdige fritidssysler, selvom området er i dag er mindre hippiepræget end tidligere.

Rejselederen hjælper naturligvis med tips, idéer og praktisk hjælp til transport og så videre.

Dag 16. Los Angeles og hjemrejse.
Først på eftermiddagen siger vi farvel til USA.

Dag 17. Ankomst til Danmark.

Lyst til også at opleve Hawaii?
Så forlæng ferien med en uge ved Honolulu og Waikiki Beach!
Du har nu mulighed for at forlænge din USA-rejse med en uge på Hawaii, hvor du bor lige ned til den verdensberømte Waikiki Beach ved Honolulu på hovedøen Oahu.

Læs mere her om
forlængelse på Hawaii.

 

 

fakta om usa



Hovedstad:
Washington, D.C.
Indbyggere: 313 mio.
Sprog: engelsk
Religion: protestantisme, katolicisme, andre
Valuta: amerikansk dollar
Klima: mest tempereret, men tropisk i Hawaii og Florida, arktisk i Alaska, halvtørt på sletterne vest for Mississippi-floden og tørt i sydvest.

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00