Albatros Travel

Vietnam-rundrejse, Singapore og badeferie 

Vietnam, Singapore og badeferie på tropeøen Bintan

Vietnams højdepunkter fra Hanoi i nord til Mekongdeltaet i syd, storbyferie
i Singapore og 4 dages afsluttende badeferie på Bintan. Tre lande, tre rejser i én
– med dansk rejseleder, 17 dage
    

Vietnam, Singapore og Bintan er hovedingredienserne i endnu en spændende og varieret Albatros-rundrejse. Rejsen indeholder alle de eventyrlige elementer, der er karakteristiske for Albatros’ rejser. I Vietnam venter masser af kulturelle og naturmæssige seværdigheder. Det bliver til en kort storbyferie den multietniske by Singapore, inden vi afslutter rejsen på den indonesiske tropeø Bintan.

Rejsen indledes i Vietnams charmerende hovedstad Hanoi. Efter at have set byens seværdigheder tager vi på en lille krydstogt i den imponerende Halongbugt, der figurerer på UNESCO’s liste over verdens naturarv. Den store bugt er underskøn med sine 3.000 kalkstensbjerge, der hæver sig op over den blågrønne vandoverflade og danner en labyrint af ejendommelige klippeformationer. Bugtens helt specielle stemning og atmosfære opleves bedst, når man har god tid. Derfor har vi lejet en lille, traditionel junke-båd, som bliver vores hjem i det døgn, vi sejler rundt i den eventyragtige bugt.

Afrejse:Pris:Varighed:Bemærkninger:Bestilling:

Fra det nordlige Vietnam fortsætter vi med tog til det centrale Vietnam og kejserbyen Hué, hvor vi blandt andet skal ud at sejle på Duftenes Flod og besøge de mange århundredgamle mausoleer samt byens citadel – den ti kilometer lange bymur, der omslutter det mægtige kejserpalads og en stor del af byens øvrige seværdigheder.

Vi kører over Hai Van-passet til den idylliske Hoi An – Vietnams mest charmerende og bedst bevarede by, hvis historie går mange tusinde år tilbage.

I den livlige storby, der under navnet Saigon blev verdenskendt eller nærmere berygtet under Vietnamkrigen, og som i dag benævnes Ho Chi Minh City efter frihedshelten af samme navn, kommer vi lidt tættere på Vietnams historie i både krigs- og fredstid. Rejsens byder også på et besøg tur til det enorme og frodige Mekongdelta, hvor vi tilbringer to dage med at udforske de pittoreske landsbyer og flydende markeder.

Vi forlader Vietnam og flyver til Singapore, der med sine tre millioner indbyggere er en multietnisk cocktail af kinesere, malajer, indere og folk af europæisk oprindelse. Det er denne blanding af mennesker med forskellig religion, sprog og traditioner, som i høj grad gør Singapore så interessant og spændende at færdes i.

Rejsen afsluttes på den Indonesiske tropeø Bintan, blot en lille times sejlads fra Singapore. Her har vi 4 dage til at fordøje rejsens mange indtryk, inden vi sejler tilbage til Singapore for at flyve hjemad.

Dagsprogram

Dag 1. Afrejse fra København
Fra Københavns Lufthavn flyver vi af sted mod Vietnam, hvor vi ankommer næste dag.

Dag 2. Ankomst til Hanoi. Cykeltaxa-tur i den gamle bydel
Vi ankommer til Hanoi hen over middag og kører til hotellet for check-in. Herefter begiver vi os ud i Hanoi med cykeltaxa.

Hanoi er en vidunderlig by med brede boulevarder, smukke bygninger i fransk kolonistil, storslåede templer, naturlige søer og et virvar af cykler og scootere. Den charmerende gamle bydel oplever vi fra bagsædet af en af byens mange cykeltaxaer. Vi kommer forbi hyggelige huse, små yndige butikker og gamle, oprindelige gadeskilte fra dengang, en gade blev opkaldt efter, hvad der blev forhandlet i den. I den gamle bydel ligger også det tre etager høje Dong Xuan-marked, der er arbejdsplads for mere end 3000 mennesker og til stor glæde for både lokale og turister.

Om aftenen spiser vi velkomstmiddag sammen på en lokal restaurant.

Dag 3. Hanoi. Byrundtur til byens største seværdigheder
Dagen er afsat til at se nærmere på nogle af hovedstadens mange flotte seværdigheder. Vi starter ved Ho Chi Minhs imponerende mausoleum, hvor den store landsfaders jordiske rester siden hans død i 1969 er blevet opbevaret i en glassarkofag. Mausoleet er dog lukket hvert år i oktober-november, hvor den balsamerede præsident sendes til Moskva og får en ansigtsløftning post mortem. Vi bliver i Ho Chi Minhs verden og går over til hans hus, der ligger bag ved mausoleet. Det lille hus er bygget på søjler med traditionelle, vietnamesiske landhuse som forbillede. Huset, der står præcis som Ho Chi Minh efterlod det, står idyllisk i en velfriseret have direkte ned til en stor, fiskefyldt sø.

Vi vender os bagefter mod nogle af Hanois religiøse seværdigheder. En af Hanois mest berømte pagoder, En-søjle-pagoden, blev bygget af kejser Ly Thai Tong i 1049 til ære for den barmhjertige gudinde, som havde vist sig for ham og lovet ham en søn og dermed en arvtager. Pagoden er af træ og bygget på en enkelt stensøjle. Den skal symbolisere en lotusblomst, der stiger op af Sorgens Hav.

Litteraturtemplet – der er landets måske bedst bevarede eksempel på traditionel arkitektur – blev bygget i år 1070 af kejser Ly Thanh Tong til ære for den kinesiske filosof Kungfutse. Templet blev i 1076 omdannet til Vietnams første universitet, så mandarinernes sønner havde et sted at uddanne sig. Kejser Le Thanh Tong beordrede i 1484, at der skulle opstilles en stenplade for hver ung mand, der modtog en doktorgrad som afslutning på sin uddannelse. Det var dog meget svært at opnå en doktorgrad. I perioden fra 1442 til 1778 er det kun blevet til 82 opstillede mindeplader.

Herefter skal vi en tur i fængsel, nemlig i Hoa Lo Fængselsmuseum - også kendt som Hanoi Hilton. Fængslet var midlertidigt opholdssted for amerikanske krigsfanger under Vietnamkrigen. Blandt andet har den amerikanske senator John McCain, der stillede op i præsidentvalget 2008 mod Barack Obama, siddet fængslet her. Fængslet blev bygget af de franske koloniherrer i 1896, og nogle af de uhyggeligste udstillinger i museet viser franskmændenes behandling af vietnamesiske frihedskæmpere.

Vi slutter byrundturen ved Hoan Kiem-søen, der ligger som en fredfyldt oase midt i Hanoi. Midt i søen ligger en lille ø med et turkisfarvet tempel med en rød stjerne øverst. På en lille ø i den nordlige del af Hoan Kiem-søen ligger Ngoc Son-templet (Jadebjerg-templet), som blev grundlagt i 1700. Man kommer over til øen ved at krydse den rødmalede træbro Huc.

Undervejs på vores byrundtur spiser vi frokost sammen, og om aftenen ser vi en forestilling af det berømte vanddukketeater, der er unikt for Vietnam og bedst i Hanoi.

Dag 4. Hanoi – Halongbugten
Om morgenen forlader vi Hanoi og kører mod den imponerende Halongbugt.

Når vi er fremme ved Halongbugten, går vi om bord i en traditionel kinesisk junke-båd, som skal være vores hjem det næste døgns tid, mens vi er på mini-krydstogt i bugten. Hvor vi ved Tam Coc så klipperne hæve sig op over en saftiggrøn sø af risplanter, skal vi her i Halong se lignende klipper spredt ud over den blanke havoverflade. Den store bugt er intet mindre end underskøn med sine 3000 kalkstensbjerge, der hæver sig op over det blågrønne vand og danner en sand labyrint. Her er en magisk atmosfære præget af det skiftende lys, de mange fiskere i deres små både og de utallige grønklædte klipper i alverdens former. Sammen med kun 174 andre naturskønne pletter på verdenskortet er Halongbugten at finde på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

Vi spiser middag om bord på båden og bliver i det hele taget godt forkælet af besætningen under vores ophold. Men den største oplevelse er uden tvivl den mageløse udsigt, vi kan nyde i ro og mag fra vores kahytter og bådens dæk.

Vi overnatter i udvendige kahytter med eget bad og toilet.

Dag 5. Halong-bugten – Hanoi,  nattog til Hué
Et af rejsens absolut magiske øjeblikke indtræffer, når vi vågner denne morgen. Et hurtigt blik ud ad vinduet og man vil sandsynligvis tro, at man stadig drømmer. Det klare morgenlys spiller i vandet, klipperne og planterne i et af verdens smukkeste naturområder.

Vi nyder vores morgenmad, mens båden bringer os rundt i Halongbugten, og sceneriet langsomt glider forbi. I løbet af formiddagen gør vi ophold på nogle af bugtens små øer, udforsker underjordiske grotter og nyder udsigten fra bjergtoppene. Inden vi desværre må forlade Halongbugten, er der tid til en frokost om bord.

På vej tilbage til Hanoi gør vi holdt i landsbyen Dong Trieu og ser, hvordan man fremstiller traditionel, vietnamesisk keramik.

Fremme i Hanoi tager vi til togstationen, hvorfra vi tager nattoget til Hué. Toget er et almindeligt, offentligt vietnamesisk tog. Vi har bestilt pladser på den bedste klasse, hvor man rejser i små kupéer med fire senge, men man skal ikke forvente den store luksus.

Dag 6. Hué. Sejltur på Duftenes Flod, citadellet og kejsermausoleer
Tidligt om morgenen ankommer vi til Hué, som historisk set er Vietnams mest interessante by. Byen blev grundlagt i år 300 f.Kr. og var kejserhovedstad i årene 1802-1945.

Ved ankomsten kører vi til en lokal restaurant, hvor vi spiser morgenmad. Herefter tager vi på en spændende sejltur på Duftenes Flod (Song Huong), der løber gennem Hué. Vi sejler ud til Thien Mu-pagoden, der er blevet et slags uofficielt symbol på den gamle kejserby. Den 21 meter høje pagode ligger smukt placeret på en bakke med udsigt over floden. Pagoden blev bygget i 1844 af kejser Thieu Tri, men den er blot den seneste af en lang række pagoder, hvoraf den første blev grundlagt allerede i 1601. Hver af de syv etager er dedikeret til en Buddha, som opstår i menneskelig form, og i bygningerne ved siden af pagoden kan man blandt meget andet se den kæmpestore klokke Dai Hong Chung, som blev støbt i 1710. Den vejer 2.052 kilo, og dens klang siges at kunne høres på ti kilometers afstand.

Herefter skal vi en tur til citadellet, byens gamle fæstning. Kejser Gia Long påbegyndte i 1804 det store citadel, der er omgivet af en vandgrav og en ti kilometer lang mur. Oprindeligt var muren bygget af jord, men i begyndelsen af 1900-tallet arbejdede titusindvis af mænd i flere år på at dække murene med et tykt lag mursten. Mange af byens seværdigheder – inklusive kejserens vældige kompleks af paladser og modtagelsessale – og en stor del af befolkningen har hjemme inden for de to meter tykke mure. Desværre blev mange af bygningerne i citadellet ødelagt under Tet-offensiven, en af Vietnamkrigens blodigste opgør.

Om eftermiddagen besøger vi Tu Ducs og Khai Dinhs mausoleer. Kejser Tu Duc styrede landet fra 1848 til 1883 og levede i sand kejserlig luksus. Hans mausoleum bærer klart præg af hans storhed, og det blev konstrueret således, at han kunne bruge det både før og efter sin død. Man kan se Hoa Khim-templet, som han brugte som palads, når han var på et af sine længerevarende besøg ved mausoleet, samt bådpladsen, hvor han lagde til, når han havde været på jagt på Tinh Kiem-øen.

"Åndealléen", der fører til gravstens-pavillonen, er flankeret af en æresgarde med elefanter, heste, tjenere og militærmandariner, som alle er lavere end 153 centimeter, for det var kejserens højde!

I den murede pavillon ligger kejserens gigantiske gravsten, der er den største i Vietnam. Den vejer 20 tons, og det tog fire år at transportere gravstenen de 500 kilometer fra området omkring Than Hoa til mausoleet. Men faktisk er kejser Tu Duc slet ikke begravet her i mausoleet, og ingen ved, hvor han og alle hans rigdomme gemmer sig, for man huggede hovedet af alle de 200 mennesker, der havde været involveret i begravelsen, for at undgå gravrøveri. Khai Dinhs mausoleum er til gengæld et vidnesbyrd om det vietnamesiske kejserdømmes undergang, da landet blev koloniseret af franskmændene. Kejser Khai Dinh regerede fra 1916 til 1925, og hans gigantiske betonmausoleum blev bygget i årene 1920-1931. Mausoleet er veludsmykket, men med en blanding af europæisk og vietnamesisk kunst og kultur – selv æresgardernes ansigtstræk er af blandet oprindelse. Mausoleet er virkeligt stort og strækker sig mod himlen med flere bygninger og gårde i flere etager.
Har vi tid til det, besøger vi også det farverige marked, Dong Ba, hvor de lokale handler med grønsager, frugt, fisk, etc. Det er en god mulighed for at komme tæt på de venlige og smilende vietnamesere. 

Efter denne rundtur i kejserlig storhed, vender vi tilbage til Hué, hvor vi overnatter.

Dag 7. Hué – Hoi An
Efter morgenmad på hotellet forlader vi Hué og kører mod Hoi An, som er Vietnams mest charmerende og bedst bevarede by med en helt utrolig historie, der går mange tusind år tilbage. Mange bygninger i den gamle bydel – kinesiske, franske og vietnamesiske – er i dag fredede og fremstår som små arkitektoniske perler, der på næsten mystisk vis har overlevet de mange krige og uroligheder. Hoi An kom på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1999.

Byen har altid været kendt som en travl handelshavn, og i 1700-tallet kom her især handelsskibe fra Holland, Portugal, Kina og Japan og handlede med silke, papir, porcelæn, te, sukker, peber, kinesisk medicin, elfenben og lakvarer.

Ved ankomsten til den karismatiske by går vi en tur gennem den gamle bydel og besøger nogle af de smukke, historiske huse, en af de mange århundredgamle pagoder og det lokale marked. Vi krydser også Den Japanske Bro, som japanerne byggede i 1593 for at forbinde den japanske bydel på den ene side af floden med den kinesiske på den anden side. Japanerne byggede broen rigtig solidt, for de frygtede jordskælv, som de kendte hjemmefra. Broen blev overdækket for at beskytte den mod sol og vind og dekoreret med de smukkeste japanske ornamenter. Resten af eftermiddagen er på egen hånd.

Om aftenen mødes vi igen for at nyde solnedgangen fra en båd, der mageligt sejler os rundt på Thu Bon-floden.
Overnatning i Hoi An.

Dag 8. Hoi An
Formiddagen er afsat til en spændende udflugt til My Son, der er den gamle hovedstad for Cham-imperiet. Byen ligger smukt i en frodig dal og sidestilles med andre hovedstæder for Asiens tidligere højkulturer, som f.eks. Angkor Wat i Cambodia og Ayutthaya i Thailand. My Son udviklede sig fra det 4. til det 13. århundrede, hvilket er den længste »udviklingsperiode« blandt højkulturerne i Sydøstasien.  My Son var det vigtigste religiøse og intellektuelle center i Cham-dynastiet, og det havde meget nære relationer til det hinduistiske Prambanan på Java.

De fleste af monumenterne i My Son er bygget for at tilbede dynastiets konger, der alle forbindes med hellige figurer som bl.a. Shiva, der antages for at være dynastiets grundlægger og beskytter.

Eftermiddagen er til fri disposition i Hoi An.

Dag 9. Hoi An – Saigon, Cu Chi-tunnelerne
Efter morgenmad på hotellet kører vi til lufthavnen i Danang for at flyve til Saigon. Denne sprudlende storby hedder officielt Ho Chi Minh City, selv om meget få bruger dette nye navn om byen. Saigon i det sydlige Vietnam er markant anderledes end hovedstaden Hanoi nordpå. Her er gadebilledet domineret af store, moderne bygninger, farverige reklameskilte, spritnye biler og bogstaveligt talt millioner af motorcykler. Lokalbefolkningen er også noget mere vant til udlændinge, og mange taler engelsk.

Ved ankomsten tjekker vi ind på vores hotel og kører derefter til de berømte Cu Chi-tunneler, der blev bygget af Vietcong i perioden 1940-60. I første omgang for at hjælpe den lille landmandshær mod helikoptere og anden moderne krigsførelse, men da Vietnamkrigen var på sit højeste, strakte tunnelerne sig hele vejen fra Saigon til den cambodjanske grænse. Alene i Cu Chi-distriktet er der over 250 kilometer underjordiske tunneler. Sidst på dagen er vi tilbage i Saigon, hvor vi overnatter.

Dag 10. Saigon og Mekongdeltaet
Dagen er afsat til en heldagstur til den lille
charmerende by Ben Tre, der ligger på bredden af den nordligste forgrening i Mekongdeltaet lige syd for My Tho.

Vi sejler en tur på Mekongfloden gennem de mange kanaler, for at se nærmere på de skønne øer med de utallige frugtplantager. Her er en meget idyllisk stemning, og det er en fornøjelse at vandre i de frodige omgivelser og hilse på de lokale samt smage på de mange eksotiske frugter. Retur til Saigon for overnatning. 

Dag 11. Saigon. Byrundtur og tid på egen hånd
Vi tager en byrundtur til nogle af Saigons mange historiske seværdigheder. Vi besøger blandt andet Genforeningspaladset, der tidligere var kendt som Præsidentpaladset eller Uafhængighedspaladset. Paladset er en klassisk konstruktion bygget i 1960’erne, da den sydvietnamesiske præsident Ngo Dinh Diem bestemte sig for at skifte den gamle, franske guvernørbolig ud med dette storslåede palads. Vi får virkelig følelsen af svundne tiders storhed og rigdom, når vi vandrer gennem de store sale, der står præcis, som de blev efterladt i 1975. Turen går videre til Notre Dame-katedralen, der blev bygget i årene 1877-1883, og som har to 40 meter høje tårne med jernspir, der kan ses langt væk fra.

Vi smutter også ned i Saigons hyggelige kinesiske kvarter, Cholon, hvor vi ser Thien Hau-pagoden. Denne 1800-tals-pagode er dedikeret til den kinesiske gudinde Thien Hau, som især er populær i Hongkong og Taiwan. Når vi er i Cholon, benytter vi også lejligheden til at slentre rundt på Binh Tay-markedet på jagt efter et håndgribeligt minde om turen.

Eftermiddagen er afsat til, at man kan tage rundt Saigon og selv opdage de seværdigheder, man har lyst til at udforske nærmere.

Dag 12. Saigon og fly til Singapore.
Vi har morgenen til fri disposition i Saigon. Det er nu tid til at se de sidste seværdigheder og gøre de sidste indkøb, inden vi omkring middag kører til lufthavnen for at flyve til Singapore.

Vi lander i Singapore først på aftenen. Efter vi har tjekket ind på vores centralt beliggende hotel, spiser vi middag sammen på en lokal restaurant.

Herefter tager vi hen på det berømte luksushotel Raffles – Singapores altoverskyggende symbol på kolonial overflod. Den tindrende hvide facade har i over et århundrede budt velkommen til hele verdens spidser, og de prominente gæster har gennem tiderne blandt andre talt Rudyard Kipling, Joseph Conrad og Charlie Chaplin.
Raffles’ bar kan stolt fremvise verdens længste bardisk, og det var her, den legendariske cocktail Singapore Sling blev opfundet. Opskriften varierer lidt fra sted til sted, og Raffles’ egen udgave har sandsynligvis også ændret sig en smule, siden den blev mikset første gang i 1915. Men Raffles Hotel er stadig det eneste rigtige sted at indtage den lækre drink, og netop det får vi mulighed for her på vores første aften i Singapore.

Dag 13. Byrundtur i Singapore og sejlads til Bintan
Efter morgenmad på hotellet tager vi på byrundtur i Singapore. Byen er en imponerende, flot og utroligt ren og grøn by, og i øvrigt et kulinarisk slaraffenland. Her er ingen graffiti, løsgående affald eller fladtrådte tyggegummiklatter. Befolkningen på cirka tre millioner er en multietnisk cocktail af kinesere, malajer, indere og folk af europæisk oprindelse. Det er denne blanding af mennesker med forskellig religion, sprog og traditioner, som i høj grad gør Singapore så interessant og spændende at færdes i. På dagens rundtur i den glatpolerede bystat kommer vi både nærmere på de science fiction-agtige skyskraberkvarterer og de små, listige overraskelser, der ligger på lur inde under den glittede overflade.

Vi begynder i Singapores finansielle bydel, hvor moderne skyskrabere og gamle kolonitidsbygninger ligger side og side og huser byens største virksomheder og officielle institutioner. Her ser vi blandt andet cricketbanen Padang, som er omringet af betydningsfulde monumenter som rådhuset, højesteretsbygningen og parlamentsbygningen. Den store græsplæne, som Padang egentlig er, blev reserveret til at stå fri for bygninger, allerede da det moderne Singapores grundlægger, Sir Thomas Stamford Raffles, i 1819 planlagde sin nye by. Der skulle være et bygningsfrit område i byen, hvor indbyggerne kunne trække vejret og – ikke mindst – spille cricket. Nu om dage bliver Padang dog lige så ofte brugt til fodboldkampe og diverse optog som til cricket. Den prestigefulde Singapore Cricket Club, grundlagt i 1852, har dog stadig sit klubhus ved den historiske bane.

Vi fortsætter til et af Singapores andre meget kendte symboler, Merlion-statuen. Vi kan selv bedømme, om berømmelsen er velfortjent, når vi står over for den hvide statue, der er en pudsig kombination af en fisk og en løve. Symbolet kommer af byens to gamle navne Singapura (”løvebyen”) og Temasek (”havbyen”). Uanset hvor overvurderet vi måtte finde det berømte bysymbol, er stemningen i den omkringliggende Merlion Park hyggelig, og udsigten over marinaen fortræffelig.
Nu er det tid til at kigge lidt på et af Singapores spændende etniske kvarterer, nemlig Chinatown. Her finder vi Thian Hock Keng-templet – et af byens ældste buddhistisk-taoistiske templer. Det smukke tempel med de snirklede dekorationer i røde og gyldne farver blev bygget til ære for Ma Cho Po, havets gudinde, af de første kinesiske immigranter, som var taknemmelige over den vellykkede sørejse til deres nye hjem. Efter lidt tid i selskab med buddhistiske guder er det blevet tid til en ægte tropisk blomsteroplevelse. Vi tager til Singapore Botanisk Have, der huser den Nationale Orkidepark.
Om man er orkideentusiast eller ej, er det umuligt at forlade dette blomstrende frodige sted uimponeret. Over 60.000 forskellige orkideplanter fremviser yppige former i hele farveskalaen. Sidste stop på byrundturen bliver i Little India. Med flagrende sarier i alverdens farver, den allestedsnærværende duft af krydderier og røgelsespinde og en umiskendelige Bollywood-stemning er Little India Singapores bedste bud på et alternativ til en rejse til Indien.

Når vi således har lært denne særprægede, men absolut fascinerende, storby at kende, smutter vi ind på en af byens overvældende udvalg af restauranter og spiser frokost. Med maverne fulde tager vi ned til færgehavnen, hvorfra vi sejler det korte stykke til den indonesiske ø Bintan (en sejltur på ca. 50 minutter). Ved ankomsten tjekker vi ind på et af øens skønne resorter og har resten af dagen til at falde ind i den afslappede rytme i dette strandparadis.

Dag 14-15. Afslapning på Bintan
Bintan er hovedøen i øgruppen Riau, og befolkningen består af flere forskellige grupper som for eksempel det kinesiske hakka-folk. Hele øen er omkranset af strande, der kun giver lyst til én ting: af med skoene, væk med bekymringerne og indfør en fast rutegang mellem de lune bølger og det uimodståeligt bløde sand.

Vores resort ligger på øens nordkyst og har alt, hvad man kan drømme om af faciliteter og eksotiske omgivelser. Ud over stedets åbenlyse attraktion – stranden, havet og de svajende palmer – er her golfbane, wellnesscenter, alverdens former for vandsport, to swimmingpools, vandscootersafari og flere lækre restauranter og hyggelige barer.

Dag 16. Bintan – Singapore – København
Vi har det meste af dagen til at få det sidste ud af denne dejlige tropeø, indtil vi om eftermiddagen sejler tilbage til Singapore, hvorfra vi flyver hjem mod Danmark igen.

Dag 17. Hjemkomst.
Vi lander i Danmark tidligt om morgenen, og en fantastisk rejse er slut.

 

 

Rejsemål
Vietnam
Sydøstasien

fakta om vietnam

Vietnam Flag

Hovedstad: Hanoi
Indbyggere: 85 mio.
Sprog: vietnamesisk
Religion: buddhisme
Valuta: dong
Klima: tropisk

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00