Albatros Travel

Botswana fakta 

Herunder kan du læse en masse information i forbindelse med rejse til Botswana - blandt andet om visumregler og vaccinationer.

Hent alle oplysninger i PDF-format: Værd at vide om at rejse i Botswana.

Før afrejsen

Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.

Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen fra Botswana. Der kræves ikke visum for danske statsborgere på ophold i Botswana under 90 dage. Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.
På nogle af vores rejser til Botswana skal du sende os en kopi af fotosiden i dit pas. Dette vil fremgå af din faktura.

Vaccinationer
I Botswana kræves der gul feber-vaccinationscertifikat af rejsende, der kommer fra et gul feber-område. Derudover kan der være vaccinationer eller anden sygdomsforebyggende behandling, der anbefales ved rejser i Botswana. Læs mere her: Vaccinationer Botswana.
Medbring i øvrigt altid et internationalt vaccinationskort – der kan blive brug for det, specielt i forbindelse med eventuelle epidemier.

Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i Botswana, er det en forudsætning for deltagelse, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.

Klima 
Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i den del af verden, du skal rejse til. På Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Læs også mere her: Klima/Vejr Botswana.

Håndbagage
Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Statens Luftfartsvæsen: www.slv.dk (under menupunktet ”Flypassager”).

Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Botswana kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:
Sommertid: 0 timer
Vintertid: +1 time

Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Ved krydstogter gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.

Valuta og kreditkort
I Botswana hedder møntfoden pula (BWP) – 1 pula á 100 thebe. 1 DKK = cirka 1,3 BWP og 1 EUR = cirka 9,4 BWP(pr. november 2011). De fleste valutaer kan veksles overalt i Botswana, men mange steder gives der en dårlig kurs for danske kroner. Det er derfor bedre at veksle penge hjemmefra eller medbringe valuta i amerikanske dollars.
Vores erfaring er, at det kan være problematisk at hæve kontanter på sit kreditkort, men disse forhold ændres konstant, og kreditkort vinder mere og mere frem. Kreditkort accepteres på de fleste større lodges og souvenir-butikker.

Elektricitet
I Botswana bruger man 220 volt. Ofte er det trebenede stik, der bruges. Det er derfor tilrådeligt at medbringe et adaptersæt med flere valgmuligheder.
På safarilodges og -camps er der ofte kun elektricitet ca. kl. 5-10 om morgenen og igen ca. kl. 18-23 om aftenen.

Telefon og internet
Den internationale landekode i Botswana er +267. Det er dyrt at ringe hjem fra Botswana, tjek evt. med eget mobilselskab om dækning og priser for opkald fra Botswana, samt modtagelse af opkald.
Der er internetadgang på de fleste hoteller i større byer samt på nogle af de større safarilodges/-camps. På lodges og camps kan forbindelsen dog være upålidelig og lidt dyr.

Hygiejne
Hoteller, lodges og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke intimservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.

Mad og drikke
Maden er veltilberedt på såvel lodges som hoteller, og maveproblemer er derfor sjældne. Vand kan ikke drikkes fra hanen i Botswana, derfor anbefales det at købe vand på flaske.

Beklædning
Husk at medbringe på en safarirejse:

Lette sko og/eller sandaler til safarikørsler og gode vandresko til vandresafari
Let bomuldstøj, også med lange ærmer/ben (som beskyttelse mod solen), gerne i ”safarivenlige” farver
Kasket eller solhat
Uldsweater eller fleecetrøje til safari om morgenen og aftenen
Vind- og regntæt jakke
Badetøj (der er swimmingpools på flere safarilodges)
Kikkert
Solcreme
Myggespray

Vi kan anbefale at man har kaki, sandfarvet eller mørkt tøj på. Hvidt tøj kan skræmme dyrene, og blåt tøj tiltrækker fluerne. Undgå gerne stærke farver.

Rygning
Under al flyvning og transport er der rygeforbud. Som i Danmark er det forbudt at ryge på offentlige steder.

Få mere information om rejser i Botswana her: 

Kort Botswana - Rejser Botswana - Foto/Film Botswana - Overblik Botswana

Læs også fakta om andre lande i det sydlige Afrika:

Fakta Namibia - Fakta Sydafrika - Fakta Madagaskar - Fakta Zimbabwe 



<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00