Hent alle oplysninger i PDF-format: Værd at vide om at rejse i Madagaskar.
Før afrejsen
Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.
Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen fra Madagaskar. Der er visumpligt for dankse statsborgere til Madagaskar. For visumformular og retningslinjer for udfyldelse af visumformular, se Madagaskars konsulats hjemmeside: http://www.madagaskar.dk/. Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.
På nogle af vores rejser til Madagaskar skal du sende os en kopi af fotosiden i dit pas. Dette vil fremgå af din faktura.
Vaccinationer
Der er ikke vaccinationskrav til indrejse i Madagaskar. Der kan dog alligevel være vaccinationer eller anden sygdomsforebyggende behandling, der anbefales ved rejser i Madagaskar. Læs om anbefalede vaccinationer ved rejser til Madagaskar her: Vaccinationer Madagaskar.
Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i Madagaskar, er det en forudsætning for deltagelse i rejsen, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.
Klima
Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i den del af verden, du skal rejse til. På Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Læs også her: Klima og Vejr Madagaskar.
Håndbagage
Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Statens Luftfartsvæsen: www.slv.dk (under menupunktet ”Flypassager”).
Tidsforskel
Tidsforskellen mellem Danmark og Madagaskar kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:
Sommertid + 1 timer
Vintertid + 2 timer
Transport i Madagaskar
Bus
Busser i Madagaskar har ikke helt samme standard, som man kender fra Europa. Vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition, hvor det er muligt.
Fly
På vores rundrejser i Madagaskar flyver vi ofte de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil rejselederen orientere rejsedeltagerne om praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.
Økonomi
Et godt måltid kan fås for cirka 80 DKK, og hvad angår lommepenge, er det vores erfaring at man kan klare sig for minimum 50 DKK pr. dag. Ved køb af supplerende drikkevarer m.m. vil ekstra 30 DKK pr. dag pr. person være tilrådeligt.
Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.
Man må påregne at bruge en del drikkepenge på Madagaskar. Presset på den rejsende fra de handlende og servicerende er stort på Madagaskar og lidt drikkepenge forventes derfor for de fleste ydelser - spørg rejselederen til råds. På denne rejse beregnes cirka USD 70 pr. person.
Ved krydstogter gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.
Valuta og kreditkort
Den madagaskiske møntfod hedder madagaskisk ariary (MGA). 1 DKK = cirka 382,7 MGA og 1 USD = cirka 2.109,8 MGA (pr. november 2011). Medbring USD og EUR som valuta, da man ikke kan veksle madagaskiske ariary hjemmefra. Det er også muligt at betale med USD og EUR i de større byer samt bruge Visa som betalingskort. I de større byer findes der hæveautomater, hvorfra du kan hæve kontanter med dit Visakort.
Elektricitet
På Madagaskar bruger man 220-230 volt. Der er stik som i Danmark mange steder, men til tider kan der være anderledes stiktyper. Medbring derfor gerne et adaptersæt med mange valgmuligheder.
Telefon og internet
Den internationale landekode for Madagaskar er + 261. Det er dyrt at ringe hjem fra Madagaskar, tjek evt. med dit eget mobilselskab om dækning og priser for opkald fra Madagaskar, samt modtagelse af opkald.
I de større byer er det muligt at finde internetcaféer, og de større hoteller tilbyder også internetservice mod betaling. Forbindelsen er dog ikke altid lige så hurtig.
Hygiejne
Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke intimservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.
Takt og tone
Madagaskerne er generelt meget åbne og tager mod turister med et smil. Det ligger ikke til madagaskerne at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig ved ankomsten til landet og hvordan man passer på naturen.
Det er mest velset at påklædningen ikke er for udfordrende eller for kort. Det er ligeledes heller ikke god skik, at man som turist viser vrede eller blive ophidset offentligt. Kommer du i en situation, hvor du føler dig dårligt behandlet, kan du henvende dig til rejselederen, som kan hjælpe med at rede trådene ud.
Tiggere opleves i nogle områder, og naturligvis kan man give de gamle og de invalide en skilling, men ikke børn og unge mennesker – for ikke at skabe et marked for børnetiggeri.
Når du bevæger dig i naturen, er det vigtigt at det gøres på en respektfuld måde, der forstyrrer de vilde dyr mindst muligt. Lad derfor være med at komme for tæt på dyrene, og undlad at fodre dem.
Rygning
Under al flyvning og transport er der rygeforbud. På Madagaskar er det forbudt at ryge i lufthavnen, i taxaer og på barer og natklubber. Følg anvisningerne for rygning de enkelte steder, og spørg gerne, før du tænder en cigaret.
Få mere information om at rejse i Madagaskar her:
Rejser Madagaskar - Overblik Madagaskar - Foto/Film Madagaskar