|
|
|
Få alle oplysninger i PDF-format: Værd at vide om at rejse i Zimbabwe.
Før afrejsen Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.¨
Pas og visum Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen fra Zimbabwe. Der er visumpligt for danske statsborgere til Zimbabwe, og visummet udstedes ved indrejse mod betaling (cirka 30-55 USD). Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen. På nogle af vores rejser til Zimbabwe skal du sende os en kopi af fotosiden i dit pas. Dette vil fremgå af din faktura.
Vaccinationer I Zimbabwe kræves der gul feber-vaccinationscertifikat af rejsende, der kommer fra et gul feber-område. Derudover kan der være vaccinationer eller anden sygdomsforebyggende behandling, der anbefales ved rejser i Zimbabwe. Læs mere her: Vaccinationer Zimbabwe. Medbring i øvrigt altid et internationalt vaccinationskort – der kan blive brug for det, specielt i forbindelse med eventuelle epidemier.
Rejseforsikring Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i Zimbabwe, er det en forudsætning for deltagelse, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.
Klima Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i den del af verden, du skal rejse til. På Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Se også her: Klima og Vejr Zimbabwe.
Håndbagage Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens. For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Statens Luftfartsvæsen: www.slv.dk (under menupunktet ”Flypassager”).
Tidsforskel Tidsforskellen mellem Danmark og Zimbabwe kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid: Sommertid: 0 timer Vintertid: +1 time
Drikkepenge På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.
Ved krydstogter gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.
Valuta og kreditkort I Zimbabwe hedder møntfoden zimbabwe dollars (ZWD). 1 DKK = cirka 68 ZWD og 1 EUR = cirka 503 ZWD(pr.november 2011). De fleste valutaer kan veksles overalt i Zimbabwe, men mange steder gives der en dårlig kurs for danske kroner. Det er derfor bedre at veksle penge hjemmefra eller medbringe valuta i amerikanske dollars. Vores erfaring er, at det kan være problematisk at hæve kontanter på sit kreditkort, men disse forhold ændres konstant, og kreditkort vinder mere og mere frem. Kreditkort accepteres på de fleste større lodges og souvenir-butikker.
Elektricitet I Zimbabwe bruger man 220 volt. Ofte er det trebenede flade stik der bruges, man bør derfor medbringe et adaptersæt med mange valgmuligheder. På safarilodges og -camps er der ofte kun elektricitet ca. kl. 5-10 om morgenen og igen ca. kl. 18-23 om aftenen.
Telefon og internet Den internationale landekode for Zimbabwe er +263. Det er dyrt at ringe hjem fra Zimbabwe, tjek evt. med eget mobilselskab om dækning og priser for opkald fra Zimbabwe, samt modtagelse af opkald. Der er internetadgang på de fleste hoteller i større byer samt på nogle af de større safarilodges/-camps. På lodges og camps kan forbindelsen dog være upålidelig og lidt dyr.
Hygiejne Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke intimservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.
Rygning Under al flyvning og transport er der rygeforbud. Det er ligeledes også forbudt at ryge på de fleste offentlige steder.
Læs mere her:
Kort Zimbabwe - Billeder og Film Zimbabwe - Rejser Zimbabwe - Overblik Zimbabwe
Læs også fakta om andre lande i det sydlige Afrika: Fakta Namibia - Fakta Sydafrika - Fakta Botswana - Fakta Madagaskar |
|
|
|