Rejs til Tunesien

Med en mild og 1.100 kilometer lang middelhavskyst, hvor en friskfanget middag ligger lige om hjørnet, er Tunesien det perfekte sted for en traditionel badeferie.

Indbyggere 11 mio.
Hovedstad Tunis
Sprog Arabisk og fransk
Stjernen og halvmånen relaterer til landets tidligere tilknytning til det ottomanske imperium
Vidste du?
Den tunesiske by Kairouan er den fjerde helligste by inden for islam. Mekka, Medina og Jerusalem tager de tre første pladser.
Hærføreren Hannibals hjemby Karthago ligger i Tunesien, lige udkanten af hovedstaden Tunis.

Tunesiens geografi

Tunesien er det nordligste land på det afrikanske kontinent og grænser op til Algeriet i vest og Libyen i øst. På trods af landets forholdsvis beskedne størrelse, i hvert fald sammenlignet med nabolandene, har Tunesien en meget varieret natur. Den nordvestlige del af landet er bjergrigt, og om vinteren er sne ikke usædvanligt. Tunesiens jord er frugtbar langs den østlige Middelhavskyst, og området er blandt andet kendt for sine oliven. Fra den midterste del af landet og sydpå bliver jorden tiltagende tør og ufrugtbar jo tættere på Sahara, man kommer.

Tunesiens historie

Det område, som i dag hedder Tunesien blev først bebygget af punerne for cirka 3.000 år siden. Fra det 6.- 5. århundrede f.Kr. dominerede den puniske bystat Karthago store dele af det vestlige Middelhav, men efter tre krige blev Karthago ødelagt af romerne i 146 f.Kr. Det er fra den anden af disse puniske krige, man kender den kartesiske hærfører Hannibal, som red på stridselefanter over alperne og tilføjede den romerske hær knusende nederlag. Punerne endte dog med at tabe krigen mod romerne. Med undtagelse af en vandalsk periode på hundrede år, herskede romerne over Karthago, som udgjorde en del af provinsen Africa, indtil midten af 600-tallet e.kr araberne erobrede bystaten i. Tyrkerne indtog Karthago i 1574 og indlemmede det i det osmanniske rige, og i 1881 okkuperede Frankrig landet, som i 1956 måtte give efter for de nationalistiske kræfter og acceptere landets selvstændighed.
I december 2010 førte arbejdsløshed og prisstigninger på fødevarer til omfattende folkelige demonstrationer, som året efter væltede præsident Zayn al-Abidin Ben-Ali. Opstanden blev udløst af, at en ung arbejdsløs universitetsuddannet, Mohammed Bouazizi, satte ild til sig selv efter at politiet havde konfiskeret hans frugtvogn, fordi han manglede en licens. I dag hedder landets præsident Moncef Marzouki, en tidligere læge og menneskerettighedsaktivist.

Seværdigheder i Tunesien

Fra Saharas gyldne sanddyner og palmeomkransede oaser til hærføreren Hannibals hjemby Karthago – Uanset om du er naturentusiast eller kulturinteresseret, er Tunesien et bugnende skatkammer af seværdigheder. Og takket være landets beskedne størrelse er afstandene mellem seværdighederne meget overkommelige.

Du kan for eksempel besøge byen El Djem, som er verdenskendt for sit velbevarede amfiteater, der i størrelse kun overgås af Colosseum i Rom. Det imponerende bygningsværk, som står midt i byen, er opført af romerne omkring år 200 e.Kr. og kunne rumme op til 35.000 tilskuere. Du kan også opleve underjordiske huse i Matmata eller den den fortryllende saltørken Chott el Djerid, som til tider kan fremstå i nuancer af hvid, grøn og lilla, og hvor man kan opleve et fatamorgana eller to. I oasebyen Tozeur, som siges at have de smukkeste palmelunde i hele Tunesien, kan du smage nogle af verdens bedste dadler, og i den hellige by Kairouan kan du lade dig imponere af den storslåede Uqba-moské, som regnes for et af mesterværkerne inden for islamisk arkitektur og kunst og har været inspirationskilde for utallige andre moskéer i Nordafrika. Efter Mekka, Medina og Jerusalem kommer Kairouan ind på en fjerdeplads for hellige byer inden for islam, og det siges, at syv pilgrimsrejser hertil svarer til en enkelt pilgrimsrejse til Mekka.