Shanghais geografi og befolkning
Shanghai ligger i det østlige Kina ved Yangtze-deltaets bredder, og er med sine 9,3 millioner indbyggere Kinas største by målt på indbyggere – i hele metropolområdet lever op mod 20 millioner mennesker. Oprindelig var Shanghai en lille fiskerby, men da briterne besatte Shanghai mod slutningen af Den Første Opiumskrig i 1842, blev der oprettet et selvstyrende område, som var forbeholdt udlændinge. I løbet af de næste hundrede år forvandlede byen sig til at blive et af verdens store finanscentre. I dag er handelsfolkene for alvor vendt tilbage – Shanghai regnes som motoren i Kinas moderne økonomi, og havnen er en af de travleste i verden.
Shanghais skyskrabere
Fremgangen gemmes ikke af vejen. Shanghai har de senere år været helt med fremme i førerfeltet, når det gælder ny, spændende arkitektur, og det er i området Pudong det sker. Her byder Shanghais fantastiske skyline blandt andet på bygninger formet som øloplukkere, og facader omdannet til gigantiske tv-skærme. Man kan også se en rumraket af et tv-tårn, og lige ved siden af ligger Jin Mao-tårnet, som med sine 421 meter er en af verdens højeste bygninger. Bygningen huser det eksklusive Grand Hyatt Hotel, og med udsigtsplatforme, restauranter og barer på toppen er her god mulighed for at opleve Shanghai i fugleperspektiv.
Forretninger og markedsliv
Shanghai er rig på gode indkøbsmuligheder. I Huaihai Zhinglu i hjertet af det eftertragtede franske kvarter finder man både mærkevarebutikker, indkøbscentre, markeder og cafeer, og i det gamle Shanghai lokker Yuyuan-basaren, som er opført i gammel kinesisk stil fra Ming- og Qing-dynastierne – Shanghais måske mest populære attraktion. De gamle teglstenshuse er hjemsted for en lang række af tehuse, fastfoodsteder og små restauranter, samt hundredevis af små butikker. Efter basaren er det nærliggende at gå en tur i den tilhørende Glædens have, som er anlagt i 1500-tallet og er fuld af pavilloner, gamle ginkgotræer, kunstige jadeklipper og damme med fisk. På det kulørte shoppingstrøg Nanjing Donglu ved Folkets plads, Renmin Square, ligger kædeforretninger og stormagasiner side om side. Læg også vejen forbi Shanghai Museum, der rummer en af Kinas fornemste samlinger af kinesisk kunst, eller besøg Shanghais udstilling for byplanlægning, der med store modeller skuer ud i den arkitektoniske og byplanmæssige fremtid.
Expo 2010 – verdensudstilling i Shanghai
Byplanlægning og arkitektur var også på programmet, da Shanghai inviterede indenfor til Expo 2010, hvor Bjarke Ingels’ tegnestue BIG og Den lille havfrue var med til at repræsentere Danmark. Siden verdensudstillingen fandt sted første gang i London i 1851, er begivenheden blevet anerkendt som et betydeligt forum for udveksling af teknologi, naturvidenskab, design og kulturforståelse. Temaet for 2010s EXPO var Better City, Better life – altså bedre by, bedre liv – blandt andet med fokus på grønne og bæredygtige byer.
Shanghais omegn
Der er også flere gode grunde til at begive sig lidt uden for Shanghai og videre ud i Yangtze-deltaet, som er en af Kinas mest frugtbare egne. Besøg for eksempel den lille, charmerende, ældgamle perlefiskerby Zhujiajiao, hvor man blot en times kørsel fra Shanghais buldrende metropol får en snert af det gamle Kina. Zhujiajiao kaldes også for Asiens Venedig – byen er gennemkrydset af små kanaler med stejle, buede broer, gamle hvidvaskede huse langs bredderne og små brostensbelagte gader, der huser nogle gode lokale restauranter og sjove, gamle risbutikker. Langs Zhujiajiaos hovedgade er der også rig lejlighed til at investere rejsepengene i papirdrager, silkekjoler og plakater, der prydes af Mao. Også det hører med til rejsen til Shanghai.
Se et af vores flotte billeder af Shanghai.
Rejser Shanghai: Gå direkte til en oversigt.
Vi tilbyder også rundrejser med stop i andre spændende østasiatiske byer:
Rejser Beijing - Rejser Tokyo