Albatros Travel

Nepal fakta 

Her kan du læse en række oplysninger i forbindelse med rejser til Nepal. Læs blandt andet om rejseforsikring, visumregler og lokale skikke.

Hent alle oplysninger i PDF-format: Værd at vide om at rejse i Nepal.

Før afrejsen

Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.

Pas og visum

Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen fra Nepal. Der er visumpligt for danske statsborgere ved indrejse til Nepal og kan opnås ved enten at kontakte den nepalesiske ambassade eller som tilkøb ved ankomst til Kathmandu Lufthavn. For mere information: www.nepalembassydenmark.org. På de fleste af vores rejser til Nepal tilbyder vi at ordne visum for jer. I så fald skal du indsende dit pas. Dette vil fremgå af din faktura.
Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.

Vaccinationer
Der er ikke vaccinationskrav til indrejse i Nepal. Der kan dog alligevel være vaccinationer eller anden sygdomsforebyggende behandling, der anbefales ved rejser i Nepal. Læs mere her: Vaccinationer Nepal.

Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i Nepal, er det en forudsætning for deltagelse i rejsen, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.

Klima 

Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i den del af verden, du skal rejse til. På Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Se også her: Klima og vejr Nepal.

Håndbagage
Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Statens Luftfartsvæsen: www.slv.dk (under menupunktet ”Flypassager”).

Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Nepal kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:
Sommertid + 3,45 timer
Vintertid + 4,45 timer

Transport i Nepal

Bus
Busser i Nepal har ikke helt samme standard, som man kender fra Europa. Vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition, hvor det er muligt.

Fly
På vores rundrejser i Nepal og Himalaya-området flyver vi ofte de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil rejselederen orientere rejsedeltagerne om praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.

Økonomi
Prisniveauet i Nepal er generelt lavere end i Danmark. Et godt måltid kan fås for cirka 50 DKK, og hvad angår lommepenge, er det vores erfaring at man kan klare sig for minimum 50 DKK pr. dag. Ved køb af supplerende drikkevarer m.m. vil ekstra 20 DKK pr. dag pr. person være tilrådeligt.

Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Selvom drikkepenge er ved at blive udbredt i takt med turisternes indtog er det ikke forventet andre steder end på dyrere restauranter

Valuta og kreditkort
Den nepalesiske møntfod hedder nepalesisk rupee (NPR). 1 DKK = cirka 14,7 NPR og 1 USD = cirka 81,2 NPR (pr. november 2011). Medbring USD, hvis du ønsker at veksle til den lokale valuta – dette kan gøres i de fleste større byer og i lufthavnen. Det er muligt at betale med Visa og MasterCard i de større byer samt hæve kontanter.
Elektricitet
I Nepal bruger man 220 volt. De lokale stik kan variere fra den danske standard, så vi anbefaler at medbringe et adaptersæt med mange valgmuligheder.
Telefon og internet
Den internationale landekode for Nepal er + 977. Det er dyrt at ringe hjem fra Nepal, tjek evt. med dit mobilselskab om dækning og priser for opkald fra Nepal, samt modtagelse af opkald.

I alle de større byer findes der et stort udvalg af internetcaféer, og de større hoteller tilbyder ligeledes internetservice mod betaling.

Hygiejne
Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke intimservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.

Takt og tone

Nepaleserne er et fantastisk sødt, hjertevarmt og smilende folkefærd, der tager imod turister med varme og store, gæstfri smil. Selvom nepaleserne generelt er vant til turister, forventes det, at man respekterer deres helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt opførsel og påklædning.

Der gælder visse gyldne regler i forbindelse med besøg i templer. Man tager skoene af, før man går ind i et tempel eller et privat hjem. Husk endvidere, at man skal holde fodsålerne væk fra helligdomme og andre mennesker, når/hvis man sidder ned. Det er ikke velset at pege, hverken på gudestatuer eller på andre mennesker. Korte shorts og T-shirts uden ærmer er ikke velset – dette gælder specielt for kvinder. Skal man besøge templer eller andre helligdomme, tilrådes det (og nogle gange forlanges det), at tøjet dækker både skuldre og knæ, så man ikke støder den lokale befolkning. 

Man tager altid skoene af, før man besøger et tempel. Et par strømper kan være en god idé at medbringe til de meget kolde – eller meget varme – tempelgulve. Dog vil der være steder, hvor man skal være helt barfodet.
Som rejsende i Nepal vil du uundgåeligt komme tæt på landets mange fattige. Tiggere og krøblinge opleves mange steder, og det kan være hårdt at stå ansigt til ansigt med. Lyt til rejselederens råd, og giv aldrig penge til børnene, for ikke at skabe et marked for børnetiggeri.

Rygning

Under al flyvning og transport er der rygeforbud. Der må ikke ryges indendørs på offentlige steder, medmindre det foregår i særligt indrettede rygerum.

Læs mere her:

Fakta Nepal - Rejser Nepal - Overblik Nepal - Billeder og film Nepal - Kort Nepal

Se oplysninger for andre lande i området:

Fakta Sri LankaFakta Nepal - Fakta Bhutan

<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00