Hent alle oplysninger i PDF-format: Værd at vide om at rejse i Indonesien.
Før afrejsen
Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.
Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedatoen fra Indonesien. Der er visumpligt for danske statsborgere i Indonesien, og du kan ved indrejse købe et turistvisum, der gælder i 30 dage for cirka 25 USD. Du kan også kontakte Indonesiens ambassade/konsulat, hvis du hellere vil ansøge om visum hjemmefra. Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.
På nogle af vores rejser til Indonesien skal du sende os en kopi af fotosiden i dit pas. Dette vil fremgå af din faktura.
Vaccinationer
Der er ikke vaccinationskrav til indrejse i Indonesien. Der kan dog alligevel være vaccinationer eller anden sygdomsforebyggende behandling, der anbefales ved rejser i Indonesien. Læs alt om vaccinationer i forbindelse med rejser til Indonesien: Vaccinationer Indonesien.
Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i Indonesien, er det en forudsætning for deltagelse, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.
Klima
Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i den del af verden, du skal rejse til. På Danmarks Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Læs også mere her: Klima/Vejr Indonesien.
Håndbagage
Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Statens Luftfartsvæsen: www.slv.dk (under menupunktet ”Flypassager”).
Tidsforskel
Tidsforskellen mellem Danmark og Indonesien kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid. Indonesien er verdens største øgruppe og strækker sig over tre tidszoner, men eksempelvis Sumatra, Bali og Borneo har samme tidsforskel:
Sommertid +6 timer
Vintertid +7 timer
Transport i Indonesien
Bus
Busser i Indonesien har ikke helt samme standard, som man kender fra Europa. Vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition, hvor det er muligt.
Fly
På vores rundrejser i Indonesien flyver vi ofte de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil rejselederen orientere rejsedeltagerne om praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.
Økonomi
Prisniveauet i Indonesien er generelt lavere end i Danmark. Et godt måltid kan fås for cirka 50 DKK, og hvad angår lommepenge, er det vores erfaring at man kan klare sig for minimum 100-150 DKK pr. dag. Ved køb af supplerende drikkevarer m.m. vil ekstra 50-100 DKK pr. dag pr. person være tilrådeligt.
Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.
Det er kutyme at give lidt ekstra eller runde op på restauranter og hoteller, men ellers har indoneserne et afslappet forhold til drikkepenge. Vær opmærksom på, at der på større hoteller og restauranter tillægges en service-charge oven i beløbet på regningen.
Ved krydstogter gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.
Valuta og kreditkort
Den indonesiske møntfod hedder rupiah (IDR). 1 DKK = cirka 1,6 IDR og 1 EUR = cirka 12 IDR(pr. november 2011). Du kan medbringe USD og EUR til at veksle i Indonesien, og du kan betale med Visa og MasterCard på de fleste større restauranter og hoteller. Der er ligeledes også mulighed for at hæve kontanter i hæveautomaterne med Visa og MasterCard i de større byer.
Elektricitet
I Indonesien bruger man 220/230 volt. Nogle af stikkene er som i Danmark, men der kan dog også godt være andre stik, der nødvendiggør brug af et adaptersæt med mange valgmuligheder.
Telefon og internet
Den internationale landekode for Indonesien er +62. Det er dyrt at ringe hjem fra Indonesien, og nogle steder vil dækningen være mindre god. Tjek derfor med dit eget mobilselskab om dækning og priser for opkald fra Indonesien, samt modtagelse af opkald.
I de fleste større byer findes der internetcaféer, og de fleste større hoteller tilbyder internetservice mod betaling.
Hygiejne
Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke intimservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.
Takt og tone
Indoneserne er generelt meget åbne og tager mod turister med et smil. Det ligger ikke til indoneserne at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig ved ankomsten til landet.
Selv om indoneserne generelt er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer deres helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt påklædning. Det vil sige: at skuldre og knæ er dækkede, samt at tøjet ikke er alt for stramt.Man tager skoene af, før man betræder et tempel eller en moské. Husk at holde fødderne nede og aldrig vendt mod Buddhafigurer eller helligdomme, idet fødderne betragtes som urene. Man berører og klatrer ikke på Buddhafigurer og historiske monumenter. Ikke alle steder må man fotografere, så vær derfor opmærksom på påbud. Man poserer heller ikke foran Buddhafigurer.
Indonesere betragter det som uværdig og uanstændig opførsel, hvis man ikke er i stand til at kontrollere sig selv og sine følelser. Det vil sige, at man som turist ikke bør vise vrede eller blive ophidset. Kommer du i en situation, hvor du føler dig dårligt behandlet, kan du henvende dig til rejselederen, som kan hjælpe med at rede trådene ud.
Offentlige kys og kærtegn er højest upassende. Kropskontakt og holde i hånd er heller ikke velset, selv om det er almindeligt, at personer af samme køn ses hånd i hånd. Ligeledes bør man altid være tækkeligt påklædt. I de store turistområder er det dog accepteret at afvige fra normerne inde på hotelområderne. Rør aldrig en indoneser på hovedet. Det betragtes som uhøfligt, da håret er helligt.
Tiggere opleves i nogle områder, og naturligvis kan man give de gamle og invaliderne en skilling, men ikke børn og unge mennesker – for ikke at skabe et marked for børnetiggeri. Hvis du vil give børnene noget, så giv dem shampoo, sæbe, blyanter eller kladdehæfter.
Rygning
Under al flyvning og transport er der rygeforbud. Der er også indført forbud mod at ryge på offentlige steder, men det er ikke altid det håndhæves. Dog opretholdes rygeforbuddet i Jakarta.
Læs mere her:
Kort Indonesien- Rejser Indonesien - Overblik Indonesien - Foto/Film Indonesien
Se flere fakta om nærliggende lande her:
Fakta Burma - Fakta Cambodja - Fakta Laos - Fakta Malaysia