Albatros Travel

Cambodja fakta 

Læs mere om klima, vaccinationer og andre praktiske oplysinger i forbindelse med din rejse til Cambodja.



Hent alle oplysninger i PDF-format: Værd at vide om at rejse i Cambodja.

Før afrejsen
Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og -tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.

Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt mindst seks måneder fra afrejsedatoen fra Cambodja. Danske statsborgere kan ved indrejse få et 30-dages turistvisum ved indrejse (husk at medbringe to pasbilleder samt 25 USD i kontanter). Desuden skal du indsende en paskopi til Albatros Travel. Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.

Vi anbefaler, at du som ekstra sikring medbringer en fotokopi af passet på rejsen. Ved indrejse til Cambodja får du et sæt ind- og udrejsepapirer samt en tolderklæring. Det er vigtigt at passe på udrejsepapirerne, som du skal aflevere, når landet forlades.
På nogle af vores rejser til Cambodja skal du sende os en kopi af fotosiden i dit pas. Dette vil fremgå af din faktura.

Vaccinationer
Der er ikke vaccinationskrav ved indrejse til Cambodja. Der kan dog alligevel være vaccinationer eller andre sygdomsforebyggende behandlinger, der anbefales ved rejser til Cambodja. Læs mere her: Cambodja Vaccinationer.

Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i Cambodja, er det en forudsætning for deltagelse i rejsen, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.

Klima 
Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i den del af verden, du skal rejse til. På Danmark Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Se også her: Cambodja Klima/Vejr.

Håndbagage

Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.
For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Trafikstyrelsen: www.trafikstyrelsen.dk (under menupunktet ”Civil luftfart” og derefter ”Flypassager”).

Tidsforskel
Tidsforskellen mellem Danmark og Cambodja varierer alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:
Sommertid + 5 timer
Vintertid + 6 timer

Transport i Cambodja
Bus
Busser i Cambodja har ikke helt den samme standard, som man kender fra Europa. Vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition, hvor det er muligt. Det skal dog nævnes, at flere busser er designet til Østens folk, og derfor kan sæderne være mindre og benpladsen begrænset.

Fly
På vores rundrejser i Cambodja, hvor vi benytter os af indenrigsfly, vil den danske rejseleder orientere rejsedeltagerne om praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.

Økonomi
Et godt måltid kan fås for ca. 40-50 kr., og hvad angår lommepenge, er det vores erfaring, at man kan klare sig for minimum 100-120 kr. pr. dag. Et sådant beløb kan dække drikkevarer, postkort, frimærker, is og drikkepenge, men tag ekstra med, hvis du planlægger at købe ting med hjem.

Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

I Cambodja er drikkepenge almindelig praksis i turistbranchen. Det er normalt, at man som rejsende betaler drikkepenge til buschauffør, “bus-boy”, lokalguider, hotelpiccoloer, på restauranter etc. Hver rejsedeltager bør regne med et beløb på 20-25 kr. pr. dag til fordeling mellem chauffører og lokalguider. Den/de guider, som rejser med på hele/dele af turen, gives typisk en lidt højere sats end de lokale guider, chauffører og “bus-boys”.

For den almindelige rejsende kan det være svært at vide, hvor meget de enkelte personer skal have. Men med 1-2 USD kommer man langt! I praksis kan det arrangeres, at rejselederen samler pengene ind for hele turen og sørger for, at de rigtige personer får de rigtige beløb.
 
Valuta og kreditkort
Den cambodjanske møntfod hedder riel og findes i 50-, 100-, 200-, 500-, 1.000-, 2.000-, 5.000-, 10.000-, 20.000-, 50.000- og 100.000-riel-sedler. Mønter findes ikke.

Den bedste valuta at medbringe er amerikanske dollars (i mindre sedler). De kan veksles til riel overalt, desuden kan man stort set alle steder også betale med dol¬lars.

Kreditkort som f.eks. MasterCard, Visa og American Express kan bruges som betalingskort på de fleste store hoteller og i visse butikker. Kreditkort kan sjældent bruges som hævekort til kontanter i hæveautomater. Da kursen på riel har været meget svingende, kan vi ikke angive en kurs, og riel kan heller ikke købes i Danmark. I Cambodja kan veksling foretages i lufthavnen, banker, vekselkontorer og på de fleste hoteller. Husk at tælle pengene omhyggeligt. Det er en god ide at have en passende mængde af små sedler (riel el. USD) til at betale taxa, lokale handlende og måltider, da folk sjældent har vekslepenge.

Husk endvidere, at riel sjældent kan veksles tilbage til udenlandsk valuta (danske kroner eller USD).

Elektricitet
Cambodja har ligesom Danmark 220 volt. Normalt er stikkene som i Danmark, men til tider kan der være forskellige typer. Det er derfor tilrådeligt at medbringe et adaptersæt med flere valgmuligheder.

Telefon og internet
Den internationale landekode for Cambodja er + 855. Det er dyrt at ringe hjem fra Cambodja, tjek med dit mobilteleselskab om dækning og priser for opkald fra Cambodja.

Internetcaféer findes efterhånden mange steder i Cambodja, men det er vores erfaring, at det kan være svært at finde tid til at besøge sådanne steder, undtagen på fridage eller efter endt program. Mange hoteller i Cambodja har internetservice, men forbindelsen er ikke altid lige så hurtig som hjemme.

Hygiejne
I Cambodia er hygiejnen ikke altid helt i top og slet ikke på niveau med Vesteuropa. Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude på landet kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke vådservietter og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.

Rygning
Under al flyvning og bustransport er der rygeforbud.

Takt og tone
Indbyggerne i Cambodja er generelt meget åbne og tager mod turister med et smil og et ”hello sir/madam”. Det ligger ikke til dem at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig ved ankomsten til landet.

Det forventes, at man som turist respekterer helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt påklædning. Man tager skoene af, før man betræder et tempel, og husk at holde fødderne nede og aldrig vendt mod Buddhafigurer eller helligdomme, idet fødderne betragtes som urene. Man berører ikke Buddhafigurer og historiske monumenter. Ikke alle steder må man fotografere, så vær derfor opmærksom på påbud. Man poserer heller ikke foran Buddhafigurer.

Som i nabolandene betragtes det som uværdig og uanstændig opførsel, hvis man ikke er i stand til at kontrollere sig selv og sine følelser. Det vil sige, at man som turist ikke bør vise vrede eller blive ophidset. Kommer du i en situation, hvor du føler dig dårligt behandlet, kan du henvende dig til rejselederen, som kan hjælpe med at rede trådene ud.

Offentlige kys og kærtegn betragtes som upassende. Kropskontakt og holden i hånd er heller ikke velset, selv om det er almindeligt, at personer af samme køn ses hånd i hånd. Ligeledes bør man altid være tækkeligt påklædt. I de store turistområder er det dog accepteret at afvige fra normerne inde på hotelområderne. Rør aldrig en cambodjaner på hovedet. Det betragtes som uhøfligt, da håret er helligt.

Tiggere opleves ofte i gadebilledet, og naturligvis kan man give de gamle og invaliderne en skilling, men ikke børn og unge mennesker – for ikke at skabe et marked for børnetiggeri. Hvis du vil give børnene noget, så giv dem shampoo, sæbe, blyanter eller kladdehæfter.

Få mere information om Cambodja her:

Cambodja Kort - Cambodja Overblik - Cambodja Billeder/Film - Cambodja Rejser

Se flere fakta om nærliggende lande her:

Fakta Burma - Fakta Indonesien - Fakta Laos - Fakta Malaysia

<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00