Rejs til Grenada

Østaten Grenada er Caribiens krydderiøer, hvor duften af kanel og muskatnød akkompagnerer billedet af små sandede laguner, regnskovsomkransede vandfald og traditionelle vestindiske landsbyer. Grenada er stedet at svømme under vandfald, genopdage kolonitiden i den idylliske hovedstad, geare helt ned på den oversete ø Carriacou eller udforske en ny strand hver dag.

Indbyggere 110000
Hovedstad St George's
Sprog Engelsk
Til venstre på flaget er en muskatnød, som henviser til øens overflod af krydderier.
Vidste du?

At der på Grenada både er sorte og hvide sandstrande? De hvide strande er pulveriserede koraller, mens de sorte er pulveriserede sten.

At Grenadas første olympiske guldmedalje blev vundet i 2012? Kirani James vandt i disciplinen 400 meter.

Grenadas geografi

Grenada er et lille ørige i Caribien, der består af hovedøen Grenada og øerne Carriacou og Petite Martinique samt en hel mængde småøer uden faste beboere. Grenada blev i sin tid skabt af vulkansk aktivitet, og landskabet er bjergrigt med bakker, der rejser sig brat bag det smalle bælte af flade sandstrande ved kysterne. Regnskove kryber op ad de udslukte vulkaners sider, ind imellem afbrudt af en lille plantage med duftende muskattræer.

Grenadas historie

Columbus kom til Grenada i 1498, men carib-indianerne, der dengang boede på øerne, fik lov til at have dem i fred for europæiske kolonister i over hundrede år. Først i 1650 bosatte en gruppe franskmænd sig, og snart var Grenada dækket af sukkerplantager, og den indianske befolkning erstattet med slaver indført fra Vestafrika. Briterne kunne ikke holde fingrene fra Grenadas indbringende sukker- og kakaoproduktion. De overtog magten hundrede år efter franskmændenes erobring og beholdt den, indtil selvstændighedsdagen d. 7. februar 1974. Få år efter selvstændigheden begyndte en kort periode med marxistisk styre, hvor premierminister Maurice Bishop etablerede tætte relationer til Cuba og Sovjetunionen. Dette ville USA ikke stå model til, og i 1983 søsatte USA sammen med en række andre caribiske stater et militærindgreb med det vredladne navn Operation Urgent Fury (”operation påtrængende raseri”), og seks dage senere var Grenadas marxistiske flirt fortid.

Grenadas befolkning og kultur

De fleste af Grenadas 90.000 indbyggere har helt eller delvist afrikansk blod i årerne, men også europæiske, indiske og ganske få indianske gener er repræsenteret blandt grenadierne. Landets omskiftelige historie og forskellige befolkningsgrupper viser sig på flere måder i kulturen: Det officielle sprog er engelsk, men de mest talte sprog er forskellige former for kreolsk med rødder i fransk eller afrikanske sprog. Det grenadiske køkken består af lige dele franske, afrikanske og indiske ingredienser. Den engelske tilstedeværelse på øerne viser sig tydeligst ved Grenadas nationalsport, nemlig det ærkeengelske cricket. Trods sin beskedne størrelse er Grenada verdens næststørste eksportør af muskatnød, kun overgået af det arealmæssigt 5.000 gange større Indonesien. Grenadierne er så stolte af deres andenplads, at den lille krydrede nød har fået en plads på det grenadiske flag. Samtidig har muskatnødden sammen med Grenadas produktion af kanel, ingefær og kryddernelliker skaffet landet tilnavnet ”krydderiøen” – en tilsyneladende ganske populær betegnelse, som Grenada må dele med blandt andre Zanzibar og de indonesiske øer Molukkerne.

En rejse til Grenada kan passende starte ved Fort George, hvor man har chancen for at se en stor del af det lille land lidt fra oven, før man for alvor påbegynder sin udforskning. Fra en bakketop højt hævet over hovedstaden St. George’s tilbyder den gamle fæstning bygget i 1705 en uovertruffen udsigt over havnen, hele lagunen og den berømte strand Grand Anse mod syd. St. George’s er en af Caribiens kønneste byer med pastelfarvede huse, der kryber fra den hesteskoformede og sejlbådsfyldte havn op ad de svagt skrånende bakker. Badetøj er fast inventar i kufferten på langt de fleste rejser til Grenada, og øgruppens 121 kilometer kystlinje kan fremvise mange idylliske strande, der ligner en fuldendt kopi af de fleste danskeres forestilling om den perfekte tropestrand: blødt hvidt sand, lune krystalklare bølger og høje slanke palmer, der stiller skygge til rådighed, hvis de efterspurgte solstråler alligevel bliver for meget. Den mest populære strand er Grand Anse syd for St. George’s, men der findes mange fine og mindre velbesøgte strande, ofte med en mere ”oprindelig” stemning end strandene på mange andre caribiske øer. På en ferie i Grenada skal øens naturskønne indre selvfølgelig også opleves. Til dette formål er Grand Etang Nationalpark et rigtig godt udgangspunkt. Nationalparken er centreret omkring den smukke sø Grand Etang, der fylder et udslukt krater i en gammel vulkan. Fra søen snor et mylder af fine vandrestier sig ud gennem den frodige regnskov.

Flyv direkte

I von Scholtens kølvand

Førsteklasses kultur- og krydstogtrejse i Dansk Vestindien: direkte fly, lækkert krydstogt mellem Vestindiens smukkeste øer og ophold på Skt. Croix

4,5
  • 17-02-2017
  • 16 dage
  • 22.998,–
fra København