Rumæniens naturseværdigheder
Karpaterbjergenes dramatiske klippeformationer afløses af frodige græstæpper på skråningerne. Brutalitet og idylliske landskabsscenarier i ét. I vildnisset gemmer der sig ulve, kronhjorte, bjerggeder, vildsvin, råbukke, losser, skovkatte og brune bjørne. Et eftertragtet jagtterræn. Den storslåede natur og vildtlivet folder sig blandt andet ud omkring Piatra Craiului Nationalparken og Bucegi- og Fagaras-bjergene med Moldoveanu, Rumæniens højeste punkt, der skyder 2543 meter i vejret.
Transsylvanien
Transsylvanien er naturligvis også kendt for legenden om Grev Dracula, der nåede verdensberømmelse med den britiske horrorforfatter Bram Stokers rædselsberetning om den bestialske vampyr. Virkelighedens Grev Dracula hed egentlig Vlad Tepes men underskrev sig ind imellem også med sin fars navn – Dracul. Tepes var ikke kendt for at stikke hugtænderne i levende mennesker, men rigtigt er det, at han ofte benyttede sig af gruopvækkende metoder til at tage livet af sine fjender – og skræmme livet af dem, der kunne tænkes at blive fjender. Greven var først og fremmest en hårdnakket modstander af de osmanniske tyrkere, som han på alle mulige måder modsatte sig, og han statuerede et eksempel ved at spidde krigsfangerne på træstolper og stille dem til offentlig skue. I den lille landsby Bran i Transsylvanien ligger en borg, som med tiden er blevet gjort til Draculas slot – men den brutale greve har aldrig gjort mere end et kort ophold her. Det ændrer dog ikke ved, at bygningen, som er opført i den sidste halvdel af 1300-tallet, er en af Rumæniens helt store turistattraktioner.
Brasov
Bran ligger ca. 30 kilometer fra Brasov, Rumæniens næststørste by med 600.000 indbyggere. Også her er der mange fine bygningsværker og flotte brostensbelagte pladser med caféer og masser af liv. Byens vartegn er Den sorte kirke – en lutheransk middelalderkirke med mure der stadig står sortsvedne, efter den blev sat i flammer i slutningen af 1600-tallet. Rundt om Brasov er der ikke kun gode muligheder for vandreture, også flere af Rumæniens mest populære skisportssteder ligger her, blandt andet Poiana Brasov. I nærheden ligger desuden byen Sighisoara, hvor den historiske Vlad Tepes alias Grev Dracula blev født – det lille, gule hus ligger på toppen af en bakke i den charmerende middelalderby.
Donau
Rejsen til Rumænien kan også fint inkludere en ferie i Donau-deltaet, hvor gyldne tulipaner vokser op langs bjergvæggene, der skråner ned mod Europas næstlængste flod, og hvor bredderne er flankeret af vandmelonmarker og fine, små landsbyer. Donau er forbundet med Sortehavet via Donau-kanalen, og havnebyen Constanta er et fint udgangspunkt for solferie ved havet. Lidt nord for Constanta ligger Mamaia, der med sine hvide sandstrande er et af de mest populære steder at holde badeferie i Rumænien.
Storbyferie i Rumænien
Oplev desuden Banat med Rumæniens fjerdestørste by Timisoara, der har et rigt studenterliv, og udvid rejsen til Rumænien med storbyferie i hovedstaden Bukarest, der med sine to millioner indbyggere er Rumæniens største by. Bukarest ligger i den sydøstlige del af Rumænien ved Dâmboviţa-floden og blev i perioden mellem første og anden verdenskrig kaldt "Østens Paris". Mange af de elegante bygninger, der var med til at give byen det flatterende kælenavn, er siden blevet beskadiget eller ødelagt – blandt andet af Rumæniens mangeårige diktator Nicolae Caecescus program for systematisering – eller ensretning. Caecescu var præsident i Rumænien i mere end tyve år, indtil han blev dømt ved en militær domstol og henrettet i 1989.
Caecescu er arkitekten bag den pompøse, 10 kilometer lange og 120 meter brede "Boulevard til Socialismens Sejr", der siden er omdøbt til Bulevardul Unirii. For enden af denne står Palatul Parlamenttului, præsidentens enorme palads der i dag danner ramme om Rumæniens demokratiske parlament. Paladset er verdens næststørste bygning, kun overgået af Pentagon, og rummer over 1000 værelser, hvoraf det største er på størrelse med en fodboldbane.
Lidt udenfor Bukarest ligger de to store museer Bondemuseet og Frilandsmuseet med bygninger fra forskellige områder af Rumænien. Museerne ligger ved Herastrau-parken, byens grønne lunge. Her er der mulighed for at ro på den store sø, solbade på græsplænerne eller gå romantiske promenadeture. Tæt herved ligger også den store triumfbue, der til forveksling minder om den mere kendte Triumfbue i Paris.
Rumæniens befolkning og historie
I alt bor der lidt mere end 22 millioner mennesker i Rumænien fordelt på 237.000 km2. Trods blandt andre Grev Draculas modstand blev Rumænien en del af Det osmanniske Rige men fik uafhængighed i 1877. At historien går meget længere tilbage, vidner de interessante fund af de hidtil ældste rester af Homo Sapiens i Europa om. De blev gjort i en grotte i nærheden af Anina i 2002 og er 42.000 år gamle.
Læs mere om Rumænien:
Vaccinationer Rumænien - Klima og Vejr Rumænien - Kort Rumænien
Find flere oplysninger om Rumænien her (engelsksproget).
Se et af vores flotte billeder af Rumænien.
Rejser Rumænien: Se en oversigt her.
Vi tilbyder også rundrejser til andre destinationer i Østeuropa:
Rejser Kroatien - Rejser Rusland - Rejser Ukraine - Rejser Ungarn