Albatros Travel

Ljubljana 

De gamle brostensbelagte gader Stari trg og Mestni trg genlyder af raske trin mod toppede brosten og folk i lavmælt samtale. En mand bag et enormt kamera stiller skarpt på de gamle huses barokdetaljer. Nogle er på jagt efter slovensk krystal i den høst estimerede forretning Rogaska, og i rådhusets fine atriumgård bliver de udvendige freskoer studeret med beundring. Et par har sat sig ned foran Francesco Robbas springvand, mens et andet stiler målrettet mod en af Ljubljanas gourmetrestauranter, Chez Eric.

Aktuelle rejser

Adriaterhavets højdepunkter
10 dage - Afrejse: 11-10-12
Kr. 13.980,-
Albatros' kulturkrydstogt på de russiske floder
11 dage - Afrejse: 23-07-12
Kr. 12.990,-
Albatros' kulturkrydstogt på de russiske floder
12 dage - Afrejse: 02-08-12
Kr. 13.990,-
Albatros' kulturkrydstogt på de russiske floder
12 dage - Afrejse: 31-08-12
Kr. 13.990,-


Arkitektur i Ljubljana

Der er godt med trafik på vej op mod borghøjen på Grajska planota, hvor folk enten går eller tager trækbanen op til middelalderborgen Ljubljana grad. Herfra rettes kikkertsigterne og kameraerne ned over Sloveniens hovedstad med dens charmerende blanding af arkitektoniske stilarter. Foruden italiensk barok, art nouveau, monumentale bygninger omkring Trg Republike og Kongresni trg samt lidt socialistisk beton i periferien finder man hurtigt ud af, at Ljubljana er præget af den slovenske arkitekt Jože Plečnik, som står bag en del af den slovenske hovedstads største seværdigheder. Det gælder blandt andet Ljubljanas nationalbibliotek ved Trg Francoske revolucije. Det gælder Tromostovje – den tredelte bro – der udgår fra livlige Prešernov trg med den lerfarvede Franciskanerkirke og statuen af nationaldigteren Prešeren, som pladsen er opkaldt efter. Og det gælder ikke mindst kolonnaden, der indrammer byens marked Glavna trznica ved Vodnikov trg, hvor gamle mænd og damer hver dag sælger frisk frugt og grønt, krydderier og slovensk honning.

Plečnik har skabt flere andre broer i Ljubljana end Tromostovje, men det er en anden arkitekt, nemlig Jurij Zaninović der har skabt en af byens smukkeste trafikale bindeled henover Ljubljanica-floden, nemlig Dragebroen med de fire dramatiske drager med munde opspærret på vid gab. Ikke langt herfra, i Miklošičeva cesta, finder man flere smukke eksempler på art nouveau, herunder det gamle Grand Hotel Union og Ivan Vurniks bankbygning Stavba Zadružne gospodarske banke, der lyser op i en eksplosion af farver – ikke ulig modernista-bygningerne i Barcelona.

Ljubljanas museer
Er man interesseret i andre former for kunst end bygningskunst, skal man søge mod Muzejska ulica – museumsgaden – omkring hvilken nogle af de største kulturelle institutioner i Ljubljana er samlet, herunder Narodni muzej – det slovenske nationalmuseum – og Moderna galerija. Vil man vide noget om Ljubljanas historie, er der ikke noget bedre sted end det smukke Mestni muzej på Gosposka, Ljubljanas bymuseum der gennem ord, billeder og interaktive udstillinger fortæller om Sloveniens hovedstad de sidste flere tusind år – fra bronzealderen over Emona, som byen blev kaldt under romertiden, til Laibach som den blev kaldt i middelalderen og til i dag, hvor Ljubljana er en af Europas yngste hovedstæder.

Shopping og åndehuller i Ljubljana
Ljubljanas mest travle forretningsområde er langs den trafikale hovedpulsåre Slovenska cesta, der løber gennem byens centrum. Når byens indbyggere skal slappe af, tager de til gengæld til den store, kuperede Tivoli Park, der foruden masser af grønt også huser Ljubljanas Zoo og et par interessante udstillingsbygninger – herunder et museum for grafisk kunst. Det alternative Ljubljana har ligesom det etnografiske museum hjemme omkring Metelkova, et fristed der i stil med Christiania i København ligger – eller har tilkæmpet sig plads – på et gammelt militæranlæg. Her er gallerier, atelierer, caféer og koncertsteder samt det spændende designerhostel Celica, hvor tremmer for vinduerne bærer vidnesbyrd om, at bygningen tidligere dannede ramme om et fængsel.

Ljubljana er med sine kun 300.000 indbyggere en af EU’s mindste hovedstæder, men her er masser af gå på opdagelse i. Fortsæt også rejsen rundt i baglandet, der blandt andet byder på spændende grotter i Skocjan og Postojna samt skiløjper blot en halv times rejse uden for Sloveniens hovedstad.

Se et af vores flotte billeder af Ljubljana.

Rejser Ljubljana: Gå direkte til en oversigt.

Se også et udvalg af:

Rejser Prag - Rejser Budapest - Rejser Wien - Rejser Berlin

Rejsemål
Dubrovnik

Vidste du...

 - at, Ljubljana er Europas tyndest befolkede hovedstad? På trods af dette, imponerer byen med 15 museer og over 40 kunstgallerier.
 

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00