Der er på alle måder grund til at se sig godt for på Plaça de Catalunya - det hektiske trafikknudepunkt som forbinder den gamle og den nye bydel i Cataloniens hovedstad, Barcelona. Det er her, Ramblaen begynder – byens travle, sansebombarderende fodgængerboulevard, hvor fortovscaféer, gamle barer, tillokkende spisesteder og flotte butikker i den særlige modernista-stil fra omkring år 1900 ligger side om side.
Barcelona – arkitekturens by
Kun de færreste holder ferie i Barcelona uden at blive fascineret af byens arkitektur. Blandt den enestående arkitekt Gaudis mange eventyrlige værker vil man ikke undgå at lægge mærke til La Sagrada Familia i Barcelonas Eixample-kvarter. Den enorme katedral med de flotte, himmelstræbende spir er Gaudis mest berømte værk. Mere end 120 år efter byggeriets påbegyndelse er den imidlertid stadig ikke helt færdigbygget. Det er til gengæld Casa Milà, der ligeledes ligger i Barcelonas Eixample-kvarter. Den bølgende bygning er inspireret af naturens organiske former og blev opført i 1906-12 på bestilling af forretningsmanden Pere Milá i Camps. Dengang kom den i folkemunde til at hedde La Pedrera – ”Stenbruddet” – men nu er det de færreste, der taler grimt om Gaudi.
Oplev også La Ribera med de smalle gyder, der fungerer som korridorer for store paladser. Mange af dem er indrettet som udstillingssteder i museumsgaden Carrer de Montcada. Det gælder det flotte Museo Picasso, museet for præcolumbiansk kunst på Museu Barbier-Mueller D'Art Precolombí og Museu Textil i D'Indumentario, der viser gammelt tekstildesign og broderihåndværk.
Se desuden det smukke kakkeludsmykkede palads, Palao de la Música Catalana der ligger lidt længere væk eller fortsæt rejsen til den middelalderlige bydel Barri Gotic, der huser flotte designerbutikker og historiske monumenter og bygninger, herunder rester af den romerske mur og Barcelonas store gotiske katedral, Catedral de Barcelona på Plaça de la Seu.
Barcelonas kvarterer og museer
Gå også på opdagelse i det gamle slumkvarter og red light district-område El Raval, der rummer et spændende miks af gamle, bedagede bohemeværtshuse og nye, prestigefulde kunstpaladser – herunder Museo d´Art Contemporani de Barcelona (MACBA) med værker af store modernistiske navne som Miró og Paul Klee. Tag også turen op ad bakken til Gracia og Tibidabo, hvor der er masser af blændende flotte udsigtspunkter. Det bedste vue over Barcelona får man på Tibidabo-bjerget 542 meter oppe over byen. Her ligger det store 100 år gamle tivoli Parc D’Attracions de Tibidabo, og flere af de gamle, smukke villaer er i dag indrettet som elegante caféer og cocktailbarer. Også i Montjuïc er der flotte panoramaer – det gælder ligeledes på en række af det højtbeliggende kvarters mange museer og udstillingssteder. Se Mies van der Rohe-pavillonen der blev bygget til Verdensudstillingen i 1929, bliv opslugt på det store flotte Miro-museum, Fundació Joan Miró, eller stift bekendtskab med den catalanske kunst på MNAC - Museo Nacional d'Art de Catalunya.
Barcelona på langs
Sæt også tid af på ferien i Barcelona til at slappe af i Parc de la Ciutadella som bruges flittigt til kortspil, skakspil, rulleskøjteløb, petanque og af nyforelskede par. Parken huser også en flot zoologisk have. Barcelona, der med sine 1,6 millioner indbyggere, er Spaniens næststørste by, ligger desuden smukt ud til Middelhavskysten, hvilket gør Barcelona til en enestående metropol. En oplagt feriedestination for dem som vil kombinere storbyferie og store kulturoplevelser med afslapning og solferie ved havet.
Gastronomiens Barcelona
Glem heller ikke, at Spanien har vundet ry som et af verdens mest progressive gastronomiske destinationer. Og Barcelona har flere restauranter, der er tildelt både en og to stjerner i den legendariske Michelin-guide. Mindre fornemme kulinariske oplevelser kan hentes på det store La Boqueria-madmarked. Her konfererer husmødrene og kokke fra de omkringliggende tapasrestauranter uafbrudt med stadehandlerne i de lange, dunkelt oplyste korridorer, der lyder som en radio, der afspiller tusind frekvenser på samme tid, og dufter af chorizopølser og bjergoste og fisk og eksotiske frugter.
Se et af vores flotte billeder af Barcelona.
Rejser Barcelona: Gå direkte til vores udvalg af rejser til Vest- og Sydeuropa.
Se også vores spændende rundrejser til følgende udvalgte europæiske destinationer:
Rejser Paris - Rejser Rom - Rejser Madrid - Rejser Berlin - Rejser Spanien