Kunst og kultur i Berlin
I kulturel henseende er der ikke mange byer i verden, som slår Berlin. De store, gamle museer er samlet på og omkring museumsøen, Museumsinsel ved domkirken Berliner Dom og Lustgarten. Det gælder blandt andet Bode museum, Altes Museum med stor tysk kunst, Pergamon med ubetalelige oldtidsskatte og endelig Alte Nationalgallerie på Bodestrasse. De store tyske ekspressionister som Ernst Ludwig Kirchner og Otto Dix har fået deres prominente plads på Neue Nationalgallerie på Potsdamer Strasse, mens en anden stor berliner, fotografen Helmuth Newton har fået sit helt eget museum på Helmuth Newton Foundation i Jebensstrasse i Charlottenburg.
Vil man ikke lade sig nøje med gamle koryfæer men også se nutidig, dagsordenssættende fotokunst og andre progressive kunstneriske udtryksformer, er det på gallerierne i Linienstrasse og Auguststrasse i Berlin Mitte, tæt ved Berlins største gårdkompleks, de berømte forretningsarkader Hackesche Höfe og de populære shoppinggader Oranienburger strasse samt Neue og Alter Schönhauserstrasse. Her i Berlin Mitte finder man også DDR-museet på Karl-Liebknecht-Strasse, der i sigende ord og levende billeder fortæller om livet i det gamle Østtyskland.
En ferie i Berlin er også teateroplevelser og opera. Som et alternativ til de mange biergartens, hvor man ofte oplever musikalsk optræden, bør man overveje at stifte bekendtskab med Berlins store stemmer på Richard-Wagner-Strasse. Deutsche Oper er igen ved at vinde fodfæste som et af verdens fornemste operahuse, akkurat som Berlin for længst har vundet ry som en af Europas førende kulturhovedstæder.
Berlins must-sees
Alt det ligger blot et stenkast fra Alexanderplatz og Berlins velkendte vartegn, det 365 meter høje Fernsehturm – eller Fjernsynstårnet. Tårnet var tidligere DDR’s sendemast, og fra toppen kan man panorere over Tysklands hovedstad, mens man spiser morgenmad eller schnitzler i restauranten, der snurrer rundt øverst oppe. Gå også en tur ad Unter den Linden til Brandenburger Tor, der var et af skæringspunkterne mellem det gamle DDR og Vesttyskland, og far vild i stenlabyrinten – det store Holocaust-mindesmærke bygget til minde om ofrene under 2. verdenskrig.
Se desuden Kaiser-Wilhelm-Gedächtnis-Kirche på forretningsstrøget Kurfürstendamm. Besøg det 100 år gamle luksusvarehus Kaufhof des Westens – KaDeWe – der ligger rundt om hjørnet ved Wittenbergplatz og som lokker med veludstyret delikatesseforretning øverst oppe. Gå på opdagelse i Jean Nouvels smukke varehus Galeries Lafayette i eksklusive Friedrichsstrasse og slut shoppingturen af med et besøg med galleribesøg på Deutsche Guggenheim på Unter den Linden.
Kreuzberg
Flere andre steder i Berlin kan man opleve farverig jødisk historie og kultur, ikke mindst på Daniel Libeskinds store jødiske museum på Lindenstrasse i Kreuzberg, hvor der i øvrigt er et fint miks af immigrantkultur, punkere og storbybohemer. Kreuzberg skal også opleves for caféerne på Oraniensstrasse og det sprudlende liv omkring Bergmanstrasse og Mehringdamm. Vil man opleve Berlin fra oven uden at betale entré, er det her rundt om hjørnet i den smukt kuperede Victoria park og udsigtspunktet øverst oppe.
Prenzlauer berg
Sæsonen er skudt i gang på Prater Biergarten og humøret er højt. Bordene med de rødternede duge er fyldt til sidste centimeter med store, velskænkede fadøl, og luften er tyk af nyudsprungne forårsblomster og pølser fra grillen. Berlins ældste ølhave ligger under skyggefulde træer på det første stykke af den smukke Kastanienallee – eller et stenkast fra en af byens andre store, folkelige institutioner, pølseboden Konnopkes Imbiss, hvor der allerede fra tidlig morgen langes masser af currywurst over den grønne disk.
Det er her i det hippe og revitaliserede Prenzlauerberg - og det der indtil for omkring tyve år siden var DDR - at den største udvikling har fundet sted i Tysklands genforenede hovedstad, hvor der i dag bor omkring 3,5 millioner indbyggere. Fra at være et gammelt arbejderkvarter i det tidligere Østtyskland blev Prenzlauerberg i starten af 1990’erne området, hvor kunstnere og bohemer flyttede til billige lejligheder og spændende baggårde. Nu, inden for de seneste ti år, er Prenzlauerberg gået hen og blevet Berlins og hele Tysklands mest børnerige kvarter. Bohemerne har enten slået sig til ro eller er flyttet til nabobydelen Friedrichshain, hvor der stadig er rig lejlighed til at opleve farverig undergrundskultur.
Omkring Berlin
Er hovedstadens væld af muligheder alligevel ikke helt nok, er der masser af ferieoplevelser i byens udkant. Tag for eksempel en svømmetur i Wannsee eller andre af Berlins badesøer. Eller besøg Berlins svar på Versailles, Park Sanssouci i Potsdam, byen hvor 2. Verdenskrigs sejrherrer delte Europa imellem sig og beseglede mange millioner menneskers skæbne – også de mange berlinere der kom til at bo på hver deres side af muren i mere end 30 år.
Se et af vores flotte billeder af Berlin.
Rejser Berlin: Gå direkte til et udvalg af vores rejser til Berlin.
Se også vores rundrejser til andre byer i Vest- og Sydeuropa:
Rejser Madrid - Rejser Amsterdam - Rejser Rom - Rejser Barcelona