Fakta om Costa Rica

Herunder kan du læse en række praktiske oplysninger i forbindelse med rejser til Costa Rica. Læs bl.a. om prisniveau, elektricitet og takt og tone
  • Indbyggere 5 mio.
  • Hovedstad San José
  • Sprog Spansk
  • Religion Katolicisme
  • Valuta Costaricansk colon
  • Areal 51.100 km2

Værd at vide

Tidsforskel

Costa Rica er 7 timer bagud i forhold til Danmark. Når klokken er 12.00 i Danmark, er den 05.00 i Costa Rica.

Transport i Costa Rica

Bus
Busser i Costa Rica har ikke helt den samme standard, som man kender fra Europa, men vi benytter busser med en god standard og aircondition.

Prisniveau

Det er relativt billigt at spise på restaurant i Costa Rica. Et måltid (både frokost og middag) koster omkring 100 kr. Så inklusive drikkevarer kan du klare dig fint for omkring 300 kr. om dagen. Souvenirs og håndværk findes i alle prisklasser, men meget er relativt billigt.

Drikkepenge

I Costa Rica er drikkepenge almindelig praksis i turistbranchen. Det er normalt, at man som rejsende betaler drikkepenge til buschauffører, lokalguider, hotelpiccoloer, på restauranter etc. Nogle restauranter lægger et beløb for service oven i regningen, men man er naturligvis velkommen til at give drikkepenge. Hvis der ikke er lagt service charge til regningen, er det normalt at lægge et mindre beløb til tjeneren.

For den almindelige rejsende kan det være svært at vide, hvor meget de enkelte personer skal have. Men med en til to colón kommer man langt.

Det skal understreges, at selvom drikkepenge er normalt, er det naturligvis frivilligt at betale. Som nævnt er det almindelig praksis.

Valuta og kreditkort

Valutaen i Costa Rica hedder colón (CRC).

På de fleste rejser i Costa Rica kan du klare dig med US-dollar. Byttepenge får man oftest tilbage i den lokale valuta, og på den måde får man lidt lokalvaluta uden at behøve at veksle. Man kan ikke veksle sig til den lokale valuta hjemmefra.

Hvis du tager dollar med hjemmefra, så vær opmærksom på ikke at medbringe større sedler end 20 dollar-sedler. Det er oftest umuligt at betale med 50- og 100-dollar-sedler, da disse ofte er udsat for forfalskning.

Visa-kort kan bruges på de fleste restauranter, hoteller og i større butikker samt til at hæve kontanter i hæveautomater. MasterCard og American Express kan også bruges, men er ikke så udbredt som Visa.

Elektricitet

I Costa Rica benytter man 110 volt, 60 Hz. Stikkene er med flade ben af den amerikanske type, så det er en god ide at tage en adapter til denne type stik med.

Telefon og internet

Den internationale landekode for Costa Rica er +506. Det er dyrt at ringe fra Costa Rica samt at modtage opkald og bruge telefonens datatrafik. Tjek evt. med dit eget mobilteleselskab om dækning og priser.

De fleste hoteller i Costa Rica har internetservice med en udmærket forbindelse.

Drikkevand og hygiejne

I Costa Rica er hygiejnen på et lidt lavere niveau end i Vesteuropa. Dog har hoteller og større restauranter moderne/vestlige toiletforhold. Medbring evt. lidt papir i tasken til toiletbesøg i landområder.

Alle steder i Costa Rica, undtaget Tortuguero Nationalpark, kan man godt drikke vand fra hanen, men det kan smage lidt af klor. Det er muligt at købe vand overalt i Costa Rica.

Takt og tone

Turister er generelt meget velkomne i Costa Rica. Selv om lokalbefolkningen generelt er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer de lokale skikke og brug. Vigtigst af alt er naturbeskyttelse. Ofte er de områder, vi besøger, fredede, og bevarelsen af disse områder har højeste prioritet hos myndighederne og lokalbefolkningen. Lyt derfor altid efter rejselederens og lokalguidernes anvisninger.

Til de fleste lejligheder kan man godt gå i afslappet tøj. Bliver man inviteret privat, er det god tone at have en gave med til værterne. Man sætter Dona foran kvinders navne og Don foran mænds.

Rygning

Under al flyvning og bustransport er der rygeforbud. Ligeledes vil der på de fleste restauranter og hoteller være rygeforbud. Costa Rica har for nylig vedtaget et vidtgående rygeforbud, som gør det forbudt at ryge på mange udendørs pladser og fx i nærheden af et hotel. Tjek derfor de seneste rygeregler med rejselederen.

Mad og drikke

Maden i Costa Rica er simpel. Ris og bønner er de foretrukne ingredienser og basis i de fleste måltider. Gallo pinto er en nationalret bestående af stegte ris og sorte bønner. Ellers serveres der ofte kylling til risen (arroz con pollo). Nationaldrikken i Costa Rica er kaffe, prøv grano d'oro.

Costa Ricarejser

  • Costa Ricas vilde natur

    Tag med på opdagelse i Costa Ricas fantastiske natur, som lokker med frodig regnskov, majestætiske vulkaner og et rigt dyreliv

    4,4
    • 4 afrejser
    • 12 dage
    • Fra 28.998,–
    fra Billund
  • Drømmekrydstogt gennem Panamakanalen

    Kom på et storslået søeventyr i Americas med Norwegian Bliss – fra den pulserende millionby Los Angeles til Latinamerikas vilde natur

    4,5
    • 2 afrejser
    • 19 dage
    • Fra 31.998,–
    fra København
Kontakt os

Ring til os på
tlf. 36 98 98 98
og hør nærmere