Oman fakta

Her kan du læse en række forskellige praktiske oplysninger i forbindelse med rejser til Oman.
  • Sprog Arabisk
  • Hovedstad Muscat
  • Indbyggere 3, 3 mio.
  • Religion Ibadit-islam
  • Valuta Rial omani
  • Areal 309.500 km2
Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Oman kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:

Sommertid: + 2 timer
Vintertid: + 3 timer

Transport

Bus
Busserne i Oman er af god standard. Alle busser har naturligvis aircondition.

Taxi
Det er billigt at køre i taxi i Oman, og det er generelt en god, nem og sikker måde at komme omkring på. Vær opmærksom på at have kontanter til betaling, da taxierne ikke tager imod kreditkort.

Prisniveau i Oman
Et godt måltid mad kan fås for cirka kr. 70–150, og hvad angår lommepenge, er det vores erfaring, at man kan klare sig for minimum kr. 300 pr. dag. Ved køb af supplerende drikkevarer m.m. tilrådes kr. 75 ekstra pr. dag.
Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til.

Lønningerne kan være meget lave i Oman, og derfor er drikkepengene en vigtig del af indtjeningen. Der er derfor en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende. Drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere.

På barer, caféer, natklubber og internationale restauranter på f.eks. hoteller, vil der oftest blive lagt 10-15% i ”service charge” oven i prisen. Dette vil fremgå af regningen. Herudover er det almindeligt at lægge 5-10% ekstra i drikkepenge til tjeneren, hvis man har været tilfreds med servicen.

Ved krydstogter gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.

Valuta og kreditkort

Møntfoden i Oman hedder Omani rial (OMR). 1 DKK = cirka 0,068 OMR og 1 EUR = cirka 0,51 OMR (pr. juni 2013).

Internationale kreditkort kan bruges som betalingskort på de store hoteller. Selvom anvendelsen af betalingskort er meget udbredt, er der flere steder, hvor der kun betales med kontanter – eksempelvis i taxier.

Der er gode muligheder for at hæve i pengeautomater, men vær opmærksom på, at der kan blive opkrævet ekstra gebyrer udover de almindelige bankgebyrer ved transaktioner i udlandet. Vil du veksle kontanter, kan det anbefales at medbringe USD.

Elektricitet
Oman anvender 220/240 volt de fleste steder, med britisk tre-bens-stik. Vi anbefaler derfor, at du medbringer et adaptersæt.
Telefon og internet

Den internationale landekode for Oman er + 968. Det er dyrt at ringe hjem fra Oman og at modtage opkald på mobiltelefon. Spørg eventuelt dit teleselskab om dækning og priser for opkald til/fra Oman.

De fleste hoteller tilbyder internetservice mod betaling.

Drikkevand og hygiejne
Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Andre steder kan man dog komme ud for de såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitive. Medbring evt. toiletpapir, vådservietter og hånddesinfektionsgel (fås bl.a. på danske apoteker) – så er du på den sikre side!
Takt og tone

Retningslinjer for påklædning i Oman bør svare til de muslimske skikke, der gælder i landet, d.v.s. dække skuldre, overarme og knæ. Det korrekte badetøj for mænd på den offentlige strand er bermudashorts, for kvinder badedragt (ikke bikini).

Som alle andre steder i verden handler det om at klæde sig efter omstændighederne, vise respekt og i øvrigt bruge almindelig sund fornuft. Ved besøg i moskéer o.lign. skal man huske at tage skoene af og placere skoene så sålerne vender ind mod hinanden. Kvinder skal have tildækkede arme og hår.

Ved fotografering af personer bør disse altid spørges om tilladelse, og principielt må der ikke tages billeder af lufthavne og de bedende i moskéer.

Mht. alkohol: Alkohol udskænkes på hotelrestauranter, hotelbarer samt i private klubber. Det er forbudt at drikke offentligt.

Fremmede hilses ofte med en løftet åben hånd, og det er høfligt at besvare hilsenen med samme gestus.

Rygning
Under al flyvning og bustransport er der rygeforbud. Følg venligst anvisninger på restauranter, barer og andre offentlige steder, og spørg, før du tænder en cigaret.

Oman – det lykkelige Arabien

Oplev det gamle Arabien i det gæstfrie sultanat Oman, der har forrygende flot natur og spændende kulturskatte.

  • 30-09-2024
  • 10 dage
  • 21.998,–
fra København