Nordamerikas geografi
Nordamerika er kontrastfyldt med multietniske storbyer, storslået natur, øde vildmarker, et væld af kulturelle seværdigheder og forlystelser i verdensklasse. Det nordamerikanske kontinent ligger på den nordlige halvkugle, øst for Stillehavet, vest for Atlanterhavet, syd for det Arktiske Hav og nord for det sydamerikanske kontinent. Nordamerika dækker et areal på 24.200.000 km² og er dermed det tredjestørste kontinent i verden, kun overgået af Asien og Afrika.
Gå direkte til Rejser Nordamerika.
Canada
Den store Jasper Nationalpark i Alberta i Canada er en halv gang større end Sjælland. Foruden eventyrlige landskabsscenarier er der i Jasper som næsten overalt i verdens næststørste land rig lejlighed til at stifte bekendtskab med et fascinerende dyreliv: sorte bjørne, antiloper, prærieulve og mange andre dyr, som man gør klogest i at betragte på afstand. På ferien i Canada skal man heller ikke gå glip af nabonationalparken Banff eller den smukke Icefield parkway, der forbinder de to. Ligesom man heller ikke bør snyde sig selv for Rocky Mountains’ knejsende tinder, flotte bjergsøer, stormende floder og muligheden for at komme helt tæt på flere bjørne og bisonokser. Storbyer er der naturligvis også i Canada. Toronto er Nordamerikas femtestørste by og med mere end 80 etniske grupper, 170 nationaliteter og over 100 forskellige sprog, er Ontario-provinsens hovedstad desuden en af de mest multikulturelle byer i verden. Foruden multikultur kan man blandt andet opleve det imponerende Canadian National Tower, som med sine 553,3 meter stadig er verdens højeste bygningsværk, indtil Dubai-tårnet i De Forenede Arabiske Emirater står færdig i 2009.
Gå direkte til Rejser Canada.
USA
Nabolandet USA er også kendt for millionbyernes imponerende skylines, og synet af Empire State Building og Chrysler-bygningen, der skyder op mellem hundredvis af tårnhøje kontorbygninger i glas og stål, er til stadighed et imponerende syn. New York er dog meget andet end flunkende arkitektur – det er også stjernekunst på nogle af verdens bedste museer og gallerier, det er også dyb undergrund, et slaraffenland for shopaholics og et natteliv, der ikke går til ro, før længe efter New York Times er blevet delt ud. USA skal også opleves for det traditionsrige og meget ”europæiske” New England og storbyen Boston. For Rocky Mountains og det vilde vesten med staterne Idaho, Montana, Wyoming og Colorado. For præriestaterne Kansas, Nebraska og South Dakota, med Mount Rushmore med det kendte monument af de fire præsidenter George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt. Man skal rejse til USA for den gamle gangsterby og spændende arkitektoniske laboratorium Chicago som huser USA’s højeste skyskraber. For Stillehavskysten med dens hvaler, delfiner og søløver. For musikken i New Orleans, Nashville og eller Memphis, Tennessee. Eller for Californiens spændende ørkener, nationalparker og glamourøse Hollywood-hoteller.
Gå direkte til Rejser USA.
Mexico
I nabolandet Mexico kan man gå på opdagelse i pyramider fra aztekernes og mayaernes tusindårgamle kultur eller nyde de smukke landskaber og de flotte badestrande og ferieresorts. Oplev bl.a. Yucatan-halvøen, der stikker ud i Det Caribiske Hav og rummer enestående maya-ruiner omkranset af frodig jungle som eksempelvis i Palenque, fantastiske caribiske strande og koralrev langs kysten ved Cancun og på øerne Isla Mujeres og Cozumel. Glem heller ikke verdens største by, Mexico City. Ikke langt herfra på en slette i omkring 2000 meters højde, finder man Teotihuacan, hvor de himmelstræbende Solens og Månens Pyramider står som monumenter over en tid, da præster forestod menneskeofringer for at tilfredsstille den guddommelige sol. Solens Pyramide er verdens tredjestørste pyramide, og herfra har man en berusende udsigt over de øvrige pyramider, templer og de omkringliggende sletter og bjerge.
Gå direkte til Rejser Mexico.
Download vores nye Nord- og Sydamerika avis her:
Nord- og Sydamerika
Rejser Nordamerika
Rejser Canada - Rejser Caribien - Rejser Mellemamerika - Rejser Mexico - Rejser USA