Natur på Martinique
Martinique har en eksotisk beliggenhed i De små Antiller midt mellem øerne Dominica og Saint Lucia men er egentlig en del af Frankrig. Øen har status som både fransk departement og region og har således sin egen præfekt og folkevalgte forsamling. Den 1100 km2 store ø er vulkansk, og dens højeste punkt er vulkanen Pelée på 1397 meter. Vulkanen er stadig aktiv og havde sit alvorligste udbrud i 1902, hvor den begravede hele den daværende hovedby Saint-Pierre og byens 30.000 indbyggere under glødende lavamasser. Efter sigende var den eneste overlevende en morder, der sonede sin ugerning i en underjordisk fangekælder. Pelée og dens mindre brødre, der præger den nordlige del af øen, har gjort strandenes sand gråligt eller sort, hvilket er en smuk og særpræget kontrast til de klassiske hvide strande, man finder på den sydlige del af Martinique. De dramatiske klipper mod nord bløder gradvist op til bølgende bakker dækket af regnskov, bananpalmer og endeløse marker med svajende sukkerrør, efterhånden som man bevæger sig sydpå. Læs mere her: Klima og Vejr Martinique.
Martiniques historie
Omkring 400.000 indbyggere, langt de fleste med afrikansk blod i årerne, befolker den fransk-caribiske ø. Den oprindelige befolkning var arawak-indianere, der senere blev fortrængt af carib-indianere. Columbus kom forbi i 1502, og øen blev koloniseret af Frankrig i 1635. Allerede i 1660 var alle indianere udryddet eller tvangsforflyttet til andre øer, efter de havde udtrykt deres misfornøjelse med franskmændenes tendens til at rydde øens skove til fordel for sukkerplantager. Slaver fra Afrika blev indført som erstatning for indianerne – der var jo brug for arbejdskraft til plantagerne. Martinique blev ad to omgange i løbet af 1700-tallet besat af England, men vendte hver gang tilbage på franske hænder. 1700-tallet bragte også Martiniques hidtil mest berømte indbygger, nemlig den unge Josephine der blev Napoleons hustru og Frankrigs kejserinde. Første halvdel af 1900-tallet var præget af lejlighedsvise uroligheder igangsat af separatistbevægelser, der ønskede fuld uafhængighed af Frankrig. Det endte med, at Martinique fik status som fransk departement i 1946 og som region i 1976.
At holde ferie på Martinique
Martinique er et lille stykke Frankrig midt i Caribien – eller nærmere en eksotisk cocktail af alt det bedste fra Frankrig og Vestindien med sin helt egen unikke charme. Det officielle sprog er fransk, men de fleste taler i hverdagen kreolsk, der er et blandingssprog med elementer fra fransk og afrikanske sprog, krydret med en smule engelsk og spansk. I hovedstaden Fort-de-France er butikkerne propfulde af franske parfumer og haute couture. Men gaderne med blankpolerede butiksvinduer, der udstiller Chanel-dragter og Louis Vuitton-tasker, fyldes jævnligt af sprudlende karnevalsoptog akkompagneret af duften af krydrede, kreolske retter med en bemærkelsesværdig begejstring for ingrediensen rom. Den nydelige hovedstad er ideel til shopping eller til at besøge nogle af de lokale museer. Især kan La Pagerie, der engang var kejserinde Josephines bolig, anbefales. Skal en rejse til Martinique indeholde et islæt af gourmetoplevelser, bør man gå om bord i det lokale kreolerkøkken. Her serveres alt godt fra hummer til haj, og det meste er tilsat et lille fransk pift. Efter de kulinariske fristelser kan man runde af med en tår af den lokalt producerede rom, sandsynligvis lavet af sukkerrør fra plantagerne uden for byen. Martiniques rom anses blandt kendere for at være en af verdens bedste. Byen Saint-Pierre, der led den uhyggelige skæbne under Pelées lavastrømme i 1902, er også et besøg værd. Her blev mange af de ruiner, som vulkanudbruddet efterlod, brugt som fundamenter i nye bygninger, da byen blev genopbygget. Andre står efterladt som uhyggelige monumenter over naturens almægtige kræfter. Er man til ud af byen-oplevelser, er øens mest sceniske køretur Route de la Trace, der fra syd til nord går gennem frodig regnskov med meterhøje træbregner og bakkeskråninger dækket af flamingoblomster, til den når de nordlige vulkanlandskaber og til sidst de gråsorte strande ved nordkysten. Og så kan få, der rejser til Martinique, holde sig fra de lokkende strande – med sand i den ene eller den anden farve – som hele øen omgiver sig med.
Mere information:
Kort Martinique - Vaccinationer Martinique
Se et af vores flotte billeder af Martinique.
Rejser Martinique: Gå direkte til en oversigt her.
Se også oversigter over rundrejser til andre spændende destinationer i Caribien:
Rejser Montserrat - Rejser Nederlandske Antiller - Rejser Puerto Rico - Rejser Saint Kitts og Nevis