De Nederlandske Antillers geografi
De Nederlandske Antiller består af fem hovedøer, der ligger godt spredt i Caribien. Tæt ved Venezuelas nordkyst ligger den største ø, Curaçao, med hovedstaden Willemstad og øen Bonaire. Længere mod nord, et stykke vej øst for de tidligere dansk-vestindiske øer, ligger de tre mindre øer Saba, Sint-Eustatius og Sint-Maarten. Sidstnævnte er indehaver af en særpræget verdensrekord. Den er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Arealmæssigt når Sint-Maarten ikke op på størrelse med Amager, men alligevel kontrollerer to europæiske lande hver sin del af den lille tropeø. Den nordlige del af øen er fransk og kaldes Saint-Martin, mens den sydlige har en fortid som hollandsk koloni og nu er en del af De Nederlandske Antiller. Landskabet på de fem tørre og relativt ufrugtbare øer er bakket. Klimaet er tropisk og holdes køligt af passatvindene fra nordøst, så temperaturen ligger på 25-30° stort set hele året rundt. De tre øer mod nord oplever orkaner mellem juli og oktober, mens Curaçao og Bonaire ligger syd for orkanbæltet, og sjældent oplever meget mere end en kuling i ny og næ.
De Nederlandske Antillers historie
På de fem Nederlandske Antiller bor i alt lidt over 200.000 indbyggere af afrikansk og europæisk afstamning. Ganske få er efterkommere af øernes oprindelige beboere, carib-indianerne. Denne blandede gruppe af beboere taler et sprog blandet af spansk, portugisisk, hollandsk samt afrikanske og gamle indianske dialekter, der samlet kaldes papiamento. Det officielle sprog er dog hollandsk. Alle fem øer blev opdaget af spanske opdagelsesrejsende i 1490’erne, og de hørte til at begynde med alle under de spansk-vestindiske besiddelser. Midt i 1600-tallet overtog hollænderne styringen og har beholdt den lige siden. De var især interesserede i de store saltreserver på Sint-Maarten. De Nederlandske Antiller er del af Holland, men har haft selvstyre siden 1954. Siden 2000 har der været holdt folkeafstemninger på øerne om deres fremtidige status som mere eller mindre afhængige af Holland. De fem øer var langt fra enige om, hvordan deres fremtid skal se ud, og det har heller ikke været muligt at lave aftaler med Holland, som stillede alle tilfredse. Tendensen ser dog ud til at gå i retning af mere og mere selvstændighed fra Holland.
Curaçao
På rejser til De Nederlandske Antiller har man hele fem tropiske men vidt forskellige øer at vælge imellem. Den største ø Curaçao huser hovedstaden Willemstad, som hollænderne anlagde omkring en naturlig havn. Flere kanaler gennemskærer byen, og mange af disse lægger vand til flydende markeder. Willemstads historiske centrum og havnen figurerer på UNESCO’s verdensarvsliste på grund af den fine arkitektur, der er malet i alle regnbuens farver og blander lokal, caribisk byggestil med ikke bare hollandsk men også spansk og portugisisk stil. Hovedstadens to bydele, Punda og Otrabanda (= "den anden side" på papiamento) forbindes af en svingbro fra 1800-tallet konstrueret på 16 flydende pontoner. Den smukke, gamle bro åbnes, når vandbåren trafik skal igennem. Tager man en udflugt fra hovedstaden og ud på den skønne ø, vil man opleve arkitekturen skifte mellem plantageejernes smukke palæer og frigivne slavers simple huse. Noget af den smukkeste natur på Curaçao finder man på øens nordkyst ved Boca Tabla, hvor havet møder kysten på den mest spektakulære måde, når bølgerne banker ind mod de forrevne klipper og skaber små huler og grotter.
Bonaire
Ferie på Bonaire er ensbetydende med dykkerferie. Det er næsten umuligt at besøge øen uden at få lyst til at springe i vandet og kigge nærmere på det sprudlende liv, der udspiller sig under havoverfladen. Er man mere til udforskning af landjorden, er Washington-Slagbaai Nationalpark det rette sted at vende sig hen. Naturen i den temmelig store park udgøres af smukke, tropiske ørkenlandskaber bestrøet med op til seks meter høje kaktusser. Her udspiller sig et overvældende fugleliv med flamingoer og papegøjer som de mest farvestrålende eksemplarer. Fuglene får dog konkurrence på farvesiden af de græsgrønne leguaner, der piler hen over sandet.
Sint-Maarten
Har du brug for en modpol til de øvrige Nederlandske Antillers historie- og naturoplevelser, skal du rejse til Sint-Maarten. Her venter kæmpestore ferieresorts, glitrende indkøbscentre, kasinoer, natklubber og restauranter med alt fra fastfood til gourmetretter. Hovedbyen Philipsburg er hyggelig og et paradis for den, der har lyst til at slentre rundt og kigge på gadeliv og butikker. Byens museum giver et indblik i øens historie, med genstande fra da øen var beboet af arawak-indianerne til den kom under plantageejernes behandling. Og nå ja. Så er Sint-Maarten nærmest pakket ind i laguner med snehvidt, babynumseblødt sand, der ender i Det Caribiske Havs turkisblå, badevandstempererede bølger. Får man lyst til lidt fransk gastronomi, kan man smutte over grænsen til den franske del af øen.
Sint-Eustatius
På lille, oversete Sint-Eustatius skal der skrues ned for tempoet straks efter ankomsten. Smid også gerne dit ur langt væk, for på Sint-Eustatius tager tingene den tid, de tager. Øen er ren antistressbehandling og det tætteste, man kommer på en tidsrejse tilbage til 1950’ernes Caribien. Høns og geder pusler omkring i gaderne, og de lokale beboere er altid friske på en lille snak om alt mellem himmel og jord – men hold dig fra emner som rumforskning eller børsnoteringer.
Saba
Som en kegle af naturskønhed stikker Saba op af havet og lokker naturelskere og vandrefans til sig. Den lille ø lystrer også på kælenavnet ”den uspolerede dronning”, og ud over vandrestøvler kan der også blive brug for dykkerbriller og svømmefødder. En af øens smukkeste vandreture fører op til toppen af De Nederlandske Antillers højeste punkt med det sigende navn Mount Scenery. En endeløs række af trapper fører op til toppen af det 862 meter høje bjerg og afslører en åndenødsfremkaldende udsigt over Saba og dens maleriske naboer. På vejen fortæller en række skilte pædagogisk og oplysende om dyr og planter i området. Når der skal hviles ud efter vandreturene, kan Saba tilbyde flere smukt beliggende wellness-klinikker.
Se oversigter med rejser til andre spændende destinationer i Caribien:
Rejser Aruba - Rejser Bahamas - Rejser Barbados - Rejser Cuba - Rejser Dominikanske Republik - Rejser Dansk Vestindien - Rejser Guadulope - Rejser Haiti - Rejser Jamaica - Rejser Puerto Rico - Rejser Saint Lucia - Rejser Trinidad og Tobago