Washingtons geografi og befolkning
Washington D.C. ligger mellem de to stater Maryland og Virginia og huser omkring 600.000 indbyggere. Byen, som er opkaldt efter USA’s første præsident, George Washington, er USA’s forbundshovedstad og hjemsted for Kongressen, Det Hvide Hus, Højesteret, Udenrigsministeriet og mange andre regeringsbygninger. Foruden kongresfolk og regeringsembedsmænd huser Washington også en stor blanding af kulturer, racer og folkeslag, herunder det største etiopiske samfund uden for Etiopien.
The Mall og Capitol Hill
Magtens og hele Washingtons centrum er koncentreret omkring den tre kilometer lange, grønne esplanade The National Mall – også bare kaldet The Mall – som ligger langs med Potomac-floden. Det er også her, at hovedparten af Washingtons større seværdigheder og monumenter ligger placeret. Det gælder Det Hvide Hus, hvor samtlige amerikanske præsidenter har boet siden år 1800. Det gælder US Capitol på Capitol Hill, der huser Senatet og Repræsentanternes hus og fungerer som USA’s parlamentsbygning. Det gælder Højesteret, Supreme Court, der ligger lige øst for Capitol, og det gælder Library of Congress, som blandt andet ligger inde med en Gutenberg-bibel fra 1450.
Monumenter over præsidenter og veteraner
Fra Capitol er der en fejende flot udsigt ned over The Mall med det 169 meter høje Washington-monument rejst til minde om USA’s første præsident og det store, klassicistiske marmortempel Lincoln Memorial, der blev opført i 1922 med en kolossal statue af Lincoln og inskriptioner, der blandt andet omfatter Gettysburgtalen og hans anden tiltrædelsestale. Det var i øvrigt her fra Lincoln Memorial, at en anden kendt amerikansk politiker, Martin Luther King, holdt sin berømte tale, ”I have a dream”. I nærheden af Lincoln-mindesmærket er der desuden rejst monumenter for præsidenterne Franklin D. Roosevelt og Thomas Jefferson, og ved Vietnam Veterans Memorial og Korean War Veterans Memorial kan man mindes de mange amerikanske soldater, der mistede livet i henholdsvis Vietnam-krigen og Korea-krigen.
Museer langs med The Mall
Men det er ikke præsidenter og krigsveteraner alt sammen. Langs med The Mall ligger desuden et væld af imponerende museer, der kan gøre én klogere på kunst, historie og natur. Museerne hører under organisationen Smithsonian Institute og er en hyldest til den engelske videnskabsmand James Smithson (1765-1829), der testamenterede en stor sum penge til ”at øge og udbrede viden blandt mennesker”.
Særlig interessant er det berømte National Air and Space Museum, hvor luftfartens historie er samlet fra Charles Lindberghs Spirit of St. Louis til Apollo 11's kommandoenhed. På museet kan du også se fascinerende film og røre ved en månesten. På museet for Amerikas indianske befolkning – National Museum of the American Indians – kan man få indblik i indianernes meget spændende historie, sprog, kultur og åndelige verden, og i museumsrestauranten er der mulighed for at spise sig igennem en lang række særprægede retter, som indianerne spiste engang.
På US Holocaust Memorial Museum bliver der stillet skarpt på nazisternes jødeudryddelser under 2. verdenskrig. National Gallery of Art har værker af store gamle mestre som Leonardo da Vinci og Rembrandt, men også af popkunstnere som Roy Lichtenstein og Claes Oldenburg. Og indenfor på museet for amerikansk historie – National Museum of American History – dokumenteres De Forenede Staters kulturelle og teknologiske udvikling gennem alt fra biler og damplokomotiver til skiftende præsidenters og præsidentfruers garderober.
Arlington National Cemetery
Et af de mest prominente amerikanske præsidentpar, John F. Kennedy og Jacqueline Kennedy, ligger begravet sammen med omkring 300.000 andre amerikanere på den mægtige Arlington-kirkegård, men også andre steder i Washington er der mulighed for at følge parrets spor. Gå en tur i den gamle charmerende bydel Georgetown, og se de mange forskellige huse, som John F. Kennedy beboede, før han blev præsident.
Det mindre o
fficielle Washington
Georgetown er også et af de steder, man skal søge hen for at opleve det mere uofficielle Washington – her er der mange fine butikker, restauranter, barer, cafeer og spillesteder. Det samme gælder den såkaldte U Street Corridor – i slutningen af 1960'erne var området præget af gadekampe og oprør, efter at Martin Luther King Jr. var blevet skudt, men i dag er området fyldt med barer, musiksteder og en række gode restauranter, herunder et par af de bedste etiopiske spisesteder. Festligt er der også i Adams Morgan-området ved 18th Street, hvor det især er studerende på byens mange universiteter, der sætter deres præg, og de, som ikke helt kan slippe bøgerne i weekenden, lægger vejen forbi den døgnåbne bogcafé Kramer Books & Afterwords ved Dupont Circle.
Pentagon
11. september har også sat sig sine spor i Washington. Et af selvmordsflyene var rettet mod Pentagon, som siden 1943 har været hovedkvarter for USA’s militær. 125 ansatte i Pentagon blev dræbt, og en del af bygningen lagt i ruiner. Hovedkvarteret blev genetableret på rekordtid, og militærhovedkvarteret og resten af Washington er vendt tilbage til en hverdag tæt på det normale. Oplev begge dele på ferien i USA’s hovedstad.
Læs mere om Washington på byens officielle turistportal her (engelsksproget).
Se et af vores flotte billeder af Washington.
Rejser Washington: Se en oversigt her.
Vi tilbyder også rundrejser med stop i andre nordamerikanske byer:
Rejser Las Vegas - Rejser New York - Rejser Los Angeles - Rejser Mexico City - Rejser Toronto