Los Angeles’ kvarterer
Hvad er det, der binder de vidt forskellige kvarterer i Los Angeles sammen? Primært et enormt motorvejsnet og et urbant forstadslandskab af uoverskuelige dimensioner. Byen Los Angeles strækker sig fra San Fernando Valley i nord og omkring 100 kilometer ned til havnen San Pedro i syd. L.A. omslutter flere selvstændige byer, der sammen med Beverly Hills, Pasadena, Santa Monica, Long Beach og alle de andre samler mere end 17 millioner mennesker. På rejsen gennem Los Angeles skifter bybilledet konstant mellem indbyggere fra hele verden, der har slået sig ned i Korea Town, Little Tokyo og Little Armenia.
Det er ikke uden grund, at kælenavnene Dream City og The Nowhere City klæber til USA’s næststørste by efter New York. Ikke bare byen selv er stor og umådelig, det gælder også de mest besøgte attraktioner: Disneyland i Anaheim, Walk of Fame på Hollywood Boulevard, stjernernes mansions på Mullholland Drive og i Bel Air, Brentwood og Pacific Palisades, kunstkatedralen Getty Center og den himmelstræbende arkitektur i Downtown.
Disneyland og Hollywood
Man køber ikke billetter, man køber et Passport, og så er dørene åbne til Toonworld, Fantasyland, Frontierland og Tomorrowland – alt sammen i Disneyland Park. Forlystelsesparken byder på skuddueller i guldgraverbyer, en flyvetur med Peter Pan, hårrejsende rumrejser og meget, meget mere. Disneyland er et deja vu, hvor man konfronterer den todimensionelle fiktion i sanselige tredimensionelle omgivelser. Oplevelsen af deja vu gentager sig på Hollywood Boulevard. Alle de foroverbøjede turister har ikke tabt kontaktlinserne, de søger bare efter yndlingsskuespillere blandt Walk of Fame’s 2500 bronzestjerner i fortovet. Både Marlon Brando og Mickey Mouse er blandt dem. Lige så beskedne bronzestjernerne synes, lige så overdådigt prangende er filmstjernernes enorme huse. Mullholland Drive – der også er titlen på en David Lynch-film og et David Hockney-maleri – er en af de smukkeste veje i L.A. Og så kan man både passere Jack Nicholsons hjem og måske være heldig at få et glimt af superstjernen.
Kunstmekkaer og filmkulisser
Fantasi og fiktion forsætter på kunstmuseet Getty Center. Adgangen til museet er i sig selv spektakulær. Fra parkeringskælderen transporters gæsterne i en sporvogn op på Brentwood Hills og ind i kunstcenteret til 7 milliarder kroner. Rundt om værkerne er der caféer, restauranter og haveanlæg. Udsigten over Los Angeles tager pusten fra de fleste. Herfra ses til den ene side strandene ved Venice og Santa Monica, og til den anden side skyskraberne i downtown L.A. Fra Brentwwod Hills kan downtown synes som en lille forhøjning i verdens største parcelhuskvarter. Men nede på downtowns gader er bygningsværkerne næsten ved at vælte én omkuld. Hvis det femetagers høje atrium i Bradbury-bygningen virker bekendt, er det fordi Ridley Scott brugte det i science fiction-filmen Blade Runner.
Badeferie i Los Angeles
Det hele til trods kan en ferie i Los Angeles kun fuldendes med en tur på en af strandene. Beachvolley, surfing og bodybuilding blander sig lystigt med gourmetrestauranter, iskolde øl og hjemløse. Santa Monica og Venice Beach er toppen, men den hundrede kilometer lange kyststrækning med solskin så godt som hver eneste dag tilbyder også fantastiske promenader og bekymringsfrit badeliv på Redondo Beach, Manhattan Beach og Huntington Beach. Har man i al hemmelighed fulgt Pamela Anderson og David Hasselhoff i tv-serien Baywatch kan det blive til endnu et deja vu på en af byens strande. I Los Angeles kan fiktion og virkelighed, fest og hverdag aldrig skilles ad.
Se et af vores flotte billeder af Los Angeles.
Rejser Los Angeles: Se en oversigt over vores rejser til Los Angeles.
Gå til oversigter over rejser og rundrejser med stop i Los Angeles:
Rejser Washington - Rejser Las Vegas - Rejser New York - Rejser San Francisco - Rejser Toronto