Psykologi og tango
Portenos, som Buenos Aires’ indbyggere kalder sig selv, er primært optaget af tre ting, der konstant overlapper hinanden: fremtoning, kulturliv og psykologi. Flere mennesker går i psykoterapi i Buenos Aires end på Manhattan. Sindets mysterier udforskes også i tangoens toner af ensomhed, jalousi og hjemve, de dyrkes i de mange teatres og biografers tungsindige dramaer, og de studeres i de utallige boghandlere, hvor der bladres, læses og handles til langt ud på natten.
Det er umuligt ikke at støde på bøger af bysbarnet Jorge Louis Borges under en ferie i Buenos Aires. Et godt sted åbne de første sider er på den berømte café Confiteria Tortoni på hjørnet af Avenida de Mayo og Piedras. I 1920’erne mødtes bohemerne på Tortoni, deriblandt Borges, for at lytte til tangomusik, drikke kaffe og diskutere politik og litteratur. De flotte spejle, funklende lysekroner og de iltert røde læderstole har ikke ændret sig meget siden dengang.
Fodbold og afdøde præsidentfruer
Der er også filmiske spor at følge i Buenos Aires. Helt oplagt er naturligvis historien om Evita – eller Eva Peron – senest filmatiseret af Allan Parker i filmen af samme navn. Madonna, som indtog hovedrollen, er tilbage på MTV, mens virkelighedens Eva Peron ligger begravet på den umådeligt smukke kirkegård Recoleta. Evitas jordiske rester ligger i en krypt af sort marmor med en enkelt rose omgivet af Recoletas dominerende hvide marmor. Her synes metropolens evige trafiksusen lidt længere væk.
Helt anderledes hedt og hektisk går det for sig, når fodboldærkerivalerne CA Boca Juniors og CA River Plate mødes på stadionet La Bombonera i kvarteret La Boca. En argentinsk fodboldkamp med over 57.000 tilskuere går ikke stille for sig, og slet ikke på et stadion, som er kendt for en vanvittig og medrivende akustik. La Bombonera betyder chokoladeæsken, men stadions officielle navn er Estadio Alberto J. Armando. Buenos Aires’ arbejderforstad La Boca er ellers mest kendt for de farvestrålende huse i en ellers farvemæssigt afdæmpet by. Men La Boca er mere end facader. Her på Avenida Pedro de Mendoza ligger det spændende teater Teatro de La Ribera, på gågaden Caminito kan man opleve dramatisk tango, og man bør heller ikke gå glip af en aften på en af La Bocas mange italienske restauranter.
Det kulinariske Buenos Aires
Argentina er dog mere kendt for sine steaks, og verdens bedste steaks indtages her i Buenos Aires. Fra en plads ved restaurantvinduet er der som regel rig lejlighed til at følge med i storbyens dagligliv og indbyggernes fremtoning. Ser de forbipasserende ud til at stirre tilbage gennem vinduet, skal man ikke uden videre tro, at de kigger på én – chancen for at de betragter deres eget spejlbillede i vinduet er mindst lige så stor. Der er flere modebevidste kvinder og mænd i Buenos Aires end i de fleste andre storbyer.
Har stramme, sorte nederdele og højhælede sko taget pusten fra den rejsende, og er der brug for frisk luft og frisk brise, så går turen til Constanera Norte. Promenaden langs Rio de la Plata er et yndet åndehul for tusindvis af portenos. På klare dage kan man herfra se helt til Uruguays kyst. Buenos Aires (spansk for God Luft) kan desværre ikke altid bryste sig af ren luft, og strandpromenaden bliver som regel hurtigt afløst af rødvin, en god bog og tango på en af barrio San Telmos mange caféer.
“Buenos Aires’ historie kan læses i telefonbogen,” skrev den britiske forfatter Bruce Chatwin. Etnisk og kulturelt er byens befolkning præget af den massive europæiske indvandring mellem 1880 og 1930. Dertil kom jøder, som flygtede fra nazisternes forfølgelse under 2. Verdenskrig og senere nazister, som flygtede fra de allieredes opgør, da krigen var slut. Det er disse mennesker og deres efterkommere der gør Buenos Aires til en vidunderlig broget og kosmopolitisk storby i Sydamerika. Hold ferie i Argentinas hovedstad.
Find yderligere oplysninger om Buenos Aires her (engelsksproget).
Se et af vores flotte billeder fra Buenos Aires.
Rejser Buenos Aires: Se en oversigt her.
Gå til oversigter over rundrejser til andre spændende destinationer:
Rejser Argentina - Rejser Venezuela - Rejser Uruguay - Rejser Sydamerika
Vi tilbyder også rundrejser til andre byer:
Rejser Rio de Janeiro - Rejser New York - Rejser San Francisco - Rejser Mexico City