Kunst og arkitektur i Rio
Når huden har fået nok sol, og man har fået øvet sig tilstrækkeligt i beach volley eller strandfodbold, byder Rio de Janeiro sig til med kunst og arkitektur i verdensklasse. Oplev for eksempel byens museum for moderne kunst – Museu de Arte Moderna – fra 1958, hvor man kan se banebrydende international såvel som brasiliansk kunst. Museu Historico Nacional rummer på sin side Brasiliens landsarkiv og dækker perioden fra 1500 til republikkens oprettelse i 1889. Det maritime kulturcenter er især berømt for sine uhyre detaljerede og meget flot konstruerede skibsmodeller.
Rio de Janeiros finansielle centrum med skyskrabere og travle mænd i dyre, nypudsede sko og alt for lidt tid står i stærk kontrast til byens slumkvarterer. På trods af den udbredte fattigdom har havnebyen Rio ikke desto mindre den højeste gennemsnitsindtægt i Brasilien og den laveste andel af analfabeter. Centro er blevet gennemgribende moderniseret af flere omgange. Kun få af kolonitidens bygninger står tilbage, men blandt dem er det særdeles spændende franciskanerkloster Santo Antonio fra 1600-tallet. Den modernistiske bølge inden for arkitekturen brød igennem i Brasilien med Palácio da Cultura fra 1942. Det blev forløberen for flere hundrede bemærkelsesværdige bygninger i Rio de Janeiro, herunder kunstmuseet Museu de Arte Moderna.
Brug også ferien i Rio de Janeiro til at stifte bekendtskab med Teatro Municipals bygninger fra 1800-tallet - ligeledes fremragende arkitektur og fantastisk udsmykket. De står i en skov af skyskrabere og side om side med banker og forsikringsselskaber skyder Catedral de Sao Sebastiao sin kræmmerhusform frem. Ikke langt fra Rio de Janeiros smukke himmelstræbende katedral kører gule sporvogne i pendulfart til bohemekvarteret Santa Teresa, hvor storslåede udsigter og stejle gader venter på at blive udforsket.
Fodbold og karneval
På et af verdens største fodboldstadioner Maracana, hvor der er plads til ikke mindre end 95.000 tilskuere, er både menneskehav og glædesbrøl svimlende, når hjemmeholdet giver gæsterne tæsk og opvisning i Brasiliens ubestridte nationalsport. Stemningen når ligeledes himmelske højder ved det årlige karneval, hvor Rio går i ekstase med en skrigende cocktail af farver, rytmer, sambatrin og kostumer så fantasifulde, at det får de fleste haute couture-kreationer på de europæiske catwalks til at blegne.
Skal menneskemyldret og det hektiske tempo i Brasiliens næststørste by lidt på afstand, kan Rio de Janeiro ses fra Sukkertoppen (Pao de Acucar) næsten 400 meter over Guanabarabugtens turkisblå bølger. Har man lyst til og mod på at få et endnu bredere vue kan det deles med Jesus på bjerget Corcovado (740 meter over havet), hvor byens andet store vartegn, Monumento Cristo Redentor, tårner mod himlen.
Udflugter fra Rio de Janeiro
På kanten af den eventyrlige by – a cidada maravilhosa, som brasilianerne kalder Rio de Janeiro – findes flere brede sandstrande. Ved Sao Conrado møder man hanggliders og medlemmer af overklassen på vej mod Gavea-golfbanen. Stranden ved Barra de Tijuca er med sine moderne boligkomplekser og shoppingcentre trinbrættet til fremtidens Rio. Skal ferien i Rio indeholde endnu mere geografi, kan man rejse videre ad kystvejen mod Sao Paulo. Costa Verde, Den Grønne Kyst, byder velkommen med Kongernes Vig, en bugt med flere hundrede tropiske øer.
Rio de Janeiro er ikke kun et festfyrværkeri til nytårsaften og karnevalet. Året rundt er morskab og underholdning i højsædet. Og næste dag er det igen på med solbrillerne og af sted til stranden.
Se et vores flotte billeder fra Rio de Janeiro.
Rejser Rio de Janeiro: Se en oversigt her.
Se et spændende udvalg af:
Rejser Chile - Rejser Brasilien - Rejser Argentina - Rejser Ecuador
Vi tilbyder også rundrejser med stop i andre sydamerikanske storbyer:
Rejser Buenos Aires