Albatros Travel

Chile Fakta 


Læs mere om klima, vaccinationer, rejseforsikring og meget mere i forbindelse med din rejse til Chile.


Hent alle oplysningerne i pdf-format: Værd at vide om at rejse i Chile

Før afrejsen
Cirka en uge inden afrejse vil du modtage det endelige afrejsebevis. Afrejsebeviset indeholder vigtige oplysninger om mødested og -tid. Desuden indeholder det en telefon- og adresseliste på de hoteller, vi bruger på rejsen, samt navnet på rejselederen.

Pas og visum
Dit pas skal være gyldigt mindst seks måneder fra hjemrejsedatoen i Chile. Der kræves ikke visum til Chile for ophold under 90 dage, hvis du er dansk statsborger. Men du skal indsende en kopi af dit pas til Albatros Travel. Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.

Vaccinationer
Der er ikke vaccinationskrav til indrejse i Chile. Der kan dog alligevel være vaccinationer eller anden sygdomsforebyggende behandling, der anbefales ved rejser i Chile. Forhør dig hos din egen læge eller hos Albatros’ Vaccinationsklinik - her kan du også læse nærmere om anbefalede vaccinationer: Vaccinationer Chile.

På vores rejser i Chile er der en del vandring, og det er en forudsætning, at man er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp. Rejserne er ikke egnet for folk, som er dårligt gående eller anvender rollator eller kørestol.

Rejseforsikring
Da den offentlige sygesikring ikke dækker omkostninger til hjemrejse samt lægebehandling i Chile, er det en forudsætning for deltagelse i rejsen, at du har tegnet en rejseforsikring, der dækker såvel omkostninger ved behandling af sygdom som hjemtransport. Endvidere anbefaler vi, at forsikringen indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage. Albatros Travel er behjælpelig med tegning af rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring.

Klima 
Undersøg hjemmefra, hvordan vejret er i den del af verden, du skal rejse til. På Danmark Meteorologiske Instituts hjemmeside www.dmi.dk kan du finde vejrudsigter fra stort set hele verden. Læs også mere om Klima & Vejr Chile.

Tidsforskel
Tidsforskellen mellem Danmark og fastlandet i Chile varierer alt efter, om der er sommer- eller vintertid:
Sommertid -4 timer
Vintertid -5 timer
Tidsforskellen mellem Danmark og Påskeøen er:
Sommertid -7 timer
Vintertid -8 timer

Håndbagage
Vi anbefaler, at du pakker din håndbagage, så du har det ved hånden, du skal bruge, ved en eventuel bagageforsinkelse. Endvidere anbefaler vi, at værdigenstande samt vigtig medicin medbringes i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, der er nødvendig på flyrejsen, skal navnet på recepten og flybilletten stemmer overens.
For mere information, se Københavns Lufthavns hjemmeside: www.cph.dk eller Trafikstyrelsen: www.trafikstyrelsen.dk
(under menupunktet ”Civil luftfart” og derefter ”Flypassager”).

Transport i Chile
Bus
Busser i Chile har generelt en høj standard meget lig den, man kender fra Europa. Vi har naturligvis en god standard på vores busser.

Fly
På vores rundrejser i Chile flyver vi ofte de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil den danske rejseleder orientere rejsedeltagerne om de praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.

Økonomi
Et godt måltid kan fås for ca. 80 kr. og opefter, og hvad angår lommepenge, er det vores erfaring, at man kan klare sig for minimum 150 kr. per dag. Ved køb af supplerende drikkevarer m.m. vil ekstra 80-200 kr. pr. dag pr. person være tilrådeligt. Et sådant beløb kan dække drikkevarer, postkort, frimærker, is og drikkepenge, men tag ekstra med, hvis du planlægger at købe ting med hjem.

Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere.

I Chile er drikkepenge almindelig praksis i turistbranchen. Det er normalt, at man som rejsende betaler drikkepenge til buschauffører, lokalguider, hotelpiccoloer, på restauranter etc.
Barer, caféer og natklubber samt restauranter på hoteller vil ofte lægge 10-15 % i ”service charge” oven i de givne priser. Dette vil fremgå af regningen, men ud over det er det almindelig kutyme at lægge yderligere 5 % af den samlede regning i drikkepenge til tjeneren.

For den almindelige rejsende kan det være svært at vide, hvor meget de enkelte personer skal have. Men med en til to dollar kommer man langt! I praksis kan det arrangeres, at rejselederen samler pengene ind for hele turen og sørger for, at de rigtige personer får de rigtige beløb. Det skal understreges, at selvom drikkepenge er normalt, er det naturligvis frivilligt at betale. Som nævnt er det almindelig praksis.

Valuta og kreditkort
Den chilenske møntfod hedder peso og findes i både mønter og sedler. Vær opmærksom på, at mange af sedlerne og mønterne ligner hinanden. Den bedste valuta at medbringe er amerikanske dollars, der kan veksles til pesos overalt. Rejselederen er gerne behjælpelig med at finde egnede vekslesteder. MasterCard, Visa, Diners og American Express kan bruges som betalingskort på de fleste store hoteller og i visse butikker. MasterCard og Visa kan bruges som hævekort til kontanter i de fleste byer i hæveautomater, som kun udbetaler pesos.

Kursen på pesos er forholdsvis ustabil (DKK 100 = CLP 7900 – pr. februar 2011), og pesos kan eventuelt bestilles i din bank eller et vekslekontor. I Chile kan veksling foretages i lufthavnen, banker, vekselkontorer og på de fleste hoteller. Husk at tælle pengene omhyggeligt. Det er en god ide at have en passende mængde små sedler til at betale taxa, lokale handlende og måltider.

Elektricitet
Chile bruger 220 volt, 50 Hz. Stikdåserne er trebens med runde stik. De fleste hoteller udlåner gerne en adapter, men de har som regel ikke nok til alle værelser. Det er derfor tilrådeligt at medbringe et adaptersæt med mange valgmuligheder.

Telefon og internet
Den internationale landekode for Chile er + 56. Det er dyrt at ringe hjem fra Chile, check evt. med dit eget mobilteleselskab om dækning og priser for opkald fra Chile.

Internetcaféer findes efterhånden i de fleste byer, men det er vores erfaring, at det kan være svært at finde tid til at besøge sådanne steder, undtagen på fridage eller efter endt program. De fleste hoteller i Chile har internetservice, men forbindelsen er ikke altid lige så hurtig som i hjemme.

Hygiejne
I Chile er hygiejnen på et lavere niveau end i Vesteuropa. Dog har hoteller og større restauranter moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen og på landet kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan således forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke vådservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.

Rygning
Under al flyvning, tog- og bustransport er der rygeforbud. Ligeledes vil der på de fleste restauranter og hoteller være rygeforbud. Tjek derfor de seneste rygeregler i Chile med rejselederen.

Takt og tone
Chilenerne er generelt meget åbne og tager mod turister med et smil. Det ligger ikke til chilenerne at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig ved ankomsten til landet.
Selv om lokalbefolkningen generelt er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer lokal skik og brug. Vigtigst af alt er naturbeskyttelse. Ofte er de områder, vi besøger, totalfredede, og bevarelsen af disse områder har højeste prioritet hos myndighederne og lokalbefolkningen. Lyt derfor altid efter rejselederens og lokalguidernes anvisninger.

Læs meget mere om Chile her:

Overblik Chile - Rejser Chile - Kort Chile - Billeder og Film Chile

Se flere fakta om nærliggende lande her:

Fakta Argentina - Fakta Brasilien - Fakta Colombia - Fakta Ecuador

<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00