Rejs til Colombia

Colombia har utrolig meget at byde på både historisk, kulturelt og naturmæssigt. Fra de snedækkede Andesbjerge over lavlandets tropiske regnskove til den solrige caribiske kyst ligger naturoplevelserne bare og venter. I byerne møder du en spændende arkitektur fra kolonitiden, og de smukke kaffeområder lokker med grønne marker, smilende mennesker og et dejligt klima. Befolkningen er en blanding af efterkommere af europæere, afrikanere og indianere. Med hver sin historie og kultur gør disse befolkningsgrupper Colombia til et farverigt og spændende rejseland.

Indbyggere 47,2 mio.
Hovedstad Bogotá
Sprog Spansk
Den røde farve står for blodet som blev spildt under uafhængighedskrigen mod Spanien.
Vidste du?

at den Nobelprismodtagende forfatter Gabriel Garcia Marquez er fra Colombia? Han er den fjerde sydamerikaner, der modtager en Nobelpris i litteratur. 

at man i august 2013 opdagede et ukendt pattedyr i Colombia? Olinguitoen er en lille halvbjørn, der trives i højt terræn.

Colombias natur

Colombia ligger i det nordvestlige hjørne af Sydamerika og grænser op til Panama, Venezuela, Brasilien, Peru og Ecuador. Den nordlige kyst vender mod det Caribiske Hav, den vestlige mod Stillehavet. Andesbjergene deler sig i det vestlige Colombia i tre mindre bjergkæder, der strækker sig fra nord til syd og deler landet i tre: vestskråningerne, centraldalen og mod øst lavlandet med Amazonregnskoven og den store sumpsavanne Los Llanos. Colombia rummer mange forskellige naturtyper fra højalpine områder og vulkaner til tågeregnskov, mangroveskov, ørken og savanne. Ved de caribiske kyster er der desuden hvide sandstrande og koralrev. Med til Colombia hører også de idylliske øer San Andres og Providencia, der ligger langt mod nord ud for Nicaraguas kyst.

Colombias befolkning

De fleste af Colombias 47 millioner indbyggere er romersk-katolske. Over halvdelen er mestizer (af blandet europæisk og indiansk afstamning), og derudover er der hvide, mulatter, sorte, blandinger af sorte og indianere og kun 1 % rene indianere. I 80’erne og 90’erne søgte mange ind til storbyerne, især Bogotá og Medellín, og dette skabte store slumkvarterer i byerne. Men dels har freden i landet betydet, at mange har kunnet rejse tilbage til landdistrikterne, og dels er økonomien så markant forbedret, at det også har haft en positiv effekt på forholdene for de fattigste colombianere.
Den befæstede by i Cartagena, Colombia

Colombias historie

I 1499 gik de første spaniere i land i, hvad der i dag svarer til det nordlige Colombia, og det første, de lagde mærke til, var indianernes mange smykker og kunsthåndværk i guld. Dette gav næring til myten om det forgyldte land Eldorado, og de colombianske kyster måtte modtage et væld af spanske opdagelsesrejsende i løbet af årene. Colombia blev snart en spansk koloni under navnet Ny Granada og dækkede også det nuværende Ecuador og Venezuela. Under hele koloniperioden gjorde de indfødte colombianere spredt og ineffektiv modstand mod spanierne. Først da der kom gang i Simon Bolivars modstandsstyrker, blev Colombia selvstændigt. Den nye republik blev oprettet i 1819 og omfattede også Ecuador, Venezuela, Peru og Panama under navnet Gran Colombia.

Den nye republik eksisterede kun i 11 år, og 1886 blev Colombia til den republik, vi kender i dag. I det 20. århundrede havde den colombianske regering især udfordringer med guerillagrupper og handel med narkotika – narkobaronen Pablo Escobar var, indtil sin død i 1993, med til at skabe et negativt billede af landet. Befolkningen har altid været yderst hjertevarm og levet efter kristne grundværdier – selv i landets sværeste perioder. Der er nu fred, og lyse tider er endelig kommet til Colombia, som har den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika.

Taganga, Colombia

Attraktioner i Colombia

Hovedstaden Bogotá har futuristisk arkitektur, katedraler fra kolonitiden, ekstravagante stormagasiner og små gadeboder på hvert hjørne. Det historiske kvarter La Candelaria er Bogotás hjerte med sine mange kolonitidsbygninger, kirker og museer. Byens smukkeste udsigt finder man på toppen af bjerget Cerro de Monserrate. En tur med kabelvogn eller en times stigende gåtur belønnes med flotte fotomuligheder. Havnebyen Cartagena på Colombias nordkyst er kendt for sin historie og sin skønhed. Den gamle koloniby er spækket med kirker og fine arkitekturperler langs de brolagte gader.

Colombias næststørste by, Medellín, er blevet kåret til verdens mest innovative by, og vurderes til at være en af kontinentets bedste byer at bo i. Det nye moderne metrosystem er især vellykket, fordi man har formået at integrere nogle af de fattige områder i byens udkant, og befolkningen har nu både billig og nem transport til arbejde og uddannelse. I byen finder man også verdens største udstilling af den internationalt anerkendte kunstner Fernando Boteros malerier og skulpturer.

Landets perle er det smukke kaffeområde, hvor de grønne kaffemarker bølger ned ad bjergskråningerne. Her oplever man en smilende og imødekommende befolkning, smuk natur og charmerende byer med arkitektur fra kolonitiden. 

Colombiarejser

  • Colombia – kaffe, kærlighed og kulturarv

    Tag trygt med Albatros til Sydamerikas måske smukkeste land, inden alle andre også opdager, hvor skønt her er!

    4,2
    • 2 afrejser
    • 12 dage
    • Fra 21.998,–
    fra København
  • Drømmekrydstogt gennem Panamakanalen

    Fra Florida til Latinamerikas natur og stemningsfulde kolonitidsbyer med Celebrity Infinity

    4,9
    • 2 afrejser
    • 18 dage
    • Fra 26.998,–
    fra København