Albatros Travel

Colombia 

Colombia har utrolig meget at byde på både historisk, kulturelt og naturmæssigt. Fra de snedækkede Andesbjerge over lavlandets tropiske regnskove til den solrige caribiske kyst ligger naturoplevelserne bare og venter. Befolkningen er en blanding af efterkommere af europæere, afrikanere og indianere. Med hver sin historie og kultur gør disse befolkningsgrupper Colombia til et farverigt og spændende rejseland.

Aktuelle rejser

Krydstogt fra New York til Los Angeles gennem Panamakanalen
21 dage - Afrejse: 26-04-12
Kr. 25.480,-
Peru og Bolivia - Det gamle Inkarige
16 dage - Afrejse: 06-09-12
Kr. 23.990,-
Eventyr i Amazonas og Galapagos-krydstogt de luxe
16 dage - Afrejse: 26-09-12
Kr. 41.990,-
Albatros' Peru
20 dage - Afrejse: 04-10-12
Kr. 27.990,-


Colombias natur
Colombia ligger i det nordvestlige hjørne af Sydamerika og grænser op til Panama, Venezuela, Brasilien, Peru og Ecuador. Den nordlige kyst vender mod det Caribiske Hav, den vestlige mod Stillehavet. Andesbjergene deler sig i det vestlige Colombia i tre mindre bjergkæder, der strækker sig fra nord til syd og deler landet i tre: vestskråningerne, centraldalen og mod øst lavlandet med Amazonas-junglen og den store sumpsavanne Los Llanos. Colombia rummer mange forskellige naturtyper fra højalpine områder og vulkaner til tågeregnskov, mangroveskov, ørken og savanne. Ved de caribiske kyster er der desuden hvide sandstrande og koralrev. Med til Colombia hører også de idylliske øer San Andres og Providencia, der ligger langt mod nord ud for Nicaraguas kyst. Start din egen udforskning af Colombia her: Colombia kort.

Colombias klima
Ved kysterne og i lavlandet er klimaet varmt og tropisk. Regntiden ligger fra maj til november, hvor bygerne kommer i korte, hektiske skyl. Regnsæsonen varer længere i Los Llanos, hvor kun månederne mellem december og marts er rimelig tørre. Den colombianske Stillehavskyst er et af de mest regnfulde steder i verden. Temperaturen varierer kun lidt hen over året, i stedet skal man op i højderne for at opleve temperaturforskelle. I de laveste regioner ligger gennemsnitstemperaturen på 26°, i de højeste på 15°. Læs mere om Colombias klima og vejr her: Colombia klima og vejr.

Colombias befolkning
Colombias 44 millioner indbyggere er romersk-katolske for de flestes vedkommende. Lidt over halvdelen er mestizer (af blandet europæisk og indiansk afstamning), og derudover er der hvide, mulatter, sorte, blandinger af sorte og indianere og kun 1% rene indianere. Alligevel tales der over 200 forskellige indianske sprog og dialekter ud over det spanske hovedsprog. Landet er temmelig overbefolket, og den store fattigdom i landdistrikterne lokker folk til byerne. Her er det dog ikke meget bedre, og de nye tilflyttere må ofte leve i overbefolkede slumkvarterer i udkanten af byerne.

Colombias historie
I 1499 gik de første spaniere i land i Nordcolombia, og det første, de lagde mærke til, var indianernes mange smykker og kunsthåndværk i guld. Dette gav næring til myten om det forgyldte land Eldorado, og de colombianske kyster måtte modtage et væld af spanske opdagelsesrejsende i løbet af årene. Colombia blev snart en spansk koloni under navnet Ny Granada og dækkede også det nuværende Ecuador og Venezuela. Under hele koloniperioden gjorde de indfødte colombianere spredt og ueffektfuld modstand mod spanierne. Først da der kom gang i Simon Bolivars modstandsstyrker, blev Colombia selvstændigt. Den nye republik blev oprettet i 1819 og omfattede også Ecuador, Venezuela, Peru og Panama. Disse lande rev sig alle løs i løbet af de næste årtier, hvor tilstanden var temmelig urolig. Tendensen til uro og borgerkrig er fortsat næsten uafbrudt lige siden. Især borgerkrigen La Violencia, der blev kæmpet fra 1948 til 1958, var meget blodig. Siden 1980’erne har landets store narkotikahandel og guerillahære som FARC været hovedgrunden til splid og problemer.

Attraktioner i Colombia
Rejser til Colombia er ikke blandt omverdenens yndlingsbeskæftigelser. Men det er synd, for landet har meget at byde på, og holder man sig fra de mest øde og kidnapningsberygtede områder, skulle usikkerhed ikke være et problem. Hovedstaden Bogotá har futuristisk arkitektur, katedraler fra kolonitiden, ekstravagante stormagasiner og små gadeboder på ethvert hjørne. Det historiske kvarter La Candelaria er Bogotás hjerte med sine mange kolonitidsbygninger, kirker og museer. Byens smukkeste udsigt finder man på toppen af bjerget Cerro de Monserrate. En tur med sporvogn eller en times stigende gåtur belønnes med flotte fotomuligheder. Havnebyen Cartagena på Colombias nordkyst er kendt for sin historie og sin skønhed. Den gamle koloniby er spækket med kirker og fine arkitekturperler langs de brolagte gader. Læs mere her: Rejser Colombia.

Vil man have endnu mere strandidyl på sin colombianske ferie, end de caribiske kyster kan tilbyde, er øerne San Andres og Providencia en mulighed. Beliggende temmelig langt fra Colombia ved Nicaraguas østkyst er dette klassiske tropeøer med skønne sandstrande, koralrev og gode snorklemuligheder. Levn fra gamle indianske kulturer kan også sætte kulør på en rejse til Colombia, og her er Ciudad Perdida (”den glemte by”) oplagt. Den glemte by er en gammel indianerby bygget mellem 1000- og 1300-tallet. Den er en af de største af sin slags i hele Latinamerika med omkring 150 stenterrasser hugget ind i klippesiderne. Byen ligger gemt langt inde i junglen mellem de nordlige bjerge. Ingen veje fører til byen, og gåturen til og fra den nærmeste by tager seks dage, men destinationen er alle strabadserne værd. Flere indianereventyr kan hentes ved den smukke Laguna de Guatavita eller i den arkæologiske park San Agustin. Førstnævnte er en sø, hvor muisca-indinaerne har ofret guld og smaragder til guderne, hvilket efter sigende er oprindelsen til Eldorado-myten. I San Agustin er mere end 500 statuer og gravstene fra en gammel indianerkultur, der levede her længe før spanierne kom, spredt over et stort område, hvor Magdalena-floden flyder gennem bjergdalen.

Læs mere om at rejse i Colombia her (engelsksproget).

Se et af vores flotte billeder af Colombia.

Rejser Colombia: Se en oversigt her.

Se også rundrejser til følgende udvalgte destinationer:

Rejser Ecuador - Rejser Falklandsøerne - Rejser Fransk Guyana - Rejser Guyana 


Har du været i Colombia? Del gerne dine gode rejsetips med andre interesserede:


fakta om colombia

Hovedstad: Bogotá
Indbyggere: 44 mio.
Sprog: spansk
Religion: katolicisme
Valuta: colombiansk peso
Klima: tropisk ved kysterne, køligere inde i landet

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00