Støtte til landsbyen Welverdiend

Welverdiend Masters
Ny skolebygning, nye bøger til skolebiblioteket og sponsorat af den lokale fodboldklub er kommet ud af Albatros' engagement i den lille sydafrikanske landsby

Gæster fra safaricamps kommer på besøg
Welverdiend er en lille landsby, som ligger tæt på Albatros’ to safaricamps i Krugerområdet i Sydafrika, Khoka Moya Camp og Mantobeni Camp. Albatros har flere gange doneret penge til byen og støtter den løbende ved at betale for, at gæster fra de to camps hver uge kommer på besøg. Desuden oplærer Albatros lokale fra Welverdiend i hotelbranchen ved at ansætte dem på vores camps, og i dag er 90 procent af de ansatte på de to safaricamps fra byen.

Welverdiend har omkring 12.000 indbyggere, men de er ikke blevet talt officielt siden 2002, så tallet er ikke helt til at regne med. Byen var oprindelig opdelt i to sektioner, hvor den ene sektion var beboet af flygtninge fra Mozambique, der flygtede fra krigen i 1995. I dag er byen smeltet mere sammen, men en del af byen er stadig hovedsagelig beboet af anden-generations-mozambiquere.

Ny skolebygning og materialer til undervisning
Landsbyen har en børnehave og fem skoler, tre fra 1. til 7. klasse, en high school fra 8. til 12. klasse, samt en skole for mentalt handicappede. Albatros har primært støttet skolerne. En af skolerne har købt nye bøger til deres biblioteket, et nyt fjernsyn og dvd til undervisning. På en anden skole har vi i januar 2016 færdiggjort byggeriet af en ny skolebygning.

Den nye bygning med lokaler til et bibliotek og computere blev indviet med en stor åbningsceremoni, hvor både elever, lærere og forældre mødte frem.

Welverdiend har i øvrigt sit eget fodboldhold "Welverdiend Masters", hvis fodbolddragter Albatros har sponsoreret, og vi afholder løbende turneringer, hvor holdet dyster mod nabolandsbyerne.   

Albatros-gæster støtter landsbyen
Flere Albatros-gæster har efter deres besøg i landsbyen ønsket at donere penge, og Albatros har på gæsternes vegne tidligere givet penge til at arrangere en fodboldturnering for byens skoleelever. Men generelt har det været vanskeligt at vejlede om donationer til landsbyen, da vi ikke altid helt præcis ved, hvad der er brug for. Og vi skal være helt sikre på, at pengene bliver brugt til det ønskede formål.

I dag er der god mulighed for at hjælpe med udstyr til den nye skolebygning. Vores gæster kan fx vælge at købe en bog til det nye bibliotek, så pengene går til et helt specifikt formål.

De ansatte på Albatros’ hovedkontor i København har flere gange indsamlet brugt legetøj og tøj og sendt det til beboerne i Welverdiend. Og vi opfordrer vores gæster, som besøger vores safaricamps i Manyeleti, til at tage lidt aflagt tøj eller legetøj med, hvis de har noget til overs – og hvis der er plads i kufferten. Genbrugsvarerne bliver solgt til meget fordelagtige priser til byens beboere i samarbejde med skolen, som får alle indtægterne til at købe materialer osv.

Lav gennemsnitslevealder
Welverdiend har sin egen høvding, som sikrer ro og fred i landsbyen. Han tager sig af indbyggernes såvel personlige som økonomiske problemer, nabostrider eller tilladelser til at bygge hus i landsbyen. Høvdingen er for nyligt begyndt at blive aflønnet med et meget beskedent beløb af staten.
De fleste husholdninger er selvforsynende, og de dyrker mango, papaja, majs, bønner og maruela i deres haver. Gennemsnitslevealderen er 45 år for kvinder og 44 år for mænd, at den er så lav skyldes primært hiv og andre ubehandlede sygdomme som fx diabetes.

Billeder

Klik på billederne for at se dem større