Bæredygtig vækst
Albatros har i mange år været karakteriseret af udvikling og vækst. Når man er innovativ og udviklende, fremmer det naturligvis virksomhedens vækst. Vækst er et udtryk for virksomhedens livskraft. Dens dynamik. Gode virksomheder er dynamiske og kan reagere rationelt og handlekraftigt på markedskræfterne og de talrige globale udfordringer, der i disse år synes at bide hinanden i halen. Her tænkes på epidemier, naturkatastrofer, politiske kriser, krige og terror samt økologiske og klimatiske problemer.
Selvom enhver god og stærk virksomhed vokser, er vækst ikke en forudsætning, men en følge af fornuftig og dynamisk drift. Vækst for vækstens skyld har ingen berettigelse, hvis den sker på bekostning af menneskelige forhold eller varige naturværdier.
Siden Gro Harlem Brundtland udødeliggjorde begrebet bæredygtighed i den verdensberømte rapport ”Vor Fælles Fremtid” fra 1987, har det trængt sig mere og mere på som ny standard for menneskelig aktivitet og samvær. Bæredygtighed handler om at sikre vore aktuelle behov uden at gå på kompromis med fremtidige generationers muligheder.
Det kan være svært at afgøre, hvornår vækst er bæredygtig, men begreberne er heller ikke modsætninger, for væksten hænger sammen med udviklingen af den fødevareproduktion og de teknologiske nyskabelser, der i sidste ende skal absorbere befolkningens hastige vækst.
Endnu sværere er det at afgøre, om rejser er bæredygtige, eller om de overhovedet kan være det. Er det mon ikke bedre at blive hjemme?
Svaret er ikke entydigt, fordi bæredygtighedsbegrebet har udviklet sig fra Brundtlands forholdsvist snævre naturbegreb til kulturelle og politiske værdier. Bæredygtighed handler i dag om etik i bred forstand. Brug naturen med omtanke og omgå andre mennesker, som du ønsker, de skal omgås dig. Vi vil gerne bevare naturen, men det er ikke så vigtigt, hvis det sker på bekostning af demokratiske frihedsrettigheder.
Rejser er samhandel, udveksling af kulturelle værdier og en medmenneskelig aktivitet, der kan bringe os nærmere hinanden. Økonomisk overføres store midler fra industrilandene til ulandene, og oftere og oftere sker det uden slid på naturen, fordi vi er blevet opmærksomme på denne dimension. Turister bringer holdninger og adfærd med sig; kulturimperialisme eller kulturudveksling alt efter brillerne, der ser. I militærdiktaturer af den ene eller anden art ser myndighederne formentlig helst, at besøgende fra vestlige demokratier holder deres meninger for sig selv, men lokalbefolkningen har jo nok en anden opfattelse. Fjerntboende stammefolk ønsker måske ikke vort besøg, og så har vi heldigvis muligheden for at blive væk.
Det handler altså ikke så meget om at rejse eller lade være, men om hvordan man rejser. Ser man snævert på de klimamæssige forhold, tror vi heller ikke, at det rigtigt batter noget at blive hjemme. Dels er det meget vanskeligt at afgøre, om man forbruger meget mindre ved at blive hjemme, og dels er der behov for udvikling og vækst, hvis vi skal håndtere de udfordringer, som synes umiddelbart forestående.
Lad det dermed ikke være sagt, at det er gavnligt at rejse uhæmmet og uden omtanke, men vigtigst er det, at finde et naturligt og bæredygtigt leje, der omfatter hele vor adfærd, så der er fisk i havet, ilt i luften, og demokrati og harmoni i vente for vore børn og børnebørn.
Albatros’ ansvarlighed
I praksis kan CSR gribes an på mange måder, ligesom det kan have meget forskelligt indhold og defineres på mange forskellige måder. Derfor vil det konkrete arbejde både omfatte definition og effektuering af standarder samt større eller mindre projekter, hvor vi kan gøre en forskel. Vi vil fokusere på de områder, hvor vi kan gøre den største forskel i erkendelse af, at vi hverken kan kontrollere alt eller har tilstrækkelig indflydelse på alt. Som producent er vi ansvarlige for vore produkter, og vil ikke i længden kunne henvise til underleverandører, rejsende eller myndigheder. Vi har pligt til at undersøge, hvad det i grunden er, vi laver, og garantere for vore samarbejdspartnere, som på deres side må garantere en række forhold omkring miljø, arbejdsforhold og ressourceforbrug. Det er vor opgave at kontrollere disse forhold.
1. Vi ønsker først og fremmest at alle vore rejser er skruet rigtigt og ansvarligt sammen. Det betyder i praksis, at vi fokuserer på at minimere energiforbruget og fremme naturbeskyttelsen, økosystemerne og den kulturelle udveksling.
2. Vi vil have et nært forhold til ”vore” destinationer i udviklingslandene, hvor vi vil arbejde på at gøre en forskel for lokalbefolkningen og herunder yde særlig hjælp, når det er påkrævet.
3. Vi vil fortsat være pionerer omkring CSR, ansvarlighed og bæredygtighed, som vi har været det i 25 år. Det vil især ske på det projektorienterede plan, hvor vi kan arbejde igennem, som eksempelvis med Karen Blixen Camp.
4. Vi vil i stigende grad inddrage faste medarbejdere, rejseledere og rejsende, således at alle har mulighed for at gøre en forskel, uden at det skal være påtvunget eller anmassende. Vi vil ikke skubbe ansvaret over på de rejsende eller vore samarbejdspartnere. De må varetage deres eget ansvar.
5. Vi vil være positivt kritiske over for leverandører, internationale organisationer og græsrodsbevægelser og udvælge og håndplukke de bedste samarbejdspartnere. Vi vil være skeptiske over for det påtrængende og marketingorienterede og selv føre en relativt lav profil.
Den korte forhistorie
I 1980’erne kaldte vi det ikke CSR men derimod ”økoturisme”, og Albatros udviklede koncepter på baggrund af nogle vage ideer om, at turister også bør være til gavn for de mennesker, der lægger hus til, at ressourceforbruget minimeres, og at der tages behørigt hensyn til naturen. Det blev til nogle ganske konkrete – og principfaste – rejser, der led af en kedelig skavank: De var usælgelige! Vi fik også den tanke, at det nok var en bedre ide at gøre lidt på den store bane frem for at gære meget på den lille. Sagt på en anden måde, er det ikke så interessant at lave særlige rejser for nogle få og meget bevidste mennesker frem for at påvirke den store volumen. Vi skrev meget i brochurer, aviser og specielle pjecer om økologi og bæredygtighed, hvilket de danske rejsejournalister meget venligt belønnede med Europæiske Rejsepris i 1995. Der var dog ikke mange i branchen, der vidste, hvad det drejede sig om, men vi begyndte så småt at arrangere ”almindelige” rejser, efter de samme bæredygtige principper. Det kunne være brug af lokale transportmidler i stedet for turistbusser; købe ind tættere på kilden så pengene falder på det tørreste sted; besøge og støtte lokale projekter undervejs; engagere højt kvalificerede rejseledere med antropologisk indsigt og forståelse for kultur og miljømæssige værdier; foretage miljøvurderinger af produkterne og herunder sikre at lokale medarbejdere blev behandlet ordentligt.
Som antydet ændrede vi syn på sagen i 1990’erne og flyttede fokus fra undtagelsen til helheden, men også fra økologi og natur til mennesker. Hvor kan man gøre en indsats? Hvor får man mest ud af sine anstrengelser? Forudsætningerne, holdningerne og viljen skal først skabes hos os selv, i vor egen midte, i vort eget arbejdsmiljø. Her kan et af elementerne være støtte til velgørende formål for at skabe det sociale overskud, der er nødvendigt for at stille krav til leverandører og etablere de nødvendige samarbejdslinjer, der rækker ud over det rent forretningsmæssige. Som et lille eksempel kan jeg nævne oversvømmelserne i Burma, hvor juntaen ikke var meget for at lukke nødhjælpsorganisationer ind. Vi måtte annullere en flodtur, men da flodbåden nu var der, fyldte vi den med ris sammen med vor lokale samarbejdspartner og sendte den af sted til de oversvømmede områder før nogen andre.
Det betyder naturligvis ikke, at alt, hvad vi foretager os, er lige ansvarligt eller socialt, men at vi har systemerne, strategien og vilje til at følge op.
I praksis arbejder vi på to fronter, der henholdsvis dækker den daglige rutine og afgrænsede, kontrollerede projekter. Vort mest markante flagskib er Karen Blixen Camp.
Karen Blixen Camp i Kenya
Den relativt lille bushcamp eller -hotel er vort eksperimentarium i Østafrika, hvor vi forsøger at få det hele til at gå op i en højere enhed. Forhistorien er, at Kenya og i særdeleshed Masai Mara er Albatros’ første rejsemål, der går helt tilbage til bureauets åbning og faktisk var anledningen til, at Albatros blev åbnet i Danmark. Albatros’ stifter Søren Rasmussen arrangerede og ledede de første safarirejser i Masai Mara. En del af rejserne blev døbt ”Karen Blixen-safari” i forbindelse med filmatiseringen af Karen Blixens bog ”Min afrikanske farm” i 1987. Navnet Karen Blixen hang ved, da Albatros åbnede sin første lodge i midten af 1990’erne i Masai Mara. Denne blev senere ødelagt og nedlagt i forbindelse med lokale jordstridigheder, som desværre fortsat er et alvorligt problem i området.
Da Albatros besluttede at starte på en frisk, var det helt naturligt, at kalde den nye camp Karen Blixen Camp. I forlængelse af Albatros’ mange eksperimenter med bæredygtighed og CSR blev det oprindeligt besluttet, at arbejdet skulle udføres og ledes af lokalbefolkningen, hvilket dog ikke gik helt efter planen, og den første Albatros-mand, John Christensen, blev sendt ned for at gennemføre planerne. I de første par år levede John nærmest på den bare jord midt i bushen omgivet af masaier, under tørker og skybrud og oversvømmelser, inden campen stod færdig. Senere rejste Albatros’ afdelingschef Martin Sønderby Nielsen til Nairobi for at lede det begyndende salg, men efter få måneder besluttede ledelsen og Martin i fællesskab, at det ville være godt med en fast mand og ledelse i Nairobi, hvorefter Martin flyttede til Kenya sammen med sin familie.
Efterhånden som de basale systemer fungerer, har vi valgt at fokusere mere og mere på alle tænkelige bæredygtige forhold:
1. Grøn teknologi: vi har et af Kenyas største solpanelsystemer, der producerer al energi til campen. Vi bruger også solpaneler til opvarmning af vand til vores udendørsbrusere. Vi renser vores spildevand og genbruger det til at vande vores træer. Vi sorterer vores affald og komposterer det organiske materiale, mens resten køres til Nairobi til genbrug.
2. Naturbevarelse: vi står bag Mara North Conservancy og beskytter 30.000 hektar af det yderst vigtige Masai Mara-økosystem. Dermed sikrer vi den store, årlige vildtvandring af gnuer og zebraer, beskytter de store flokke af elefanter, antiloper og giraffer, og sørger for at løver og geparder fortsat har et sted at bo.
3. Ordentlige arbejdsforhold: langt de fleste af vores ansatte kommer fra den lille landsby Mararienda og er ansat på en permanent kontrakt, indtil de ønsker at gå på pension. De er sikret gennem en national social- og sygesikringsordning. Vi udbetaler 5% af vores omsætning til de ansatte, og sikrer de har adgang til billige lån.
4. Det økonomiske aspekt: vi sørger for at lokalsamfundet nyder fordel af vores tilstedeværelse. Masai-familierne ejer jorden omkring os, og derfor vi betaler en sengeafgift til dem, hver gang gæster overnatter hos os. Sidste år betalte vi godt 350.000 DKK i sengeafgift. Yderligere betalte vi 1.6500.000 DKK til masaierne der ejer vildtreservatet Mara North Conservancy. Ligeledes sørger vi for at købe vi lokale produkter, og støtter masai-kvinderne ved at sælge deres smukke smykker i vores butik.
5. Uddannelse for Livet: vi driver vores egen kokkeskole, som havde opstart i januar 2012. Skolen ledes i det daglige af Frederik Olesen - en ung, dansk kok - der deler sin entusiasme for at lave mad med vores elever. Vi har grundlagt skolen, fordi der ellers ikke er mange uddannelsesmuligheder for de unge masaier.
I august 2012 åbner vi vores skovskole. Det er et intiativ, der skal undervise lokale unge i bæredygtig skovdrift. Derudover tilbyder vi gratis IT- og sprogundervisning til alle vores ansatte, så de lærer at læse og skrive og får udviklet deres computerfærdigheder. Uddannelse for Livet støttes af Danida.
6. Formålet er at vise og bevise, at man kan drive noget, der er tæt på 100 % ansvarligt og samtidig lønsomt samt modsvarer moderne tiders krav til førsteklasses komfort. Dokumentationen af bæredygtig økonomi er det overordnede formål. Kan det gøres her, kan det gøres overalt.
Yderligere og mere detaljeret omtale vil være at finde her.
Mange hoteller i verden markedsfører sig som miljøvenlige og ansvarlige, men vi tvivler på, at der findes et eneste, der kan konkurrere med Karen Blixen Camp lige netop på dette punkt.
Støtte til penanerne på Borneo
Et andet af vort store og livsvarige projekter er i en helt anden boldgade. Det gælder truede folk på Borneo. Penanerne er de sidste uafhængige, traditionelle skovnomader i den malaysiske del af Borneo. De har længe kæmpet for bevarelsen af deres levested, skoven, som bliver fældet med utrolig hast. Træfældningen på Borneo har aldrig nogensinde været noget, der tilnærmelsesvist ligner bæredygtig drift, selvom man sikkert kan købe certificeret træ fra Malaysia. I dag ligner store dele af de gamle regnskovsområder noget, der er bearbejdet med en gigantisk ostehøvl. I slutningen af 1980’erne gjorde penanerne oprør mod skovhugsten, blokerede veje og maskiner, og Albatros begyndte at støtte dem i samarbejde med blandt andet regnskovsgruppen Nephentes. Det er blevet til et mangeårigt projekt startende med hjælp med dokumentation af situationen, indsmugling af journalister og tv-hold, antropologer, konkret nød- og lægehjælp samt løbende økonomisk støtte til mad og lægemidler, indtil vi i dag har opgivet kampen og skiftet strategi. Penanene har tabt til trælastfirmaerne, og vi har sammen med dem besluttet at bygge landsbyer med langhuse, således at de har steder at opholde sig og mere vigtigt kan gøre krav på landet, fordi de bor der. Den malaysiske regering anerkender ingen brugsret, hvis man ikke bor fast – og det gør de så nu. Vi agter at fortsætte med støttet til husbyggeri etc. så længe det kræves.
Dette er et personligt valg, som Albatros har truffet, og vi har på nuværende tidspunkt ikke brugt indsatsen kommercielt, men såfremt penanerne ønsker det, vil vi formentlig hjælpe en form for bæredygtig turismeindustri i gang for at sikre deres indtægt fremover.
Støtte er ikke CSR
Selvom vi fra tid til anden yder betydelige bidrag til nødhjælp således som det eksempelvis var tilfældet i forbindelse med tsunami-katastrofen i Østen og den seneste sultkatastrofe i Østafrika (2011), anser vi ikke den slags bidrag som en naturlig del af vort CSR-arbejde, men som almindelig medmenneskelig indsats, der vil blive ydet efter formåen. Vi foretrækker at arbejde i det nære, hvor der er sammenhæng mellem vort daglige arbejde og de tiltrængte ydelser. Eksempler på sådanne aktiviteter er genopbygning af et tehus i Nepal, som benyttes på vore rejser, eller akut nødhjælp efter oversvømmelserne i Burma, hvor vi aflyste et flodkrydstogt og benyttede båden til at sejle ris til de nødstedte. Konkret hjælp, hvor vi selv kan gøre en forskel på stedet. Vi er tillige interesserede i langsigtede projekter, som vi selv kan blive en aktiv del af. Således har vi gennem mange år kørt et fællesprojekt med Dansk Røde kors, hvor vi har doneret et maratonløb i Sydafrika eller rettere pengene herfra til opbygning af Sydafrikas Røde Kors. Når vi deltager i denne form for støttearbejde, foretrækker vi, at det indbygges i virksomhedens rutiner, og der kan etableres en sideeffekt, som inddrager de rejsende, frem for et ligegyldigt marketingstunt.
Og hvad vil vi så fremover?
Energi og klima
Der er i disse år stigende opmærksomhed på energiforbruget, der er rejsebranchen mest iøjnefaldende akilleshæl, fordi transport anses for at være en af de store syndere. På den anden side har den voldsomme udvikling i den globale flyvning og olieprisernes himmelflugt også medført en tilsvarende teknologisk udvikling. Fly og biler, busser og skibe bliver til stadighed mere miljøvenlige, og som ansvarlig forbruger kan vi bidrage til denne udvikling ved at fokusere på det bedste og mest miljøvenlige og støtte disse initiativer, selvom de måske ikke altid er de billigste løsninger. Vi vil støtte de leverandører, der bevidst arbejder med miljø og klima, benytter autoriserede miljøcertificeringer og søge at optimere vort eget transportbehov.
Vi arbejder allerede med store, faste gruppeenheder, der passer til bus og andre transportformer, hvilket betyder en optimering af energiforbruget, til gavn for både miljø og pengepung.
Vi indgår miljøpartnerskaber med relevante organisationer som eksempelvis Dong Energy, hvorfra vi henter inspiration og viden om dels vor egen dagligdag, og dels om muligheder i et større globalt perspektiv.
Vi er åbne for og eksperimenterer med andre transportformer. Vi benytter offentlig togtransport på flere rejser som alternativ til bus. Toget kører under alle omstændigheder.
På flere rejser indgår oplysning og diskussion om klimaforhold i rejsens indhold. Vi medbringer rejseledere, eksperter, journalister og politikere med særlig viden, der holder foredrag og diskuterer problematikken, specielt på rejser i arktiske egne.
I dag eksisterer der miljøvenlige alternativer inden for alle grene af turismen: flyselskaber, busselskaber, hoteller og lodges. Ofte er de miljømæssige initiativer veldokumenterede og certificerede, hvorfor vi har reelle muligheder for at træffe et fornuftigt valg, men der er desværre også mange blålys indimellem, og det er derfor en opgave for vore producenter og rejseledere at kontrollere og rapportere om forholdene, således at vi hele tiden kan justere rejserne i retning af det miljøvenlige. Dette arbejde sættes i system via standardiserede kontrolskemaer.
Desværre findes der talrige eksempler på, at miljø bliver brugt som undskyldning for ringe kvalitet, og vi understreger derfor, at vi ikke vil gå på kompromis med kvaliteten. De miljømæssige foranstaltninger skal gå hånd i hånd med kvaliteten. Det kan godt lade sig gøre.
De miljømæssige aspekter er imidlertid ikke altid i højsædet i alverdens afkroge, og her må en samlet vurdering af kulturelle, politiske og oplevelsesmæssige elementer træde i stedet for det miljømæssige.
Det kulturelle og sociale engagement
Her kunne man også tale om det etiske aspekt, fordi det først og fremmest handler om at behandle andre mennesker med ligeværd og respekt. Det gælder både de mennesker, vi arbejder sammen med i andre dele af verden, og de mennesker, hvis land, hjemegn og bolig vi besøger. Her er både tale om en økonomisk dimension, der omhandler ”fair trade”, og en kulturel dimension.
Samhandelen skal være fair, og der skal være en reel sammenhæng mellem pris og ydelse. Det kan forekomme vanskeligt at gennemføre i praksis, men underleverandører skal stå inde for, at de overholder landets arbejdslovgivning med særlig henblik på minimumslønninger, arbejdstider og organisationsret. Albatros vil på sin side ikke modarbejde disse forhold eller benytte os af bestikkelse eller andre handlemåder, der strider mod ”UN Code of Conduct” og formuleret i The Global Compact, som vi har tilsluttet os.
Kulturmødet har vor særlige opmærksomhed, og er blandt andet beskrevet i brochurer og på vor hjemmeside, hvor rådene specielt retter sig mod de rejsendes adfærd. I dag er de fleste rejser ledet af Albatros’ egne, veluddannede rejseledere med særlig indsigt i lokale forhold, hvilket er en medvirkende garanti for, at kulturmødet finder sted i den ånd, som vi ønsker det.
Albatros ønsker ikke at deltage i tilfældige logosamarbejder eller sponsorater i selv nok så prisværdige sammenhænge. Vi ønsker kort sagt ikke at flage vort logo, men værne om det og selv bestemme, hvornår det skal bruges – altid i en sammenhæng, der passer til vort slogan: Rejs med hjerte, hjerne og holdning. Vi vil være at finder der, hvor vi selv kan gøre en forskel.
Albatros vil bruge erfaringen
Albatros’ personale, producenter og rejseledere har en enorm erfaring og ekspertise i mange af de lande, vi arbejder med. Vi behersker ofte de lokale sprog, har uddannelser indenfor økonomi, naturvidenskab, antropologi etc. samt talrige lokale kontakter eller egen lokal organisation. Denne erfaring og vidensbase vil vi bruge eller stille til rådighed for at fremme de overordnede CSR-mål. Vi skal naturligvis ikke miste fokus på Albatros’ primære virksomhed, at arrangere og sælge rejser, men vi ser mange muligheder for at kombinere vore kommercielle interesser med de nævnte formål. Vi ser faktisk ingen modsætning.
Vi vil i de kommende år analysere samtlige rejser for nye muligheder i samarbejde med de dygtige rejseledere med henblik på at udvikle nye, bæredygtige rejsekoncepter og præsentere de rejsende for alternative støttemuligheder. Målsætningen er, at vi til samtlige rejser udarbejder en pjece under arbejdstitlen ”Hvordan gør jeg en forskel”. Her skal de rejsende have mulighed for at tilvælge særlige oplevelser i lokalsamfundet, hvor der tilbydes forskellige støttemuligheder. Vi vil i den forbindelse søge samarbejde med bistandsorganisationer, der er repræsenteret på stedet, for at kunne besøge og støtte deres projekter på en sober og værdig måde. Vi vil tillige stille os til rådighed for disse organisationer, såfremt de ønsker vor hjælp med helt konkrete opgaver på stedet ud fra devisen: når vi nu alligevel er der…
Vi vil tilbyde såvel organisationer som rejsende at formidle økonomisk støtte til lokale projekter og vurdere værdien af støtten samt garantere, at den kommer det rigtige sted hen og har den tilsigtede virkning. Alt arbejde, Albatros påtager sig i denne sammenhæng, vil til enhver tid blive finansieret af Albatros og aldrig af modtaget støtte.
Albatros vil altid tilstræbe en objektiv beskrivelse og fortløbende offentliggørelse af alt CSR-arbejde. Såfremt vi vælger at formidle rejsedeltagere eller andres økonomiske støtte til konkrete projekter, vil vor indsats til enhver tid blive overvåget af en ansvarlig ledelse og statsautoriseret revisor.