En støvet grusvej leder os gennem Sonora-ørkenens rødbrune landskaber fra San Ignasio til Stillehavskysten. Gule bulldozere i vejkanten i vejkanten lover dog kommende hvalturister en behageligere overfart på ny glat asfalt. Solen er for længst oppe og afslører et par ørkenræve, der er for sent ude. En lille hjortefamilie render også rundt blandt de enorme cardon- og orgelpipekaktus, og først senere går det op for os, at vi har set en sjældenhed, men det er jo hvalerne, der fylder tankerne.
På vej til hvalmekka
Efterhånden som vi nærmer os San Ingasio-lagunen, forandres landskabet; nøgne, stormomsuste, helt flade sletter dukker op sammen med kulørte saltsøer fyldt med rødalger og indrammet af snehvide krystalkanter. Besynderlige bjerge af muslingeskaller strækker sig kilometervis langs kysten og fortæller, at havet gennem generationer, muligvis årtusinder, har forsynet mennesket med enorme fødemængder, men hvor fik de ferskvand fra? Regnvand? Den gåde kommer vi nok aldrig til bunds i. Milliarder af strandskaller, men de må ikke samles op. De er fredede. Det gælder også skallerne, som fiskerne smed i går. Fredning er godt, men kunne man så ikke fjerne bilkirkegårdene? I denne del af Mexico er meget fredet, medmindre det er købt i en butik.
Fiskeørnene kommer os i møde. De er lette at kende med den sorte stribe over øjet og på det specielle skrig. Fiskeørnen er karakterfugl overalt på Baja, hvor der aldrig er langt til kysten. Den yngler ofte flere kilometer inde i ørkenen, ikke mindst hvor der er lygtepæle eller andre egnede redepladser. Fuglelivet er utroligt rigt her. Måger, terner, skarver, pelikaner, strandskader, spover og præstekraver vader rundt i strandkanten, men det er jo hvalerne, det gælder. Endelig når vi hvalentusiasternes ”Mekka” – Laguna De San Ignasio. Herfra skal vi med en lille jolle ud til gråhvalerne. Vi undres en anelse over, at der kun er to hold, der skal ud i fire både. Hvor er alle turisterne, som vi har læst om?
Gråhvaler – fredning eller sushi?
Omkring år 1900 troede man, at gråhvalen var totalt udryddet, og måske derfor blev den medtaget i flere internationale fredningsplaner gennem 1900-tallet. Hvalbestanden i Atlanterhavet var og er udryddet for bestandigt, men små bestande i Stillehavet overlevede det veritable slagteri i de foregående århundreder. I dag lever hovedbestanden i de kystnære farvande langs Nordamerika fra Alaska til Mexico, hvor de er så godt beskyttet af amerikanernes og canadiernes radikale fredninger og territorialfarvand, at bestanden er vokset til omkring 22.000 individer. En anden lille bestand på et par hundrede, der lever langs Koreas kyster, anses ikke for overlevelsesdygtig, fordi japanere forvandler mange hvaler til videnskabelig sushi.
Det meste af den nordamerikanske bestand følger samme vandringsmønster; hvorefter de fouragerer i Alaskas kolde, næringsrige vand i sommermånederne og senere migrerer langs kysten til Baja California, hvor de ankommer i december. Hvalerne holder til langs hele Stillehavskysten, men en stor andel søger periodevist ind i de lavvandede bugter som Magdalena, San Ignasio og Ojo de Liebre, hvor kalvene fødes i januar-februar. I hele perioden december-april kan man se masser af hvaler i de nævnte områder. Den største koncentration af hvaler finder man i januar og februar, men hvalerne føder først fra midt januar til midt februar, og i den periode kan man bestemt ikke røre ved en kalv. Man kan se dem på afstand, men mødrene vil til enhver tid gå imellem kalven og jollerne. Fra sidste halvdel af februar bliver mulighederne for nærkontakt stadig større dag for dag, indtil hvalerne forsvinder i april.
Selskabelige vs. reserverede hvaler
Efter en kort instruks begav vi os ud i lave glasfiberjoller til observationsområdet. Selv om det hele virker en anelse primitivt, foregår al hvalsafari efter velgennemtænkte og fornuftige regler, der har til formål at beskytte hvalerne. Jollerne må kun færdes i visse dele af bugten, hvor de resterende områder er hvalernes friareal. Det er således helt op til hvalerne at bestemme, om og hvornår de vil i kontakt med besøgende. Fra fødslen lærer hvalerne omgang med jollerne, og man behøver ikke at være hvalekspert for at aflæse reaktionerne: Hvaler, der ikke ønsker selskab, dykker og forsvinder relativt hurtigt, mens andre, mere kontaktsøgende hvaler kommer tættere på.
Efter et kvarters sejlads over lagunens meget lavvandede områder når vi ind i ”hvalzonen”, og snart står en ren symfoni af blåst op omkring vores lille jolle. Fontænerne skyder op fra den rolige vandoverflade i en mangfoldighed, der gør det vanskeligt at beslutte, i hvilken retning vi skal sejle. Vi styrer mod det ene blåst efter det andet. Ofte kan vi følge silhuetten under vandet, men inden overfladen brydes, kommer en anden hval op lige bag os med et larmende og uventet blåst, der nærmest skyller ind over båden. I hvalverdenen er gråhvalen kun en mellemstor sag på omkring 15 meter, men når jollen kun er 5 meter lang, ser denne eschrichtius robustus dog ganske voldsom ud. Mens det videnskabelig efternavn robustus forekommer temmelig logisk, kan man godt undre sig lidt over fornavnet, der såmænd stammer fra en eventyrlysten dansk læge, zoolog og professor ved Københavns Universitet, Daniel Eschricht. Han blev ret berømt i forrige århundrede for sine talrige naturhistoriske foredrag om specielt hvaler og indvoldsorm. Han har sågar sin egen vej i Valby.
De fleste hvaler er enlige og virker temmelig ligeglade med vores tilstedeværelse. Indimellem lykkes det os at følge dem ret længe, og andre gange gider de os ikke rigtigt, men dykker hurtigt og kommer op flere hundrede meter væk. Men der er altid en anden, der er nærmere, og så får vi jo chancen for det eftertragtede halefoto. Flere steder ser vi ”spyhopping” i horisonten, men altid irriterende langt væk. Man kalder det ”spyhopping”, når hvalen stikker hele hovedet lodret op af vandet, og her står de forbavsende længe, fordi der er så lavvandet, at de kan stå på halen og orientere sig lidt om livet oven vandet.
Med mor i svømmeskole
Begæret tiltager. Vi vil se mere, og den erfarne fisker med hånden på styrepinden kender udmærket situationen og sætter kurs mod lagunens indsejling. Her træner mødrene kalvene i at svømme mod strømmen, når tidevandet kommer kraftigt ind. Snart vil hvalerne svømme nordpå gennem Stillehavets stærke havstrømme og ubehagelige farer, og derfor skal kalvene lære at overkomme modstrøm. Flere steder ser vi kalvene forsøge at hoppe over strømmen. Den er stærk – også for en god svømmer – og der skal gode halekræfter og ikke mindst teknik til, før det går rigtig godt. Efterhånden som kalvene udmattes forsøger de at snyde som en anden skulkende skoleelev, men snart lærer de, at strømmen skal bekæmpes på anden vis, man kan ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest.
Mødre og kalve er travlt optaget. Der er stadig nogen bølgegang, og vi beslutter at lægges os lidt længere ind for at vente på frikvarter. Rundt om os hopper snesevis af små gråbrune delfiner, der her står lidt i skyggen af de store hvaler. Den lille hval med det kedelige danske navn øresvin er en munter fætter, der overalt ses sammen med de store onkler i hvalslægten. De boltrer sig rundt om joller og gråhvaler, leger i kølvandet og snupper en tår af kalvenes modermælk, når chancen byder sig. Gråhvalens mælk indeholder over 50 % fedt og lader sig ikke let blande med havvandet. Derfor kan moderen slippe mælken løs i vandet, hvor den samler sig i en kugle som suges ind af kalvene, men der bliver altid lidt dråber til overs til øresvin og fisk, der så også ender i øresvinenes mave.
Kys hvalen
Tæt ved os har en anden jolle fået kontakt med en hval og dens kalv. Vi sejler tættere på for at snylte lidt på deres held. Alle læner sig kraftigt ud af den lille båd, der efterhånden har enorm slagside. Vi kan tydeligt se de to silhuetter i vandet. Den lille er på vej hen til båden, men moderen kommer imellem og danner en barriere. De kommer op til overfladen, og blåsten bekræfter, at der er omkring 10 sekunder mellem. De dykker lidt igen, kommer op, cirkulerer, kommer tættere på. Så kommer hovederne op af vandet, begge to på en gang, få meter fra båden, og det gentager sig nogle gange, mens vi klikker løs med kameraerne. Det er som om, moderen har givet slip på kalven: ”Gør nu dine egne erfaringer, men ingen dumdristighed! Ganske vist er det flinke mennesker i båden, men man kan jo aldrig være helt sikker. Først orientere sig, pas på motoren og så tættere på, så længe det går rigtig for sig.” I den anden båd befinder der sig to små børn, og det ser unægtelig ud som om kalven hele tiden kommer op i nærheden af børnene, samme side og samme sted. Moderen – ikke hvalmoderen men menneskemoderen – holder det ene barn godt ud over rælingen, og kalven kommer helt tæt på. Pludselig stikker den hele hovedet op til barnets, og moderen lader barnet kysse kalven på munden. Det er lige før, man ved dette syn kan bære over med de hvinende tirader, der lyder fra båden: ”Oh my God, oh my God!”. Kalven bliver ved med at cirkulere omkring båden, og både den og moderen lægger simpelthen hovedet op på rælingen for at blive klappet. Engang imellem må jeg lige kigge i kameraets display for at se, om jeg nu også har set rigtigt.
Mens vi sidder og nyder scenen, der udspilles over en halv time, får vi det hele med omkring os. Hvalerne er begyndt at ”spyhoppe”, så det er en ren fornøjelse. Det er som om, de alle vil holde øje med, hvad der foregår i bådene. En enkelt hval poserer få meter fra båden, og det er bestemt med en portion ærefrygt, man iagttager dette monumentale monster, der lige så godt kunne vælte sin enorme krop ned over én.
Hvor kommer hvalerne fra?
I lang tid vidste ingen rigtigt, hvorfra hvalerne egentlig stammede. Det så ud som om, de pludselig dukkede op i urhavet for 50 millioner år siden i første del af tertiærtiden i Middelhavet og Midtatlanten. For omkring 20 millioner år siden udviklede de sig så til noget i retning af det, vi kender i dag. Hvalernes lange periode helt uden evolution har ført til mange sjove spekulationer, og den dag i dag kan man finde kulørte historier på nettet om, at hvalerne er skabt fuldstændigt, som de ser ud i dag. De er så komplekse i deres livsform, at der ganske givet må stå en intelligent designer bag, lyder et traditionelt argument. Evolutionsbiologien har dog ganske gode argumenter for, at hvalerne udviklede sig som pattedyr på land. Da de første hvaler gik i vandet, havde de tandsæt helt som vore dages pattedyr med for-, hjørne- og kindtænder. I dag har ufødte kalve af bardehvaler stadig forløbere til tandsæt – disse forsvinder dog under udviklingen. Proteinanalyser har afsløret, at hvaler faktisk er beslægtede med klovdyr. Molekylærbiologien har i dag placeret hvalerne som nærmeste slægtning til flodhesten, og man kan stadig finde spor af bagben som rudimentære knogler på hvalernes bagkrop.
Anden lektion for hvalkalvene
Da vores tid med hvalerne på 90 minutter er overstået, skal vi forlade hvalzonen, gå i land og holde frokostpause, hvorefter der står endnu en sejltur programmet. Heldigvis – vi kan simpelthen ikke få nok, selv om vi heller ikke kan forestille os, at der er mere nyt at komme efter. Da vi igen sætter os i bådene bliver vi alligevel overraskede. Det ser ud som om, eftermiddagens hvallektion hedder ”kontakt med mennesket”. Kalvene vil fremover vende tilbage til samme sted år efter år, og når de engang er blevet voksne, vil de yngle og oplære afkommet her. Derfor er det vigtigt, at de kender omgivelserne til bunds og følers sig trykke. Kontakten med jollerne og menneskene er derfor et vigtigt led i oplæringen. Kalvene skal lære, at der ikke er forbundet fare med mennesker og joller, men at de skal passe på skibsskruer. De skal også lære, at menneskene lader dem være i fred i visse områder og på visse tidspunkter.
Pludselig ser vi mødre og kalve alle vegne – næsten ingen enlige hvaler. Mange vil tilsyneladende gerne i kontakt med jollerne. Det er nemt at observere mødrenes strategi. Man sejler mod hvalerne og stopper inden for en afstand af 50 meter og venter. Vi læner os ud over rælingen og plasker med armene i vandet, hvilket opfattes som en venlig gestus. Vi plasker og plasker, mens hvalerne cirkulerer om os. Det er som et deja-vu. Der er dog en forandring i forhold til tidligere på dagen, idet kalven ikke virker så ivrig som formiddagens kyssende aktivist.
Moderen kommer først hen til os, stikker hovedet op, svømmer under båden og ruller rundt i vandet, mens kalven holder sig på behørig afstand. Det virker som om, moderen nærmest skubber kalven hen mod båden. Der går dog en rum tid med rulninger rundt i vandet, hvor vi kan se de hvide buge lige under vandoverfladen. Så kommer de endelig med begge hoveder oppe kun en meter fra båden, tættere og tættere på og igen hovederne helt op mod kanten af rælingen – alle klapper en hval – og i mellemtiden er den anden halvdel af vores gruppe kommet til i en anden jolle. Sammen følger vi de to hvaler i det meste af en time. Løjerne vil ingen ende tage. Der er vist ingen tvivl om, at hvalerne hygger sig gevaldigt i vores selskab. Flere af os begynder at udstøde underlige lyde, som om vi kunne tale hvalsprog, mens hvalerne bliver ved med at dukke op langs bådene, svømme under den og rulle rundt.
Da jeg fortalte den lokale arrangør, at jeg ville skrive om vores oplevelser og lægge dem ud på nettet, bad han mindeligt om, at udelade næroplevelserne for ikke at skabe for store forventninger hos fremtidige besøgende. Men oplevelser som dem, jeg lige har beskrevet, er simpelt hen for gode til at udelade. De er den mest rørende og betagende del af hele turen – den kan man ikke bare undlade.
Baja Californias blåhvaler
Det forekommer at være en selvfølgelighed, at verdens største dyr, blåhvalen, har de syv verdenshave som arbejdsplads og hjemstavn, om end de holder sig i passende afstand fra storis. Blåhvalerne kan træffes overalt på alle tidspunkter af året, men hvordan finder man dem så? En lille fast bestand omkring Mexicos Stillehavskyst svømmer hvert år langt ind i Den Californiske Bugt mellem Baja California og fastlandet, hvor de yngler i perioden fra medio februar til medio marts. Et område, der i øvrigt altid er rigt på de fleste af verdens kendte hvaler. Man har altså gode chancer for at se hvaler året rundt, men godt en måned hvert år stiger sikkerheden for se blåhvaler til det meget sandsynlige.
Vi ankommer til Loreto hen på aftenen blot for at modtage den nedslående nyhed, at en storm med vindhastigheder på 30 meter pr. sekund er på vej ind over Den Californiske Bugt. Ingen har trang til at sejle rundt i en glasfiberjolle i stormvejr, så vi må nøjes med et par hvalskeletter og en lang tur ind i ørkenen til det gamle kloster Mision San Javier de Vigge. Det er en flot tur, men hvaler er der ingen af.
På hvaljagt igen
Vi rejser videre med uforrettet sag og aftaler at vende tilbage nogle dage senere. Heldigvis er der ikke nogen særlig organiseret hvalturisme på disse kanter, så det er nemt at aftale tingene fra dag til dag. Nogle dage senere er stormen aftaget, og vi vælger at tage ud, advaret mod gamle dønninger som vi dog ikke ser noget til. Efter en lille halv times sejlads for fuld kraft i nationalparken Parque Nacional Bahia de Loreto løjer vinden helt af, og resten af dagen foregår for havblik og blændende sol. Vi har delt os i tre små både med indbyrdes radiokontakt – hvem ser hvalerne først? Igen leger øresvinene omkring os. Efterhånden betragter vi den lille delfin som indikator for store hvaler – ikke en eneste gang har vi været i kontakt med giganterne uden forudgående varsel fra delfinerne.
I en båd er de rigtig heldige. De har fået færten af to pukkelhvaler, der svømmer synkront og vifter livligt med halerne inden neddykning. Hvalerne dykker kun kort, så vi får mange af de karakteristiske hvalhale-over-havoverflade-syn. Vores ledsagende hvalekspert fortæller, at en gruppe spækhuggere dræbte en finhval-kalv ugen forinden. Havet var helt rødt og fyldt med fede klumper hvalspæk, som flød rundt i overfladen. Spækhuggerne havde nærmest leget med spækket. De kom susende og snuppede en klump, som var det et levende jagtbytte. En mærkelig og foruroligende historie, der tyder på, at den lokale bestand af spækhuggere er ved at ændre adfærd. De har længe gået efter gråhvalernes kalve, hvor de primært æder tungen og underkæben, men de er øjensynligt i gang med at udvide sortimentet. Nogle steder siges de nu også at gå specifikt efter delfinerne – hvis de kan få fat i dem.
Hvaler til alle sanser
Vi spejder efter havets kæmper, men kan ikke se noget som helst, selv om havet er spejlblankt. Vi slukker motoren, og pludseligt hører vi et hvalblåst, men kan ikke få øje på hvalen. Lyden er helt tydelig og meget karakteristisk. Vi spejder til alle sider, og så er blåstet der, langt ude, men tydeligt. Vi nærmer os hvalen langsomt. Den bryder overfladen 5, 6, 7 gange og går så ned igen i nogle minutter. Snart er vi helt tæt på, og i mellemtiden er en hval mere kommet til. Den ene hval dukker op få meter fra jollen, og vi overraskes over det voldsomt støjende blåst, hvor man tydeligt kan høre den massive resonans i de enorme lunger. Så fik vi også forklaringen på talemåden, at hvalerne skal findes med øret før øjet, men man kan sandelig også bruge næsen. Stanken fra hvalen er karakteristisk. Flere gange opdager vi hvalernes dårlige ånde, længe før vi ser hvalerne selv. Svage briser fører duftsporet henover vandoverfladen.
Der er ikke meget optræden fra blåhvalernes side sammenlignet med de undervisende gråhval-mødre. Blåhvalerne følger stort set samme mønster hele tiden og er helt uanfægtede af vor tilstedeværelse, så længe vi sejler stille og roligt rundt og slukker motoren, når vi er helt tæt på. Først kommer spidsen af hovedet op med en rullende bevægelse, der bringer åndehullerne – næsen – op over overfladen, så kommer den bragende udånding, men der er sjældent meget vand med efter de korte dyk. Så snupper den 5-6 åndedrag, inden neddykningen begynder med en langsom rullen, der bringer den lille rygfinne til syne og til sidst halen, der kun sjældent når op over havoverfladen. Selv om neddykningen varer relativt få sekunder, forekommer rullebevægelsen enormt lang, og indikerer den enorme krop, inden den dykker ned i sit ”fodspor”, der ses som en blank hinde i havets overflade. En gang imellem er vi så heldige, at solen står i den rigtige vinkel på havoverfladen, hvilket tillader os at se hele silhuetten under opdykningen, men ellers giver den mørke krop i den fløjlsmørke havoverflade ikke megen kontrast til fotografen.
Fakta om hvaler
Hvaler er højt komplicerede dyr, der med nogle individuelle variationer er karakteriseret ved:
1. De bliver mindst lige så gamle som mennesker.
2. De er almindeligvis meget fredsommelige, ikke aggressive, og har tendens til at acceptere menneskelig tilstedeværelse eller ligefrem opsøge denne kontakt (dette gælder specielt delfiner).
3. De tømmer lungerne op til 90 % modsat menneskets sølle 15 % – nogle hvaler dykker op til 2 timer, muligvis mere, og når ned i dybder på over 2000 meter.
4. De lever i komplicerede familiemønstre, ofte på bestemte territorier.
5. De oplæres af mødre og andre familiemedlemmer fra små og fortsætter med at lære og bruge nye erfaringer livet igennem. De er i stand til at respondere på omgivelser og store forandringer.
6. De føder kun én unge, men kan få tvillinger.
7. Ved fødsler har man iagttaget hjælp fra tanter. De bider navlestrengen over, hjælper med pasningen og er meget kærlige over for ungerne og hinanden.
8. Digevorterne sidder i en lomme bag på kroppen. Vorten kommer frem, når ungen berører lommen, og skyder stråler af den meget næringsrige mælk ind i ungens gab.
9. De jager og kommunikerer med et kompliceret sonarsystem, udsender lavfrekvente lyde, der kan høres over store afstande (ligesom elefanter). Lydene opfanges formentlig gennem kæbebenet.
10. I delfinarier har man lært delfiner over 200 ord og 2000 sætningskonstruktioner.
11. Pukkelhvalens han synger serenader for sin udkårne med lange komplicerede lydserier.
Fakta om hvalsafari i Baja California
Gråhvaler
Selv om man kan se mange forskellige hvaler hele året rundt, er den lange halvø specielt kendt for sin gråhvaler, der kan ses fra midt i december til midt i april. Gråhvalerne kommer i titusindvis til Baja California fra deres sommerresidens i Alaska for at parre sig og føde unger i de lave laguner. Hvalerne ses i begyndelsen af perioden hele vejen ned langs kysten fra Guerrero Negro til Cabo San Lucas. Enkelte når endda hele vejen rundt om sydspidsen af den lange halvø og kan ses helt op til byen La Paz. Hunner med kalve søger sammen med unge hunner og de mere parringsivrige hanner ind i lagunerne og forbliver der i det meste af perioden. Omkring slutningen af februar begynder hannerne og de gravide hunner så småt den lange rejse mod nord, og tællinger viser tydeligt, hvordan en lokale bestand reduceres dag for dag. De fleste hunner med kalve og de helt unge hunner forbliver endnu en tid i lagunerne, indtil kalvene er tilstrækkeligt stærke til at klare turen nordpå.
Mod slutningen af marts begynder de så alle at trække nordpå. Først tømmes Magdalena-bugten, siden hen San Ignasio og til sidst Guerrero Negro, hvor de sidste hvaler plejer at opholde sig til midt i april. Den største koncentration af hvaler, ses i perioden medio december til medio marts, men koncentrationen er stadig betydelig i de nordlige laguner indtil begyndelsen af april. Muligheden for at komme helt tæt på hvalerne begynder først, når kalvene er nogle uger gamle, hvor mødrene ligefrem tilskynder ungerne til at stifte bekendtskab med mennesker og joller. Fra midt i februar og fremefter stiger sandsynligheden for at komme i helt tæt kontakt med hvalerne.
Hvalsafari foregår udelukkende i små både (joller) typisk med plads til 6-8 personer. Nogle både er forsynet med soltag, men det er ikke noget, man skal regne med. De små joller betyder, at man kan komme helt tæt på hvalerne – ofte så tæt at man ligefrem kan røre ved dem. Deltagerne vil ligeledes være meget eksponeret for vejret, der både kan byde på stærk sol og stærk vind. Ved storm og kuling vil turen blive aflyst og forsøgt gennemført på et senere tidspunkt. Man bør altid sikre sig, at programmet har indbygget fleksibilitet, således at det er muligt at bytte rundt på dagene i tilfælde af dårligt vejr. Selv om solen skinner, kan turen være en kold omgang, specielt i første del af perioden, og en vindjakke er nødvendig uanset de mange flotte solbeskinnede billeder, man kan se på internettet. Gråhvalernes observationsområder ligger altid relativt kort fra udgangspunktet, og indebærer sjældent mere end 15-30 minutters sejlads. I alle laguner er der helt bestemte regler for, hvor mange minutter man må opholde sig i observationsområdet – i reglen 90 minutter eksklusiv sejlads til og fra området. Hvis man ønsker længere observationstid, sejler man i reglen tilbage og starter på en ny tur. Ofte kan store mængder delfiner og havfugle iagttages undervejs.
Blåhvaler og andre hvaler
Blåhvalerne er et kapitel for sig. De kommer hvert år og yngler i farvandet ud for Isla del Carmen i bugten mellem Baja California og fastlandet. Hvalerne er tilsyneladende temmelig punktlige og kan næsten altid ses i perioden medio februar til medio marts. Uden for denne højsæson bliver de langt mere sjældne. I samme område vil man ofte også se delfiner, pukkelhvaler, finhvaler, grindehvaler samt spækhuggere på dette tidspunkt. Kaskelothvaler kommer langt senere og er meget usandsynlige i denne periode. Hvalsafari foregår fra Loreto og er ikke så velorganiseret som turene på Stillehavskysten. De arrangeres af naturinstituttet på forespørgsel. Turen indebærer lang sejlads over åbent hav og kan være meget anstrengende. Ofte er man heldig og finder hvalerne en times sejlads fra Loreto ud for Punta Baja ved Isla del Carmens sydspids, men de kan sagtens være trukket længere ud. Denne hvalsafari er meget vejrafhængig og vil blive aflyst ved den mindste udsigt til storm. Ofte vil der kunne byttes om på nogle aktiviteter, således at man kan sejle en anden dag.
Søløver, havfugle m.m.
På flere af hvalsafarierne vil man støde på små populationer af den californiske søløve, der i reglen optræder meget roligt, nærmest tam, men man skal ikke regne med at se søelefanter, da denne population befinder sig temmelig langt syd for Cabo San Lucas. Fuglelivet i området er enestående. Blandt rovfugle dominerer fiskeørn, kalkungrib og rødkindet våge, men der ses også mange falke. Blandt havfugle ses brun- og blåfodet sule, forskellige skarver, brun pelikan og enkelte stor hvid pelikan, forskellige terner og havmåger. Specielt i området omkring Isla Espiritu Santo kan man være heldige at opleve det besynderlige fænomen, at djævlerokker flyver hen over vandet. Der findes ingen forklaring på fænomenet, men synet er helt enestående. På så at sige alle bådture vil man støde ind i delfiner. Det vil i reglen sige øresvinet, men der findes tillige 2-3 andre arter, der dukker op med en vis hyppighed.