”Om vinteren koncentrerer vi os om økoturisme, og om sommeren om dykkerturisme!”. Omtrent sådan faldt ordene fra den tyske antropolog, der ledede vores lille gruppe på hvalsafari i Baja California. Vi var taget til Mexico for at se på hvaler i begyndelsen af marts og måtte således falde under kategorien "økoturisme". Vi kommer flyvende fra Europa, mellemlander flere gange undervejs, kører rundt i en minibus for nå frem til de små glasfiberjoller, der ved hjælp af gigantiske påhængsmotorer bringer os det sidste stykke ud til hvalerne.
Økoturisme?
Selve ordet økoturisme er overalt i verden blevet synonymt med turisme, der primært koncentrerer sig om naturseværdigheder, uden af der af den grund er specielt fokus på naturbevarelse.
Alligevel er det ikke helt så slemt, som det lyder. Der er nemlig overalt en tendens til adfærdsregulering. Man smider ikke noget, man fjerner ikke noget, og man interesserer sig for økologiske sammenhænge. Det ligger i kortene, at man opfører sig ordentligt, og blandt rejsende er der en tydelig enighed om, at man ikke skal skade eller påvirke unødigt. I den henseende er vi altså kommet et godt stykke vej, siden økoturismen dukkede op som begreb for godt 20 år siden. Vi er blevet lidt mere etiske!
I løbet af den nævnte årrække er fokus flyttet fra naturen til mennesket. Vores hvalsafari står helt i lokalbefolkningens tegn. Her er ingen internationale virksomheder, store krydstogtsskibe eller lokal mafia. Turismen varetages af lokale fiskere, der har fået koncession. De har faste priser, og forretningen går efter tur. Der er også faste regler for hvornår, hvor og hvor længe man må være i kontakt med hvalerne, der således har rig mulighed for at fastsætte ”kvoten” af turismeaktiviteter.
Herved sikres mange familier et dagligt udkomme af den tiltagende turisme, samtidig med at hvalerne både udnyttes kommercielt og nyder godt af en udstrakt beskyttelse og fredning. Alt i alt et glimrende eksempel på, hvordan vi i dag opfatter bæredygtig turisme, som noget der gavner lokalbefolkningen og samtidig sikrer de ressourcer, der er grundlag for turismen.
Der findes talrige små gode historier af nævnte karakter, og lad dem endelig danne skole, men indtil videre er der bestemt tale om en lilleskole.
I Medierne og WTO (World Turist Organization) er der ikke langt mellem de positive meldinger om ”økoturismen” og de rejsendes stigende interesse for etiske rejser. Men der er nu engang stor forskel på ønsket om ikke at opleve noget ubehageligt og på at gøre noget aktivt. Besøg på institutioner for forældreløse børn eller støtte til en forretning, der hjælper gadebørn er selvfølgelig glimrende og kan sikkert bidrage til en stigende bevidsthed, men det er ikke økologisk eller nødvendigvis bæredygtigt eller skånsomt, og man skal nok vare sig for, at det ikke ligefrem legitimerer noget, der ligger langt fra de bemeldte rejsedyder.
I Marokko vil en forsørgende enlig mor bede til Allah og kongen om at nedsætte kornprisen, mens tusindvis sveder tran på Agadirs strande. I Thailand gør de søde værtinder sig klar til nattens betjening af specielt mandlige turister for at forsørge hele familien i de golde bjerge, hvor danske virksomheder huggede mahognien om for 50 år siden.
Det er svært at få øje på mulighederne for et ligeværdigt møde. Det der skiller os er ikke økologi, CO2 eller moral. Det er så simpelt som penge!
Kommenter dette blogindlæg.