Lufthavne - en by i terroristland

København, d. 10. april 2008

Netop ankommet fra Mexico til Amsterdam lufthavn skal vi gennem told- og sikkerhedscheck for at komme ind i Eurolands transitområde. Vi slipper gennem nåleøjet med de små kosmetik flasker i en uautoriseret plasticpose uden klemmelukke. Selvom sikkerhedsbruddet er ganske evident, klarer vi frisag med en mindre reprimande. EU lovgivningen om sikkerhedsplastikposer bringer mindelser om andre spændende EU cirkulærer om eksempelvis om agurkers krumning, hårnet i fiskekuttere og standardiserede slagterikroge.

Herren bag os er knapt så heldig. En skurkagtig type, der medbringer en æske havanesere, - hvilket jo i sig selv er mistænksomt - og hele tre flasker spirituosa af mærket taxfree. Det går langsomt op for bemeldte herre, at hans helt lovligt indkøbte flasker, har nået deres endelige destination. Raseri skifter til fortvivlelse, da sikkerhedsfolkene kører en stor plastikcontainer frem og smider hans flasker op i en blød bue, så de knuses mod hundredvis af andre glimrende mærkevarer. Det skulle jo nødig hedde sig.

Scenen gentager sig hvert sekund over det meste af jorden, hvor ligesindede står i endeløse sikkerheds køer, og spilder deres kostbare tid. Sikkerhedsindustrien er blevet kolossal og verdensomspændende. Hundredetusinde mennesker beskæftiger sig med flysikkerhed af den nye slags - ikke af den gode gammeldags tekniske sikkerhed - men for at en lille inferiør gruppe mennesker med galopperende gak gak – psykopater, hedder det vist også - ikke springer os alle sammen i luften.
Sikkerheden koster verden et svimlende milliardbeløb, men er det pengene værd? Virker det efter hensigten? Gør det terroristerne til vindere?

I London står 8 personer tiltalt for forsøg på at springe hver deres fly i luften på samme tid. Komplottet blev heldigvis trevlet op længe inden psykopaterne nåede lufthavnen med deres skjulte sprængvæsker, ellers kunne deres foresæt meget vel være lykkedes. Lufthavnssikkerheden yder nemlig ingen som helst beskyttelse mod den slags mennesker. Få centiliter af tre forskellige klare væsker, der kan købes i alle former for materialehandel, kan forvandles til nitroglycerin på få sekunder og springe ethvert fly i luften. Opskriften har været kendt i 100 år siden verdens første terrorister – de såkaldte anarkister – brugte det mod Zarens politi.

De såkaldte udviklede lande har langt de største omkostninger til terroristbekæmpelse, men set i den globale økonomis lys, har vi altid formået at sende en god del af regningen videre til de mindre udviklede lande, og mon ikke mekanismen også virker i denne sag? I praksis betyder det, at de lande, hvor terrorismen har mange uskyldige trosfæller, må betale gildet. Med et moderne udtryk skider terroristerne i deres rede, mens vi andre står og måber i køen til ingen verdens nytte.

Kommenter dette blogindlæg

Kommentar:
Pia Grønqvist - 12. september 2008
ja lufthavne er også meget kedelige. Sct Pedersborg er kedelig og langsommelig. Men humlen er jeg har lige deltaget i zarens vandveje med Svend Lisdorf og sikke en oplevelse, så mange kulturskatte og så fremvist og forelæst af en så kyndig, rolig og tålmodig rejseguide. SUPER- det er ikke sidste gang- vil gerne at I laver en rejse til Tallinn, da jeg ved Svend har også evner om kring denne by.
hilsen pia

Palle Nürnberg 19. august 2010

Kl. 08.30 skulle alle være checket ud og havde nu et par timer til at sige farvel, indtil der var afgang til Pulkovo Lufthavn kl. 10.30. Det tog en halv times tid at nå lufthavnen der, i forhold til størrelsen af St. Petersborg, er meget lille. Det at den er lille er ikke det værste, men den er også meget lavloftet, hvilket absolut ikke er behageligt under en hedebølge.

Nu skulle vi rigtig lære ægte russisk bureaukrati at kende. Her, snart tyve år efter Sovjetunionens sammenbrud, lever det stadig i bedste velgående.

For at komme ind i lufthavnen skulle vi igennem et security-check, med gennemlysning af kufferter og håndbagage samt personscanning - og her måtte de første allerede åbne kufferter og få gennemgået al deres snavsede tøj.

Klokken var efterhånden blevet hen ad halv tolv og vi stillede os op i de køer der var ved de fire check-in-skranker som vi skulle benytte. De skulle først åbne kl. 12.50 - og det gjorde de heller ikke eet sekund før, selv om personalet sad uproduktivt hen og ventede. Dvs. de blev skam aktive ca. 5 minutter før åbning, hvor de satte et skilt op ved den ene skranke, der fortalte at denne kun var for Business Class.

Alle dem der nu stod i kø ved denne skranke, måtte så fordele sig bagest i de tre andre køer. Der var absolut ikke udelt tilfredshed med denne forretningsgang.

Endelig åbnede skrankerne. Der var 3-4 passagerer til Business Class og da de var færdige med deres check-in, gik der en funktionær rundt og pillede enkelte passagerer ud og viste dem hen til den nu ubenyttede skranke. Det er ikke nogen hemmelighed, at de før forviste passagerer var lidt utilfredse med denne fremgangsmåde.

Efter det med længsel ventede check-in, kunne vi så begive os til en særdeles grundig paskontrol, hvor vi også skulle aflevere den anden halvdel af det berømte emigrationskort. Stemplerne lavede trommedans hen over pas, kort og jeg ved ikke hvad, men vi blev dog sluppet igennem og kunne gå op på første sal hvor der var lidt køligere og lidt højere til loftet.

Vi købte lidt ind i Tax-free (vodka) og købte lidt at spise. Her gjorde de alt at for at flå de sidste rubler fra os, med priser på en højde som selv ikke Københavns Lufthavn kan slå.

Det var nu tid for boarding og vi begav os til gaten, hvor den sidste overraskelse ventede os: Vi skulle igennem Security-check een gang til -håndbagage, livrem, sko, ur og alt hvad vi ellers besad skulle gennemlyses mens vi, på bare fødder, blev kropsvisiteret. Tålmodig-hedstærsklen var ved at være meget lav og varmen ulidelig.

Flyet lettede præcis til tiden, kl. 14.20 og vi landede blidt i Københavns Lufthavn i Kastrup kl. 14.10 (tidsforskellen på to timer) efter en behagelig og begivenhedsløs hjemtur.