Kenya har gennem årene oplevet terrorbombning af den amerikanske ambassade, etniske mord, optøjer i forbindelse med valghandlinger, stigende hård kriminalitet og masser af malaria. På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse, at der er betydelig risiko for terrorangreb, at situationen er spændt flere steder, selvom sikkerheden er forbedret, og at man skal udvise agtpågivenhed stort set overalt.
Over for alle disse uhyggelige informationer står de realiteter, man oplever som turist i Kenya: ingenting! Gennem de sidste 25 år har jeg været i Kenya 2-3 gange årligt uden at opleve noget ubehageligt, bortset fra en gang selvforskyldt malaria. Albatros har vel haft 30-40.000 gæster i Kenya, der heller ikke har været udsat for ubehageligheder af nævneværdig karakter. Ingen er blevet slået ned, ædt, forgiftet eller nedtrampet af vilde dyr, og tilsyneladende er heller ingen blevet livsfarligt syge. Denne statistik taler vel et ganske klart sprog?
Som i mange andre fattige lande lever en stor del af Kenyas befolkning med og af turismen. For disse kenyanere er turister værdsatte gæster, som man skal passe på, og det gør de faktisk rigtig godt. Besøger man en restaurant i Mombasa, vil personalet i reglen sørge for transporten frem og tilbage. Ligger restauranten lige over for hotellet, vil man blive fulgt frem og tilbage. Overalt holder de lokale øje med fremmede og ve den usselt udseende kenyaner, der render rundt med et fint kamera eller andre ting, der ikke passer til personens øvrige fremtoning. Uanset om man kan lide det eller ej, er den, der foretager overgreb på turister simpelthen i akut livsfare.
For en del år tilbage skød en psykopat to danske turister i Sydafrika, hvilket har præget landets omdømme i 10 år, skønt jeg principielt kunne skrive det samme om sikkerheden i Sydafrika som Kenya. Kenya lider fortsat under de voldsomme billeder, der gik verden rundt i januar 2008, med historier om, at landet var eksploderet. Hele verden holdt forfærdet vejret, mens folk i Kenya sad fast i de sædvanlige kilometerlange morgenkøer på Nairobis indfaldsveje, som om intet var hændt. Her midt i orkanens øje var det nødvendigt at tænde for CNN for at finde ud af, hvor slemt det stod til i det land, men selv befandt sig i. Alligevel brød turismen sammen, og hele Kenyas andel af udenlandske ambassadefolk, hjælpearbejdere, forretningsfolk og deres familier havde for en stund stor fornøjelse af alle de billige priser, de kunne opnå på skønne safarier i landet. Og denne nye type ”turister” var alle vegne. Situationen var nemlig ikke så slem, som det så ud på tv-skærmene!
Spørgsmålet er: Hvordan pokker finder man ud af, hvad der er forsvarligt og sikkert, og hvad der ikke er? Udenrigsministeriet er jo ikke til megen hjælp. Der er et påfaldende fravær af europæiske og andre ”pæne” vestlige lande på ministeriets liste over rejsevejledninger. Til gengæld fylder lande i Afrika, Mellemøsten og resten af Asien rigtig godt blandt advarslerne. De fleste er lande, som Danmark ikke er fuldt afhængige af at have et 100 % venskabeligt forhold til. Ingen bilder sig vel ind, at det er fuldstændig ufarligt at rejse i for eksempel USA eller Spanien, eller at det er yderst risikofyldt at bevæge sig rundt i Thailand, Kina eller Kenya, der alle får Udenrigsministeriets advarselslamper til at blinke. Ministeriets lange liste af farlige slyngelstater er vel nærmest en helgardering, som man ikke kan bruge til noget. Så er der heller ingen, der har gjort noget galt.
Man kan forestille sig en rejsevejledning for Randers:
Politisk stabilt miljø omend der forekommer en del demonstrationer mod højreekstremister, nynazister og islamiske fundamentalister, der kan udvikle sig til vold. Det anbefales derfor, at man holder sig væk fra politiske møder og større offentlige forsamlinger. Utilpassede unge afbrænder biler, bildæk, containere og udhuse, hvilket dog hører til dagens orden og anses for relativt ufarligt. Også her bør man dog holde sig i behørig afstand for at undgå at blive lagt i håndjern af ordensmagten. Byen er hjemsted for motorcykelbander under mistanke for hård volds- og narkokriminalitet. Udvis agtpågivenhed og undgå mørke og ikke oplyste gader. En del voldelige overfald herunder voldtægter og såkaldt ”slamming” i og omkring gågaden især i weekender: Gå ikke ud, spis på hotellet efter mørkets frembrud. Enkelte tilfælde af fugleinfluenza og mange tilfælde af den farlige insektoverførte sygdom borelia forekommer. Vaccination tilrådes på det bestemteste.
Og hvad med København, Paris eller London?
Statistisk set er man som turistrejsende næppe udsat for større fare, end hvis man blev hjemme, når man ser bort fra nogle ganske få ubehagelige lande. Et pragtfuldt land som Libanon, hvor man i disse dage gør en nationalhelt ud af psykopaten Samir Kuntar – en fej dobbeltmorder, der først myrdede en helt tilfældig civilist foran hans lille datter for derefter at knuse hovedet på pigen – kan man jo nok regne ud, at man bør holde sig fra.
Det handler om tryghed. Det er ingen fornøjelse at være utryg, og man må nok regne med, at man selv skal skaffe sig trygheden – men man kan selvfølgelig også bare rejse med Albatros.
Spørgsmål og kommentarer?
Deltag i debatten