|
Anmeldelse i Aktuel Naturvidenskab:
"Bogen er meget anbefalelsesværdig og tankevækkende. Den henvender sig til læsere med interesse for Afrika og for livets udvikling"
Læs hele Jesper Dahlgaards anmeldelse her |
|
Lektørudtalelse fra Bibliotekerne:
I begyndelsen var Afrika : historier om livets udvikling set gennem natur og mennesker i Afrika (2011) - BOG
Anvendelse/målgruppe/niveau En meget lækker og oplysende bog for alle, der interesserer sig for naturen og videnskab og desuden et must for safarirejsende. Flot forside med afrikansk solnedgang. Bogen er ikke en egentlig opslagsbog, men kan bruges til opgaveskrivning i fx evolution vs. intelligent design
Beskrivelse Søren Rasmussen er cand.scient. i biologi, rejsebureauindehaver og guide på over 100 safarier i især Østafrika. Med udgangspunkt i oplevelser fra turene giver han en grundig og populærvidenskabelig indføring i evolution, naturforhold og mange filosofiske spørgsmål. Rasmussen forholder sig søgende og åben og er virkelig god til at sætte safariobservationerne fra det allermindste til det allerstørste i perspektiv. Mellem hvert kapitel er der et af forfatterens egne smukke naturfotos fra Afrika
Sammenligning Nysgerrige lånere, der fx har kastet sig over Tor Nørretranders Mærk verden vil også kunne nyde denne bog
Samlet konklusion En meget fængende og velfortalt omgang naturhistorie om Afrika og liv som sådan
Lektør: Per Månson |
Bogen kan købes på g.dk - klik her
Anmeldelse fra netnatur.dk
Læs bogens forord på Dansk eller på Engelsk
Hvad handler bogen om? Det er et svært spørgsmål, for den kan læses på flere planer.
Jeg skriver om Afrika. Om dyr, planter og mennesker i Afrika – centrum for mange organismers udvikling. Selvom jeg opfatter Afrika som livets og evolutionens fornemmeste værksted, kunne bogens rammer godt flyttes til andre himmelstrøg. Afrika er bare det sted, jeg kender bedst. Man kan læse min bog som enkelte historier om dyr, mennesker og planters udvikling, om fællestræk hos mennesker og dyr og en diskussion af disse træks betydning.
På et andet plan skriver jeg om naturens uimponerede tilgang til rationel problemløsning; om den evolutionære mekanisme, der sender livet ned i alle den uorganiske klodes sprækker. Jeg diskuterer evolutionens mulige temposkift og føler mig overbevist om, at evolutionen indimellem accelererer voldsomt, og at den i øvrigt har langt flere strenge at spille på, end vi aner.
Evolutionsteorien er rationel til det fuldkomne. Alt kan forstås rationelt, og alt ”stræber” mod det rationelle. Livet og naturen er rationel, og når det ikke forekommer umiddelbart logisk, er det os, der tager fejl eller ikke ved nok. Evolutionens løsninger er økonomiske, hvilket ikke er det samme som fuldkomne. Den fuldkomne løsning ville dræbe dynamikken og sætte evolutionen ud af kraft.
Selvom alle livsytringer – organismer og kulturer - udvikler sig rationelt, eksisterer mange livs- eller overlevelsesstrategier i spændingsfeltet mellem den konservativt fastlåste og den mest bevidste respons på miljøet.

Sagt på en anden måde har mange organismer klaret sig glimrende gennem evolutionens smeltedigel med basis i en fastlåst, instinktiv adfærd, selvom de tilsyneladende - eller teoretisk set - ikke kan modstå massive forandringer. I den anden ende af skalaen har vi mennesket og formentlig relativt få andre arter, hvis hjerne er udviklet med henblik på maksimal miljømæssig respons eller tilpasning på massive forandringer.
Rationalet er imidlertid det samme. Set over tid tyder intet på, at nogle ytringer eller strategier er favoriseret af evolutionen. Overlevelsen er ikke betinget af en hjerne. Hjernen har overhovedet ingen betydning i forhold hårvækst, dievorter eller gode ben.

Hjernen sætter imidlertid mennesket i stand til at samarbejde, opbygge et samfund, dyrke jorden og gemme overskuddet til dårlige tider, hvilket dog ikke i sig selv adskiller os væsentligt fra termitter, myrer og visse bakteriekulturer. Men hjernen sætter os også i stand til at handle, når det går rigtig skidt. Og det gør det jo engang imellem, når civilisationen vokser ud over sine egne naturgivne forudsætninger. Her kan man eventuelt slå naboen ihjel og overtage dennes jord, hvis det er den nemmeste og hurtigste løsning. Naboen kan naturligvis være lidt for stærk, og så må alternative løsninger overvejes. Hvor får man mest ud af energien? Krig, udvandring eller fornyet samarbejde?
Når organismerne presses af miljøet, accelererer evolutionen, og nye træk kommer i fokus og udvikles. Muligvis fordi nogle – mange – dør undervejs, eller måske fordi de potentielle gode egenskaber allerede er spredt i populationen. Når humane civilisationer presses på overlevelsen, er der brug for løsninger. De smarteste overlever, muligvis fordi de slår de mindre smarte ihjel og snupper deres jord. De smarte lærer at dyrke jorden; lærer at kunstvande, når der mangler vand; lærer at lagre til dårlige tider; lærer at transportere kødet levende. Dermed får vi muligvis udviklet den egenskab, vi kalder intelligens, og samtidig får vi forklaret, hvorfor den varierer markant. Begreberne udvikling og intelligens synes altså at være tæt sammenknyttede.

Intelligente løsninger er ikke nødvendigvis sociale, men altid rationelle. Det er fokus på egen overlevelse, der bærer rationalet. I samfund, der ikke presses på overlevelsen, og hvor kulturen er tilpasset miljøet gennem mange tusinde år, er den sociale tilpasning mere rationel end intelligens og smarte ideer. Spørgsmålet er: I hvilket omfang udelukker intelligens og social bevidsthed hinanden? Hvordan spiller de sammen, for det kan jo også være intelligent at være social, hvis det er det mest rationelle?
De afrikanske kvægnomader, og herunder specielt masaifolket, præger mange afsnit i bogen som eksempel på en fuldt udviklet rationel livsform, der giver god mening i et darwinistisk perspektiv. Den er svær at forstå anderledes. Masaiernes kultur er i enhver forstand gennemrationel; der er intet overflødigt ud over det sociale samvær, der trods alt ser ud til at være menneskets og visse andre dyrs kit.
Og på toppen af det, forsøger jeg at forstå den frie viljes rationale. Og det er sandelig ikke nemt.
Bogen kan købes på g.dk - klik her