Den 1. februar 2011
I dag er det tirsdag den 1.februar 2011, og selvom vi først ankom til hotel Mövenpick her i Dar-Es-Salam mandag aften langt over midnat, så var vi ikke i tvivl om, at vi ville på tur - i dag tirsdag.
Der var IKKE arrangeret specielle ture, men den ene af vore guider, hende som vi rejste med herned, Lone Madsen, lovede at prøve på, at få en tur til Zanzibar arrangeret. Vi mødtes kl. 7,00 – KUN 6 deltagere ud af de 51, der kom i går. Men vi havde en dejlig tur, vi havde fået en guide, der hed George (en indfødt), og han havde sat sig meget ind i historien, og fortalte levende om Dr. Livingstone og om historien bag de mange slaver, der blev sendt videre blandt andet fra byen Livingstone ved Victoria Falls (på Zambia-siden).
Men også fra Zanzibar blev der solgt slaver, vi så det torv, hvor de blev solgt og der var et meget alvorligt monument på stedet. Vi var nede i de fangekældre, hvor de sorte sad og ventede på at blive solgt. Jeg var faktisk rigtig stolt og glad over, at jeg kunne følge selskabet rundt i Stone Town på Zanzibar, det havde ikke været muligt, før jeg fik mit sidste knæ. Vi var inde og se deres fiskemarked, der manglede både hygiejne og frisk luft, det stank af fisk, uha, da, da.
Vi sejlede 2 timer for at komme til Zanzibar og 2 timer for at komme hjem, så kl. 15,30 var vi tilbage i
Dar-Es-Salam, godt farvede (ja, vel nærmest brændt på højre side) af solen. Klokken 17,00 havde vi cocktailparty eller informationsmøde. Vi nåede lige at komme i bad og klæde om til dette.
Da vi kom gående ned ad gangen mod det lokale hvor cocktailpartiet skulle foregå, kom rejseleder Peter Madsen imod os, og udbrød: ” Jeg kan da godt gætte hvem I er!” – forundrede spurgte vi, hvem han troede vi var, og han svarede, at han mente Peter var den danske chargé d’affaires – dette måtte vi jo på det bestemteste afkræfte. Da vi kom ind i salen gik det op for os, hvorfor han havde troet dette. Peter var den eneste herre, der havde klædt om med jakke, slips og hele ”svineriet”.
Jeg gik rundt og hilste på alle og præsenterede mig. En svensker spurgte: ”Hvem er du” – jeg svarede: ”Hvorfor spørger du om det, jeg er bare en helt almindelig rejsende” – jamen det var altså fordi jeg sådan gik rundt og hilste på alle. Jeg mente jo bare (eller troede), det var et Get together arrangement.
Kl. 18,30 spiste vi i restauranten, da havde vi ikke spist siden i morges kl. 7,00, hvor vores morgenmad blev bragt til vores værelse. Meget fin middag – 2 retter til hver – og herlig vin.
I morgen forlader vi hotellet, for at påmønstre Rovos Rail kl.13,00, der bliver en stor ceremoni, med såvel rød løber, som med orkester (har vi fået fortalt).
Den 2. februar 2011
Om morgenen kl. 9,30 skulle vore kufferter sættes udenfor vort hotelværels på Mövenpick i Dar es
Salaam. Kl. 10,30 skulle vi være i hallen på hotellet for at bekræfte tilstedeværelsen af dem ved at sætte navneskilte på. Vi skulle også afregne for hvad vi havde spist og drukket i de 2 døgn, vi havde været der. En god middag og diverse drikkevarer – kr. 750,00 – så det var vist ikke så galt. Peter fik lige pudset sine sko, det kostede 3 USD – og da han ikke havde mindre end 5 – fik skopudseren en god pris – det var så en del af vores ulandshjælp.
Vi blev hentet i busser og kørt til banegården, hvor toget stod parat. Vi har ikke fået talt antal vogne endnu
– men der er mange, så det må vi have gjort. Vi blev budt velkommen af togets ”kaptajn” – eller train-manager, som det hedder og præsenteret for den store stab af medarbejdere på toget. Der var champagne, rød løber og et hornorkester på ca. 20 personer, med en dejlig stor negerdirigent – alle var i fineste uniformer.
Og så kom vi ind i vore kupeer, hvor kufferterne allerede var placeret. Her fik vi besøg af den unge mand, der er vores ”vært” – Michael . Kahytten/værelset er ikke stort – men her er hyggeligt og der er et superfint lille baderum – der er også minibar, hvor man bare kan bestille, hvad der skal være i den. Kl.13,00 var der frokost – 3 retter med vine osv., da vi var færdige med at spise gik vi til vores kahyt pakkede ud og indrettede os.
Vi kunne se i vores program, at vi hen på eftermiddagen ville køre igennem Selous Game Reserve, så vi begav os den lange vej til udsigtsvognen. Straks kom der en tjener og spurgte, hvad vi ville have. Det er helt fantastisk, som man bliver serviceret. Vi så masser af impalaer, marabustorke, isfugle, vortesvin, 4 elefanter og to gange så vi en gruppe giraffer – det var helt ”vildt”. Her er masser af hyggelige og søde rejsefæller.
Middagen blev serveret kl.19,30 – 3 pragtfulde retter og igen med udsøgte vine – man vælger selv fra vinkortet. Og der bliver hældt flittigt op. Kaffen indtog vi i salonvognen – og vi fald naturligvis i snak med nogle af de andre gæster, så jeg tror den var 12,00 da vi dinglede ned til vores ”værelse”, ja, det lyder slemt, men man dingler altså, når man går i sådan et tog, skinnerne ligger jo ikke som i Danmark.
Dem der klager over DSB skulle bare komme ned og ,køre med Rovos Rail – og dog – servicen på Rovos Rail er noget højere end på DSB, hvor man kan få en sølle bolle pakket ind i film og kaffe i papbæger. Vi er 40 danskere, ca. 15 nordmænd og 15 svenskere + 3 rejseledere.
Den 3. februar 2011
Toget har kørt det meste af natten, dog holdt det stille i nogle timer en gang midt på natten. Vi var nede til morgenmad kl.8,15 (man kan komme fra 7,00 – 10.00). bagefter gik vi en tur ned i udsigtsvognen for at fotografere, vi kører nemlig her i formiddag gennem et utrolig smukt, frodigt og kuperet terræn.
Men så tog vi også ”toget hjem” – som vi siger. Her udfyldte vi alle de papirer, man skal have udfyldt for at få visa til de forskellige lande.
Vi skulle skrive en blanket for at komme ud af Tanzania
En for at komme ind i Zambia – og en for at komme ud igen
En for at komme ind i Zimbabwe – og en for at komme ud igen
En for at komme ind i Botswana – og en for at komme ud igen
Og endelig en for at komme ind i Sydafrika – hvorfra hjemturen går – og der skal vi så skrive de sidste papirer.
Kl. 11,30 var der foredrag – vi danskere var delt op i 2 hold, og vi var på hold 2. Det var rejselederne, der fortalte om dem selv og dele af turen. De har begge arbejdet – (er et ægtepar – hvor manden har været borgmester i Præstø) – på et projekt i Sydafrika – her tog man sig af 200 meget fattige børn. Lone fortalte levende og engageret om disse børn – og deres mødre. Blandt andet om det, at når hun spurgte kvinderne om, hvad de havde lyst til, hvad de gerne ville og om deres fremtid, så havde de ingen svar på disse spørgsmål – men hvordan skulle de også have det – de har jo ikke fantasi til at forestille sig, at livet kan være anderledes, end det er. De svenske og norske gæster var i en gruppe for sig selv.
Kl. 13,00 var der lunch – igen 3 retter med vine og heldigvis også alt det vand både med og uden brus, vi kan drikke. Forretten er bestemt på forhånd – hovedretten har 3 valgmuligheder og sluttelig kan man få ost eller en dessert. Igen tog vi turen til observationsvognen, hvor vi havde hyggeligt samvær med nogle af de øvrige gæster.
Det vi er kørt igennem i dag er stadig Tanzania. Det har været en spændende dag, der er stor frodighed overalt – masser af bjerge, masser af skov – det har været meget smukt. Indimellem har vi passeret landsbyer – små og store. Alt er meget fattigt – husene er bygget af ler – eller som vi ynder at kalde det, af Afrikas røde jord. De laver en slags mursten og bygger de små huse op af disse. Tagene er som oftest strå – men der er også nogle som har plader. Vinduer er der ikke noget af – glughuller kan man vel kalde det. Omkring bopladserne findes en del ”småmarker” med majs og der er også mange banantræer.
De lokale er meget fattige, en del er klædt i vestligt tøj – det gælder både børn og mænd – andre er i det typiske uforklarlige brunlige, som er laset og snavset. Mange af kvinderne er i de karakteristiske gevandter af farvestrålende stof. Rigtig mange går – eller løber - i bare fødder.
Når toget stopper stimler børnene sammen og – råber – smiler og vinker. De rækker hånden ud og ser bedende på os – det er svært – en stod nedenfor vort vindue og jeg havde fået øjenkontakt med ham, han blev ved med at gentage Madam – madam – det er næsten mere end man kan klare – må jeg indrømme.
Men alle steder hvor vi kører, kommer de løbende op til toget og vinker – der sker jo ikke de store ting i deres hverdag. Det der slår os er, at de mange stationsbygninger langs turen står som de rene ruiner. De står som da englænderne forlod landet – og december 2011 er det 50 år siden.
Der er rækker af sporskifter, men kun et spor er tilbage, på dette er der ikke mange togture. Vi har fået fortalt, at det tog vi kører med passerer ruten 5 gange om året. Der kører ikke mange tog – men dog har vi set et tog, der var kørt ind på et sidespor, fordi vi skulle passere. Det var lastet med kobber fra Zambia, det skal videre til Dar Es Salaam for afskibning.
Inden middagen var vi igen til foredrag hvor train manageren – Eric – en ung mand på 26 år – hvid sydafrikaner - fortalte om hvordan man får sådan et tog til at fungere som et luksushotel i fulde 14 dage. Han fortalte f.eks., at der er 31 i togets staff, rengøringspersonale, tjenere, stewarder, kokke, køkkenpiger osv. Forplejningen er et kapitel for sig selv, alt er købt ind i Sydafrika – og kun en gang på turen får man fyldt op – det er i Lusaka, Zambias hovedstad, hvor nye forsyninger flyves ind fra Sydafrika. Men de startede med 1 ton grøntsager, 1.000 dusin æg, 1.400 flasker vin, masser af sodavand, vand osv. han kunne dog allerede se, at øl forsyningen ikke var tilfredsstillende, så der skulle indkøbes øl i morgen, det er kun i sådan en ”nødsituation” man handler andre steder end i Sydafrika, for man kan ikke være sikker på leverancerne fra de andre lande. Han fortalte også, at der naturligvis er mange rester, det ligger jo i sagens natur, når man ved hver lunch og dinner kan vælge mellem flere retter. Disse rester gives til stationsforstanderen i de byer, hvor toget gør holdt, så han kan dele det ud til byens beboere.
Der er to spisevogne i toget – den ene lidt mere elegant end den anden, så det er lavet på den måde at danskerne har den ene vogn den ene dag, hvor svenskere og nordmænd så har den anden, og så bytter vi dagen efter. I aften spiste vi middag i den elegante vogn, vi sad ved et 4 personers bord, sammen med 2 mænd, der rejser alene, konerne ville ikke med. De kendte heller ikke hinanden på forhånd, den ene er advokat, den anden forretningsmand, vi havde en hyggelig aften, der sluttede med drinks i en af salonerne.
Toget kørte meget vildt under middagen, så vi nærmest sad og hoppede – men i nat har vil holdt stille og haft en god nats søvn.
Den 4. februar 2011
Her i dag til morgen passerede vi grænsen fra Tanzania til Zambia. Sagt på en anden måde, vi var kommet ”hjem”.
Frokosten var rykket frem til 12,30 – idet vi skulle på tur om eftermiddagen. Formiddagen gik med lidt skrivning, en tur ud i udsigtsvognen – og hyggeligt samvær med øvrige gæster. Vi tager nogle gevaldige gåture, husk på toget er 550 meter langt, vi bor i en af de bagerste vogne, og når vi skal til udsigtsvognen som ligger helt i den anden ende, bliver det da til lidt motion.
Spisevognene og salonvognen, hvor foredragene foregår, ligger cirka midt i toget og køkkenet ligger mellem de to spisevogne. Det skal være et dygtigt personale, der kan fremtrylle og anrette alle disse fine måltider i en vogn, der så at sige hopper op og ned – frem og tilbage i en uendelighed.
Kl. 14,00 skulle vi være klar med gode travesko, let påklædning, hat og solbeskyttelse. Vi steg af toget i Kasama. Der var masser af børn omkring os – vi besteg to busser, og påbegyndte turen til Chisimba Falls, det andet største vandfald i Zambia.
Først kørte vi på en helt ny asfaltvej – med overfladebehandling – og derefter på en anden vej i rimelig stand belagt med ”den røde jord” – den var sikkert også rimelig ny, men allerede meget medtaget af regn, der har været usædvanlig stor regnmængde i Afrika, de sidste par år. Alt er også frodigt, og man tænker, at det burde kunne lade sig gøre, at dyrke større mængder føde. Men når man ser den lille hakke kvinderne går med (mændene sidder for de flestes vedkommende bare og hænger) ja, så kan man godt forstå, at det er svært at dyrke de stenede jorder..
Ude ved vandfaldet blev vi delt i to hold og gik op på toppen for at se på herlighederne, det var meget flot, temperaturen var rimelig, for solen kom ikke helt igennem. Der var højt op, og vi gik på trapper lavet af sten fra stedet. Det gik for mig over stok og sten, som man siger, men pludselig var jeg blevet så ”hovskisnovski”, at jeg glemte at koncentrere mig om at løfte fødderne ordentligt, og ups, der lå jeg så og rodede på trapperne.
Jeg fik en hudafskrabning på højre skinneben – og slog mit venstre knæ ind i trappen ovenover – jeg blev selvfølgelig forskrækket, men var hurtigt oppe igen ved hjælp af søde medpassagerer. Vores nabo Leila, der er sygeplejerske så på ”skaden” og mærkede på mit knæ – der var ikke sket noget med det. Da vi kom tilbage til toget, fik vi en hel stor portion sygeplejeartikler, og Leila rensede sårene. (jeg kan fortælle at her den 14. februar er alt helet – og der er ingen mén af skaderne).
En del af togets stab var med, og de medbragte drinks, vi sad så rundt i grupper og nød at være på ”fast grund”. Efter nogen tid gik turen tilbage, og vi blev modtaget på station med champagne, juice og vand. Da vi steg ud af busserne var der masser af børn, og de skulle hen og mærke på de der mærkelige hvide – men vi har fået at vide, at vi ikke bør give dem noget, selvom det kan være fristende, hvilket vi udmærket ved, men en del af de andre gæster kan ikke helt forstå det, det er også svært at forstå, men vi kan ikke redde hele verden. Vore tanker går ofte tilbage til vores tid i Zambia.
Man giver jo drikkepenge hernede, og det kan godt være svært for os, at finde ud hvor meget og til hvem. Rejselederen kom derfor med det forslag, at vi alle hver især skulle give 200 USD – og når vi er 72 gæster, og beløbet regnes om til DKK – ja, så bliver det ca.kr. 83.000,00 DKK. Rejselederne deler så ud, hvor der skal deles ud, og vi skal ikke selv tænke på noget – det er vi meget velfornøjede med.
Da vi kom hjem fik vi telefonforbindelse til Lotte, så vi lige kunne fortælle, at vi havde det godt, og bede hende om at sende hilsen ud til vores andre 2 børn med familier. Det var dejligt.
Kl. 19,30 var der middag – og fordi vi havde været ude på den tur – og den anden bus end den vi kørte med gik i stykker under hjemturen, med den følge, at de passagerer, der var med der, kom meget senere tilbage, ja, så fik vi lov at møde til middagen i casuel (altså ikke jakke og slips)påklædning. Efter middagen indtog vi kaffen i salonen samme med nogle af de øvrige gæster.
En dejlig dag var slut.