Da Albatros i maj slog dørene op til krydstogtskibet Ocean Nova i København, Århus og Aalborg, mødte mange interesserede gæster op for at høre rejseforedrag og se Ocean Nova – Albatros’ eget skib, som tidligere har været kystskib i Grønland. Efter at have forsynet sig med kaffe og te i restauranten kunne gæsterne gå rundt på skibet, hvor de fleste døre i dagens anledning stod åbne, og mange benyttede lejligheden til at se eller gense en kahyt fra en overstået eller fremtidig rejse.
Kaptajnens bro var også populær, især blandt børnene, mens foredragene mest trak de voksne til. Her kunne de høre om Albatros’ krydstogter til Vestgrønland, Thule og Hans Ø og om Danmark Dejligst – et minikrydstogt rundt til de danske øer – hvor man sejler med Ocean Nova.
I Århus kom der omkring 130 besøgende, og i København trodsede over 350 mennesker regnen for at komme om bord på Ocean Nova, der lå ved kaj lige ved siden af det nye skuespilhus. I Aalborg kom der omkring 320 besøgende, og heraf kendte en del udmærket skibet. Dengang det var grønlandsk ejet, lå det nemlig tit i Aalborgs Grønlandshavn, og en maskinmester blandt gæsterne havde endda deltaget i reparationer på skibet, når det kom ind til sine to-årlige servicetjek. En sådan insider-viden om skibet var nok de færreste forundt, men da de 800 gæster gik fra borde, kendte de i hvert fald Ocean Nova lidt bedre, end da de kom.