|
|
Føl dig som en konge på de indiske jernbaner
De indiske fyrster og herskere (under ét kaldet maharajaer) har lige siden damplokomotivets opfindelse været fascineret af tog og jernbaner. Under helt private og hyper-luksuøse forhold kunne de royale familier rejse ud at kigge på deres smukke land gennem ruderne i lange togvogne fyldt til randen med guld, ædeltræ og fornemme møbler. Maharajaerne kappedes indbyrdes om at have de allerfineste toge med de mest elegante kupéer, de bedste kokke og den mest mondæne fremtoning i det hele taget.
Det splinternye luksustog Maharaja Express tager tråden op fra de konkurrerende maharajaer og giver os chancen for at glide stilfærdigt ned gennem de indiske landskaber på ægte kongelig vis. Suiterne fylder halve togvogne og lader intet tilbage at ønske, hvad angår komfort. Begge togets restauranter serverer de ypperligste retter, og i den elegante bar kan man få opfyldt alle ganens ønsker. Alt personalet gør i det hele taget alt, hvad de kan, for at varte os op.
Rejsetiden i de luksuøse omgivelser skal på ingen måde undervurderes, men der er naturligvis mere til denne rejse end en togtur omgivet af luksus. Vi går om bord på toget i den kontrastfulde hovedstad Delhi, og hver dag standser vi i en ny by på vejen mod finans- og Bollywood-byen Mumbai (Bombay). Vi lader os bjergtage af Taj Mahals mælkehvide marmor-skønhed, begiver os ud i junglen i søgen efter den vilde indiske tiger, bliver klogere på den fantasifulde indiske udnyttelse af farvepaletten i den blå by Jodhpur og den hvide by Udaipur, ser solnedgang i Rajasthans ørken, giver den som heppekor til en elefantpolo-kamp og meget, meget mere. Når vi trænger til en pause fra sightseeingen, bydes der på frokost, champagne eller eftermiddagste på et af de mange gamle maharaja-paladser, som er strøet ud over hele Indien.
Læs hele dagsprogrammet for Maharaja Express.
|
|