Albatros Travel

I Vitus Berings kølvand 

Verdenspremiere:
I Vitus Berings kølvand
Albatros Travel sætter fokus på Danmarks største internationale opdagelsesrejsende VITUS BERING med en dansk skibsekspedition til Kamtjatka og Beringshavet
Den fantastiske historie om Horsensdrengen Vitus Bering, der blev født i 1681, er næppe særlig kendt af den danske offentlighed, selv om han både har fået opkaldt et stræde, et hav, en ø og en gletsjer efter sig.  Alle hans store bedrifter blev udført i russisk tjeneste, hvor han efterhånden opnåede rang af kommandør og blev den 10. højest rangerende i hele den russiske flåde. Især de to store Kamtjatka-ekspeditioner i 1725-30 og 1733-42 påkalder sig eftertidens opmærksomhed, fordi Vitus Bering og hans folk bogstaveligt talt slæbte alt udstyr 9000 kilometer gennem det ufremkommelige Sibirien og byggede deres skibe under de barskeste forhold på selve Kamtjatka. Blandt de mest betydningsfulde af Berings opdagelser, ud over kortlægningen af farvandene og kysterne, var opdagelsen af strædet mellem Asien og Amerika, der efterfølgende fik navnet Beringsstrædet.
Albatros Travel har lejet et ekspeditionsfartøj, der efter planen skal følge i den store danske søfarers kølvand. De 48 deltagere vil opleve en del af klodens sidste uberørte naturområder med sneklædte vulkaner, polarnomader, bjørne, kæmpeørne, hvaler, hvalrosser og søløver. Vi følger Vitus Berings rute fra Kamtjatkas sydspids gennem Beringshavet og op til Beringsstrædet. Undervejs går vi i land på talrige øer, bugter og nationalparker og besøger blandt andet hans sidste hvilested på Bering Ø. Vi medbringer store gummiflåder (Zodiacs) til landgang og sejlads op ad de smukkeste floder omgivet af enorme vulkankegler og fiskende bjørne, mens den enorme Stellers havørn cirkler højt over os.

Afrejse fra Danmark er 15. juli 2010 med fly til Moskva og videre til Petropavlovsk på Kamtjatka-halvøen, hvor Bering byggede sine skibe.

Albatros’ direktør Søren Rasmussen deltager selv i ekspeditionen og udtaler: ”Jeg glæder mig gevaldigt til at få et indtryk af, hvad denne fantastiske dansker har bedrevet. Vi har tidligere arrangeret en lignende tur i Jens Muncks kølvand til arktisk Canada. Rejsen var en kæmpe succes, så nu er det naturligt, at vi følger op med denne utroligt spændende rejse. Tiderne synes måske ikke at være til den slags eksotiske rejseeksperimenter, men det har nu engang altid været karakteristisk for Albatros at gå mod strømmen; være spændende, udfordrende og nytænkende. Det laver vi ikke om på – krise eller ej!”
En plads om bord på verdens første ekspeditionsrejse i Vitus Berings kølvand kan fås for kr. 46.990,- inklusive flyrejser og ophold med helpension om bord på krydstogtskibet. Læs mere her


<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00