Blog

Læs med, når Peter blogger med denne udsigt fra vinduet
Følg med i Albatros' rejseblog her på siden - næsten som at være der selv

Synes du også, at en uge eller to er for lidt ferie? Er du heller ikke altid fan af den danske vinter? Så følg med herunder, når journalist Peter Fredberg blogger fra Albatros' langtidsferie i Andalusien.

Klik her og find selv din næste langtidsferie

Farvel, Andalusien - meget mere end sol og strand

14. marts 2016

Engang var Córdoba en af verdens største byer med en million indbyggere og det tætteste, man kunne komme på Arabien og den muslimske kultur i Europa.

Den historiske by, hvor maurerne i middelalderen byggede datidens største moské, var målet for min niende udflugt. Så havde jeg fået fullhouse på min tre uger lange ferie i Andalusien. Moské-katedralen La Mezquita, som er på Unesco’s verdensarvliste, er et fascinerende arkitektonisk mesterværk med en palmeskov af søjler og udflugten værd.

Jeg har flere gange under mit andalusiske eventyr funderet over, hvordan man på den tid under primitive forhold kunne bygge så store og imponerende moskéer og katedraler. Hvor mange ofre har de ikke kostet. Der må være sket nogle forfærdelige ulykker undervejs.

I denne imponerende ramme stod imamen under fredagsbønnen i Córdoba for tusinde år siden. Foto: Peter Fredberg

Efter den kristne generobring af Córdoba i 1236 byggede man en katedral inde midt i moskéen og smadrede uerstattelige kulturhistoriske værdier. Jeg ville ønske, at de havde bygget den udenfor.

På en vandring i det jødiske kvarter med de smalle brostensbelagte gyder er tiden næsten skruet tilbage til arabertiden. For denne signatur har turene rundt i Spaniens sydligste provins været langtidsferiens highlights. Andalusien uden for turistsæsonen (som ligger fra maj til september) er et fantastisk mål, hvis man vil væk fra den danske vinter og have sol. Nogen vil sige det bedste i Europa. Klimaet er perfekt. Ikke for varmt, ikke for koldt. Nok er her andre besøgende, men kun en brøkdel af hvad der er om sommeren, så der er masser af plads.

Der er 856 søjler i den fantastiske moské-katedral La Mezquita i Córdoba. Foto: Peter Fredberg

I Torremolinos på Costa del Sol stod charterturismens vugge i slutningen af 60'erne. Det tidligere fiskerleje har i dag 60.000 indbyggere og fire-fem gange så mange om sommeren, men de lange, brede strande får stedet til at føles alt andet end overrendt.

Mange er på solkysten for at slappe af og slikke sol ved poolen og på stranden. Jeg nåede nu aldrig at tage den på langs. Der var for meget at opleve, og jeg tog hele pakken af Albatros’ tilbud, både de tre, der var med i prisen, og de seks tilkøb. De bragte mig vidt omkring og gav mig et spændende indblik i Andalusien historisk, kulturelt, socialt og politisk.

Det var egentlig min mening at lave en rangliste over de ni udflugter, men jeg opgav. Hvordan sammenligner man Sevilla, Gibraltar, Málaga, Ronda, Córdoba, Nerja-grotten, Mijas, Granada, Alhambra og en tur ud i landsbyerne i bjergene? Alle har deres kvaliteter. Okay, to favoritter skal lige nævnes: Málaga og tyrefægterbyen Ronda.

Albatros’ destinationschef Mogens og hans rejseledere skal have et ord med på vejen i dette sidste blogindlæg. Om en ferie er en succes eller ej, afhænger meget af rejselederne, og Albatros’ team i Torremolinos fortjener et skulderklap. De gjorde os klogere og fik timerne i bussen til at gå hurtigt. Som den rejsevante tidligere sygeplejerske Inger Bell siger: ”Du kan altid være sikker på, at du får nogle fantastiske guider på Albatros-turene.”

Af Peter Fredberg, journalist

Farvel, Andalusien. Spaniens sydligste provins har meget andet end solkysten at byde på. Foto: Peter Fredberg

H. C. Andersen elskede Málaga

10. marts 2016

Jeg tror, at mange undervurderer Málaga. Og det er synd. Fire gange på tre uger har jeg taget bussen de 15 kilometer fra Torremolinos til solkystens centrum for at opleve denne enestående kulturby med en perlerække af museer, en spændende og autentisk historisk bymidte og Málagas svar på Alhambra, det mauriske fæstningsværk, Alcazaba. Et minde fra Málagas første storhedstid.

Men lad mig starte med noget af det mest danske: H. C. Andersen. I sin rejsebog ”I Spanien” fra 1863 skriver han bl.a.: ”I ingen af Spaniens byer har jeg følt mig så glad, så hyggeligt hjemme som i Málaga. Folkelivet, naturen, det åbne hav… og endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige mennesker.” Og han slutter sin kærlighedserklæring: ”Lev vel, Málaga. Jeg hilser dig igen, min kærlighed.”

Så forstår man, at der i forbindelse med H. C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005 blev rejst en bronzestatue af ham på Plaza de la Marina. Den er skabt af den spanske kunstner José Maria Córdoba og viser H. C. Andersen siddende på en bænk med sin rejsetaske. Man kan sætte sig ved siden af ham og forestille sig den elskede digter læse op af sine eventyr.

H. C. Andersen skrev om sin kærlighed til Málaga, og eventyrforfatterens 200 års fødselsdag blev fejret med en bronzestatue. Foto: Peter Fredberg

Og mens vi er ved bronzestatuer, så besøg også det spektakulære torv Plaza de la Merced. Her sidder Málagas store søn, Pablo Picasso, foran sit barndomshjem. Picasso boede i Málaga sine første ti år fra 1881, og i 2003 fik byen sit Picasso-museum. Det ligger i Palacio de Buenavista, en bygning fra 1500-tallet, og blev indviet af kong Juan Carlos. Skuespilleren Antonio Banderas er også fra Málaga, men det er en anden historie.

Mange museer i international klasse fortjener at blive nævnt i denne blog, men lad mig nøjes med at nævne de to, der har til huse i den gamle tobaksfabrik. Det er bilmuseet Museo Automovilistico og kunstmuseet med værker fra det russiske statsmuseum i St. Petersburg.

Et bilmuseum? Ok, måske ikke det mest sexede, hvis man ikke lige er vild med biler. Men her er de mest eksotiske biler op gennem forrige århundrede kombineret med datidens mode, så her er noget for enhver smag. Jeg havde fået bilmuseet anbefalet af Albatros’ kvindelige rejseledere og takkede dem bagefter for deres tip. De havde ikke lovet for meget.

Fra 15. etage på Hotel Marriott er der en enestående udsigt. Her over det gamle fæstningsværk Alcazaba. Foto: Peter Fredberg

Russisk kunst? Vi kender mest til den franske, men i det gamle Sovjetunionen havde man kunstnere, der godt kunne konkurrere med de franske. Er man mest til biler, så kig alligevel ind hos naboen. Du vil ikke fortryde det.

Vil man have et godt udsyn over Málaga, så tag elevatoren op til tagterrassen på 15. etage på Hotel Marriott. Det ligger tæt på både Alcazaba, den enorme katedral, H. C. Andersen og en af Middelhavets mest berømte havne.

På Albatros-rundvisningen indgik et besøg i byens ældste vinbar fra 1840, Antigua Casa de Guardia. En autentisk bar med store vintønder og på væggen et fotografi af Picasso, men den ældre tjener måtte erkende, at kunstneren aldrig havde været der. Vi smagte på den sherryagtige Málaga-vin i de hyggelige omgivelser og følte, at tiden havde stået stille.

Af Peter Fredberg, journalist

Bloggeren nyder den sherryagtige Málaga-vin i byens ældste vinbar fra 1840

Ronda, Romero, Hemingway og Welles

7. marts 2016

Tyrefægtning er Rondas hjerte og sjæl, og den første, der udødeliggjorde en af Andalusiens smukkeste og mest spændende byer, var den lokalfødte matador Pedro Romero. Jeg mødte ham i parken Alameda del Tajo i skikkelse af en stor statue, som blev rejst i 1954 i 200-året for hans fødsel.

Han var tredjegeneration i en familie af tyrefægtere og nedlagde i sin karriere 5.600 tyre uden at være stanget af tyrens horn en eneste gang. Og så var han manden, der grundlagde den form for tyrefægtning til fods, som vi kender i dag, da han introducerede det røde klæde. Pedro Romero sluttede karrieren som 72-årig og døde i den høje alder af 90.

Den smukke, runde tyrefægterarena i Ronda med plads til 5.000 tilskuere blev bygget i 1784 og er den ældste eksisterende arena i Spanien. Jeg måtte simpelthen ind og stå i sandet på det historiske sted, hvor den moderne tyrefægtning blev født.

Bloggeren på et historisk sted i Ronda. I Spaniens ældste eksisterende tyrefægterarena fra 1784 blev den moderne tyrefægtning født

Kan min sympati for bullfighting ligge under neglen på en underernæret kolibri, var forfatteren Ernest Hemingway og skuespilleren og instruktøren Orson Welles vilde med den blodige sport. De var tæt knyttet til to tyrefægterfamilier og havde deres egne loger i arenaen.

Jeg gik en tur i en af Rondas mest spektakulære fodgængergader mellem Plaza de Toros og Plaza de España med navnet Paseo de E. Hemingway. Og manden bag Citizen Cane (en af verdens bedste film), Orson Welles, som ligger begravet i Ronda i tyrefægteren Antonio Ordónez’ baghave, har både et monument og en gade i byen.

Ronda er ikke for ingenting den mest berømte af Andalusiens hvide byer med sin tyrefægterarena og sin dramatiske beliggenhed på kanten af en 100 meter dyb kløft. Af de steder, jeg har besøgt på min langtidsferie, er det min favoritby med en udsigt, der siger spar to til alt.

Byen er delt i to af slugten med floden Rio Guadalevin i bunden, og den mauriske del og den nyere del er på det smalleste sted forbundet med en stenbro. Byggeriet startede i 1751 og stod færdigt i 1793. Den lokale forfatter José Páez Carrascosa, som har skrevet bogen om Ronda, gav mig sit imponerende værk med dedikation og fortalte om sin kærlighed til byen. Hans dybe passion var forståelig.

Ronda ligger 100 kilometer fra vores hotel i Torremolinos, og på hjemturen kørte vi gennem et naturskønt, grønt bjergområde på vej mod kysten. I det solrige og klare vejr kunne vi se Gibraltars klippe og længst ude skimte Marokko.

Af Peter Fredberg, journalist

Ronda er delt i to af en bro over en 100 meter dyb kløft. Foto: Peter Fredberg

Da Alhambra tog pusten fra mig

2. marts 2016

I to en halv time viste han os rundt i Alhambra med Granada på den ene side af højene og Sierra Nevadas sneklædte tinder i det fjerne på den anden.

Vores lokalguide, Robert, er født og bor i Spanien. Faderen er basker og moderen fra London, men han taler perfekt dansk og imponerer os med sine sprogkundskaber og sin kolossale viden om det fantastiske kompleks af paladser, fæstninger og fyrsteboliger, Spaniens smukkeste og mest berømte monument. Robert havde lært dansk som udvekslingsstudent i ni måneder i Aarhus. Hvordan man kan lære et så svært sprog på så kort tid er mig en gåde, men det fortæller lidt om hans alsidige talent.

Alhambra appellerer til sanserne og tager nærmest pusten fra en. Den arabiske kulturs formåen i middelalderen gør et stærkt indtryk. Da vi kom tilbage til udgangspunktet efter rundturen, bad jeg Robert med én sætning beskrive, hvad vi lige havde set. Han tænkte sig om i ti sekunder og sagde: ”Et lille stykke paradis på jorden.” Kortere og mere rammende kan det ikke siges.

Lokalguiden Robert fortæller om det eventyrlige Alhambra, Spaniens mest berømte monument. Foto: Peter Fredberg

Granada, hvor den arabiske og kristne kultur mødtes, ligger 145 kilometer fra Albatros-hotellerne i Torremolinos eller små to timer hver vej med bussen. Der lukkes kun 7.000 gæster ind om dagen i Alhambra, og på vores tur havde Albatros booket 70 pladser. Snyd ikke dig selv for den tur. At der passes godt på borgen med resterne af de uerstattelige kongelige slotte (kun tre er tilbage) og arven fra muslimerne, understreges af, at vores billetter blev scannet tre gange under besøget.

Granadas juvel, Alhambra, er arabernes sidste bastion i Spanien. Det arabiske eventyr startede i 1200-tallet og sluttede, da kongeparret Ferdinand og Isabella smed de sidste muslimske herskere ud af landet i 1492. Heldigvis er der stadig nogle prægtige bygninger at glæde sig over, selv om Alhambra gennem årene har været udsat for krig og ødelæggelse.

I Andalusien skal man ikke snyde sig selv for besøget i den kongelige borg, Alhambra, arven fra muslimerne. Foto: Peter Fredberg

Vi er også på rundtur i Granada, som er en af Spaniens mest interessante byer med et berømt universitet og en historik, der er værd at dykke ned i. Det arabiske kvarter, Albaicin, på bjergsiden med de snævre gader og de beboede huler på bjerget Sacromonte får en til at spærre øjnene op.

Jeg har flittigt brugt flere af Albatros’ tilbud om udflugter på bekostning af stranden eller hotellets fristende solbeskinnede pool og benyttede også lejligheden til at besøge den idylliske bjergby Mijas lidt inde i landet få kilometer fra Fuengirola.

En kort tur til en by med æseltaxier. Jo, den er god nok. Der er 60 æseltaxier i byen. Traditionen går tilbage til 60'erne. Da nogle arbejdere var på vej hjem på æselryg, blev de standset af turister for at blive fotograferet. Drikkepengene var højere end en dagløn. På den måde opstod en ny profession. Æseltaxierne er i dag en turistattraktion.

Af Peter Fredberg, journalist

Jørgen fejrer 80 års fødselsdag på sit yndlingshotel

1. marts 2016

Spørger man Lise og Jørgen Holm om deres yndlingshotel, er de ikke i tvivl. Svaret kommer prompte: ”Amaragua.” Det er tredje gang, de holder langtidsferie på hotellet. Og det er i dag ramme om Jørgen Holms 80 års fødselsdag.

”Hver dag er en fornøjelse på Amaragua. Et dejligt hotel med en drømmebeliggenhed ud til vandet. Alt er i orden. Vi føler os hjemme og er utrolig glade ikke blot for Amaragua, men også for Mogens (Albatros’ destinationschef), som vi har lært at kende som en god ven,” siger fødselaren.

Jørgen Holm er en driftig erhvervsmand fra Esbjerg med et varmt bankende hjerte for speedwaysporten. Han er kendt som mangeårig speaker i Vojens. Og mens han hygger sig i fire uger på solkysten, bliver der tid til at svinge golfkøllerne og tage en dukkert i det 14 grader varme/kolde Middelhav. Men vigtigst: Hver dag spiller han domino med Lise. Om penge. ”Det er vores sport hernede,” ler de.

Jørgen Holm fylder 80 år og fejrer dagen på hans og konens yndlingshotel. Til højre Albatros’ destinationschef, Mogens. Foto: Peter Fredberg

Det er hårdt at være til stor afskedsmiddag, når man skal med bussen til lufthavnen kvart i fem næste morgen med afgang til Aalborg klokken syv. Men ”sånt är livet”, som Anita Lindblom sang.

Stella og Jørn Fjordbak fra Aalborg har haft tre gode uger på Albatros’ hovedhotel. ”Amaragua har alt, hvad man kan forlange af et 4-stjernet hotel. Det fungerer godt, har et stort og flot poolområde og ligger et stenkast fra vandet. Et lille minus: Den varme mad er for kold,” siger Jørn Fjordbak, 65, da denne blogger møder ham i restaurantbaren på Aalborg-gruppens sidste aften, som krydres med et flamenco-show.

”Det er første gang, vi er på langtidsferie, men ikke sidste. Det tør jeg godt love. Det er skønt at komme væk fra den danske vinter og nyde livet på solkysten. Vejret var bedre, end vi havde regnet med. Det er lykkedes mig at blive solskoldet, haha. Største oplevelser? Vi var med svævebanen op på bjerget og så et ørneshow. Sejlturen til Fuengirola var også super,” siger Jørn Fjordbak.

Familierne Fjordbak og Rheder i festligt selskab sammen med en gruppe spanske flamenco-dansere. Foto: Peter Fredberg

Jane og Niels Rheder fra Køge er på en fire ugerstur og er også debutanter, når det gælder langtidsferie. ”To ting vejer tungt: Klimaet og det sociale element på en grupperejse. Det har været hyggeligt at møde mange nye mennesker. Der er en god stemning. Vi har tidligere været på en uges charterferie på solkysten, men fire uger er ikke for længe at være væk. Vi har fået smag på flere lange ferier,” siger Niels Rheder, 61.

På Amaragua er der et mini-bibliotek, som denne signatur med glæde har frekventeret. Jeg bor selv på nabohotellet Tropicana, ét andet af Albatros’ tre hoteller. Alle tager bøger med på langtidsferie, og gider man ikke slæbe dem med hjem alle sammen, donerer man dem til skabet på Amaragua, så andre kan få glæde af dem. En superidé. På hylderne er der en pæn samling af bøger på dansk, svensk og norsk, og er man løbet tør for lekture, er der frit valg. I dag lånte jeg Leif GW Perssons ”Den døende detektiv”. Jeg er typen, der læser mig i søvn, og jeg glæder mig til at gå i krig med den fremragende svenske krimiforfatter.

Af Peter Fredberg, journalist

Smagsprøve på Sevilla – og hvilken appetizer

29. februar 2016

Ikke fordi jeg er vild med opera. Men der er noget særligt over en by, der har givet inspiration til tonsvis af operaer med Rossinis ”Barberen i Sevilla” og Bizets ”Carmen” som et par af de mest elskede.

Da jeg forrige gang var i Sevilla i 1999 for at se Wilson Kipketer vinde VM-guldet på 800 meter (hans tredje verdensmesterskab i træk), besøgte jeg en barber for at kunne prale af, at jeg havde været der. Men det er en helt anden historie.

Sevilla er også flamenco-byen over alle (klap-klap-klap), men på vores udflugt til Andalusiens hovedstad tre timers buskørsel fra Torremolinos var der hverken tid til at høre opera eller se flamenco. Er man kun fire en halv time i byen, kan det i sagens natur kun blive en smagsprøve på dens kulturelle rigdomme.

Men sikke en appetizer. Stå bare på Albatros’ længste bustur. Du vil ikke fortryde det. Sevilla ved Guadalquivirs bredder var engang Spaniens rigeste by og vigtigste havneby og har en historie og kultur, der siger spar to til det meste. Her nogle spredte glimt fra et besøg, som gjorde indtryk og gav smag på mere.

Katedralen er verdens tredjestørste kirke kun overgået af Peterskirken i Rom og Saint Paul’s Cathedral i London. Verdens største guldbelagte altertavle tager næsten pusten fra en. Og så skal vi selvfølgelig fotografere Christoffer Columbus’ gravmonument. I en kiste ligger knoglerne af kaptajnen, som i 1492 tog fejl af vejen til Indien og opdagede Amerika. Sådan kan det gå.

Er man stolt af Eiffeltårnet i Paris, er det intet imod stoltheden over La Giralda i Sevilla. Katedralens 93 meter høje tårn er byens vartegn og symboliserer dens farverige historie fra 1100-tallet. Hvad Sevilla har oplevet gennem tusinde år er ikke småting.

Jeg blev også fascineret af det gamle jødekvarter, Barrio Santa Cruz, med en labyrint af snævre gader, hvor to mennesker dårligt kan gå ved siden af hinanden. Nu er der ikke trængsel på denne årstid, men i højsæsonen med snesevis af grupper må det være næsten umuligt at komme rundt.

Knoglerne af Columbus ligger i denne kiste i verdens tredjestørste kirke. Foto: Peter Fredberg

Da vi kom til Sevilla, parkerede vi tæt på den gamle cigarfabrik (hvor Bizets sigøjnerpige Carmen rullede cigarer), og vi gik en timelang tur i solen i den store Parque de Maria Luisa med det imponerende Plaza Espana som hovedattraktion. En halvcirkelformet bygning med en diameter på 200 meter.

Vi kørte forbi tyrefægtningsarenaen, La Maestraza, som konkurrerer med Las Ventas i Madrid om at være nr. 1 i Spanien. Sæsonen starter til påske, og der er plads til 13.000 tilskuere. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg holder med tyren, det er nok at stramme den, men giver man ”sporten” dødsstødet, som man gjorde det i Catalonien, hvor La Monumental i Barcelona lukkede og slukkede i 2011, vil det glæde mig. På De Kanariske Øer blev tyrefægtning forbudt i 1991.

Interessen for tyrefægtning i Spanien er heldigvis stærkt faldende efter en mangeårig kampagne fra dyreværnsfolk. Især ungdommen har vendt den blodige tradition ryggen.

Rejselederen Nina foran en udsmykning på Plaza Espana, der viser Cervantes’ legendariske figurer Don Quijote og Sancho Panza. Foto: Peter Fredberg

På vej til Gibraltar

25. februar 2016

”Hils aberne,” sagde Mogens, Albatros’ destinationschef i Andalusien, med blink i øjet, da vi steg på bussen på éndagsturen til Gibraltar.

De 270 berberaber på klippen, den eneste vildtlevende abekoloni i Europa, er en af attraktionerne på det lille, mærkelige stykke Storbritannien, der rager ud på sydspidsen af den iberiske halvø. De har ry for lidt af hvert, de aber. De er tyvagtige. Pas på. Luk tasken og lad være at fodre dem, lyder formaningerne til turisterne. Men aberne, vi mødte, var nu ret så fredelige, selv om en stor han sprang op på sidespejlet af vores bus og stak hånden ind til chaufføren. Han gav den lov at køre med et stykke af vejen.

Gibraltar har været i engelsk besiddelse i over 300 år. Og det vil den 6,8 kvadratkilometer store kronkoloni ifølge legenden blive ved at være, så længe der er aber på den berømte kalkstensklippe, den 426 meter høje ”The Rock”. Spanien har dog langtfra opgivet at erobre Gibraltar tilbage. Det diplomatiske forhold mellem Spanien og England er ekstremt dårligt, og problemerne kan stadig trække store overskrifter.

En fræk Gibraltar-abe sprang op på bussens sidespejl. Foto: Peter Fredberg

Fra Torremolinos er der godt halvanden times kørsel på motorvejen til Gibraltar, og de fem timer på og omkring klippen er en god måde at bruge en dag på, hvis man vil lidt væk fra stranden.

Vejret på vores udflugt til et nyt land var som på en skøn dansk sommerdag med sol og 18 grader. Det første, vores rejseleder, Nina, tjekkede, var, om alle 43 i bussen havde husket pas, for ellers ville man blive efterladt på den spanske side af grænsen.

Klippen med det 50 kilometer lange labyrintagtige tunnelnetværk er fascinerende. Tunnelerne blev bygget under anden verdenskrig, men tyskerne kom aldrig i nærheden af at indtage klippen, som bevogtede indsejlingen til Middelhavet. En del af tunnelerne er åbnet for offentligheden. Desværre var der ikke tid til at besøge dem.

Derimod var vi nede i St. Michaels Cave, en flot drypstenshule. På en tavle kunne vi læse, at her stod dronning Elizabeth og prins Philip i 1954. Den eneste gang, de har besøgt kronkolonien. Et eksempel på den engelsk/spanske strid. Til gengæld var prins Charles og Diana der på deres bryllupsrejse. Og mens vi er i gossip-afdelingen, blev John Lennon og Yoko Ono gift i Gibraltar, og Sean Connery blev gift der ikke bare én, men to gange.

Jeg har aldrig set en lufthavn som Gibraltars. Vi kører direkte over dens runway med bussen. Den er blevet forlænget med en tange ud i havet med klippestykker sprængt fra ”The Rock.” Selve byen med den totalt dominerende Main Street, der dufter af England med sine pubber og fish´n´chips, er der ikke så meget at skrive hjem om.

Skattelyet Gibraltar lever af turisme og bank- og finansfiduser. Hvidvaskning af narkopenge og skatteunddragelse er uløseligt knyttet til stedet. Og for to år siden kom en dansk bank i problemer og blev idømt en bøde på 12,5 mio. kr. af den spanske højesteret. Den fik bøden for ikke at udlevere identiteten på bankens kunder i Gibraltar til de spanske myndigheder. Det var første gang, en dansk bank fik bøde for at overtræde et andet lands regler om hvidvaskning.

Det var den hurtige og spændende rejse til det perfekte mål for en usædvanlig éndagstur. Med udsigt til Marokko, 32 kilometer borte.

I Torremolinos nyder jeg dagene ”uden for sæsonen”. Der er ikke så mange mennesker her på solkysten på denne tid af året sammenlignet med sommerens fluepapir. Mine morgenjog på strandpromenaden og på den lange strand er en sand fornøjelse.

Af Peter Fredberg, journalist

Bloggeren på morgenjog på en stille strand. Der er en verden til forskel på solkysten uden for sæsonen og i de tre sommermåneder

Fodboldbrag i Malaga

22. februar 2016

At jeg på min langtidsferie på solkysten befandt mig på Estadio La Rosaleda i Malaga sammen med 30.000 fodboldsupportere, kan jeg takke den meget aktive danske fodboldenklave, La Pena de Dinamarca, for. Den er supporterklub for La Liga-mandskabet Malaga Club de Futbol og havde arrangeret en tur til kampen mod kongeklubben Real Madrid.

Hvilket fascinerende show at se Christiano Rolando, Marcelo og co. mod de lokale blåhvide helte i en euforisk lydkulisse. Men inden highlights fra kampen, der definitivt knuste Real Madrids mesterskabsdrømme og fik over tre hundrede danskere på langsiden til at juble, lidt om La Pena de Dinamarca.

Klubben er stiftet af Eddie Møller, tidligere ejer af kæden ”Diskotek Tordenskjold”, og redaktør Morten Møller og holder til i Casa Danesa i Fuengirola, også kaldt ”Lille Danmark” på grund af den store koncentration af danskere i området. Formanden er Morten Møller, som omkring årtusindeskiftet slog sig ned på Costa del Sol. En ildsjæl og en karismatisk person, som arbejder flere timer om dagen for sit hjertebarn, La Pena de Dinamarca.

La Rosaleda i hvidt og lyseblåt var en fantastisk ramme om braget mellem Malaga CF og Real Madrid. Foto: Peter Fredberg

”Ingen drømte om, at vores supporterklub skulle vokse sig så stor. Vi startede med 20 medlemmer og har i dag omkring 250. Mod Real Madrid i dag satte vi rekord på Estadio La Rosaleda med 330 i klubregi. Ingen tvivl om, at vi er den mest aktive danske supporterklub i udlandet. Malaga CF betyder utrolig meget for folk i Andalusien og for os danskere, der bor hernede,” siger Morten Møller.

”Klubben har nok det bedste hjemmepublikum i La Liga, og La Rosaleda med en kapacitet på 30.000 tilskuere er et dejligt og intimt stadion, hvor vi er tæt på. Ikke som på Camp Nou i Barcelona og Santiago Bernabéu i Madrid, hvor man dårligt at se spillerne. Malaga CF er et midterhold i Primera Division og en stolthed i Andalusien, som er den fattigste del af Spanien med store sociale problemer og en arbejdsløshed på 30 procent.”

Morten Møller taler sig hurtigt varm, når det handler om Malagas spillere, men klubbens ejer, den stenrige sheik fra Qatar, Al Thani, kan han ikke lide. For at sige det mildt.

Den tidligere toptræner og kommentator Birger Peitersen, til venstre, fortalte inden kampen de danske supportere om de to hold. Til højre formanden Morten Møller. Foto: Peter Fredberg

”Jeg har ikke hørt om nogen, der bryder sig om fyren. Han købte klubben for 36 mio. euro for fem år siden og lovede guld og grønne skove, men er løbet fra alle løfter og har bragt klubben i stor gæld. Du aner ikke, hvor du har ham. Han bor i sit palads i Doha og har kun sat sine ben på La Rosaleda nogle få gange. En mærkelig person og en utilregnelig løjser,” siger Morten Møller.

Vi springer til kampen, som sluttede 1-1. Mere end en halv sejr for undertippede Malaga CF. Cristiano Rolaldo bragte Real Madrid på 1-0 efter 33 minutter på et hovedstød, der lugtede af offside, og brændte tre minutter senere et straffespark, begået mod ham selv. Et svagt skud blev let pareret af Malagas bedste spiller, Carlos Kameni fra Cameroun.

Cristiano Ronaldo blev forfulgt af en pibekoncert af fanatiske Malaga-fans gennem hele kampen. Det er han vant til i udekampene. Den store spiller var hans klubkammerat Marcelo på forsvarets venstrekant. Hans sublime teknik og nærmest overmenneskelige overblik var kampens oplevelse.

Det var fodbold. Nu til noget helt andet. På den tre uger lange ferie har jeg og min kone, Mie, sat som mål at komme på alle ni Albatros-udflugter, som hver for sig tager sit udspring i den spanske historie og kultur. Weekenden bød på nr. 2 med udflugt til den legendariske Nerja-grotte, kystbyen Nerja med ”Europas Balkon”, en mole som rager ud i havet, og den smukke, hvide bjerg- og kulturby Frigiliana med de stejle gader.

Nerja-grotten, Cueva de Nerja, er en af solkystens største seværdigheder og i mine øjne et must, når man er på de kanter. Drypstenshulen med verdens længste drypsten blev opdaget af nogle drenge i 1959 og er et imponerende syn. For 40.000 år siden levede Cromagnon-mennesket, homo sapiens' forløber, i hulerne. Der er fundet 20.000 år gamle vægmalerier, der viser jagt på forskellige dyr, men den afdeling af grotten er lukket for publikum.

Frigiliana kaldes de tre religioners by og var rammen om dagens frokost.

Af Peter Fredberg, journalist

Bare smagen af ordet. Langtidsferie. Jeg kan li´ den

19. februar 2016

Jeg har aldrig været på langtidsferie før, men har tit tænkt, at det kunne være skønt at sige farvel til en lang, kold og trist dansk vinter og gå i hi i et mildere klima. Bare smagen af ordet. Langtidsferie. Jeg kan li’ den. Nu kom muligheden endelig for at realisere et mangeårigt ønske.

Forleden rejste jeg og min kone, Mie, til Costa del Sol og Benalmadena/Torremolinos og 22 dage i Andalusien. Jeg skal blankt indrømme, at jeg er spændt på, hvordan jeg vil have det med at bo på det samme hotel i tre uger og trave op og ned ad den samme strandpromenade. Nu får vi se. I en række blogs vil jeg fortælle om mine oplevelser på solkysten uden for sæsonen og de mange udflugter til Andalusiens mest spændende steder.

Vi landede i Malaga og blev hentet af rejselederen Mogens, som viste sig at være Albatros’ destinationschef i Andalusien. Han er en rutineret herre, som med pauser har været i rejsebranchen siden begyndelsen af 70’erne.

Torremolinos uden for sæsonen - i det kølige vejr er der ingen på stranden. Foto: Peter Fredberg

Albatros har en del år lavet langtidsrejser i Andalusien fra slutningen af oktober til udgangen af marts, de måneder, hvor vejret derhjemme kan springes over – og rejserne er populære. Mogens har nok at se til med de forskellige rejseledere, der skal lave arrangementer for gæsterne. Også hans kone, Karin, som han mødte i Peru, arbejder for firmaet, som i skrivende stund har flere grupper fra hele norden fordelt i området.

”Andalusien er vort mest populære rejsemål for langtidsrejser og et unikt sted med sit klima, sin natur og sine kulturelle skatte. Netop dette område var min første destination, da jeg var færdig med rejselederskolen, og nu er jeg tilbage. Her bliver min kone og jeg, når vi går på pension,” siger Mogens. ”Den typiske gæst på en langtidsferie er fra 60 år og opefter. De fleste er gået på efterløn eller pension. Og selv om vi har mange gengangere, så er de fleste med for første gang. De kan være lidt usikre på, om de kan få tiden til at gå, men det er nu sjældent et problem. Vi har ni forskellige udflugter, hvoraf tre er med i prisen, og der er masser af aktiviteter som filmaftener, koncerter, foredrag og gåture med guider. Jeg tør godt love, at ingen andre rejsebureauer har et bedre og større aktivitetsprogram end os.”

Vi fik mulighed for at besøge den danske klub i Fuengirola, Club Danes. Omkring 30.000 danskere bor på solkysten enten permanent eller i længere perioder. Klubben har en supporterklub for Malaga Club de Futbol, og på søndag er der arrangeret mulighed for at tage med til fodbold i Malaga, når Real Madrid kommer på besøg. Den danske klub stiller med 300 danske Malaga CF-fans og kører sammen til Estadio La Rosaleda i en lille kortege af busser. Det bliver en festforestilling.

Min første udflugt var ”Ud på landet” med rejselederen Pernille. En meget vidende og rutineret guide, som gav os et godt indblik i, hvordan livet former sig i de små bjerglandsbyer mellem Malaga og Granada. I Andalusien reklamerer de med 300 solskinsdage om året, så de fleste dage er man rimelig sikker på at få en blå himmel og sol, men desværre røg vi ind i en af de sjældne regnvejrsdage. På vej ind i bjergene bag Malaga kørte vi langs marker med oliventræer, appelsin- og citronplantager og smukt blomstrende mandeltræer med deres sarte, fine blomster. Der blev tid til et stop i nogle af de små landsbyer bag kysten. Her leves livet fjernt fra det på kysten. Og der hersker en fred og ro i de små landbrugssamfund.

Udflugtens højdepunkt var et besøg i en lille, men smuk landsby. Her blev vi mødt af en flok af de lokale husmødre, og vi blev delt op i grupper. Det er muligt, at vi ikke kunne tale sammen, vores spansk rækker ikke til meget mere end at slukke tørsten på en café, men de søde husmødre bragte os hjem til deres huse, hvor der var dækket op til en spansk frokost i stor stil. På trods af sproglige barrierer var det hyggeligt at komme indenfor hos en lokal familie midt ude på landet og mærke, hvordan livet også kan leves i fred og ro, langt væk fra kystens herligheder.

Af Peter Fredberg, journalist

Til frokost i et privat hjem i Alfarnatejo mellem Malaga og Granada. Foto: Peter Fredberg

Tema om Andalusien

Vi er vilde med Andalusiens lune temperaturer, fine kulturtilbud og skønne, tilbagelænede stemning. Derfor har vi samlet lidt af det bedste af den spanske region til dig:

Guide: 10 tapas-retter du ikke må gå glip af
Guide:
Bliv klogere på Málagavin
Artikel:
På langtidsferie for 9. gang
Blog:
Rejseblog fra Andalusien
Video:
Se hvordan vi holder langtidsferie

Vin, tapas og 3.000 solskinstimer om året – tag med til Andalusien