Rejseblog fra Cuba

Tag med rejseleder Elena til Cuba med denne blog
Oplev magiske Cuba fra første parket, når rejseleder Elena Plougmann blogger om sine oplevelser

Følg med Elena i Ernest Hemingways fodspor gennem Havanna, føl vinden i håret på tur med en gammel amerikanerbil og bliv meget klogere på Cubas historie og unikke stemning undervejs.

Læs med i bloggen herunder eller se alle rejser til Cuba

Farvel og på gensyn, Cuba

20. marts

Vejret er skønt, vandet er krystalklart, solen er varm, og drinksene er inkluderet i prisen. Vi har hele dagen til at slappe af og fordøje alle de oplevelser og indtryk, vi har fået. Så kan det vist ikke blive meget bedre.

På vores sidste aften sammen i Varadero spiser vi en afskedsmiddag som afslutning på en fantastisk rundrejse. Dagen efter er det tid til at køre til lufthavnen i Havanna. Nogle i gruppen, mig selv inklusive, bliver lidt følelsesladede, da vi skal sige farvel til hinanden og til det fantastiske land med en fantastisk historie og befolkning.

Stranden i Varadero fejler ikke noget
Det er svært ikke at få følelser for Cuba. Denne ø berører alle dine sanser, dine tanker og også dit hjerte. Det er et magisk sted – fyldt med romantik, svingende rytmer og en lokal befolkning mere levende, glad og udadvendt end noget andet sted på jorden. Men øen har også sin dystre side. Man finder unge frustrerede mennesker, som er villige til at risikere sit liv for en fremtid et andet sted. Man ser tomme butikker, faldefærdige huse og anti-amerikanske slogans.
Cuba lægger beslag på alle dine sanser

Spørger man en cubansk dreng, hvad han vil være, når han bliver stor, svarer han med strålende øjne og et stort smil: "Jeg vil være turist". Cubanerne modtager turisterne med åbne arme, dog med blandede følelser. Vi kommer fra en materialistiske verden, som cubanerne aldrig har kendt. Men det er også os, som har muligheden for at hjælpe cubanerne til en bedre hverdag. Til gengæld viser de os den cubanske kultur og giver os dansen, rytmen og deres enestående livsglæde. De lærer os at sætte pris på de små ting i livet og hvilken betydning, de har i hverdagen.

For den almindelige turist er Cuba en smag af det gode liv, de smukke strande og en eksotisk oplevelse. Jeg plejer dog også at arbejde for at tage mine gæster med på en rejse i Cuba op gennem tiderne og give dem en mulighed for at lære den virkelige cubaner at kende. De fleste opdager, når de forlader denne caribiske ø, at folket, kulturen og den latinamerikanske charme er kommet ind under den solbrændte hud og har berørt både sjæl og følelser.

De små cubanere skal selvfølgelig være turister, når de bliver store

Sukkerrør og revolutioner

19. marts

Nu er det tid til at forlade skønne Trinidad og vende blikket mod Varadero. Vores første stop på turen hertil er ved den gamle plantage Manaca Iznaga. Området omkring Trinidad har været dækket af sukkerrør, og dalen, hvor Manaca Iznaga ligger, var førende inden for sukkerproduktion i starten af 1800-tallet. Da vi kommer forbi den gamle Iznaga-plantage er man i fuld sving med at lave helstegt pattegris over ilden. Vi får lov at prøve en gammel sukkerrørspresser fra midten af 1800-tallet, som utroligt nok stadig fungerer. Det er hårdt arbejde. Vi smager også på den friske sukkerrørsjuice, som helt klart er bedre med rom i. Vi får også lov at besøge nogle af de lokale, så vi kan se, hvordan de bor.

Den gamle sukkerplantage, Manaca Iznaga

Turen går videre mod Santa Clara gennem skøn natur. I byen Santa Clara fandt det sidste slag ledet af Che Guevara sted. Her så vi stedet, hvor Che og hans mænd angreb toget, som den daværende diktator Fulgencio Batista havde sendt af sted mod Santiago de Cuba med 408 mænd for én gang for alle gøre det af med Fidel Castro. Med en gravko flyttede de revolutionære skinnerne, så toget blev afsporet. De 408 soldater overgav sig til Che og hans deling. Nogle af togvognene står stadig på området i dag, og man kan se gravkoen og næsten mærke revolutionens ånd. I Santa Clara ser vi også en cigarfabrik. Her er der 250 arbejdere, hvoraf 120 ruller cigarer; op til 15.000 stk. om dagen. Efter at have fået demonstreret cigarrulningens kunst går turen videre til Che Guevaras mausoleum. Che blev henrettet i Bolivia i 1967 og begravet et hemmeligt sted. Først i 1997 blev hans gravsted offentliggjort, og Fidel anmodede familien om at få lov til at begrave ham i Cuba. Mausoleet er nu en af de allerstørste helligdomme i Cuba.

Hen mod eftermiddagen er varmen taget til, og vi bliver glade, da næste stop er ved vores all inclusive-hotel i badebyen Varadero.

Che Guevaras mausoleum i Santa Clara

Velkommen til fortiden

16. marts

Dejligt at vågne op til lyden af galende haner og brødsælgeren, som går ned ad gaden og råber "Pan, pan, pan!". Fuldstændig som jeg forestiller mig, at Cuba var i gamle dage under den spanske kolonitid. De familier, vi bor hos, arrangerer morgenmad på deres terrasser i den skønne morgensol, som vi nyder i fulde drag. Dagen i dag går i Trinidad-tempo – vi har god tid til det hele.

Godmorgen i Trinidad
Første stop på dagens byvandring er ved en bodega. Nej, ikke den slags bodega, som vi kender hjemmefra, men en rationeringsbutik. Her kan cubanerne købe det allermest nødvendige til små penge med deres rationeringsbog. Vi kommer forbi det gamle Iznaga-palads, man er ved at renovere og lave om til et stort hotel. Dette er ellers et sjældent syn i historiske Trinidad, da byen er fredet af UNESCO. Vi besøger også Cantero-museet, et bymuseum bygget i et palæ der engang tilhørte Cantero-familien. Fru Cantero var først gift med Iznaga. Da han døde, giftede hun sig med hr. Cantero. Han døde også før hende, og hun blev Trinidads rigeste person i hele 1800-tallet. Al rigdom i byen var dengang baseret på sukker, og man kan stadig tydeligt se den tidligere rigdom, når man går gennem de brostensbelagte gader.
Det gamle Cantero-palæ, som nu er bymuseum
Et besøg i et santería-tempel er et must i Cuba. Santería-religionen er en sammensmeltning af den tro, de afrikanske slaver bragte med til Cuba, og den katolske tro, som spanierne havde med sig. Farver symboliserer forskellige guder. Her i Trinidad ligger templet Yemayá, hvis gudinde er klædt i blåt og hvidt. Andre guder er Obatala, som er klædt i hvidt, Chango som har rødt og hvidt tøj, og sådan fortsætter det med de 12 øverste guder. Efter besøget i templet går vi hen for at se den katolske kirke, som er meget flot dekorereret med sit store alter udskåret i træ. Vi fortsætter til La Casa de Trova, som er et spillested, hvor de ældre cubanere spiller god, gammel traditionel musik, som kun de gamle kan spille det. Albatros byder på byens "egen" drink, en Trinidad colonial, og vores guide Carlos serverer lagkage for alle.
Skål i Trinidads lokale drink
Resten af dagen foregår på egen hånd, og nogen bliver hængende i byen, mens andre tager en tur ned til Det Caribiske Hav. Trinidad er en skøn by, som fører dig direkte tilbage til fortiden. Et sted hvor tiden står stille, og de lokale stadig sælger fisk fra cykelstyret. Velkommen til Trinidad, velkommen til fortiden.

Cienfuegos og Trinidad - to forskellige verdener

14. marts

I dag er det tid til at forlade dejlige Havanna og tage til Cienfuegos. Byen blev grundlagt af franskmændene i 1819 og anses for at være den by i Cuba, som minder mest om en europæisk by. Vi begynder vores udforskning af Cienfuegos på byens gågade. Her besøger vi en såkaldt peso nationalbutik – det sted, hvor cubanerne handler med deres oprindelige valuta. Vi drejer væk fra gågaden over mod de mere cubanske gader til det ældste overdækkede marked i Cuba. Her handles der med frugt, grønt og kød, og markedet bugner af det hele. Vi køber lidt frugt og fortsætter til den centrale plads og Tomás Terry-teatret. Forretningsmanden Tomás Terry ønskede på sit dødsleje at give noget tilbage til den by, hvor han havde skabt sin formue på blandt andet sukker. Hans to sønner fik bygget teatret, som stod færdig i 1889. Det er i brug endnu og har stadig de oprindelige teaterstole, dekorationer og lamper. Det er et smukt teater med en helt speciel atmosfære. Vi er endda så heldige at opleve en prøve på et teaterstykke, hvor nogle dygtige børn synger og danser.

Frisk frugt til salg i Cienfuegos
Efter frokost sætter vi kurs mod Trinidad, hvor Det Caribiske Hav springer frem fra bakkerne. I Trinidad skal vi overnatte i private bed & breakfast, og vi mødes af vores værtsfamilier, der står klar med cykler til at fragte vores bagage til deres private hjem. Vi indkvarterer os i de hyggelige huse og tager en spadseretur rundt i området og ser, hvor det hele sker om aftenen. På trods af at Cienfuegos og Trinidad ligger meget tæt på hinanden, er de vidt forskellige. Efter 1,5 times kørsel er det, som om vi er kommet til et helt andet land. Trinidad var indtil 1950’erne meget isoleret, da ingen veje førte dertil. Byen har beholdt sit oprindelige præg med de gamle brostensgader fyldt med huse fra kolonitiden. En meget charmerende by.
Med cykeltaxa gennem charmerende Trinidad

Sidste dag i Havanna: revolutioner og Hemingway

13. marts

Vi begynder vores sidste dag i Cubas hovedstad med at besøge det historiske arkiv, hvor Asger Jorn i 1968 på kun 10 dage malede 9 vægmalerier og 2 søjlemalerier. Det er ikke altid nemt at få reserveret tid i det historiske arkiv, men det lykkes. Armando, som viser os rundt, fortæller ivrigt om den meget vigtige kulturelle forbindelse mellem Cuba og Danmark og om Asger Jorn og hans baggrund. Efter lidt kultur tager vi ud til Revolutionspladsen, som også er centrum for politiske begivenheder. Det er her, de lange taler bliver holdt. Her samles folket for at hylde en bestemt person eller for at fejre en bestemt dato. Cubas største nationalhelt José Martí skuer ud over pladsen, hugget ud i hvid, italiensk marmor. Her er et stort billede af Che Guevara med ordene "Hasta la victoria siempre" ("Altid mod sejren") og af Camillo Cienfuegos med teksten "Vas bien Fidel" ("Du gør det godt, Fidel").

Armando gør os meget klogere på Asger Jorn

Vi fortsætter til Revolutionsmuseet, det forhenværende præsidentpalads. Her holdt Fidel Castro sin første tale i Havanna 8. januar 1959. Båden Granma, som bragte de revolutionære til Cuba i slutningen af 1956, står godt beskyttet i baghaven omgivet af våben og transportmidler, som blev brugt under revolutionen. Herefter går turen ud til Hemingways hus Finca Vigia, som ligger på et areal, der dækker 3,8 hektarer. Flot hus med en flot have, hvor vi går rundt i kigger ind ad vinduerne. Det er ikke tilladt at komme indenfor i huset.

Efter frokost står den på salsaundervisning. De dygtige danseinstruktører lærer os nogle af de fængende dansetrin i flotte omgivelser til dejlig musik. Cuba er bare dejlig, og det er lidt svært at rive os løs igen og tage tilbage til hotellet.

Vi bliver faktisk meget gode til salsa til sidst

Rom, cigarer og smuk natur i Viñales-dalen

10. marts

Vi tager tidligt af sted til Viñales i dag, så vi kan ankomme før de fleste andre besøgende og få mest muligt ud af dagen. Første stop er tobaksbonden Benitos landsted. Her viser en medarbejder os, hvordan man ruller en cigar, og forklarer hele processen, fra frøet sås, til tobaksbladene er klar til høst, og hvad der sker derefter. Derefter blev der tændt cigarer i tobakshytten og drukket kaffe i huset – både med og uden rom.

Efter demonstrationen i cigarrulning er der "smagsprøver"
Turen fortsætter i den smukke, frodige dal til klippemaleriet fra 60'erne. 120 meter højt og 260 meter langt, inde blandt de fantastiske enkeltstående bakketoppe kaldet mogotes står maleriet smukt og farvestrålende. Det er også her, man får Cubas bedste piña colada, og selvfølgelig siger vi ja tak, da vi bliver budt på sådan én. De serveres uden alkohol. Man drikker så meget, man vil af glasset, og fylder derefter selv op med 3-årig rom i den mængde, man nu er i humør til. Specialiteten her i området er grillet gris, og det spiser vi til frokost sammen med agurker, vi selv har plukket.
Det store klippemaleri pynter i den grønne dal

Næste stop er ved den private botaniske have, som er knap 100 år gammel og fylder omkring 1 hektar. En af sønnerne på stedet, Javier, viser os rundt mellem de mange planter og træer, hvoraf vi kan genkende mange fra stuen derhjemme, blot langt større. Vi kommer også forbi en trærotte, som er i familie med bæveren, og nogle papegøjer. Og et ægte øltræ. Vi slutter af med at høre om nogle af de rodfrugter, som indgår i den cubanske madlavning, og får en smagsprøve på en lækker ananas.

På vej tilbage til Havanna bliver der budt på smagsprøver af forskellige salgs cubansk rom; Santiago de Cuba Anejo Especial, Cubay Anejo Suave og Legendario, som er en romlikør på 7 år. Endnu en god dag er slut med masser af nye oplevelser.

Der vokser åbenbart øl på træerne i Cuba

Havanna rundt – til fods og i amerikanerbil

9. marts

Vi starter dagen med at besøge den gamle del af Havanna. Meget af Havanna ser gammelt og slidt ud, men UNESCO har virkeligt gjort meget ved den historiske del. Vi begynder byrundturen til fods på Plaza de las Armas, den ældste plads i Havanna. Herfra begiver vi os gennem de gamle gader og forbi de smukke bygninger, som UNESCO har fået sat i stand. Man kan næste mærke, hvordan det var dengang under den spanske kolonitid, da Cuba var centrum for al handel i Caribien. Vi går gennem Plaza de San Francisco, videre til Plaza Vieja og hen til Ambos Mundos. Her sad Hemingway i gamle dage og nød sine mojitos på tagterrassen. Det var et af de mange steder, han nød en drink, og vi gør selvfølgelig det samme. Her får man en af landets bedste mojitos med udsigt ud over byen ned til havnen, mens man lytter til de cubanske rytmer.

Havannas store teater blev færdigrenoveret i 2016
Men vi skal videre. Vi går hen forbi busten af H.C. Andersen og videre til den flotte katedralplads, hvor der bliver budt på ægte cubanske kys med både farve og lyd. Her går pigerne rundt klædt i tøj fra dengang, man stadig solgte blomster fra sin kurv – nu sælger de i stedet farverige kindkys. Et par af mændene i gruppen køber et kys, og vi fortsætter op gennem Calle Obispo, som er stedet hvor folk mødes, spiser, drikker og handler. Der strømmer cubansk musik ud fra alle barerne. Folk danser på gaden med smil på læberne, mens turisterne har travlt med kameraerne. For enden af Calle Obispo gør vi et kort stop ved El Floridita – endnu et af Hemingways yndlingssteder. Her opfandt en bartender engang drinken daiquiri. Han ligger nu på Havannas kirkegård med ordene "bartender på Floridita" indgraveret på gravstenen.
De blomster- og kyssælgende piger på katedralpladsen
Bygningerne omkring Parque Central er næsten færdigrenoverede nu. Sikke et sted. José Martí står midt på pladsen omgivet af 28 royale kongepalmer, Cubas nationalpalme. Martí er en af Cubas største nationalhelte og var Fidel Castros store forbillede. Han startede 2. uafhængighedskrig, som førte til amerikanernes kolonisering af øen og senere til Cubas uafhængighed. Pladsen omgives af blandt andet det smukke, gamle spanske teater, Hotel Inglaterra og det nu næsten færdigrenoverede Hotel Manzana. Ud af øjenkrogen kan man se Capitolio – den gamle parlamentsbygning, som snart står klar efter en gennemgribende renovering. Rygtet siger, at Raul Castro vil flytte parlamentet fra dets nuværende placering på Revolutionspladsen tilbage til Capitolio.
Helten José Martí i midten af Parque Central

I bus kører vi nu til La Guarida. Det er en paladar, hvilket betyder privat restaurant. Den er denne restaurant, man læser om i alle guidebøgerne. Her blev filmen ”Fresa y Chocolate” (”Jordbær og chokolade”) indspillet, som vandt mange filmpriser. Man kan kun finde restauranten, hvis man har læst eller hørt om den. Vi har hørt om den, og vi går op ad de gamle marmortrapper, forbi alle de hvide duge som hænger til tørre, og ind i et lyst lokale, hvor en lækker frokost venter.

Uden for La Guarida holder en flok gamle amerikanerbiler. Efter den solide frokost er det skønt at køre i de åbne biler rundt i Havanna. Vi kommer gennem Chinatown, ud til skoven og floden og ender til sidst ved vores hotel. Sikke en dag med masser af indtryk. Vi har nu været i Cuba i mindre end 24 timer og har allerede oplevet mere, end vi normalt gør på en hel måned.

Det eneste rigtige transportmiddel til sightseeing i Havanna

Magiske Cuba

8. marts

Velkommen til et af de mest gæstfrie lande i verden, hvor solidaritet stadig betyder noget, og ikke mindst velkommen til varmen. Velkommen til varmen, musikken og en enestående livsglæde.

I Cuba finder du en større gæstfrihed end noget andet sted. Du finder charmen, de svingende rytmer og det forførende blik i øjnene. Du finder en befolkning, som tør sige, at de gerne vil ud at rejse, men også at de gerne vil hjem igen. Hjem til Cuba. Magiske Cuba.

Velkommen til varmen og musikken

Jeg modtager gruppen af rejsedeltagere i Havanna lufthavn. 20 mennesker med forventninger, ideer, lyst til noget anderledes og lyst til at opleve Cuba, før det ændrer sig alt for meget. De har forventninger, tanker, ideer. Hvad er Cuba? Hvor er Cuba lige nu i det store perspektiv? Det skal opleves, mens man stadig kan genkende det gamle Cuba fra historiebøgerne.

Her i Cuba mødes fortiden med nutiden og blander sig med fremtiden. Amerikanske biler fra 50'erne, smartphones i alles lommer og et håb om, at Cuba ikke vil glemme sine rødder, når det snart er klar til for alvor at træde ind i fremtiden.

Den ultimative måde at opleve Havanna på er i en gammel amerikansk bil
Vi tjekker ind på vores hotel, Habana Libre. Det blev indviet i 1958 under navnet Hilton. Her havde Fidel Castro, Raul Castro, Camillo Cienfuegos og Ché Quevara deres hovedkvarter i starten af 1959, efter de havde sejret over den siddende diktator Fulgencio Batista, som derefter var flygtet ud af landet. Det er et stort hotel, som emmer af sjæl, fortid, nutid og fremtid. Vi får en rom collins som velkomstdrink, mens vores bagage bliver placeret i værelserne. Og så er det tid til at sove.
Che Guevara er skam ikke glemt i Cuba

Cubarejser

  • Cuba – Caribiens kulturelle perle

    Oplev atmosfæren i Havanna og Cubas andre charmerende byer rundt på denne smukke ø i Caribien. Rejsen afsluttes med dejlig badeferie ved de caribiske strande

    • 7 afrejser
    • 12 dage
    • Fra 20.998,–
    fra København
  • Maks. 24 deltagere

    Cubas kontraster – en rundrejse fra vest til øst

    Drømmerejse til Cuba med det bedste, landet har at byde på. Vi besøger både den vestlige og østlige del af øen og afslutter med sol og badning

    • 2 afrejser
    • 18 dage
    • Fra 33.998,–
    fra København
Kontakt os

Ring til os på
tlf. 36 98 98 98
og hør nærmere